Et kald med tre måneders opsigelse

Sankt Lukas Stiftelsen FYLDER100 ÅR med identitetsproblemer i sigte

Fra Sankt Lukas Stiftelsens park er der udsigt til det blå flag på toppen af Søsterhuset. Det vajer stolt i vinden på denne solrige forårsdag. Inde i bygningerne er der sat i stand og malet. Både i søstrenes hverdagsstue med de nybetrukne klunkemøbler, der er doneret fra en giver med stil, og i kirken, hvor nye store runde lysekroner har erstattet lampetterne i kirkens sider i det enkle rum. Der er stille i bygningerne, og i spisesalen vil de fire lange borde, beklædt med hvide duge, vente forgæves på, at diakonissesøstre skal bænke sig ved dem. Der er kun dækket op til 28 i havestuen ved siden af spisestuen. Sankt Lukas Stiftelsen - efter evangelisten Lukas, der oprindeligt var læge - runder 100-årsjubilæet den 7. maj, og er klar til fest. Men stiftelsen mister langsomt den identitet, som i hvert fald omverdenen har opfattet som dens væsentligste drivkraft: Diakonissesøstrene. Fra 320 søstre på højdepunktet i 1945 er der i dag kun 74 søstre tilbage. Heraf er 20 søstre under 70 år, og kun en under 40. Fra 1977 er kun fire søstre indviede som diakonisser. - Der har været en tendens til at betragte den manglende tilgang som et åndeligt snarere end et praktisk problem. Og det betyder, at bestyrelse, søstrene selv og forstanderskabet måske har tøvet for længe med at se konsekvenserne i øjnene. Derfor står Sankt Lukas Stiftelsen nu for den store opgave at ændre sig fra et diakonissehus til en diakonal institution, hvor identiteten skal deles ud fra søstrene og til de øvrige medarbejdere og til andre opgaver, siger cand.theol. Liselotte Malmgart, der har skrevet bogen »Med glæden som værktøj« om Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen fra 1900 til 2000. Havde et moderne konsulentfirma skullet vurdere Sankt Lukas Stiftelsens leve- dygtighed i de første 25 år på Nørrebro, havde dommen været pessimistisk. Frk. Isabella Brockenhuus-Löwenhielm var initiativtageren til Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen. Hun havde i en årrække udført socialt arbejde på Nørrebro. Frk. Löwenhielm var en dominerende enerådig ildsjæl med ringe sans for økonomi og et stort organisationstalent. Hun var for kvinders valgret og mod kvindelige præster. Præster tøvede med at samarbejde, økonomien hang ofte i laser, og søstrene, der langsomt kom til fra 1906, klagede over arbejdsklimaet. Frk. Löwenhielm blev aldrig selv indviet som diakonisse. - Frk. Löwenhielm var både grunden til, at Diakonissehuset overhovedet blev en realitet, og grunden til, at det var tæt på at gå galt. Havde hun ikke kunnet tiltrække gode læger, der skaffede betalende patienter til hospitalet, og kendte københavnske præster, der samlede penge ind, var det ikke gået, siger Liselotte Malmgart. Frk. Löwenhielm trak sig på grund af sygdom i 1924, og i hendes sted trådte søster Eva Lyngby på 26 år med det i 1914 oprettede søsterråds enstemmige indstilling. Da frk. Löwenhielm efter sin sygdomsperiode planlagde at genindtræde som forstanderinde, satte bestyrelsen bremserne i. Det forårsagede stor bitterhed hos Lukas Stiftelsens grundlægger og først år senere forsonedes parterne. Frk. Löwenhielm døde en uge efter indvielsen af Lukas Stiftelsens Kirke i 1932, hvor også resten af de nye bygninger i Hellerup blev taget i brug. I 1916 blev den nuværende ledelsesform fast etableret. Forstanderinden stod for den daglige ledelse, og pastor Paul Müller blev forstander. To andre præster havde forsøgt sig, efter at to andre præster havde meldt pas over for opgaven efter få års forsøg. Fra 1932 blev søsterhus, hospital og kirke i de nye bygninger på hjørnet af Bernstorffsvej og Tuborgvej i Hellerup taget i brug. Siden kom også alderdomshjem, sygeplejeskole og forskellige børneinstitutioner til. Frk. Löwenhielm havde knyttet stiftelsen til Indre Mission - et kirkeligt grundlag, som stadig er nedfældet i vedtægterne - og det var også fra vækkelsesbevægelsen, at flere og flere unge kvinder lod sig kalde til livet som diakonissesøster. De arbejdede eller uddannede sig i en prøvetid på omkring syv år inden indvielsen. I 1945 var der 320 søstre beskæftiget på sygehuse og i hjemmeplejen i hele landet. Alle med tæt tilknytning til søsterfællesskabet hjemme i søsterhuset i Hellerup. I forhold til den noget ældre Diakonissestiftelse, som er fra 1863, blev Sankt Lukas Stiftelsen af kritikere regnet for det mest konservative diakonissehus i Europa, mens tilhængere mente, at de forandringer, der prægede de andre huse i form af opløsning af påklædningskrav og eget valg af arbejde, gjorde Lukas Stiftelsen til det eneste rigtige diakonissehus. - Rekrutteringen skete hovedsageligt fra Indre Mission. Og det var et hårdt liv, som det er svært at forestille sig, at en ung kvinde ville vælge, hvis hun ikke følte det som et kald, siger Liselotte Malmgart. Men hun vil ikke helt afvise, at livet som diakonissesøster også var en mulighed for uddannelseshungrende unge kvinder, som her fik uddannelse og kunne opnå lederposter. Positioner som ude i samfundet var svære for kvinder at få adgang til. Først i 1933 fik den første gifte sygeplejerske tilladelse til at fortsætte arbejdet efter ægteskabets indgåelse. For at imødekomme adgangskravene skulle søstrene være både fysisk og psykisk stærke for at klare det hårde arbejde i mange timer dagligt, og indtil 1965 skulle en præst også bevidne deres tro og familiemæssige baggrund i det kirkelige miljø. Søstrene kunne forlade søsterlivet med tre måneders opsigelse. - Søstrene udgjorde et bredt udsnit af kvinder i Danmark. De havde vidt forskellige begrundelser for valget af et søsterliv - og forskellig styrke i kaldsfølelsen. Nogle blev myndige oversygeplejersker, og andre følte sig trygge i de faste rammer, søsterlivet også er. Diakonissehuset var både et arbejdsfælles- skab, et menighedsfællesskab og et økonomisk fællesskab. Den sidste del kostede på et tidspunkt strid med Dansk Sygeplejeråd, som krævede bestemte standarder for uddannelse og arbejdstider. Senere har flere søstre dog været fagligt aktive, og da den mangeårige formand for sygeplejerådet Kirsten Stallknecht blev valgt skete det i konkurrence med en diakonissesøster. Søstrene afleverede deres løn til Sankt Lukas Stiftelsen eller deres løn blev betalt til stiftelsen af deres arbejdsgivere, hvis de arbejdede et andet sted. Søstrene fik lommepenge, og de dragter - i blåt, gråt og sort - som de havde behov for. Kjolelængderne er krøbet op til knæet i årene frem til 1969, og senere er det også blevet tilladt at gå i civilt tøj uden for tjenesten. Troen har og har haft stor betydning for søstrene, men det er arbejdsfællesskabet, der har fyldt mest i dagligdagen. - Søstrene har været bundet af Jesu Kristi dobbelte tjeneste. Prædiket ordet og praktisk hjulpet den trængende næste. De har fungeret som kirkens hænder. Det var også stiftelsen, der bestemte, hvilke arbejdsgrene søstrene skulle påtage sig. Enkelte er kommet igennem med at ønske bestemte opgaver, men hovedparten har påtaget sig kaldet og er flyttet hen, hvor ledelsen har ment, at netop den søster kunne gøre mest gavn. Søstrene har ofte arbejdet langt flere timer end deres kolleger i sygeplejegerningen. Det har i grove tilfælde udløst en længere brevveksling mellem forstanderinden og arbejdsstedet ude i landet. Nok var søstergerningen et kald, men ikke et, der kaldte på grov udnyttelse. - Det har været hårdt. Og man skal heller ikke glemme, at over halvdelen af de indviede søstre har forladt tjenesten igen. De fleste for at gifte sig, men enkelte også fordi de fik til-budt ansættelse som ledere af plejehjem eller som afdelingssygeplejersker på de steder, hvor de var sendt i tjeneste, forklarer Liselotte Malmgart. I 1994 blev det tilladt søstrene at indgå ægteskab, uden at de behøvede at forlade søsterfællesskabet. Den første søster brugte den ordning året efter. En diakonissesøster går aldrig på pension. Også i dag er det kun de plejekrævende af søstrene, som er flyttet fra enkeltværelset i søsterhuset til plejehjemmet Lindely i nabobygningen. De øvrige »pensionister« udfører de opgaver, de kan i søsterfællesskabet. Sikring i alderdommen har været et gode, som langt op i 1900-tallet ikke var en selvfølge uden for søsterfællesskabet. I Sankt Lukas Stiftelsens 100-årige historie har stiftelsen kun haft fem forstandere og fire forstanderinder. Søster Eva Lyngby, som trådte til i 1924, satte sit præg på stiftelsen frem til 1965. I hendes tid blev 285 af de i alt 387 indviede søstre i stiftelsens historie indviet. Efter hende fulgte søster Signe Krogh, som stadig er tilknyttet søsterfællesskabet, og i 1988 kom den nuværende forstanderinde, søster Birte Norup, til. Af forstanderne har både Paul Müller indtil 1946 og hans søn Johannes frem til 1977 sat deres præg på stiftelsen, selv om Johannes Müllers indsættelse skabte åbenlys konflikt i søsterhuset, fordi de hellere havde set den meget afholdte tidligere andenpræst overtage embedet. Gunnar Tøttrup blev indsat i 1977 og i 1996 afløst af den nuværende forstander, Lars Eyermann. - Kontinuiteten er både en fordel og en ulempe. En ulempe hvis man ikke følger med udviklingen, men så absolut også en fordel, fordi så mange medarbejdere i dag ikke er søstre. Så har det betydning med den lange historie, søstrene bærer med og minder om, siger Liselotte Malmgart. Hun mener, at forstanderskabet på de fleste områder har været gode til at tænke nyt, men at traditionen selvfølgelig også kan hæmme lige netop på det område. I 1950'erne forlod en del søstre fællesskabet, fordi konservatismen efter deres opfattelse hindrede nye udviklingsmuligheder. Sankt Lukas Stiftelsen har i de sidste mange år fået færre og færre opgaver. Det skyl- des to ting: Fald i antallet af søstre og udviklingen i samfundet som helhed. I takt med, at antallet af søstre faldt, var der grænser for, hvor mange søstre, der kunne sendes uden for stiftelsen til opgaver, man tidligere havde påtaget sig. Også på selve stiftelsen er langt flere opgaver nu varetaget af ansatte medarbejdere. Og i 1970'erne blev de offentlige, sociale og sundhedsmæssige forpligtelser flere. Først blev stiftelsens børneinstitutioner omlagt, og i begyndelsen af 1990'erne blev sygeplejeskolen flyttet og hospitalet lukket. Stiftelsens to flagskibe var væk. Lige netop på sundhedsområdet har Sankt Lukas Stiftelsen tænkt nyt. I 1992 åbnede Danmarks første hospice - et hospital, hvor døende kan tilbringe de sidste måneder, uger eller dage af livet. Hospice blev så stor en succes, at både andre private og offentlige sygehuse har taget ideen op. I dag kan Sankt Lukas Stiftelsen også tilbyde hjemmehospice og undervisning af personale, der beskæftiger sig med døende. Andre af bygningerne er i dag lejet ud til speciallæger og institutioner med et formål, som ikke strider mod diakonalt arbejde, og enkelte værelser i det gamle sygeplejekollegium er lejet ud. Sankt Lukas Stiftelsen er også engageret i KFUK's Sociale Arbejde med narkoprostituerede. Det har indtil 1970'erne aldrig været en diskussion på Sankt Lukas Stiftelsen om diakonalt arbejde burde være en integreret del af folkekirken. Forstanderskabet har lunet sig i uafhængighed af folkekirkens embeder og ment, at synliggørelse af kvinder i kirkeligt arbejde og den store indsats, søstrene har lagt i deres gerning, var fuldt tilstrækkeligt. Forskellige forstandere har brugt forskellige indvielsesritualer for søstrene, og der findes stadig ikke et autoriseret ritual for indvielse af diakonisser. Det er den tidligere forstander, og ikke mindst den nuværende, som har kæmpet for et egentligt diakonat i folkekirken. - Jeg tror, folkekirkens uvillighed til at anerkende diakonatet hænger delvist sammen med diakoniens historiske tilknytning til Indre Mission. Sådan er det delvist stadig, men flere og flere diakonalt indstillede præster og sognemedhjælpere tilhører ikke vækkelsesbevægelsen, siger Liselotte Malmgart. Hun påpeger, at det også har været svært at få diakonissesøstrene anerkendt som diakonalt arbejdende af andre diakonale institutioner, fordi de ofte har arbejdet på betalingshospitaler. - I den sammenhæng skal man ikke glemme, at alle hospitaler langt op i dette århundrede var betalingshospitaler, hvis man ønskede andet end den offentlige behandling. De betalende patienter gjorde det muligt at hjælpe mange uformuende. Det samme gælder i dag stiftelsens hospice, som indtil den offentlige overenskomst har fungeret som betalingshospital, hvis den døende kunne betale. Men økonomi har ikke udelukket ophold på hospice. Liselotte Malmgarts bog om Lukas Stiftelsens historie er en del af en ph.d-afhandling om diakonalt arbejde. - Der er forsket meget lidt i det diakonale arbejde i folkekirken. Forskningen har koncentreret sig om alt andet, og det betyder blandt andet, at kvindernes betydelige rolle i det kirkelige arbejde på den måde, bevidst eller ubevidst, er et stedbarn i den teologiske forskning, siger hun. Men den 7. maj er hovedbrud om fremtiden for Sankt Lukas Stiftelsen sat til side for festlighederne. Den dag vil de lange borde i spisesalen være fyldt op igen. Med glæden som værktøj. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen 1900-2000. Af Liselotte Malmgart. 224 sider. Udgivet af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen. Udkommer den 5. maj. Det har været hårdt. Og man skal heller ikke glemme, at over halvdelen af de indviede søstre har forladt tjenesten igen. Jeg tror, folkekirkens uvillighed til at anerkende diako-natet hænger delvist sammen med diakoniens historiske tilknytning til Indre Mission. Der er forsket meget lidt i det diakonale arbejde i folkekirken. Forskningen har koncentreret sig om alt andet, og det betyder blandt andet, at kvindernes betydelige rolle i det kirkelige arbejde på den måde, bevidst eller ubevidst, er et stedbarn i den teologiske forskning.

Bente Clausen

Født 1960. Bifag i historie fra Aarhus Universitet 1985. Uddannet journalist 1989. Suppleringsfag i minoritetsstudier fra Københavns Universitet i 1997. Skrevet 'For Guds Skyld - om protestantisme og politik i USA' i 2004. På Kristeligt Dagblad fra 1989-93, Indenrigsministeriet 1993-96, Kristeligt Dagblad fra 1996. Stofområde: Kirkelige forhold, kirkeret, kirken og menneskerettigheder, islam og jødedom i Danmark.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Barcelona - Madrid

kr. 8.930,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Første Verdenskrig

kr. 25,00 Køb

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, sort

kr. 599,00 Køb

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.