Jan Lindhardt vandrer ad to spor i sit liv. Det ene er at stamme. Det andet er retorik-
ken. At en mand, der siden barndommen ikke har kunnet sige det, han vil, har kunsten at tale som passion, kan synes som et af tilværelsens guddommelige paradokser. Og det er det også.
– Det, man ikke kan komme til at elske, elsker man. Ulykkelig kærlighed er en stærk drivkraft i menneskers liv. Og den pige, man ikke får, ved hende bliver man digter. Det er så sandt, som det er sagt, siger Jan Lindhardt.
Den 68-årige biskop over Roskilde Stift er med sin lidenskab for kommunikation et kirkeligt overhoved af tiden. Alle medier bruger han i sin bestræbelse på at lære folket, hvad kirken er, står for og kan. Men at synligheden har højere formål end selv at være på, er et tredje spor i hans virke: At udbrede verdens vigtigste budskab: kristendommen.
Man er i muntert selskab med denne biskop, der som sin gode ven, digterpræsten Johannes Møllehave, sprudler af anekdoter og selvironiske oneliners som om dengang, han underviste på Marselisborg Seminarium i Århus: "Jeg stammede stadig, men mindre og mindre, fordi jeg skulle bruge kæften hele tiden."
Men ikke alle har gennem tiden brudt sig om formen. Han fik bank af kammeraterne og blev mobbet af lærere i folkeskolen, fordi han var sådan "lidt ved siden af". Og han er blevet bebrejdet sin arrogance over for andre menneskers problemer.
– Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg havde et problem, og det har jeg taget til mig, siger Jan Lindhardt.
Der er kaffe og te på mødebordet i biskoppens kontor i det gulkalkede, firefløjede barokanlæg fra 1733. Ud over stiftskontor og bispebolig huser det Museet for Samtidskunst, Palæsamlingerne og Roskilde Kunstforening. Siden den nuværende biskops indsættelse i embedet i 1997 har de historiske omgivelser været under konstant reparation og renovering. For tiden er det gårdspladsen, som er udsat for gravearbejde. Og domkirken ligger med stilladser og flagrende hvid plastik som en supertanker i dok i kongernes og dronningernes Roskilde.
Rodet og støjen accepterer Jan Lindhardt. Ligeså mobningen.
– Det var et vilkår. Jeg havde også langt større besværligheder end det på grund af min manglende evne til at kommunikere. Fordi jeg stammede, kunne jeg ikke sige det, jeg ville. Jeg er ikke kommet over det, men skjuler det, så folk ikke opdager det. Hvis jeg kan høre, at om lidt kommer der et ord, jeg ikke kan sige, finder jeg et andet ord. Det kan jeg ikke på engelsk og tysk, fordi mit ordforråd er mindre på andre sprog.
– På et tidspunkt i Paris opsøgte jeg en specialist, der mener, at man kropsligt er enten højre- eller venstreorienteret. Når man stammer, er der kludder et sted, så øret for eksempel er venstreorienteret og resten højreorienteret. Ved hjælp af mikrofonteknik skruede han op for hørelsen på mit venstre øre. Det var ret simpelt, men en revolution! Det viste mig, at min stammen ikke var en nødvendighed. Jeg fik det råd, som jeg også har fulgt: Lad være med at gemme det og tal meget.
– Men man mente ikke, at jeg nogensinde kunne blive sognepræst, netop fordi jeg stammede. Find et job, hvor du ikke stammer, blev der sagt, og så blev jeg ansat på universitetet. Det siger man også til stammere i dag: Bliv mekaniker og hop ned i graven. Dér skal du ikke tale med nogen. Det er det ringeste råd, en stammer kan få. Stammeriet generer mig ikke i dag, men folk, der selv stammer, kan godt høre det. Jeg regner med, at min stammen kommer tilbage, når jeg bliver pensioneret, fordi jeg får færre at tale med, siger Jan Lindhardt.
Det er nu ikke hårde tider eller private, glædelige begivenheder, men karrieremæsige vendepunkter, han har valgt som udgangspunkt for samtalen. Men først må vi en tur forbi barndommen i Århus med faderen, den kendte professor i kirkehistorie P.G. Lindhardt, moderen Gerda, der stadig lever, og tre brødre.
– Jeg er meget præget af opvæksten i et hjem, hvor man havde en naturlig tillid til, at det nok skulle gå. Det er, fordi Gud er foroven, og det giver en grundlæggende tryg tilværelse. Når Gud har tillid til dig, skal du også selv have det. Men det er et svagt punkt i min forståelse af omverdenen, fordi jeg ikke tror, at andre ikke har det sådan. Derfor bliver jeg grå i ansigtet over al den snak om stress. Så jeg har en optimistisk livsholdning, som andre har ment var ufølsomhed.
– Jeg har aldrig tvivlet, der har ingen anledning været til det. Mit liv har nok rummet modgang på skolen og universitetet, men jeg har aldrig følt, at det var ødelæggende. Man måtte enten leve med det eller se at komme over det. Det er helt klart noget, jeg har hjemmefra, og en udmærket arv at give sine børn.
– Når man har det udgangspunkt, er man også mere bestemt omkring, hvad man skal tage ind. Der er ting, jeg ikke gider, og avissider, jeg bladrer forbi. Der er min alder, livet er kort, og man er nødt til at sortere. Kunst, skønlitteratur og kærlighed er det, jeg har sorteret væk. Indtil jeg var 18 år læste jeg meget, men i dag læser jeg ikke romaner, går sjældent på kunstudstilling og ser ikke kærlighedsfilm. En undtagelse er digte, som kan tages i en mundfuld. Det kan være af Søren Ulrik Thomsen, som skriver fantastiske ting, Benny Andersen, Halfdan Rasmussen eller Rilke. Jeg vil ikke fremstilles som en kulturel bølle, og jeg læser da masser af faglitteratur. Jeg går aldrig til lægen uden at have en bog med til at fylde ventetiden ud med.
Og så er vi fremme ved det første vendepunkt: da Jan Lindhardt som ung blev ansat på Ekstra Bladet som litteraturanmelder i selskab med førnævnte Møllehave, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup. Først en anekdote:
– En dag i november 1963 ringede jeg til redaktør Rachel Bæk-lund for at indtelefonere nogle boganmeldelser. Hun spurgte, om jeg var klar over, at den amerikanske præsident John F. Kennedy var blevet skudt og netop var død? Nej, svarede jeg, men her er anmeldelserne. Rachel Bæklund eksploderede: "Er du helt trekvart åndssvag? Du kan skrotte de anmeldelser." Det kan jeg godt forstå, at hun sagde.
– At arbejde for Ekstra Bladet var en enorm befrielse. Jeg havde i mange år drømt om at stå over for en forsamling og sige noget til dem, men jeg kunne ikke. Ekstra Bladet var en opfyldelse af den drøm, for her kunne jeg på trods af stammen komme ud med noget blandt andre mennesker. Det var i 1960-1963 i Victor Andreasens tid. Han kaldte mig op på sit kontor og sagde: "Jeg vil ikke se, at De skriver "som bekendt" eller "jo". Der er intet, der er vores læsere bekendt. Og kan De ikke skrive for læsere uden forudsætninger, kan vi ikke bruge Dem." Det var en øjenåbner. Jeg blev trænet i at undgå alt for meget indforståethed. Det minder mig om en pige, som var til samtale her i går, fordi hun søger et embede i stiftet. Hun havde blandt andet arbejdet i en vinforretning. Dér havde hun lært, at man i dag ikke siger, at en vin har krop, dufter af cigaræske og smager af solbær. Det kan de unge ikke forstå. Derfor taler man til dem i musiksprog: Den her vin er fed rock. Og det her er en rigtig Kim Larsen.
Tilbage til tiden efter Ekstra Bladet, som Lindhardt kalder mærkelig.
– Man kunne føle sig lidt fremmedgjort, for vi blev overhalet af 68-generationen. Vi ville ikke en skid, men havde en glad kynisme. Vi forstod ikke den hellige ild, der drev folk til at gå i atommarch og til at tro, de kunne gøre noget anderledes og bedre. Vi følte, at det var spildt ulejlighed. 1950'erne og 1960'erne var en grå tid. Der var ikke noget, der hed dragshow, bøsser og alt det andet, der giver farver i dag. Når man ser billeder fra dengang, er det ret kedeligt alt sammen. Men vi hvilede trygt i vores kedsommelighed, havde det skægt og drak måske også lidt for meget. Der var stor fattigdom dengang, men vi anede intet om at være rige, så vi havde ikke ondt af det.
– På universitetet blev flowerpower efterfulgt af klæg munkemarxisme. De unge sled som heste for at lære alle de nye politiske formler og fine slagord. Det lod vores generation kold. Den norske forfatter George Johansen var fuldstændig respektløs over for alting. Det var sjovt at kunne gøre nar ad det, som da han sagde: "Der var en tid på universitetet, hvor alle opgaver begyndte med en klasseanalyse. Det var som en flot marmortrappe, der førte op til et lokum."
Jan Lindhardt smiler fornøjet. Næste vendepunkt er seminarieundervisningen i 1969.
– Det var morsomt, for dér mødte man en hel masse elever. De var kvikke, og nogle havde lidt skibbrud på universitetet, men de var også aggressive. Det var en udfordring at lære dem religion, og at det også er et skægt fag at undervise i. De anså religion for det mest kedelige fag, og så kunne man opleve, at de inden jul var meget glade for faget. Man var nødt til at give noget, der var langt fra det, man normalt færdedes i i teologiske kredse. Man skulle så at sige hjem igen, og det var det, der var kunsten.
– Fornøjeligt var det også, fordi på universitetet ligger anerkendelse og karriere som en dyne over det hele. Man skal passe på, hvad man siger. Karrieren udformes ofte ikke ved skrivebordet, men frokostbordet. På seminariet kunne man gøre nar ad hinanden, fordi fysiklæreren og fransk-læreren ikke havde noget at lade hinanden sige. Når inspektøren kom og sagde til en, at han fik for meget i løn, kunne svaret lyde: "Det har du ikke forstand på! Du kan ikke vurdere det uvurderlige." Der var ping-pong frem og tilbage og ingen grænser for, hvad folk fik i hovedet. Man kunne ikke lade være med at grine ad det.
Tredje og sidste vendepunkt er Jan Lindhardts opdagelse af retorikken.
– Jeg skrev bogen "Retorik", der udkom i 1975. Min kærlighed til retorikken var dikteret af professor Johannes Sløk, der anbefalede mig at kigge nærmere på renæssancen. Jeg opdagede, at pulsen i den periode med nybrud i menneskesyn og nye måder at kommunikere på var retorik, men der var ingen litteratur om det. Så jeg skrev en bog om det, som i en anmeldelse i Information blev kaldt for "meget eksotisk og mærkelig". Den var åbenbart virkelig for feinschmeckere. Siden er den blevet solgt i 10 oplag.
– Når retorikken blev et vendepunkt, er det, fordi jeg fik sans for sprogets kvalitet, brugsmuligheder og betagemuligheder. Det er jeg glad for. Jeg kom også ind i et spændende miljø. Og jeg fandt ud af at bruge retorikken som nøgle til Luther – så kørte det, og det har det gjort siden. Det er en kildrende, spændende fornemmelse. Retorik er nøglen til meget af det, vi laver i teologi. At tænke retorisk er ikke bare at kunne tale, men også at vinde tiltro. Hvis ikke du vinder den, er du en fiasko. Tillid og tro er det, der sigtes efter, og er nøglebegreber hos Luther. Det er klart, at der også er noget missionerende i det. Du taler ikke om Gud, medmindre du ønsker at flytte dem – og det gør Gud heller ikke.
– Det interessante i den branche, jeg er i nu, er, at hvis ikke man prædiker i ord, der når ud over rampen og ud i til folk i rummet, er det ret ligegyldigt. Men omvendt, hvis præster har noget at sige og forstår at sige det, kommer der flere i kirke.
Jan Lindhardt er med i et bogprojekt sammen med Jørgen Ifversen om "Danske taler" fra 1850 til 1970. Af gode talere nævner han den radikale politiker og stifter af dagbladet Politiken Viggo Hørup (1848-1902), juristen og politikeren Orla Lehmann (1810-1870) og fra nutiden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
– En god tale kan klargøre et emne, så det ikke står mudret, men mundret og lysende klart. Man må vide, hvad der skal komme først og sidst. En god tale kan også ramme det noget mere følelsesladede. En god tale er som et kærtegn. Det bør hele gudstjenesten være. Man skal komme fornøjet og trøstet ud, uanset hvorfor man var i kirke. Det er spændende at arbejde med liturgiske spørgsmål. Det er udvendigheden, det handler om, ikke inderligheden, for så har man svært ved at få det ud til andre mennesker, siger Jan Lindhardt.
Er det pinligt at spørge en biskop, der er så blufærdig om sine indre anliggender, om, hvordan han selv praktiserer sin tro? Hvo intet vover:
– Jeg beder mit fadervor og går i kirke. Det er det perspektiv, jeg ser mit liv i. Det er for mit vedkommende ikke lidelsen. Pointen med Jesu lidelse er, at han led for os, og derfor er det ikke nødvendigt at gentage. Det kan være, at man står i en lidelsesfuld situation, men ellers er vi befriet for den. Derfor bør man gøre noget for andre. Familien og alle, vi er sat sammen med.
– Jeg har meget svært ved det der selvudvikling, som hærger privatliv og erhvervsliv. Jeg er allerede selvudviklet. Det har Han gjort. Derfor går vi i kirke – for ikke at tabe det af syne.
remar@kristeligt-dagblad.dkFakta
Jan Lindhardt
**Født i 1938 i København som søn af professor, dr. theol. P.G. Lindhardt og Gerda Lindhardt. Han blev cand. theol. fra Københavns Universitet 1962 og fortsatte på Aarhus Universitet som lektor, derefter docent i teologi fra 1970. Hjælpepræst i Elev-Elsted-Lystrup Pastorat 1981-97. Dr. theol. 1983 og gæsteprofessor i retorik ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik ved Københavns Universitet 1996-97. Fra 1997 biskop over Roskilde Stift. Jan Lindhardts store forfatterskab tæller blandt andet "Machiavelli", "Retorik", "Martin Luther. Erkendelse og formidling i renæssancen". "Katekismus i kristendom. Børnelærdom for voksne", "Ind i det ydre. Kirke og krop" og "De syv dødssynder" og "Ind i kirken". Han er tildelt Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 1990 og Oddfellow Logens Litteraturpris 2006. Fra sit første ægteskab har Jan Lindhardt fire døtre og 12 børnebørn. I sit nuværende ægteskab med Tine Lindhardt, der er generalsekretær i det Danske Bibelselskab, har han to sønner.
FaktaBiskop og menneske
**Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Tidligere interview er bragt den 24. november (Niels Henrik Arendt), den 9. december (Steen Skovsgaard). Artiklerne kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk.