Som studerende boede Ellen Hillingsø sammen med sin far, Kjeld Hillingsø. Hun var i begyndelsen af 20erne og elev på skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og han var som chef for Hærens Operative Kommando udstationeret i Aarhus.
Med udstationeringen fulgte en rummelig tjenestebolig, hvor der ikke bare var plads til far og datter, men også til mange af datterens venner. Ja, sågar en pony blev der plads til. Det var i den periode, de fik ideen om, at kernefamilien Hillingsø på sigt skulle lave et familiekollektiv. Det store kollektiv er ikke blevet til noget, men i stedet har de fået en slags familiekollektiv på tværs af gaden i det rækkehuskvarter i Charlottenlund, hvor Ellen Hillingsø voksede op.
Og det er her, vi møder dem.
På den ene side af den smalle gade bor pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø (KH), 76 år, sammen med hustruen Birgitta Hillingsø, og i rækkehuset på den anden side af gaden bor Ellen Hillingsø, 44 år, sammen med sin mand, Christoffer Castenskiold, og parrets to børn.
At familiekollektivet blev en realitet, skyldes dog ikke far og datter, men Christoffer Castenskiold. Den unge familie havde solgt sin bolig og boede midlertidigt på et værelse i Ellen Hillingsøs barndomshjem. Huset på den anden side af gaden kom til salg, og Ellens mand foreslog, at de skulle se på det.
Far og jeg havde supergode erfaringer med at bo sammen fra tidligere, men du kan ikke tvinge nogen til at flytte ind over for svigerforældrene, siger Ellen Hillingsø.
Hvordan vil I beskrive jeres forhold til hinanden i jeres familiekollektiv?
KH: Vi tumler ikke ind og ud hos hinanden. Det kan børnene gøre i det omfang, de har lyst til det. Hvis der er noget, så ved vi, hvor vi kan finde hinanden. I hverdagen er det et meget praktisk forhold, hvor vi kan hjælpe hinanden, og hvor vi nyder at have let adgang til børnebørnene.
EH: Min far og jeg er begge mennesker med en stor integritet. Noget får du, og noget får du ikke. Det er meget gensidigt, og derfor kan vi også bo tæt på hinanden uden problemer.
KH: Ja, karaktermæssigt minder vi meget om hinanden.
EH: For mig er det afgørende, at vores relation ikke er syltet ind i emotioner, men at vi har en praktisk relation. Alt for mange af vore forhold er belastet af følelser, hvor man bruger forholdet til at blive bekræftet følelsesmæssigt. I vores forhold har vi nærmest suget alt det følelsesmæssige ud af relationen, som kan ødelægge og besværliggøre et forhold, og i stedet har vi fået et forhold, hvor alle er villige til at putte i en pulje, så det fungerer, og vi oplever en helhed, hvor vi er afhængig af hinanden. Jeg kunne ikke arbejde, som jeg gør, hvis jeg ikke havde haft mine forældre tæt på.
KH: Det er ikke sådan, at følelserne ikke eksisterer. Det helt grundlæggende er, at Ellen er kvinden i mit liv.
Som nygift drømte Kjeld Hillingsø om et hjem med en stor børneflok. Men naturen ville det anderledes. Parrets to børn, som begge kom for tidligt til verden, kom han til at se som særlige gaver. Mens børnene var små, steg han i graderne i militæret, og han arbejdede meget.
KH: Jeg var ofte væk, inden børnene var oppe, og jeg kom hjem et par timer før, de skulle sove. Jeg holdt af dem, men børnene var ikke familiens omdrejningspunkt, som de er i mange familier i dag. Kulturen var en anden. Senere videreuddannede jeg mig og tog den højeste videregående uddannelse i forsvaret, hvor man kan læse altid. Men her tog jeg et valg om, at jeg ville have fadertid. Lørdag og søndag formiddag læste jeg ikke, for der ville jeg være sammen med børnene.
EH: Jeg kan tydeligt huske det. Jeg var fem eller seks år. Om søndagen gik vi gennem skoven til bageren, og ofte tog vi også i svømmehallen.
KH: Det er den eneste bevidste ændring, jeg husker at have lavet i mit arbejdeliv af hensyn til børnene, men det står som en meget værdifuld tid, hvor jeg var alene med Jens (overlæge Jens Hillingsø, red.) og Ellen.
EH: Spørgsmålet er, hvor meget anderledes tidsregnskabet ser ud i dag i en familie som vores, hvor både min mand og jeg arbejder. Forskellen er måske, at min generation af forældre gør sig flere bekymringer om, hvordan vores valg påvirker børnene. Jeg tror, vi som moderne forældre komplicerer tingene unødigt.
KH: Vi havde også idealer om, hvordan vi ville opdrage jer. Vi valgte, at min kone var hjemme de første syv år, for vi ønskede ikke, at det primært var institutioner, som skulle opdrage jer. Da der var gået syv år, og vores økonomi hang i laser, fik min kone et halvtidsjob som boghandler. Det, som er anderledes blandt mange forældre i dag, er, at de honorerer flere af de krav, som også lå til os dengang, men som vi ikke alle kunne efterleve.
EH: Men var der ikke en større lethed omkring forældreskabet? Når man får børn sent, som man gør i dag, så er der en ret begrænset periode, hvor man skal realisere sig selv på arbejdsmarkedet og være forælder.
KH: At vi generelt blev forældre tidligere, gjorde nogle valg lettere. Alt skulle ikke ske på samme tid. Og helt grundlæggende tror jeg, at nutidens større hensyntagen til barnet har gjort det mere kompliceret at være forælder.Der er en anekdote, som skuespilleren Ellen Hillingsø holder af at fortælle, fordi den ret distinkt beskriver, hvordan hun som barn opfattede sin far. Hun var på besøg hos sin gudfar, som sad i lænestolen bag avisen, mens han røg pibe. Ellen Hillingsø spurgte gudfaderen, hvad han lavede.
EH: Min gudfar svarede, at han hyggede sig, og jeg spurgte uforstående: Hvad gør du?. Det med at hygge sig var ikke noget, jeg kendte til fra min far. Der har altid været lidt retning på. Meget kan man sige om min far, men han har ikke noget hygge-gen. Det nærmeste, min far kommer en vegeterende tilstand, er, når han er på fisketur eller går tur med børnebørnene. Og jeg kan genkende det i mig selv. Mine veninder siger, at jeg hellere vil læse telefonbogen end et dameblad.
Hvordan husker du din far fra din opvækst?
EH: Jeg kan huske søndagsturene med far, hvor vi gik ned gennem skoven til bageren, og så skulle jeg høre, hvor langt der var til Månen, og hvorfor der var blade på træerne. Jeg var en notorisk Spørge Jørgen, og min far tog sig tid til at besvare mine spørgsmål.
KH: Vi gik hjem og slog op i Salmonsens Konversationsleksikon. Vi talte aldrig et særligt børnesprog til børnene, men vi forsøgte at tale som til en voksen, og vi behandlede dem i det hele taget som tænkende væsner.
EH: Du satte aldrig mit videbegær under en skæppe. Du blev ikke general af at sidde på dine hænder, og der blev arbejdet meget, mens jeg voksede op, men du tog dig tid til at svare på mine spørgsmål, og der blev lyttet til mig.
KH: Og jeg lyttede efter, om der var mislyde i dit spørgsmål. Spurgte du i virkeligheden om noget andet?
EH: Ja, du var god til at høre, om der lå noget andet bag min spørgen. Og det er vigtigt. En veninde har givet mig et godt råd, som jeg har lært mine egne børn. De må gerne have hemmeligheder, som gør dem glade, men hemmeligheder, som gør dem kede af det, skal de dele med os.
EH: Din åbenhed over for mine mange spørgsmål er noget, som jeg prøver at lade mig inspirere af og give videre til mine egne børn. Der er perioder, hvor børn spørger virkelig meget, men jeg synes aldrig, det er en belastning at skulle svare på deres spørgsmål. Vi slår det ikke op, men meget ofte googler vi deres spørgsmål.
Når Ellen Hillingsø ser tilbage på opvæksten, beundrer hun den måde, som hendes far tacklede hende på i hendes teenageår. Fundamentet for far og datters voksne forhold blev lagt i de år.
Hvad har I gjort for at bevare et godt forhold, i takt med at Ellen blev ældre?
KH: Man forsøger at træde et skridt tilbage og lader være med at stille spørgsmål hele tiden, men lader samtalen være en konversation mellem voksne mennesker.
EH: Det handler om at være til rådighed uden at være anmassende. Når jeg som teenager skulle til fest med masser af mascara, så kørte du gerne. Og du var virkelig sød til at hente mig. Men der var aldrig spørgsmål. I viste mig en skøn tillid, som var inspirerende, og jeg vidste, at jeg havde et sikkerhedsnet.
KH: Jeg havde været soldat i mange år, da Ellen kom i teenagealderen. Og en ting er sikkert: Man skal ikke opstille forbud, man ikke kan kontrollere.
EH: Det er Machiavelli.
KH: Ja. Korrekt. En af mine kammerater havde døtre, som klatrede ud ad vinduerne for at komme til fester. Det ville jeg ikke have, så jeg gav Ellen fri til at gå, og jeg blandede mig ikke i, hvem hun skulle være sammen med, men jeg ville vide, hvor hun gik hen.
EH: Det giver en følelse af tryghed og frihed. Og samtidig var der både diskretion og varme i den måde, I gav mig frihed på.
Hunden Jojo ryster sig og tripper utålmodigt på gulvet. Det er Kjeld Hillingsøs hund, men ofte bliver Jojo luftet af Ellen Hillingsø og børnene. Sådan bliver det også i dag, for Kjeld Hillingsø skal videre til et arrangement, så det passer bedst at uddelegere Jojos eftermiddagstur.
Til gengæld tog han et glas honning med til teen.
Og sådan er det i familiekollektivet, hvor aftaler og arrangementer er vævet ind i forholdet mellem de to hjem.
Hvordan håndterer I konflikter i jeres forhold?
KH: Vi kommer helt grundlæggende godt ud af det med hinanden, og vi synes, vi har fået en helt vidunderlig svigersøn og en meget skøn svigerdatter. Jeg bestræber mig på ikke at give mine børn en følelse af, at jeg overvåger dem og ønsker at retlede dem. Hvis du får et spørgsmål, så skal du svare, men du skal passe på med ikke at drive børnene til vanvid ved at spørge til ting i deres liv. Hvis der er noget, så kommer de måske til dig. Her må man forsøge at give slip, uanset hvor højt man elsker dem.
EH: Naturligvis kan man have ting, som man kan være ulykkelig over og lede tilbage til ens forældre, men jeg er tilhænger af, at man selv tager et psykologisk ansvar for sit liv og rydder op. Hvis du har det dårligt med dine forældre, så fylder det så urimelig meget. I min generation har vi en illusion om, at vores liv skal være som en Martini-reklame, men det kan være, at det, vi oplever som en eksistentiel krise, i virkeligheden bare er livet.
