Lone Kühlmann fylder 59 år på mandag. Men gammel er hun langtfra, og betegnelsen senior vægrer hun sig også ved.
- Jeg ser ikke mig selv som senior, for jeg ser ikke mig selv som en del af en statistik. Man er den person, man er, selvom man selvfølgelig udvikler sig undervejs, og det er jo ikke sådan, at bare fordi man når en bestemt alder, så har man identiske holdninger med sine jævnaldrende. Det, tror jeg, er typisk for min generation. Vi ser ikke os selv som en del af en statistisk gruppe. Vi er en underlig legebarnsgeneration, der har en indgroet uvilje mod at blive voksne, siger Lone Kühlmann.
Hun er uddannet journalist og var i 1970'erne og 1980'erne på TV-avisen. Dengang var journalistik stadig et udpræget mandefag, og Lone Kühlmann var aktiv i et netværk af kvinder under Dansk Journalistforbund, samtidig med at hun også selv søgte opad. Hun kandiderede til jobbet som korrespondent i USA, fik det ikke, men vikarierede derovre i et års tid. Senere søgte hun uden held stillingen som redaktionschef. Da hun forlod TV-Avisen i 1988, skete det med udgangsreplikken: »Enten er mænd dygtigere end kvinder, eller også er der noget i vejen med systemet.«
I dag er hun freelancer og rejser landet rundt med en stribe forskellige foredrag, blandt andet et med titlen: »Tag taxaen og lad arvingerne gå«. Desuden er hun en efterspurgt og engageret ordstyrer og aktiv i u-landsorganisationen Care samt i foreningen Sex og Samfund.
Det er en af hendes tre voksne sønner, der høfligt byder velkommen, tager de besøgendes overtøj og bænker os i stuen, hvor der er dækket op til te med fine kopper. Selv kommer Lone Kühlmann et øjeblik senere og undskylder sig med, at hun lige var ved at ordne nogle ting på netbank. Når man er sin egen arbejdgiver, gælder det om at sørge for, at kunderne betaler, og at de gør det til tiden.
- Jeg møder megen livslyst og livsglæde, når jeg er ude at holde foredrag. Mange kvinder er sindssygt aktive, mens mændene i højere grad har fået brugt sig selv i løbet af karrieren eller arbejdslivet. En stor del af kvinderne i den her aldersgruppe er ufaglærte. De har masser af evner, der aldrig er blevet brugt. Jeg synes, det er meget beundringsværdigt, at de ønsker at udvikle sig, og det er ikke på en navlebeskuende måde. De vil meget gerne dele med andre og er vældigt sociale. Om det så udmønter sig i, at man har krystaller i vindueskarmen, går ind i politik eller engagerer sig i kulturlivet,
er for mig at se ikke så afgørende, siger Lone Kühl-mann.
$SUBT_ON$Fokusering på alder
Hun og hendes mand har i de sidste 25 år boet i et sortmalet hus i Humlebæk nord for København. Oprindeligt var det et sommerhus, men i dag er det udvidet og fungerer som helårsbolig. Ude fra vejen, hvor familiens gamle Citroen holder parkeret, virker det nærmest undseligt omgivet af de store palæ-agtige villaer i nabolaget, men når man træder ind i stuen, åbenbarer der sig en fantastisk udsigt over Øresund fra det højtbeliggende hus. Og for at sætte trumf på har huset en lille smal sti, der via stejle trapper fører ned til en privat badebro, som parret anlagde for 10 år siden. I øjeblikket er sønnerne ved at udvide broen, så der bliver en lille terasse, hvor familien så vil kunne sidde om aftenen og grille og nyde vandet.
Naturligvis er man vinterbader, når man bor sådan et sted, og desuden er Lone Kühlmann et aktivt medlem af den lokale roklub.
Hun peger på, at der er en mindre gruppe seniorkvinder, der, som hun selv, har haft en spændende karriere med mange udfordringer. Men også nogle af dem vælger i disse år at skifte spor for at prøve andre sider af sig selv.
- Der, hvor skillelinjen går, er, om man har haft det job, man har, fordi det lå bekvemt i forhold til offentlige transportmidler, og fordi man nu engang skulle lave et eller andet. Eller om man har haft sit job, fordi man var personligt engageret i det.
- Jeg mener, at hele den der fokusering på alder er lidt gammeldags. Der er andre ting, som er vigtigere til at samle eller skille os ad. Jeg har venner, der er både 30 og 80 år, og vi behøver altså ikke at have tolk, når vi taler sammen. Det, der betyder noget, er de tre i'er: interesse, indtægt og intelligens. Alder har ikke nogen betydning ud over den fordel, at man så er fri af forsørgerpligten. Det er også kendetegnende for min generation, at vi ikke har det der meget formelle med at »Gud, nu er jeg blevet voksen. Så skal jeg til at gå i lægget nederdel og fornuftige sko«.
- Der er nogle, der altid har oplevet en masse, hver gang man møder dem, og så er der andre, der aldrig oplever noget som helst. Hvis man var kedelig som 27-årig, er der ikke nogen grund til at tro, at man bliver et festris som 70-årig, siger Lone Kühlmann.
Hun mener, at de eneste, der for alvor har magt i dag, er forbrugerne, og det er udmærket, for personligt foretrækker hun at blive appelleret til på grund af sin købekraft frem for sin alder.
- Seniorerne er en magtfaktor alene i kraft af deres antal, men også på grund af deres købekraft. Det er, når børnene er flyttet hjemmefra, at man bygger nyt køkken, og alle dem, der kører i åben sportsvogn ude på Strandvejen, er over 60 år. De unge har da ikke råd. Det har man opdaget i USA, hvor 10 procent af reklamer er målrettet seniorerne. Det er ikke meget, men det er da 10 procent mere end i Danmark. Det er nok, fordi man derovre har opdaget, at selvom folk over 50 år kun udgør en fjerdedel af befolkningen, er det dem, der køber 80 procent af alle fritidsrejser og halvdelen af alle biler. Amerikanske kvinder mellem 55 og 64 år bruger 56 procent mere på tøj end gennemsnittet, og de 65-74-årige bruger flere penge på personlig pleje end dem mellem 25 og 34 år. Det er da klart. De har jo mere brug for det, og så har de pengene. Og det er dem, man kalder ældrebyrden!
$SUBT_ON$Kvinder anses for afvigende
Lone Kühlmann er stolt af de ting, hun har udrettet i livet, men undrer sig jævnligt over, når andre giver udtryk for, at de er stolte af deres alder eller rynker.
- Man kan da ikke være stolt af noget, der bare er kommet af sig selv. Man kan være stolt af det, man har udrettet i livet. Og jeg mener, at hele gruppen af kvinder på min alder har været med til at sikre, at vi er, hvor vi er i dag. Men vi lever stadig i et samfund, hvor det normale er at være en erhvervsaktiv, hvid mand i 40'erne. At være kvinde anses fortsat for at være lidt afvigende.
Lone Kühlmann husker endnu en episode, hvor hun skulle være ordstyrer på kunstmuseet Louisiana, der ligger blot få hundrede meter fra hendes eget hjem i Humlebæk. Den amerikanske forfatter John Irving var på besøg for at fortælle om sit forfatterskab, og 90 procent af de fremmødte var kvinder.
- Hvis ikke der fandtes kvinder, var der heller ikke noget, der hed kulturliv i det her land. Men jeg kan stadig opleve at møde kvindelige foredragsarrangører, som beundrende siger: »Nej, hvor er her mange mænd i aften.« Det er stadig lidt finere at være mand. Jeg tror dog, at det ændrer sig. Rektor på Københavns Universitet Linda Nielsen vil da nok være opmærksom på, hvem der får forskerstillingerne, og konstellationen af ældre mandlig tv-vært sammen med en yngre kvinde vil også blive mere sjælden. For på et tidspunkt er der jo så mange veluddannede kvinder, at de ikke længere kan overses, og så må vi jo ikke håbe, at det ændrer sig til det modsatte, hvor kvinder bliver de dominerende, lyder det fra Lone Kühl-mann.
Selv har hun altid været aktiv i kvindelige netværk, hvor man har hjulpet og støttet hinanden, og sætningen om, at »kvinde er kvinde værst«, er hun først stødt på via sine foredrag.
- Når man siger sådan, er det, fordi man ikke har tillid til egne evner, og fordi man ikke er, hvor man gerne ville være. Men den situation gælder nok også for en del kvinder i min generation.
Hun redigerede for seks år siden bogen »Hvad er det kvinder vil«, hvor mere end 1000 danske kvinder skrev dagbog fra en bestemt dag og sendte deres bidrag til forlaget.
- Det var på mange måder rystende læsning, selvom kvinderne fik det bedre med alderen. De, der havde det hårdest, var kvinder i 30'erne med små børn. Når de nåede op i 40'erne, havde de stort set opgivet manden. De havde lettet på låget af ham og bare konstateret, at der ikke var mere derinde. Nogle var blevet skilt, mens andre levede med ham og så overlevede ved at skabe gode kvindenetværk. Det er kendetegnende for min generation af kvinder, at vi har dyrket netværk og har mange meget nære venner. Men det er altså noget vrøvl at sige, at vi så har valgt familien fra. Vi har da dyrket begge dele. Derfor tror jeg, at ensomhed bliver mindre udbredt. Ensomhed kommer i høj grad indefra, og hvis man vil have et liv, må man selv yde en indsats. Det er vi vant til. Der er jo et blomstrende foredragsliv her i landet, og jeg finder det rørerende, at folk gider gå hjemmefra om aftenen, når de først er kommet hjem fra arbejde, siger Lone Kühl-mann.
$SUBT_ON$Gamle sammen
Det knager fra loftet, og straks lyder det rapt fra Lone Kühlmann:
- Det er altså ikke, fordi vi har rotter på loftet. Det er bare min mand, der åbenbart er stået op. Han har haft morgenvagt.
Manden med morgenvagten er journalist Kai Selliken, hvis stemme mange
radiolyttere kender ganske udmærket. Ham har Lone Kühlmann levet sammen med i snart 40 år, men mange andre kvinder i hendes generation er blevet skilt, gift på ny og lever i dag i nye parforhold eller alene.
- Jeg ved ikke helt, hvad de mange skilsmisser kommer til at betyde for alderdommen. Det er en pragtfuld ting at blive gamle sammen, og det håber og forventer jeg selv at opleve. Det er fantastisk at være vidner til hinandens liv, men det kræver altså, at forholdet tåler vidner. Jeg er fuld af beundring for de folk, der bliver skilt som 70-årige og tænker - sikken en livsvilje. Alene det at skulle flytte ...
Det er mange år siden, at Lone Kühlmann var almindelig lønmodtager med månedlig lønseddel og faste vagter. Derfor er spørgsmålet om pension eller efterløn heller ikke presserende på samme måde for hende som for mange andre.
- Jeg har et arbejde, hvor jeg ikke kan se præcist, hvornår jeg stopper. Så længe der er nogle, som gider at høre på, hvad jeg siger, og læse, hvad jeg skriver, bliver jeg ved. Jeg har svært ved at forstå de mennesker, der med frygt i stemmen taler om, hvad de skal få tiden til at gå med, når de forlader arbejdsmarkedet. Jeg nægter at se tid som et problem. Har de for meget af den, må de give noget til andre, siger Lone Kühlmann.
Hun mener, at forudsigelserne om den såkaldte ældrebyrde er stærkt overdrevne, og bliver der en byrde, er samfundet i øvrigt selv ude om det.
- Det er jo ikke de velud-dannede, der går på pension. De bliver ved, til de er langt oppe i årene, og når de endelig gør det, bliver de jo skatteydere, fordi de får arbejdsmarkedspensioner udbetalt. Men det er et kæmpeproblem, når man fikserer folk på deres dåbsattest, for det er ikke alle beskåret at præsentere sig selv som individ, når du er 55 år og bare ikke kommer til samtale. For 10 år siden begyndte man at fortælle de 50-årige, at de var udbrændte, og så kan det ikke pludselig blive anderledes, siger Lone Kühlmann.
Hun er en slagfærdig kvinde, har altid været det og har ofte en hurtig, tør og lidt sarkastisk bemærkning parat. Nogle ynder at sige, at de bliver blødere eller rundere med alderen. Anderledes med Lone Kühlmann.
- Jeg er meget mere kontant, end jeg var før i tiden. Jeg gider ikke længere være sammen med folk, der ikke har noget at sige mig og er meget hurtigere til at vælge det fra, som jeg ikke har lyst til. Det er en af fordelene ved at blive ældre.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
blå bog
Lone Kühlmann er født i 1945 i København og uddannet journalist i 1970 fra Lolland-Falsters Venstreblad. Fra 1970-1971 læste hun journalistik i New York, og derefter kom hun på Radioavisen. I 1973 flyttede hun til TV-avisen, hvor hun var indtil 1988, hvor hun blev chefredaktør på Alt for Damerne. Den post forlod hun i 1990, og siden har hun været freelance foredragsholder, journalist og forfatter. I 1994 til 1999 var hun formand for TV 2's bestyrelse. Fra 2000 til 2001 var hun Læsernes Talsmand på Aktuelt. Lone Kühlmann har skrevet flere bøger og bidraget til antologier. Blandt andet har hun skrevet »Lev selv - en bog for tidens kvinder«, samt bidraget til »Livsglæde«, »Den bedste tid er måske gemt til sidst« og »Hvad er det kvinder vil«. Lone Kühlmann er gift med journalist på Radioavisen Kai Selliken, og sammen har de tre voksne sønner.
#
Serie: Seniorkvinder
De er blevet kaldt for krigsdøtrene eller babyboomerne. Danmarkshistoriens største generation blev født i 1940'erne, og særligt kvinderne fik et radikalt anderledes liv end deres mødre. I en række artikler har Kristeligt Dagblad sat fokus på krigsdøtrene, der nu er blevet seniorer omkring de 60. Dette er den sidste artikel i serien. Alle artikler i serien kan med et netabbonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk