»Fontana Sette Sharnelle« står der skrevet som med kridt på en baggrund i indigo-grøn, neapelgul, kraplak-rød, sienna og okker. Det er navnet på en fontæne i Tuscania i det sydlige Toscana i Italien.
Maleriets motiv og farver har ikke meget at gøre med Fanøs høje himmel, brede sandstrand og Vesterhav. Men de er malet her af billedkunstneren Margit Enggaard Poulsen, der udstiller og sælger sine egne og manden, rockmusikeren Johnny Madsens, værker fra deres Galleri Ultramarin på Hovedgaden i Nordby - den største af Fanøs tre byer.
- Jeg har malet Fanø sønder og sammen, og det er jeg blevet færdig med nu. Jeg kan stadig blive inspireret og tager ud og laver farveprøver og skitser på stranden og i plantagen. Men det var i Italien, at jeg fandt mine ben og for alvor fik gang i maleriet, fortæller Margit Eng-gaard Poulsen.
Det er en af de sommerdage, hvor solskin veksler med torden og byger, og på gaden uden for galleriet myldrer det med tyske og danske feriegæster. De har forladt strand og hav til fordel for hyggelige cafeer og butikker. Den cirka 56 kvadratkilometer store ø, der ligger 10 minutters sejlads fra Esbjerg, har 3215 fastboende indbyggere, men i sæsonen eksploderer befolkningstallet. Ifølge Fanø Turistbureau tegner gæster sig for 1,2 million overnatninger om året, og på en god sommerdag besøger cirka 15.000 endagsturister øen.
Den sæsonbetonede befolkningstilvækst generer ikke Margit Enggaard Poulsen, der er fannik og født og opvokset på Fanø.
- Det giver afveksling med liv om sommeren og ro om vinteren. Det var perfekt at vokse op herovre, for her er så trygt. Man kan cykle til alting, og alle kender hinanden. Her er smukt og rigtig mange tilbud om natur og udeliv. Jeg plagede livet af Johnny i seks år om at flytte tilbage, og vi gjorde det, da vi fik vores søn, fortæller kunstneren, der bor i hus i forlængelse af galleriet med sin mand og den 21-årige søn Rasmus.
Opgør med mission
Hun er sammen med sine fire søskende vokset op i et lærerhjem, hvor man kom i Missionshuset i Nordby og gik i søndagsskole. Da hun skulle begynde i 1. real, fik faderen en stilling på Rønde Højskole på Djursland, og hele familien flyttede med. Hun tog teknisk forberedelseseksamen på højskolen, og efter et par år med forskelligt arbejde kom hun på HF i Nørre Nissum, hvor hun »rendte ind i Johnny«, der læste til lærer.
- Jeg var 17 år, da jeg mødte Johnny, og han var bestemt ikke mine forældres drøm om en svigersøn. Så der var ikke den store harmoni de første år. Først da vi fik barn, blev det bedre, og de forstod, at det var noget, der varede ved. I dag kan vi godt være i stue sammen. Jeg har haft et opgør med det indremissionske miljø, og det har været svært. For troen er en god ting at have i bagagen, og jeg er stadig troende, men det missionske var for mørkt og restriktivt for mig. Jeg har selv skullet pejle mig rundt og finde ud af, hvad der passede til mig.
Det førte til en uddannelse som pædagog, hvor hun, der altid har tegnet og malet, var mest glad for værkstedsfagene. Så i 1987 søgte hun og kom ind på Det Fynske Kunstakademi.
- Det var mine billeder med Fanøs natur, lys og mennesker, jeg kom ind på. På uddannelsen fik jeg mange nye input og indtryk, der skete utrolig meget, og jeg flyttede mig gevaldigt. Jeg kom til Italien med Akademiet, og der fandt jeg et stort inspirationsområde. Der var så mange motiver, så meget guf at tage fat på - symbolik, varme farver og sproget ikke mindst. Jeg begyndte med at kaste mig over skulpturer og fontæner og male dem. Tuscania er en gammel etruskerby med verdens ældste kirker, åndehoveder, sfinkser og drager. Det er voldsomme og smukke udsmykninger. Senere blev det de flotte krakelerede mure, jeg malede, fortæller Margit Engaard Poulsen, der beskriver sit møde med det italienske som noget, der skaber genklang og en følelse af genkendelse i hende.
Skriften på billedet
- Mine første tre italienske billeder stod i to år, og en dag, jeg kiggede på dem, tænkte jeg, at der var noget i dem. Og så gik jeg i gang med fuld musik. Skriften kom ind i billederne, hvor bogstaverne bliver et mønster og en form. I begyndelsen var det udelukkende graffiti, jeg havde fundet på mure dernede. I dag er det ordsprog, citater og digte- på italiensk, så det kan pirre nysgerrigheden.
Margit Enggaard Poulsen og hendes mands kunstne-riske forskelligheder - han maler rendyrket ekspressionisme - afføder sjove kommentarer fra de besøgende i galleriet. Men han er først og fremmest musiker.
- Johnny har altid spillet, så jeg har været vant til det der med, at han er væk og kommer hjem igen. Men det var meget voldsomt, da han slog igennem. Det var skægt at følge fra første parket, men bagsiden var, at det går ud over familielivet, når der er så meget opmærksomhed og gang i den. Men der har også været meget stor begejstring, fordi jeg altid har syntes, at han var bedre end som så. Vi har holdt sammen i 27 år, og det er jo kærligheden, der bærer igennem. Og så har vi altid haft maleriet tilfælles, siger Margit Enggaard Poulsen, om hvem Johnny Madsen i »Morgen-blues« synger: »Margit kom og kys mig«.
Hun udstiller i de kommende måneder separat og sammen med sin mand i Ringkøbing, Sønderho på Fanø, Vejle og Silkeborg.
Danmarksbilleder
Dette er syvende artikel i serien Danmarksbilleder, hvor Kristeligt Dagblad sætter fokus på forskellige dele af landet. Vi besøger steder, som har deres helt eget særpræg, og taler med mennesker, som har en speciel historie at fortælle. De tidligere artikler i serien er bragt den 26. juli, 30. juli, 2., 9., 10. og 13. august.