Som studerende kørte jeg taxa om natten i Odense. Det er den bedste journalistuddannelse, jeg nogensinde har fået. Det ene øjeblik kørte jeg med den administrerende direktør for Lindøværftet og det næste med en fordrukken stakkel, der skulle på bodega hurtigst muligt. Og det var ikke så lidt, jeg måtte lægge øre til. Jeg husker engang, hvor en nydelig mand satte sig ind i bilen og sagde: "Jeg slår min kone!" Og så var jeg klar over, at det var en af den slags ture, hvor kunden regnede med, at det tændte taxameter også betød billig psykologbistand. Jeg klarede den slags samtaler, så godt jeg kunne, men til konebankeren kunne jeg ikke finde på andet at sige end: "Lad være med det!" Andre gange måtte jeg tørre folks øjne, inden jeg selv kørte videre på jagt efter nye vinkekunder i nattelivet. Sådan lærte jeg meget, så når min vagt sluttede, kørte nattens historier altid videre i hovedet på mig. Og for det meste bekræftede mit arbejde mig i min egen selvfede selvforståelse af, at jeg var et utroligt fordomsfrit menneske.
En weekend holdt dagchaufføren fri, og jeg benyttede lejligheden til at tage et par ekstra ture. Jeg var bogstaveligt talt udkørt, da jeg kom hjem op ad formiddagen. Jeg kunne ikke sove, og der var ingenting i køleskabet, så jeg ringede efter en pizza og betalte buddet – selvfølgelig med drikkepenge – fra min tykke taxapung, der bugnede med byttepenge, sedler og taxaboner efter min ualmindelig hårde nattevagt. Med maven fuld af pizza var det lettere at falde i søvn, og jeg stod først op hen på aftenen. Men pludselig kunne jeg ikke finde min pung. Jeg gik febrilsk lejligheden igennem, så systematisk, jeg kunne, men lige meget hjalp det. Pungen var væk, og jeg huskede nøje tilbage på, hvornår jeg sidst havde brugt den.
Dengang havde jeg et lille bord i min entré ved hoveddøren, og en ubehagelig mistanke overmandede mig. For det sidste, jeg kunne huske, var, at jeg havde lagt den tykke taxapung der, efter at jeg betalte for pizzaen. Endnu en gennemsøgning i lejligheden bar heller ikke frugt. Og til sidst ringede jeg naivt ned til pizzeriaet for at spørge, om buddet "måske kunne huske, hvor jeg lagde min pung". "Han er her ikke," sagde pizzamanden. "Så kommer jeg ned og venter på ham,"svarede jeg. I baggrunden kunne jeg høre, at der var en drenget stemme, der sagde: "Hvornår kommer han?" Nu blev jeg mere sikker i min sag. For nu blev der tilsyneladende også løjet for mig!
"Du skal ikke komme herned, vi kommer hjem til dig," lød det i røret, og fem minutter senere stod pizzamanden og det unge bud foran min dør. Buddet ville ikke se mig i øjnene og nægtede sig skyldig, selv om jeg lovede, at der ikke ville blive nogen sag. "Idiot!" råbte han med arabisk accent på vej ned ad opgangen. Det gjorde mig kun endnu mere sikker på, at han have taget min pung. Og de næste uger blev jeg stadig mere sikker.
Lige indtil jeg en dag skulle støvsuge min sofa og fandt et uventet hul i stoffet. Jeg husker stadig, hvordan min taxapung brændte som Judas-penge i hænderne på mig. Og selv om jeg kendte vejen, gik jeg rundt om mig selv i timevis, før jeg til sidst kørte ned på pizzeriaet med en flaske vin som undskyldning.