Palle Simonsen blev født i 1933 på et tidspunkt, hvor depressionen rasede i Danmark. Det fik indirekte stor betydning for den senere konservative social- og finansminister. De dårlige tider tvang nemlig hans forældre til at opgive deres egen gård. I stedet blev de bestyrerpar på fattiggården i Aptrup i Midtjylland.
Her stiftede Palle Simonsen under opvæksten bekendtskab med mennesker, der faldt uden for det normale - blandt andre landevejsriddere, psykisk syge og alkoholikere. Og så var der Gamle Anders - eller Annes, som han blev kaldt. Han var udviklingshæmmet og blev taget ud af skolen i første klasse, fordi han ikke kunne følge med. På fattiggården havde han boet, siden han var 18 år. Og han blev boende til sin død som 74-årig.
"Jeg er vokset op med Annes. Han var en fast bestanddel af familien og sad med ved bordet på lige fod med alle andre. Han virkede helt normal i sin fremtoning, men han var måske lidt naiv. Dengang kaldte man ham åndssvag, men i nutiden var han nok ikke blevet stemplet så drastisk. Han kunne hverken læse eller skrive og fortalte altid, at hans mor havde sagt, at han var for klog til at gå i skole," siger Palle Simonsen.
Ud over sin politiske karriere har Palle Simonsen været formand for Det Centrale Handicapråd. Desuden har han været og er fortsat aktiv i stribevis af netværk, råd og fonde - alle til støtte for udsatte grupper. Han mener selv, at hans opvækst har lagt grunden til hans livslange sociale engagement.
"Det har drevet mig i den betydning, at det har gjort mig mere rummelig," siger Palle Simonsen.
Egentlig er han sat i stævne for at tale om fortidens synder. Om perioden fra 1959 til 1980, hvor Statens Åndssvageforsorg og datidens politikere havde ansvaret for de udviklingshæmmede, der levede under ofte inhumane forhold. En tid, hvor Palle Simonsen selv var aktiv i politik. Men han trækker hele tiden tråde til nutiden. For vi skal ikke tro, at alt er godt i dag.
"Hvis det handler om holdninger, tror jeg ikke, det er blevet så meget bedre siden dengang," siger han ligeud.
Han udgav sidste år bogen "Gemt - eller glemt" om 40 års socialpolitik. Her rejser han blandet andet spørgsmålet om, hvorfor det moderne samfund har så svært ved at rumme mennesker med et handicap.
"Det afhænger meget af handicappets omfang. For ikke ret mange år siden spurgte SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, om man gerne ville sidde ved siden af en handicappet i toget. Et menneske i kørestol, syntes de fleste var helt fint, men hvis det var en, der savlede, ville de fleste helst være fri. Vi er tilbøjelige til at skubbe de anderledes væk fra os, og der er stadig væk en stor isolation af denne gruppe."
Og så er der tonen i debatten. Ikke mindst, når talen falder på, hvor meget de udviklingshæmmede koster samfundet. Hen over sommeren har det i medierne blandt andet handlet om meget dyre foranstaltninger til enkeltpersoner. Nogle borgmestre gik i medierne med regneeksempler på, hvad man i stedet kunne få for pengene i hjemmehjælpere eller vuggestuer.
"Der var et eksempel fremme på en borger, der kostede 9,5 millioner kroner. Så farer folk op og siger, at ?det kan da ikke være rigtigt. Det skal man da ikke betale?. Men hvad er alternativet? At skyde sådan et menneske? Der er altså mennesker i vores samfund, der har så store vanskeligheder, som er handicappede og så voldelige, at de generer omverdenen. Sådan er det bare."
Og når vi taler om integration af de udviklingshæmmede eller tilgængelighed for handicappede, er vi langt fra et mønsterland, mener Palle Simonsen. For slet ikke at tale om, at man i dag i stigende grad bygger boliger til handicappede efter centralt tilsnit og slår mindre institutioner sammen, fordi det giver stordriftsfordele.
"Der er i disse år en uhyggelig tendens til at lægge alting sammen. Og pludselig har man enheder, som i størrelse ligner de store gamle centralinstitutioner – ghettoer for udviklingshæmmede."
Og Palle Simonsen husker tydeligt fortidens ghettoer i åndssvageforsorgen. Han blev valgt ind i Folketinget i 1968 kun et år efter, at man holdt op med at tvangssterilisere udviklingshæmmede.
"Det siger jo alt om den opfattelse, man havde i samfundet. De åndssvage var andenrangsmennesker, og det, synes jeg, er ret skræmmende," siger Palle Simonsen.
Palle Simonsen havde i begyndelsen af sin karriere Slagelse som valgkreds. Her lå en af tidens største centralinstitutioner, Andersvænge. Og folketingskandidaten blev vist rundt på institutionen, der husede godt 700 udviklingshæmmede - heraf mange tvangsfikserede og stærkt medicinerede.
"Jeg gik ikke rundt og gloede mere end højst nødvendigt. Men det virkede meget stærkt på mig."
De gamle nedslidte institutioner var et hedt emne i datidens presse.
"Hvert eneste år i 1970?erne var der historier om, hvor dårligt mennesker blev behandlet i åndssvageforsorgen, hvilket førte til nogle virkelig hårde forespørgselsdebatter i Folketinget. Men der skete ikke væsentlige ændringer. På det tidspunkt var man i gang med de store sociale reformer. Det lå i kortene, at centralinstitutionerne skulle afvikles, og derfor ville man ikke bruge millioner på at forbedre dem," husker Palle Simonsen.
Beslutningen om at overflytte ansvaret til amterne blev truffet i 1978 med virkning fra januar 1980. Socialministeren på det tidspunkt var socialdemokraten Eva Gredahl.
"Hun havde forståelsen og hjertet på rette sted. Men hun var ikke nogen stærk minister, og der var grænser for, hvor mange penge hun havde. Og det var et spørgsmål om penge. Så enkelt var det. Der var ikke vilje til at prioritere en større indsats for den gruppe."
Chefen for Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank Mikkelsen, var manden, der allerede i slutningen af 1950?erne introducerede tanken om, at udviklingshæmmede skulle leve et liv så tæt på det normale som muligt.
"Han var en virkelig dynamisk leder, og han havde kolossal indflydelse på de forbedringer, der rent faktisk skete i perioden. Men der manglede politisk vilje til virkelig at reformere området. Jeg tror, politikerne i de år havde svært ved at acceptere tanken om normalisering. Man var nok ikke moden til det."
Desuden stod de socialpolitiske emner ikke ret højt på dagsordenen:
"Man talte sociale reformer, men det var de strukturelle ændringer, man diskuterede – ikke den menneskelige side af det."
Ved den store kommunalreform i 1970 blev antallet af kommuner skåret ned fra mere end 1000 til 275, og antallet af amter blev reduceret til 14. Politisk var man enige om, at man ikke i samme manøvre kunne udlægge åndssvageforsorgen. Det skete først ti år senere.
"Det var en meget stor opgave, og der var en stor frygt for hele operationen, da det endelig blev besluttet. Mange var bekymrede for udlægningen. Man var bange for, at det blev værre."
En af de ting, Palle Simonsen helt konkret engagerede sig i, var opførslen af et bosted for unge spastikere, Jonstrupvang, i 1975. Her blev unge udsluset fra større institutioner til en mere selvstændig tilværelse, og det var et eksempel på det tøbrud, der skete i årtiet, hvor man forsøgte at tænke nye tanker i behandlingen af udviklingshæmmede.
"Det lykkedes at få etableret den holdning, at de var selvstændige mennesker, som skulle hjælpes til og udvikles til at klare tingene selv. I dag er Jonstrupvang forældet, men dengang var det utroligt moderne, at der for eksempel var dørskilte på værelserne."
Palle Simonsen var med i bestyrelsen i den nye institution, og her oplevede han også modstanden fra visse medarbejdere, der var vant til den gamle måde at gøre tingene på.
"Nogle af dem var meget træge. Det var en kamp at få dem til at acceptere den nye holdning om, at man kunne udvikle de her mennesker. Medarbejderne kom fra en helt anden kultur."
Når man spørger Palle Simonsen direkte, om han synes, han som politiker gjorde nok for de udviklingshæmmede, lyder svaret, at "det kan man jo aldrig påstå."
"Det var en anden tid og en anden debat, men jeg skal ikke pudse nogen glorie. Man kan sagtens komme i dag og sige, at det var for dårligt, men det hjælper jo ikke noget. Man må tage til efterretning, at sådan var tiden dengang."
Men i dag, hvor vi har både viden og indsigt, er der imidlertid ingen undskyldning for den dårlige behandling, synes Palle Simonsen. Og under den pæne fernis lurer fortidens holdninger.
"Er vi bedre i dag?", spørger han og besvarer selv spørgsmålet:
"Der er ikke meget, der har ændret sig, når det kommer til stykket. Vi lever med mange parallelle problemer: Økonomien er knap, og holdningerne er ikke helt sådan, som vi gerne vil have dem til være. Og de svageste har det stadig svært. Jeg synes desværre ikke, vi har lært ret meget. Og hvis ikke vi tænker os om, kan vi havne i noget af det, der ligner det gamle."