En god samtale er et sammenskudsgilde

Samtalesalon på Assistentens Kirkegård. Mennesker, der ikke kender hinanden, mødes og debatterer om et ...

I samtalesalonen for nylig, der havde temaet ”hverdage”, deltog blandt andre norsk fødte Hanne Hvattum. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Med en nyudvikling af fortidens salonkultur inviterer et nyt koncept til samtaler om alt fra lyspunkter over alder til hverdage. Her genindføres en konversationskultur, der ellers var gået tabt, og her føres nogle for tiden sjældne analoge samtaler

Mens mange andre er ude at motionere på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, leder en gruppe mennesker efter digteren Dan Turèlls grav. Her skal de en tirsdag aften mødes og tale om noget så trivielt som Hverdagen. Samtalesalon kaldes det nye initiativ, der løbende annonceres for på hjemmesiden samtalesaloner.dk og på Facebook. Og stadig flere møder op og deltager.

LÆS OGSÅ: Folkekøkken skal skabe dialog

For at tale med folk, de ikke nødvendigvis kender, for at slukke deres mobiltelefoner og kaste sig ud i samtalens ædle kunst. Ingen samtalesalon ligner den anden, og denne aften er en slentre-salon på programmet, begyndende ved Onkel Dannys gravsted, hvor nogen meget passende har lagt en lamineret kopi af digtet fra 1984, Hyldest til hverdagen. Mødestedet er i sig selv en udfordring for stedsansen hos de 15 deltagere, men frem finder de, og aftenens værter for den to timer lange samtalesalon, den 38-årige retoriker Nadja Pass og den 31-årige antropolog Andreas Lloyd, kan påtage sig værtsrollen og byde velkommen.

For dem passer regnen perfekt til anledningen, for, som de siger, man taler nu så godt under trækroner og paraplyer.

Og netop samtalen er hovedformålet med de saloner, Nadja Pass og Andreas Lloyd igennem lidt mere end to år har holdt fortrinsvis i København, men som nu også breder sig til resten af landet. Eksempelvis var der samtalesaloner på Folkemødet på Bornholm, ligesom de også er blevet afviklet på Færøerne.

Vi får flere og flere henvendelser fra folk, der gerne vil hyre os til at komme ud at lære andre samtaleteknikkerne. For eksempel har vi trænet medarbejderne på Køges og Roskildes biblioteker i at holde deres egne saloner. Men jeg har også lige stået for Miljøministerens topmøde om vandmiljøplaner, hvor jeg brugte teknikkerne til at få folk, der ellers er uenige om det meste, til at tale rigtig godt sammen, siger hun.

Selve idéen er udsprunget af Nadja Pass og Andreas Lloyds oprindelige projekt Borgerlyst. Et initiativ, der går ud på at inspirere folk til at bidrage til udviklingen af samfundet af lyst og ikke kun af pligt.

Hvis borgerpligt er at betale sin skat og overholde lovene, vil vi gerne gå et skridt videre og give folk flere muligheder for at bidrage til et bedre samfund i deres hverdag, siger Andreas Lloyd og forklarer, at idéen om samtalesaloner netop udspringer af ønsket om en udvidet demokratisk samtale.

Det handler om at mødes og få gang i den demokratiske samtale. For eksempel har vi haft emnet alder på samtalemenuen, fordi vi tror, at hvis vi havde mere med hinanden at gøre på tværs af generationerne, ville mange ting se anderledes ud i samfundet. For eksempel ville vi ikke have så store pasningsproblemer i begge ender af aldersspekteret, siger Nadja Pass, der derfor opfordrede deltagerne til at tage en ven eller et familiemedlem fra en anden generation med til salonen.

Emnerne er ikke som sådan politiske, men snarere livspolitiske, forklarer Andras Lloyd.

Hvis vi mødes om realpolitik, sker der ofte det, at vi slet ikke hører, hvad hinanden siger. Derfor er de emner, vi sætter på samtalemenuen nogle, der rammer mere på tværs af politiske standpunkter, og som er åbne for tolkningsmuligheder.

Herunder hører emner som helte, lyspunkter og mønstre, som eksempelvis fik både psykologer og tekstildesignere til at møde op.

Det handler om at få et makroskopisk blik på tingene. At vi ved at mødes med andre, og meget gerne nogle, der ikke ligner os selv, får øjnene op for, at de individuelle og mikroskopiske valg, vi hver især træffer for eksempel i vores hverdag har betydning for resten af samfundet, forklarer Andreas Lloyd.

Og skulle man synes, at hverdage er en meget lille del af et stort samfund, skal emnet ses i det lys, at det er med til at træne deltagernes makroskopiske blik.

Hverdagene fylder en meget stor del af vores liv, så tilsammen betyder vores hverdagshandlinger rigtig meget, forklarer Nadja Pass.

Hverdagssamtalerne løfter sig i hvert fald denne aften på Assistens Kirkegård op over det navlepillende niveau. Fra køen i Netto en torsdag eftermiddag til tanker om, hvordan det moderne menneske generelt står i et skisma mellem ønsket om en fleksibel og flydende hverdag og behovet for ritualer, gentagelser og struktur. Ikke mindst for at undgå stresssymptomer. Symptomatisk nok husker mange deltagere eksempelvis det faste familiemåltid som noget godt ved barndommens hverdage, og således skifter samtalen frem og tilbage mellem det trivielle og noget, der peger på en tendens i tiden.

Men hvad er det ved samtalesalonerne, der vækker genklang i vores tid?

Jeg tror, vi længes efter at tale sammen om noget mere meningsfyldt. Vi kender alle det at stå til en festlig sammenkomst og svare på de samme spørgsmål som hvor bor du? og nå, hvad laver du så?, siger Nadja Pass og fortsætter:

Det er den samme grammofonplade, vi sætter på hver gang, og vi kunne godt tænke os at se, hvad der sker, hvis vi flytter pickupen et andet sted hen.

På samtalesaloner.dk står også, at hvis man vil prøve selv at invitere til samtalesalon, er det en god idé at bede folk slukke deres mobiltelefoner.

Kan det tænkes, at den analoge samtale, ansigt til ansigt, er blevet eksklusiv og eftertragtet, netop fordi den er sjælden?

Ja, det tror jeg i høj grad, siger Andres Lloyd, og Nadja Pass supplerer:

Som en af vores deltagere sagde: Tænk jeg har siddet her i to timer og har ikke tjekket min mobil en eneste gang. Det er en udsøgt luksus, siger retorikeren.

Ved salonerne handler det ikke om at drive noget frem eller om at netværke for den sags skyld. Samtalen har som sådan ikke noget formål, til gengæld vækker den nogle gode, gamle dyder til live igen.

Vi genintroducerer værtskabet i samtalen, siger Andreas Lloyd og forklarer, at netop rammesætningen er væsentlig for, at samtalen kan flyde frit.

Her trækker samtalesalonerne på traditionerne fra de saloner, der havde deres storhedstid i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Det foregik blandt andet hos forfatteren Kamma Rahbek (1775-1829) i stuerne i Bakkehuset på Frederiksberg i København. Altid for omkring otte personer, der var nøje udvalgt og inviteret til at tale om især kunst og kultur.

Men også på Sophienholm, det klassicistiske bygningsværk ved Bagsværd Sø, der i dag tjener som museum, holdt digteren Frederikke Brun (1765-1835) saloner, der var en blanding af musik, litteratur og samtale. Undervejs fremførte Frederikke Bruns datter, Ida, attituder, en art positurer. Fælles for salonerne var, at de var styret af et overordenlig tydeligt værtskab. Men også, at det typisk var kvinder, der kom. Salonerne var et slags modstykke til foreningerne og logerne, hvor kun mændene var velkomne. Ligesom samtalesalonerne i dag på en måde modsvarer foreningslivet.

Samtalesalonerne er også et rum, hvor du kan komme og samtale med andre fuldstændig uden hierarkier og uden at skulle sidde i bestyrelse i tre år, forklarer Nadja Pass og leverer dermed en vigtig pointe.

For salonerne har altid bortset fra værtskabet været båret af ligeværdighed og konversationskultur. En kultur, der døde, da vi alle sammen skulle på arbejde, og som måske er ved at blive genindført. Det mener i hvert fald filosof og tidligere lektor i pædagogisk filosofi ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet Arno Victor Nielsen, der hilser initiativet velkomment og mener, vi trænger til at blive trænet i at konversere.

Vi afbryder hinanden, når vi taler, og prøver konstant at få vores egen dagsorden igennem, men det er ikke det, samtalen handler om. Det handler om at overskride dig selv og sammen med din samtalepartner skabe et tredje vi, siger Arno Victor Nielsen.

På mange måder lever samtalesalonen, som den folder sig ud under paraplyer og piletræernes enorme kroner på Assistens Kirkegård, op til definitionen. I hvert fald bliver der denne tirsdag lyttet både stående og gående, leet, talt og indimellem blot tiet, mens Nadja Pass og Andreas Lloyd guider gruppen igennem spørgsmål som:

Hvad fungerer i din hverdag nu? og Hvad vil du gerne ændre i din hverdag?.

Der bliver talt om rutiner som noget, der kan bringe struktur i en fleksibel og flydende hverdag, og om at skabe sig lommer af stilhed blandt tusindvis af stimuli. Blandt de fremmødte er både ansatte i det offentlige og private erhvervsliv. En forsker i arbejdsliv, en antropologi-studerende, en konsulent i oliebranchen og en pensioneret folkeskolelærer.

Fælles er, at de ikke har hjemmeboende børn, og Nadja Pass erkender da også, at småbørnsfamilien med to fuldtidsjob er den sværeste at lokke ud. Nok især en tirsdag aften midt i ulvetimen.

Selv har hverken hun eller Andreas Lloyd stiftet familie endnu, og de lever begge som selvstændige konsulenter. Og så er de begge, påstår de, generte af sind.

En sidegevinst ved samtalesalonerne er, at man her kommer i kontakt med nye potentielle bekendtskaber. I hvert fald handler det for 71-årige Niels-Simon Larsen, der er pensioneret folkeskolelærer, om at møde mennesker. Derfor kommer han igen og igen:

Jeg bliver hver gang glad for, at der findes så stor åbenhed og så mange flinke mennesker i byen. Det er lidt af en åbenbaring faktisk, siger han efter slentre-salonen om hverdage.

For Elsebeth Fjord Pedersen på 36 år, der studerer pædagogisk sociologi, er det første gang, hun er med. Som resten af holdet opsluges hun hurtigt af samtaler både af de korte øvelser, og den halve time, der bliver sat af til, at man to og to kan gå rundt med en samtalemenu og fordybe sig. Under farvestrålende paraplyer slentrer deltagerne rundt på den grøntglinsende kirkegård og deler deres tanker om, hvad der optager dem til daglig, og hvad der eventuelt forhindrer dem i at bruge tid på det.

Det er også det, at det bliver personligt, der efterfølgende slår Elsebeth Fjord Pedersen:

Der kom nogle fine refleksioner ud af det, uden at det blev for privat, synes jeg, og så virkede det utrolig ukompliceret, siger hun på vej ud af kirkegården.

Efter selve salonen vælger omkring halvdelen af deltagerne at trække deres cykler med hen på en nærliggende kaffebar. Der er varme i kinderne, glød i øjnene og god gang i snakken, da bordet fyldes med tapas-tallerkener, kaffekopper og kolde drikke.

Det er helt valgfrit, om man vil hjem klokken 19.30, eller om man vil med ud at få en bid mad sammen bagefter. Men vi oplever ofte, at folk har lyst til lige at vende det, de har oplevet, med hinanden, siger Nadja Pass.

Ligesom ved fortidens saloner. Her var kulturelle oplevelser, for eksempel et teaterstykke, man havde set, ofte på samtalemenuen. Noget, vi på en måde har ført med os ind i moderne tider, siger filosof Arno Victor Nielsen.

Hvis man lægger mærke til det, taler vi ofte om noget, vi har set i fjernsynet, siger han og tilføjer, at den gode samtale i sig selv er et kunstværk.

Vi ved ikke altid, hvad der gør det, men nogle gange oplever vi at køre hjem fra et middagsselskab og have oplevelsen af, at samtalen svingede, og at alle kom til orde. En god samtale er et sammenskudsgilde.

Mon der ved disse lejligheder, hvor tingene går op i en højere enhed, har været nogen, der tog værtsrollen på sig, og et godt emne på samtalemenuen? For eksempel hverdagen.