Elisabeth Dons Christensen er lidt forsinket, da hun dukker op ude i foyeren til bispekontoret, hvor den travle kontordame bag glaslugen har bedt mig tage plads. Her er bare, hvide vægge og gulve, så langt øjet rækker. "Vi kan også gå over til mig," siger hun. Vi småløber over gårdspladsen i regn og rusk og kommer ind ad køkkendøren. På vej gennem huset går vi igennem bryggers og lidt rodede opbevaringsrum med hengemte æbler. "Tænd lige et par stearinlys i stuen, så skal jeg være der," siger hun og forsvinder ud i køkkenet efter danskvand.
Hun kommer ind, sætter sig, kigger over på mig, smiler og siger: "Velkommen til Ribe på en mørk vinterdag."
Vendepunkterne, hun har valgt, vi skal tale om, har med Gud, døden og kærligheden at gøre.
– Da jeg fik vores førstefødte, opdagede jeg, at jeg var et troende menneske. Jeg følte mig meget lille og ydmyg, da jeg stod med ham i armene, det stod klart, at det her var langt større, end resultatet af en biologisk proces. Nok havde vi sat processen i gang med vores kærlighed til hinanden, men selve skabelses-unde-ret var totalt ude af vores hænder.
– Kort efter flyttede vi til Esbjerg, hvor min mand havde fået job som jurist. Jeg havde hovedfag i historie, og nu skulle jeg finde et bifag i en fart, så jeg kunne være med til at forsørge familien. Jeg valgte, sådan lidt tilfældigt, kristendom. Det blev en ren åbenbaring for mig. Kristendommens tekster og tanker lukkede op for en guldgrube af viden om, hvad meningen kunne være med menneskets og historiens gang gennem tiderne. Alle de tanker, jeg havde tumlet med, var der andre, der havde tænkt og tumlet med før mig. Jeg var ikke en "Palle alene i verden" mere. Trahi-mur, vi føres, styres og ledes mod vores bestemmelse, sagde kirkefaderen Augustin. Det kunne jeg pludselig også se, siger Elisabeth Dons Christensen.
Bifaget blev begyndelsen til den nærkontakt med kirke og kristendom, som har præget hendes liv siden, ja, rent ud sagt holdt det oppe.
– Snart flyttede vi til Ribe, jeg underviste, først på gymnasium i Esbjerg og siden på seminariet i Ribe. Her i byen havde vi en tæt kontakt til min mands farbror, nu afdøde biskop Henrik Dons Christensen. Han sagde tit: "Du kunne blive en god præst." Og en dag tog han initiativ til, at jeg kunne tage den tillægsprøve, der dengang – på grund af mangel på uddannede teologer – gav akademikere adgang til at søge embede i folkekirken. På det tidspunkt var jeg 40 år, havde travlt på jobbet og var gravid med barn nummer fire, men på én eller anden måde gik det. Min mand læste korrektur på opgaverne, vores ældste søn, som lige var begyndt i gymnasiet, renskrev opgaverne, min mor lavede mad – og jeg kastede op!
Elisabeth Dons Christensen blev hjælpepræst ved domkirken i Ribe og siden sognepræst i Søllerød, nord for København, inden hun kastede sig ud i bispevalget i Ribe Stift, som hun vandt i 2003.
– Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg en dag skulle få mod til at sige ja til at stille op som bispekandidat. Som ung var jeg usikker på mig selv og tog usikkerheden med ind i mit ægteskab, hvor jeg på en række områder syntes, min mand var den, der vidste bedst. Han var for eksempel dygtig rent sprogligt og rettede da også min jyske udtale og grammatik. Men han var også opmærksom og forstod at lade mig vokse, og det er vigtigt i et ægteskab.
Biskoppen kommer fra, hvad hun selv kalder, et godt bondehjem på Vejle-kanten. Hendes mor gik i kirke hver søndag, faderen var knap så interesseret, men fulgte pligtskyldigt med, når han fandt ud af, at det var nødvendigt.
– Meget af det med mine forældre – hvad de egentlig tænkte og følte – bliver gætterier. Man talte ikke så meget om alting og ingenting i mit hjem. Men jeg var en udadvendt, glad sjæl, jeg sang og kvidrede vist altid og måtte ofte høre min mor sige på sit jyske, at "den fowl, dæ synger så tjelle om morgenen, tar' æ høgh inden awten!"
– Måske kom modet til bispevalget af, at det største skridt i mit præsteliv for længst var taget. Det skete, da jeg første gang stod i kirken i præstekjole og skulle forkynde det store budskab til frelse og frihed for mennesker. Jeg troede på, det var sandt, hvad kirken forkyndte, men jeg var i tvivl om mig selv som formidler. Var min tro god nok? Min måde at give ordene videre på sand og lødig? Siden fandt jeg ud af, at når man er helt ude ved afgrunden af livet, overvejer man slet ikke på den måde. Så siger man bare bøn og evangelium højt og håber, at Gud magter alt det, vi alligevel ikke har magt over.
Biskoppen ved alt om, at trahimur ikke betyder, at vi føres uden om det svære i livet.
– Jeg tror til gengæld på, at Guds kærlighed fører mig gennem alle mine dage, lige præcis som de er, også selv om jeg ind-imellem ikke forstår et kuk af noget som helst og hverken synes, livet er rimeligt eller retfærdigt. Tro er at turde vove springet og sige af hele sit hjerte: "Gud, hvad du vil, og ikke hvad jeg vil!" og forsone os med den skæbne, der nu engang er blevet vores. Livet er Guds. Vi forstår ikke altid Hans veje, men vi kan finde fred i at takke for livet i glæde og give slip på det igen. Ikke når vi vil, men når Gud vil.
Døden er det andet af de vendepunkter, Dons Christensen har valgt. Frygtelig hver eneste gang, men samtidig det, der lærer én at skønne på og takke. Elisabeth Dons Christensen har mødt døden tidligt og mange gange – sværest, siger hun, da hendes børns far døde pludseligt 28. november 1995.
– "Det er ikke til at forstå, at bilerne kører endnu og folk taler sammen, som om intet var sket," sagde et af mine børn, da jeg hentede ham i lufthavnen, efter at han var kaldt hjem til sin døde far. Et andet af børnene har flere gange sagt: "Skal jeg gå med den her tunge sten af sorg og savn i maven resten af mit liv?"
– Ja, det skal du, måtte jeg svare. Det skal vi alle, den vil altid være der, men den kan måske blive lidt lettere at bære på, som tiden går.
– Det er jo ikke til at forstå, at al den viden, alle de ord, hele den ring af varme og nærhed, omsorg og beskyttelse, glæde og samvær, som et elsket menneske på godt og ondt sætter omkring sig, kan være borte på et splitsekund. Og ikke til at fatte, at der ikke bare er en lillebitte bro over dødens tomhed og mørke, så man kan mødes igen – bare en enkelt gang og få sagt og gjort alt det, man aldrig fik gjort nok, og vænne sig til at give slip.
– Jeg var i helvedet i næsten to år. Så ikke solen skinne og årstiderne skifte, sansede ingenting. Håbede bare, jeg kunne slippe for at blive gammel og gik og regnede på, at når jeg fyldte 60 om ni år, ville min yngste være blevet 20, og så kunne jeg "gå i åen".
– I de år var jeg ikke gode venner med Gud. Dét, der hjalp mig igennem, var mine børn og mit arbejde. Når jeg skrev prædiken og taler til bryllupper og begravelse oplevede jeg, at der lå en forunderlig befrielse i at skulle formulere det, som var så umuligt at tro. Nemlig, at der er en mening, selvom man overhovedet ikke kan se udveje for sit liv. At Gud er hos os her i livet, og at der er en fremtid, også for os, i døden.
Biskoppen går i stå og vi sidder et øjeblik tavse.
– Jeg har haft svært ved at tilgive mig selv. At jeg ikke så, hvor syg han var, og hvor det bar hen de sidste dage. At jeg brugte tiden på andet end at være hos ham. På et tidspunkt sagde han:"Kom og sæt dig, jeg vil gerne tale med dig." Jeg havde lovet at lave damefrokost for at live en meget syg veninde op og spurgte, om ikke det kunne vente til senere. Da jeg endelig var klar, sagde han: "Nu er jeg træt, vi kan tale i morgen." Næste morgen døde han i mine arme på frygtelig vis af en blodprop i lungen.
– Vi vil så gerne være gode, og det lykkes også ofte ganske godt, når hverdagen er pæn og rolig og nogenlunde harmonisk. Men når vi kommer ud til kanten, der, hvor der er kaos og mørke, afsløres vi. "Skyldfølelse kan man ikke bruge til noget," siger vi så. Men brugs-sproget slår ikke til her. Skyldfølelsen skal ikke bruges til noget, den sidder i os som en del af et levet liv, vi må se os selv i øjnene, som vi er – for at kunne bede Gud og hinanden om tilgivelse.
Da Elisabeth Dons Christensen mistede sin mand, havde døden allerede gjort indhug i den nære familie. Af seks søskende var kun to tilbage. En søster døde som nyfødt og blev begravet i sin dåbskjole, en anden søster blev dræbt i trafikken som 12-årig, en bror omkom som 40-årig ved en høst-ulykke med sine fire børn i alderen 2 til 14 år omkring sig, og en anden bror valgte døden for egen hånd, da han som 50-årig blev erklæret uhelbredeligt syg.
– Jeg kan ikke tro på, at Gud sender ulykkerne. Han er den gode Skabergud, der gerne vil give liv. Jeg er påvirket af Grundtvig, skabelsestanken har altid stået stærkere for mig end syndefald og mørke. Selve det at have fået livet ... Jeg er dybt taknemmelig over at være levende og prøver at sige til mig selv, at livet er den rige forhåndsbetaling for al elendigheden og lidelsen.
– Idealet for det moderne menneske er at kontrollere, overskue og forklare alt. Derfor provokerer sygdom og død os så voldsomt. Vi skynder os at komme med en masse forklaringer for at prøve at få has på det provokerende. Og forklaringerne ender lige præcis, hvor de ikke må ende, nemlig med, at det i én eller anden forstand er den syges egen skyld.
– Er der noget, Jesus gør op med så er det dette, at det skulle være menneskets egen skyld, når sygdom og død rammer i utide. Jeg ved ikke, hvor ulykkerne kommer fra, eller hvorfor de kommer. Jeg vil hellere erkende, at menneskelivet er og bliver en gådefuld affære og håbe på, at Gud bærer den mening, jeg ikke selv kan gennemskue.
Fire år efter sin mands død giftede Elisabeth Dons Christensen sig igen. Hendes liv begyndte på et nyt kapitel.
Her er vi ved det tredje vendepunkt, nemlig kærligheden.
– Det gode i livet er en lige så stor gåde, som det onde. Når man mindst tør tror det, spirer en ny, forsigtig glæde frem.
– At finde sammen med én som mig, der var enke efter et trediveårigt, lykkeligt ægteskab, har næppe været lige nemt. I begyndelsen følte jeg, at jeg svigtede min første mand. Jeg vil ikke giftes igen, sagde jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage min vielsesring af. "Ved du hvad, så sætter vi bare én til på fingeren", sagde Thomas, og sådan blev det, siger hun og viser glad hånden med de to vielsesringe frem.
– Nu skriver vi to så en ny historie sammen, og den bliver ligesom alle gode historier rigere og bedre for hver dag, der går. Det er forunderligt, og jeg er dybt taknemmelig. Min mand er en stor støtte i mit embede, tager med mig ud om søndagen og lærer som den københavner han er, meget af de seje jyske menighedsråd og de gæstfrie og åbne præstehjem.
– Det er forresten noget af det mest opløftende i mit embede. At komme rundt til stiftets mange præster og menighedsråd og fornemme, hvor mange kræfter, hvor meget tid og hjerteblod, der lægges i, at det glædelige budskab forkyndes og fortælles, så der også i fremtiden findes kristne menigheder og kirker i Danmark.
Sidste år udgav Ribes biskop og forlaget Rosinante bogen "Det sårbare samliv - en bog om voksen kærlighed".
– Forlaget bestilte en bog om sjælesorg. Men undervejs fik jeg mere lyst til at skrive om kærligheden. Sådan som jeg selv har fået lov at opleve den, som jeg har mødt den gennem hundredevis af samtaler i mit arbejde og sådan som kristendommen forstår den. Jeg håber, den kan bidrage til, at et langt liv i kærlighed kan lykkes for så mange som muligt. Men også, at den vil kunne trøste dem, som kærligheden og ægteskabet ikke lykkes for, så de alligevel vil kunne finde fred og hvile med både livet og kristendommen.
Om modet til at lægge personlige erfaringer fra sit eget liv frem, siger hun:
– Vores liv fortæller noget om, hvad kristendom er. Som præst og biskop skal jeg præsentere det kristne evangelium for andre, men også repræsentere det. I den sammenhæng synes jeg, det er naturligt at fortælle lidt om, hvordan kristendom har formet min tilværelse som præst og menneske. Vi får alle sammen en historie, vi skal skrive med på. Nogle afsnit er fyldt med glæde og lykke, andre med alt det, der gør ondt og smerter og slet ikke er, som det skal være. Men om livet lykkes eller ej, er heldigvis ikke vores sag at afgøre. Gud skriver under alle omstændigheder vores historie færdig for os.
FaktaElisabeth Dons Christensen
**Biskop over Ribe Stift. Født 1944 i Vester Ørum. Cand.mag. i historie og kristendom 1973. Gymnasieadjunkt i Esbjerg og seminarieadjunkt i Ribe. Tillægs-uddannelse med ret til at søge embede i folkekirken 1985 og de følgende 11 år hjælpepræst ved Ribe Domkirke. Cand.theol. 1993. Sognepræst i Søllerød 1997-2003. Biskop i Ribe fra 2003. Gift første gang 1967 med amtsdirektør Carl Henrik Dons Christensen. Anden gang i 1999 med advokat Thomas Bonnor. Mor til fire i alderen 21-37 år. Har bidraget til flere bøger om tro og eksistens og senest skrevet "Det sårbare samliv", Rosinante 2005.
FaktaBiskop og menneske
Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Tidligere interview er bragt den 24. november (Niels Henrik Arendt), den 9. december (Steen Skovsgaard), den 15. december (Jan Lindhardt). Artiklerne kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk.