Det er ingen hemmelighed, at citaterne flyver tæt i selskab med Johannes Møllehave. Så derfor har han også et liggende på tungen om ensomhed. Det er af den store digter Otto Gelsted og lyder frit fra Møllehaves hukommelse: "Så opdagede jeg, at det fælles store fund ligger på ensomhedens bund."

For selv om det måske er de færreste, der ville tro det, så er ensomhed noget, den populære, efterspurgte og travle præst, forfatter og foredragsholder kun kender alt for godt.

"Jeg føler mig meget tit ensom. Det er ikke blevet mindre, siden min kone døde, men jeg har altid haft det sådan. Jeg hader at være alene. Jeg bryder mig ikke engang om at være alene i en bil. Da børnene var små, satte jeg mig altid ned på gulvet til dem med min skrivemaskine, når de legede, og så sad jeg der og skrev. Jeg ænsede ikke, hvad de lavede; de kunne have sprængt en bombe ved siden af mig, uden jeg havde opdaget det, men pointen var, at jeg havde nogen omkring mig. Herdis sagde engang til mig: "Nu rejser jeg væk nogle dage, så du kan få skrevet noget." Men det kunne jeg jo netop ikke. Jeg har det som barnet, der komme løbende ind og spørger, om mor er hjemme og får at vide, at det er hun, hvorefter det siger "fint" og løber ud i haven igen," fortæller Johannes Møllehave.

"Jeg har ikke ensomheden som en sygdom, men jeg kender panikken for at være alene, og for eksempel når jeg kører bil, tager jeg altid blaffere op eller hører noget, musik eller radioteater eller andet. I det hele taget opsøger jeg altid noget for at bekæmpe ensomheden. Jeg er heldig. Jeg kan skrive, tale, opsøge og møde andre. Men som det antydes i Gelsteds digt, er ensomhed et fælles vilkår. Det er noget, alle kender. Jeg kender den som en smertelig følelse, som man kan kende depressive tanker, men det er aldrig en følelse, jeg lader sejre. Ensomhed skal enten have svømmeundervisning, eller også skal den druknes. Min egen ensomhed er som at være alene og så samtidig være med i den scene i Marx Brothers, hvor der bliver ved med at komme mennesker ind i den samme kahyt, og der hele tiden bestilles flere hårdkogte æg."

"Når jeg er ensom, opsøger jeg hele tiden selskab fra noget eller nogen. Det kan være i bogstavernes verden. Begynder jeg at læse, vrimler det ind ad døren med mennesker og liv fra litteraturen. Det kan være i Homer eller Shakespeare. Eller et godt skriftsted. Eller også opsøger jeg andre menneskers selskab. Ensomhed skal bekæmpes," siger Johannes Møllehave.

Fremmed blandt andre

Derfor skælder han også ud over det, han ser som tidens tendens til at dyrke ensomheden og hylde det autonome individ, der som en ø sætter en ære i at kunne selv.

"Alle kender følelsen af at være fremmed i et selskab, som for eksempel hvis man er i dårligt humør til en fest. Man kan være isoleret. Men jeg fatter ikke de mennesker, som føler sig lidt stolte over at være singler, og som synes, det er fint at være øer. Det er først og fremmest en hån mod de mennesker, som er ensomme. Men det er også en misforståelse."

"Jeg er meget enig med Jan Lindhardt (biskop i Roskilde, red.), der har kaldt sin nye bog "En biperson i mit liv". Vi er bipersoner i vores liv, for det, der gør livet godt, er jo, at de andre er der. Jeg kendte engang en mand, der forlod kone og børn for at rejse rundt i Østen for at finde sig selv. Da han kom tilbage, spurgte jeg ham, om han så havde fundet sig selv. "Ja", sagde han, "men det var en skuffelse"," fortæller Johannes Møllehave med et smil, men understreger pointen:

"Man finder sig selv i forhold til andre. Alt, hvad der er vigtigt, har man lært af andre. Alt, hvad der betyder noget, kommer fra andre. Det er i modsætning til den lidt mondæne dyrkelse af ensomheden eller singlekulturen, som jeg synes, man ser."

"Jeg mener, at man skal bruge sin egen ensomhed og bevidsthed om, at det er et grundvilkår, som vi alle deler, til at bekæmpe den. I stedet for at hygge sig frem mod sølvbrylluppet skal man se i øjnene, at vi er her for at stå vagt om hinandens ensomhed," siger Johannes Møllehave.