Det armenske folkedrab

Ved Første Verdenskrigs indledning havde Det Osmanniske Rige, forløberen for det moderne Tyrkiet, tabt indflydelse, magt og territorier igennem en lang årrække.

En del af det tyrkiske Armenien mod øst var tabt til Rusland, mens besiddelserne på Balkan i den vestlige del af riget gik tabt under Balkankrigene. Svækkelsen af Det Osmanniske Rige førte til en ultranationalistisk udvikling og en tyrkificering af landet. Især de kristne armeniere, der i mange århundreder havde været en del af Det Osmanniske Rige, blev syndebukke for den økonomiske tilbagegang og politiske uduelighed, der prægede de sidste opløsningsår af riget.

Mange armeniere var bank- og handelsfolk og blev af tyrkerne anskuet på næsten samme måde som jøderne i Europa i forrige århundrede. Armenierne boede i hele Det Osmanniske Rige, men koncentrerede sig om det, der i dag er det østlige og sydøstlige Tyrkiet. Herfra blev store skarer af især kvinder og børn drevet i døden i den syriske ørken.

Tyrkiets lovgivning forbyder den dag i dag landets borgere at fornærme den tyrkiske stat, og det er en fornærmelse at omtale det armenske problem som et folkedrab. I den tyrkiske selvforståelse fik armenierne som fortjent, fordi den kristne befolkning ikke var loyal mod det osmanniske, muslimske styre.

Folkemordet er veldokumenteret i mange beretninger, herunder i den danske missionær Maria Jacobsens dag­bøger. Det begyndte allerede i 1890erne med mordet på flere hundrede tusinde armeniere, men den 24. april 1915 blev armeniernes krystalnat. Tyrkiske myndigheder arresterede da ledende armenske intellektuelle og deporterede eller dræbte dem. Efterfølgende fulgte den næsten totale udslettelse og fordrivelse af den kristne befolkning i Det Osmanniske Rige, som i reduceret form blev til det moderne Tyrkiet.

Den tyske protestantiske missionær Johannes Lepsius var øjenvidne til den tyrkiske forfølgelse af de kristne armeniere under Første Verdenskrig. Han gjorde en stor indsats for at dokumentere udslettelsen og skrev i 1916, kort efter begyndelsen på folkedrabet: Vi har bevis for 559 landsbyer, hvor de overlevende beboere blev tvunget til at konvertere til islam under trussel om at blive skudt eller halshugget. 559 totalt raserede kirker, 282 kirker omdannet til moskéer, 21 protestantiske præster og 170 armenske præster, der blev myrdet, fordi de på trods af ubeskrivelig tortur nægtede at konvertere til islam. Vi understreger, at disse tal kun omhandler de tilfælde, vi har omhyggelige beviser for.

Folkedrabet kostede anslået 1,5 millioner armeniere livet. Endnu flere blev fordrevet. Den armenske stat har i dag cirka tre millioner indbyggere, mens den armenske diaspora tæller anslået otte millioner armeniere.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk