På græsplænen neden for vinduerne går prins Henrik afslappet rundt og lufter hofhunden bag havens høje mure. Oslobåden rager monstrøst op i havnebassinet blot nogle få hundrede meter væk og spærrer udsigten. Forårsskyerne hænger som et gråmalet loft over Christian IX's palæ og det øvrige Amalienborg. Ind ad vinduerne på førstesalen, hvor Dronningen og Prinsen bor, kastes et mat lysskær. Adjudanten har vist vej op ad den tæppebelagte trappe.
Efter lidt ventetid åbnes døren. Dronningen tager imod i »Denne salon«. Statelig og forbeholden. Venlig og afmålt. På tærsklen til de 60.
Den hyggelige salon er en blanding af bibliotek, arbejdsværelse og samtalerum. Tre vægge er beklædt med reoler. Et skrivebord vender front mod vinduesfacaden. Gule blomster lyser op i en smuk opsats. Dronningen sætter sig i sofaen med lighter og cigaretter. Samtalen kan begynde.
Alderen og ægteskabet
Deres Majestæt: Deres stærke position som landsmoder er vokset frem i takt med, at De er blevet ældre. Er det en udelt glæde at fylde 60 år?
- Det er ikke noget problem for mig. Det er en stor fordel, at når alle ved, hvor gammel man er, så er den enkelte fødselsdag ikke det store. Jeg skal ikke foregive at være ældre eller yngre. Så kan man sige, at »hun holder sig pænt«, eller at »hun er kommet op i årene«. Jeg synes, at jeg kan tage det roligt.
De har tidligere talt om betydningen af alder.
- Jeg har mindre vanskeligt ved at tale om alder nu end for 10 år siden, hvor jeg ærligt talt ikke rigtigt vidste, hvad det var for noget. Jeg vidste ikke, om jeg var ved at blive gammel, eller om jeg stadigvæk ikke var gammel. Nu ved jeg, at jeg er ved at blive ældre, men føler mig stadig meget frisk og livsglad.
I et interview for 10 år siden sagde De, at De ikke er blevet rundere med årene, men derimod skarpere. Holder det stadig?
- Det tror jeg nok stadig holder. Jeg ved ikke, om jeg er blevet lidt flinkere til at skjule mine skarpe hjørner, men jeg tror ikke, at de er blevet mindre skarpe, eller at der er færre af dem.
Men det siges jo, at kanterne rundes af med årene?
- Jo, det er rigtigt, men i mit tilfælde har jeg taget nogen tid om at finde mig selv. Min generation er opdraget til, at man ikke skal være for trekantet, så derfor har man forsøgt at skjule de skarpe kanter, man havde, og de børster, der sad rundt omkring på karakteren. Dem skjuler jeg måske mindre nu end før.
Hvad har det betydet for Dem at blive bedstemor?
- Det er en meget stor oplevelse, men det er stadig meget nyt. Jeg føler ikke, at jeg på nogen måde har en erfaring at øse af i den henseende. Det er lige over seks måneder siden, at jeg blev bedstemor, og jeg har ikke set så forfærdeligt meget til drengen. Han har været med sine forældre (prins Joachim og prinsesse Alexandra, red.) i Sønderjylland eller på rejse. At få indblik i det at være bedstemor - eller farmor, som jeg kalder mig - er stadigvæk noget, der er under opsejling.
Giver det anledning til fornyet refleksion over den måde, de selv var mor på?
- Man ser jo meget af det, man oplevede dengang, igen. Det tror jeg, at alle bedsteforældre oplever. Man genkalder lidt af sine egne børns barndom. Men jeg har endnu ikke så meget hold på min bedstemorstilling, at jeg kan tale fornuftigt om den. Det bliver blanke almindeligheder, og det gider jeg ikke. (Hjertelig latter).
Giver den runde dag anledning til at gøre status i livet, eller er det noget, De gør løbende?
- Jeg ved ikke, hvor meget status jeg egentlig gør. Der sker så mange ting, og jeg tror stadig, at jeg er under udvikling. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tror ikke, at jeg er der, hvor jeg slutter, medmindre jeg får en tagsten i hovedet om 12 timer. (Ny latter).
De har i de snart 30 år, De har været monark i Danmark, været forpligtet på mange måder i Deres liv. Hvad betyder pligten for Dem?
- Det er måske en af de ting, man opdager med årene, at pligter kan være en stor befrielse, fordi man ikke behøver tænke mere over det, man skal. Det skal man bare. Og så kan man bruge sine kræfter og eventuelle åndsevner på en hel masse andet. Så ligger de ting fast. Det, jeg skal her i tilværelsen, er at være dronning i Danmark, så godt som jeg nu kan være det. Det er jo en start. Så kan jeg være det menneske, jeg måtte være, inden for det.
Allerede som meget ung, da jeg var kommet mig over det første gib over, at jeg skulle følge efter min far, vidste jeg jo, hvad jeg skulle, hvad min fremtid gik ud på. Så havde jeg det på mange måder umådelig meget nemmere end mine jævnaldrende, som nu skulle finde ud af, hvad det var, de havde lyst til at lave og havde evner til at klare. Og de eventuelle evner, man har, er der god brug for. Og der er brug for alle slags evner i den stilling, jeg har. Også hvis man er en helt anden person end den, jeg er, og af en anden slags intelligens end min. Det er ikke et spørgsmål, om man er så klog eller så begavet, det er simpelthen et spørgsmål om, at man skal bruge de evner, man har. Det gælder for alle mennesker. Men det bliver meget iøjnefaldende, når man har det job, som jeg har, som man har fået ved arv og ikke som en erhvervelse.
Den frihed i forpligtelsen gælder vel også i ægteskabet?
- Det tror jeg. I hvert fald er det en af de ting, som et godt ægteskab er et eksempel på. Og i og for sig tror jeg da også, at hvis man ser på sit ægteskab som en forpligtelse, vil man sandsynligvis have meget nemmere ved at få et godt ægteskab. For man har på et tidspunkt sammen sagt, at vi vil være et ægtepar. Vi vil leve livet sammen og få børn sammen, så vidt det står til os, men i hvert fald have et liv sammen. Hvis grundlaget for ens ægteskab er, at man vil være sammen, så skal man arbejde på det. Det tror jeg, at både min mand og jeg har været klar over på et temmelig tidligt tidspunkt. Vi var lige akkurat modne nok til det, da vi blev gift. Til at vide, at dette skal holde, og det skal der arbejdes på.
Så opdager man selvfølgelig, mens det står på, at det slet ikke altid er det, man tror, man skal arbejde med, der kræver mest. Det kan vel vise sig, at det er et helt andet sted inden for ens ægteskab, hvor man skal sige: »Hov, kan du så lige tage dig sammen.« Til sig selv, altså.
Hvad er formlen på at få det til at lykkes?
- Jeg tror ikke, at der er nogen formel. Det vigtige er, at man skal arbejde med det. Med sig selv og med den anden. Det er meget væsentligt. Der er mange mennesker, for hvem ægteskabet mislykkes.
- Det er meget trist for dem alle sammen, fordi de aller, allerfleste dog er startet med den tanke, at det skal vare. Men det er vel også det, at det er så forholdsvis gørligt at komme fra hinanden. Det er da klart, at der sikkert har været adskillige ægteskaber i gamle dage, inden det blev nemt at få en skilsmisse, som burde have været opløst, fordi manden og kvinden var kørt totalt fejl af hinanden eller måske aldrig burde have fundet hinanden i første omgang. Men en del ægteskaber har nok holdt, fordi folk ville, at de skulle holde.
Over reolernes kant skuer fortidens ansigter ned. Enkelte af historiens kongelige kvinder smiler underfundigt, men der er ikke meget af den lidt overraskende lattermildhed, som Dronningen også viser. Monarkiet lever af sin distance. Overlever på den. Dronningen er formel. Man spekulererer over, om det er nødvendigt. Så nødvendigt. Men hun er også tilgængelig. Bag formen, som man fornemmer aver et levende, kunstnerisk sind, er der en vilje til at svare oprigtigt.
Hun tænder interviewets anden cigaret. Tøver for at finde det helt rigtige ord. Hun er langt fra det skrå-sikre og har tidligere talt om sin ungdoms usikkerhed. Den har nu fået fast grund under sig, men ikke mere end at man aner, at hun ved, hun kan tage fejl. Standuret slår tre sprøde slag, men ellers er der stille her i »Den grønne salon« på Amalienborg.
Dronningen taler sig varm. Interviewet åbner for dobbeltheden: Monarkens formelle og distancerende ydre i duel med indre varme og livsklogskab.
Troen og teologien
Hvad betyder Deres valgsprog - »Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke« - for Dem?
Jeg tror, at jeg var heldig nok til at finde frem til noget, som jeg stadig synes har gyldighed for mig. Jeg stillede det op som en slags ledetråd, og sådan har det fungeret. Som en konstatering af at uden Guds hjælp går det slet ikke, og uden folkets hjælp går det heller ikke. Og når jeg siger Danmarks styrke, er det fordi, det skal være til gavn for Danmark. Det skal ikke være et tab for Danmark, at man er, som man er, eller at danskerne nu har fået mig til regent.
De har været åben om Deres store interesse for kirke og kristendom. Jeg ved ikke, om ordet »interesse« er for forfladigende, netop når vi taler om tro. Men kan De fortælle, hvad der vakte den?
- Det er en meget personlig ting. På visse punkter er jeg analyserende og da også selvanalyserende. Men det kom, og jeg tror, at det kom i løbet af den tid, hvor min far (Frederik IX, der døde i 1972, red.) lå syg og de første måneder af den tid, hvor jeg var blevet dronning. Jeg syntes, at jeg var blevet hjulpet ind i det på en sådan måde, at det ikke kunne adresseres. Slet ikke til mig selv. Men heller ikke alene til de mange gode mennesker, der stod omkring og hjalp og støttede. Der var meget mere end det. Og efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetsteds fra.