Et liv med en krænkende mor

Arrangører, udlejningssteder og et bryllupsmagasin melder, at weekendbryllupper er blevet en stadig ...

Arrangører, udlejningssteder og et bryllupsmagasin melder, at weekendbryllupper er blevet en stadig tydeligere tendens gennem de seneste år. Foto: Mette Frandsen

Som barn troede jeg, at det var normalt, at forældre var uden empati og opførte sig krænkende. Som voksen er jeg misundelig på min veninde og hendes trygge hjem, skriver en læser

Kære brevkasse

Jeg er vokset op med en mor, der nedgjorde og ydmygede mig. Som barn måtte jeg ikke blive vred, jeg skulle være stille, glad og fik kun opmærksomhed på ting, der havde med præstation og resultater at gøre. Jeg fik også at vide, at jeg var grim, at hun ikke kunne elske mig, hvis jeg var sur.

Min bror var hun slet ikke sådan over for. Tværtimod fik han kærlighed og varme og fyldte det hele. Han behandlede mig heller ikke pænt, og når jeg fortalte om det til min mor, fejede hun mig af. I vores familie var det ham og min mor, der bestemte, min far var usynlig eller mente det samme som min mor.

Jeg kunne aldrig gøre noget godt nok. Og jeg har aldrig følt, at min mor elskede mig. Jeg tror ærligt talt ikke, at hun kan elske. Det var altid mig, der havde oplevet tingene forkert eller var sart. Aldrig har jeg hørt hende sige undskyld, hvorimod jeg sagde undskyld i hver anden sætning, da jeg var barn. Når jeg som barn havde lavet en eller anden fejl, kunne jeg få stuearrest. Noget, hun lavede sjov med, at sådan gør alle forældre.

Jeg blev tvunget til at spise op. Selvom jeg næsten ikke kunne synke maden af bare væmmelse. Min mor har flere gange tvangsfodret mig med kold aftensmad. Jeg ville så gerne have ros og kærlighed, så jeg gjorde mig vildt umage med at tilpasse mig og være sød. Jeg husker, hun sagde til mig engang: Jeg glemmer aldrig dine fejl. Det er jo umenneskeligt at få sådan noget at vide som en ung pige, der øver sig på livet.

LÆS OGSÅ: Et godt liv er en gave fra himlen

Hun kunne godt være sød, men jeg har altid følt, at alt skulle være på hendes præmisser. Det var egentlig nemmere at være barn, for jeg havde dengang en tro på, at sådan havde andre børn det også, og jeg kunne jo slet ikke analysere og reflektere, som jeg gør i dag som voksen.

Jeg har en veninde, som kommer fra et helt andet hjem, hvor det er trygt at komme. Hendes forældre glæder sig til at være sammen med hende, og de holder ferier sammen. Jeg misunder hende meget, for hvor må det være dejligt at have en mor, der giver kærlighed og er en støtte, længe efter man er flyttet hjemmefra.

Sidst jeg så min mor var i efteråret, hvor jeg med mavepine havde accepteret, at hun kom for at aflevere noget til mig. Men det løb helt af sporet. Hun kritiserede mig, tog en gammel bagatelsag op og sagde: Der har jo altid været et eller andet med dig. Jeg var rystet og sagde, at jeg ikke ville angribes på den måde. Men hun gled af og var helt ligeglad. Jeg var grædefærdig og havde besvær med at sove i den følgende tid. Jeg er næsten bange for hende.

Jeg har en lille familie. Desværre har hun løjet over for dem, og de har skrevet, at jeg skal tilgive hende, og de skriver også, at jeg lyver. Jeg føler ikke, at de er interesseret i min version. Det gør ondt. I dag ser jeg dem ikke, selvom jeg savner at have en familie, og jeg frygter højtider, fordi der bliver ensomheden og sorgen særligt tydelig. Til sommer fylder min mor rundt. Jeg kan slet ikke forestille mig at deltage i festen. For det vil være alt for kunstigt at smile ved lagkagen og spille den søde datter.

Jeg har fortalt min læge om min mor. Min læge er en erfaren kvinde, som sagde, at hun ud fra det, jeg fortalte, tænkte, at jeg har en psykisk syg mor. Den besked har jeg tænkt meget på. Lægen sagde også, at jeg har reageret helt sundt på noget, der ikke er normalt.

I dag siger jeg fra, når andre overskrider mine grænser på en venlig og bestemt måde og søger at være sammen med positive og gode mennesker. Jeg har jo udviklet nogle gode antenner, og møder jeg kvinder, der manipulerer eller er direkte grænseløse, flygter jeg eller holder stor afstand, hvis jeg er nødsaget til at være sammen med dem.

Jeg har læst om karakterafvigere og må erkende, at jeg kan genkende meget i min mor. For hun har to sider, den charmerende og venlige og så den side, jeg har oplevet, oftest som den eneste, hvor hun er krænkende og nærmest ond. Ja, det er svært at skrive sådanne ord om sin mor.

Hvordan kan man ryste en uværdig og svær opvækst med sådan en mor af sig, og hvordan lærer jeg at bære den store sorg, det er, at hun er sådan?

Venlig hilsen

Anne Mette

Kære Anne Mette

Tak for dit brev. Vi har forkortet det en hel del, men det er ikke mærkeligt, at der må bruges mange ord på en lang og smertelig historie. Alligevel er mange ord kun bitte små bidder af, hvad du har været igennem i din opvækst. Det er godt, at du har en erfaren læge, og selvom man ikke kan sætte diagnoser på mennesker, man ikke har mødt, tror vi ligesom hende, at din mor må være forstyrret i sin karakter. Det, som du har erfaret, er ikke normalt. Du har lidt overlast og gennem mange år været offer for hendes systematiske og selvoptagne luner.

Det er vigtigt, at du fremover får og tilkæmper dig styrke til at sige, at nu er det nok. Nu må der afstand til. Du skal ikke krænkes mere. Desværre er der mennesker, som har en sådan personlighed, at de i nogle sammenhænge kan virke charmerende og troværdige og i anden sammenhæng kan være ufølsomme og uden empati.

Du kan læse bogen: Charmør og tyran og se, om du kan genkende beskrivelserne deri.

Desværre kan man ikke bare ryste sorgen af sig. Den vil komme og gå. Men en hjælp for dig kan være at gå til en imødekommende og moden terapeut gennem længere tid, så du får et sted at fortælle om dit liv, og hvor du kan få respons og en forståelsesramme at agere ud fra. Ethvert barn er på en måde dybt afhængigt på godt og ondt af de livsomstændigheder og de mennesker, man er prisgivet. Sådan har det også været for dig.

Vi ønsker for dig, at du kan fortælle om det, og at en god terapeut kan give dig kærlige puf, så du kommer ud af din krænkelse og selv tager ansvar for de forhåbentlig masser af år, der ligger foran dig, hvor du selv kan bestemme kurs og indhold.

Og så må du sætte meget ind på at finde fællesskaber og oplevelser, som giver dig næring og glæde. Eksempelvis skal du måske forberede højtider i god tid, så du har et meningsfuldt program i de dage. Måske skal du også planlægge noget alternativt med en veninde eller et højskoleophold til din mors fødselsdag.Mange hilsener