Han døde. Så voldsomt oplevede Martin Herbst sit opgør med Moonbevægelsen, som han i 20 år var en del af.
"Hele min identitet, mit gudsforhold, mit liv og alt, hvad jeg havde troet var rigtigt, døde. Min tilværelse blev ramt af et jordskælv, og menneskeligt betød det en total ruin for mig," siger han.
Det er ti år siden, han og familien forlod sekten, og i næste uge udkommer en bog om hans tid som moonie og om vejen ind i folkekirken, hvor han i dag er sognepræst ved Korsvejskirken på Amager.
Mediernes forhåndsinteresse for hans historie har været stor. Når Kristeligt Dagblad er gået, kommer et hold fra DR på besøg i præsteboligen, og senere på dagen følger endnu en dagbladsjournalist for at tale med den 48-årige præst med den dramatiske historie. I mødet med journalisterne har han oplevet, at mange helst vil beskrive ham som et offer for en sekt. Men han nægter at være offer.
"Jeg havde givet mit hjerte til noget, som jeg var 100 procent overbevist om var Gud eller sandheden. Og så viste det sig, at det var et bedrag, men hvem var egentlig bedrageren? Det var jo mig selv, for det var mig selv, som havde givet mit hjerte til det. Det er rigtigt nok, at der er mange faktorer, som har gjort, at jeg gik ind i bevægelsen, og som jeg kunne give skylden: min opvækst eller en kaotisk tid i 1970erne, hvor man enten kunne gå ind i en materialistisk marxisme eller i en orientalsk spiritualitet. Men hvem var det, som gik ind i bevægelsen? Det var jo mig. Hvem var det, som gav sit hjerte til det? Det var da mig," siger han.
Det er ikke kun journalister, som helst vil beskrive ham som offer for en sekt. Mange præster har forsøgt at sætte det prædikat på ham.
"Men jeg har hele tiden nægtet at blive set som et offer, hvilket har fået flere til at tvivle på, hvorvidt jeg havde brudt med Moonbevægelsen. Vi lever i en kultur med en voldsom offerkult. Vi skal være vindere i livet, men hvis man alligevel taber, så kan man blive en vinder, hvis man kan overbevise folk om, at man var et offer.
Mødet med Kristus gør, at jeg ikke er noget offer. Jeg er et menneske, som har taget fejl. Jeg bestræber mig på at være ærlig i stedet for at bortforklare. I mødet med Guds kærlighed oplever jeg, at jeg kan se tilbage på både de gode og dårlige ting uden angst og frygt, fordi jeg ved, at jeg er tilgivet og har fået en ny begyndelse. Tavlen er vasket ren, og jeg er en ny skabning, men det mystiske i kristendommen er, at bruddet samtidig skaber en kontinuitet. Jeg skal ikke løbe fra min fortid," siger han.
Martin Herbst var bare 18 år, da han forlod gymnasiet for at blive fuldtids moonie. I de 20 år i bevægelsen arbejdede han hårdt og avancerede til et betroet medlem, som var udset til at blive leder af bevægelsen i Europa. Inden han kom så vidt, fik han mulighed for at læse på bevægelsens universitet i USA. Her blev han klar over, at bevægelsens ledelse langtfra levede op til de idealer, den forkyndte. Erkendelsen af dobbeltmoralen blev begyndelsen på hans exit. I en periode levede han et dobbeltliv, hvor han vidste med sig selv, at han var på vej væk, men samtidig fortsatte studierne på universitetet, som han så som en investering i fremtiden.
Han talte ikke med nogen om sin beslutning, så ensomheden var stor. I den periode fik han lyst til at læse Søren Kierkegaard, og han fik sin søster i Danmark til at sende sig Kierkegaards samlede værker. Kierkegaards tænkning blev afgørende for den retning, Martin Herbst siden har bevæget sig i.
"Her er en mand, der vil forstås ved ikke at blive forstået, men ved at kaste folk tilbage på sig selv. Ved at læse Kierkegaard fik jeg syn for, at tilværelsen i grunden er modsætningsfyldt. I 20 år havde jeg badet mit liv i harmoni og fantastiske forklaringer på alt. Ved at læse Kierkegaard opdagede jeg, at forklaringerne er konstruktioner, som virkeligheden sprænger. Tilværelsen er modsætningsfyldt, men det er, når man kan erkende det, at man kan forstå, hvad liv og kærlighed er, og hvad der sker i mødet med Kristus.
Jeg troede, jeg vidste, hvem Gud var, og at jeg vidste, hvad kærlighed var. Nu møder jeg noget, som sprænger hele min gudsopfattelse. Jeg følte mig misbrugt og tænkte på at købe russiske soldater, som kunne sparke Moon og hans hustru hele vejen til Sydafrika, for du bliver gal, når du ser, i hvilken grad der erblevet trampet på dit hjerte. Hele mit liv gik i opløsning, men ud af ruinerne har jeg oplevet en reel genfødsel," siger han.
Men det har langtfra været nogen let vej.
Tema: Alt om Scientology
"Det sværeste var at ofre alt det, som jeg havde ofret det hele for. Men jeg gik ind i Moonbevægelsen, fordi jeg troede, det var Guds vilje. Jeg gik ind af et ærligt hjerte og var der helhjertet. Derfor var jeg der også så lang tid. Når jeg så bryder med det, gør jeg det helhjertet, for det værste, som findes, er åndelig dovenskab. Den helhjertethed indebærer også, at jeg erkender det brudte og må lære at leve med spørgsmålene. Jeg er skrøbelig, men der er en storhed i at se den skrøbelighed i øjnene. I dag ved jeg, at det store er at kunne leve med tvivlen i lyset af Guds kærlighed," siger han.
Ofrene i forbindelse med tiden i Moon er lette at få øje på, når man læser hans bog. Fordi han gik ind i bevægelsen, fik han ikke nogen uddannelse som ung, og han valgte ikke selv sin ægtefælle, men lod Moon vælge. 65 procent af de par, som Moon smeder sammen, går fra hinanden, men Martin Herbst har fejret sølvbryllup med japanske Yuriko. Sammen besluttede de sig for at bortadoptere deres tredje barn til et dansk-japansk vennepar i bevægelsen.
"Min indsats ved spillebordet er ikke bare plasticjetoner. Men det er vigtigt for mig ikke at leve i fortrydelse, for så ville jeg stadig være kontrolleret af sekten," siger han.
Særlig historien om den søn, parret for 16 år siden gav til et vennepar i sekten, har fyldt i mediernes omtale af bogen. Han bor blot få kilometer fra familiens hjem på Amager og er vokset op i troen på, at Martin Herbst er hans onkel. Mens begge familier stadig var moonier, havde de kontakt til hinanden. Drengens familie brød forbindelsen, da familien Herbst gik ud af sekten, men i forbindelse med bogen har Martin Herbst kontaktet hans adoptivfar og bedt ham fortælle drengen den sande historie, for med bogen i hånden er det en enkel sag for en journalist at opsøge drengen. Det har derfor været vigtigt for Martin Herbst at sikre sig, at sønnen er forberedt på bogen.
"Vi gav ikke vores dreng til Moon, men vi gav ham frivilligt til Gud og de barnløse venner. Min kone er 100 procent overbevist om, at han er i Guds hænder, og at Gud derfor også vil vejlede ham til at gå ud af bevægelsen. Det er mit håb, at Theodor vil læse bogen og indse Moons bedrag," siger han.
Efter bruddet med sekten flyttede familien og de fire børn, som dengang var i alderen et til otte år, til Danmark. De to ældste børn fik forklaret, at Moon var en bedrager, og at familien derfor ikke længere beder til ham. I dag har de kun svage erindringer om sekten.
"Det vigtigste for dem var, at deres mor og far blev sammen og fortsatte med at elske hinanden," siger han.
Yuriko begyndte at lære dansk og er i dag madmor i en børnehave. Han søgte job i erhvervslivet og blev tilbudt en stilling som salgschef med en god løn, men kunne ikke forlige sig med tanken. Han blev i sin tid moonie, fordi han ville efterleve kristendommens dobbelte kærlighedsbud, og han mærkede, at det stadig var hans største ønske.
"Som moonie kunne jeg ikke efterleve det dobbelte kærlighedsbud, fordi jeg var lukket inde i nogle færdige forklaringer, og det var en af grundene til, at jeg brød med bevægelsen, men betød mit brud, at jeg skulle holde op med at elske Gud af hele mit hjerte? Jeg havde den samme grundlæggende længsel i mig," siger han, og det var den længsel, som fik ham til at indse, at han skulle være folkekirkepræst.
Nok kalder han årene i sekten for sit livs omvej, men han ser det samtidig som en god forberedelse til at blive præst.
"For at komme til den sande religiøsitet skal du igennem den syge. Jeg tror ikke på, at man kan blive født som kristen og være glansbilledkristen et helt liv uden at tage fejl og komme i himlen," siger han og kommer med eksempler fra kirkehistorien på personer, som har været gennem en syg religiøsitet, inden de kom til en sund. Han nævner i flæng Job, Paulus og Augustin.
"At man skal ned og vende, er en del af vejen, og derfor skal vi som kirke heller ikke være bange for alt det, vi kalder alternativ religiøsitet. Vi skal møde det, røre ved det og så vise, hvad der er det rigtige," siger han.
Det tog Martin Herbst 20 år at indse bedraget i Moonbevægelsen. I dag er hele familien døbt og medlemmer af folkekirken, men kunne det være en ny fejltagelse?
"I kristendommen tager vi fejl hele tiden. I en sekt forveksler man åbenbaring med forklaring. Som kristen tror jeg på en åbenbaring. Jeg kan hvile i den åbenbaring og samtidig hele tiden være på vej. Kristendommen giver også plads til, at jeg tager fejl, men stadig er på vej. Det er noget af det befriende i kristendommen," siger han.