Grøn terapi virker mod depressioner

Forskning i eksistens og samfund: Britisk forskning viser, at deprimerede får det bedre af en gåtur i naturen, og fysisk aktivitet i det grønne kan være et virkningsfuldt supplement til anti-depressiv medicin

Undersøgelser fra University of Essex viser, at udendørs aktiviteter som en 20 minutters gåtur i et naturområde hjælper på såvel selvværd som mod depression og anspændthed. Derimod er det mindre godt at gå i et indkøbscenter, hvis man lider af de symptomer. –
Undersøgelser fra University of Essex viser, at udendørs aktiviteter som en 20 minutters gåtur i et naturområde hjælper på såvel selvværd som mod depression og anspændthed. Derimod er det mindre godt at gå i et indkøbscenter, hvis man lider af de symptomer. –. Foto: .

Et mørkt sind bliver ikke bedre, hvis personen holder sig inden døre bag nedrullede gardiner. Derimod har det en gavnlig effekt på det psykiske velbefindende, hvis personen kommer ud og bevæger sig i naturen. Det viser to nye, videnskabelige undersøgelser fra University of Essex.

Forskere har fulgt deltagere i lokale initiativer, hvor personer med psykiske problemer passede have, vandrede, løb og cyklede. Hele 90 procent af deltagerne svarede, at deltagelsen i aktiviteter, som kombinerer ophold i naturen med motion og bevægelse, er meget vigtig for deres psykiske velbefindende og ikke mindst, at det har forbedret deres helbred.

At deltage i disse aktiviteter har hjulpet på min depression, og det har gjort mig mere motiveret. Det giver en tilfredsstillelse at være aktiv. Siden jeg startede på projektet, har jeg forbedret min livskvalitet, lyder udsagnet fra en af deltagerne ifølge rapporten.

Andre igen taler om, at de har fået højere selvværd, er blevet bedre til at fokusere og slappe af.

I en anden undersøgelse har universitetets forskere undersøgt, hvordan en gåtur på 20 minutter i et naturområde med skov, enge og søer virker i forhold til en tur i et indkøbscenter. Her ser man en markant positiv effekt for både selvværd, depression og anspændthed ved turen i naturen, mens særligt de anspændte bliver mere stressede af en tur i indkøbscenteret.

Det har en terapeutisk effekt at gøre noget, som er interessant. Shopping er for nogle interessant, hvilket vi også kan se i undersøgelsen. Men praktisk talt alle følte, de fik det bedre af en gåtur i skoven, forklarer professor Jules Pretty til Kristeligt Dagblad.

Naturen virker positivt på det psykiske velbefindende for os alle. Vi har undersøgelser, som viser, at effekten er dér, bare du kigger ud af vinduet. Vi ved også, at fysisk aktivitet er godt for sindet, og det har vi kombineret med det, vi kalder "grøn behandling", hvor vi forsøger at sige noget mere kvalificeret om effekten af gåture, fisketure og ridning, forklarer professor Jules Pretty.

Håbet er, at den dokumenterede effekt kan overbevise det politiske system om, at systematisk motion bør være en del af behandlingen også i Storbritannien. Salget af anti-depressiv medicin slog igen alle rekorder sidste år, hvor der blev udskrevet hele 31 millioner recepter i landet, hvilket er en stigning på seks procent. Den britiske lægeforening afviser, at lægerne ukritisk skriver recepter ud i flæng, men Jules Pretty ser gerne et supplement til pillerne.

Der en voksende tendens til, at folk mener, at de bare kan tage en pille, når de fejler noget, i stedet for at ændre deres livsstil. Man kan ikke afskaffe pillerne. Der er personer, som har en biokemisk ubalance i hjernen, og en gåtur i parken kan ikke kurere alle. Men mange vil få det bedre af en gåtur eller havearbejde, tilføjer professoren.

Han erkender samtidig, at det er en stor udfordring at motivere især personer med psykiske problemer til at gå i gang med den slags aktiviteter.

De siger nok ja, men det kan være svært for dem at komme ud og engagere sig med verden. Men har de en have, som skal passes, en hund, som skal luftes, eller en gruppe, som de går ture med, så det bliver naturligt for dem og ikke bare noget, de gør, fordi lægen har sagt det, fastslår Jules Pretty.

I forlængelse af undersøgelserne har interesseorganisationen Mind, den britiske pendant til Sind, rejst krav om udendørs aktiviteter på recept, hvor patienterne tilbydes faste rammer og professionelt opsyn. Mind har blandt andet hentet inspiration i Holland og Norge, hvor personer med psykiske problemer kan få ordineret et ophold på en gård, hvor de skal deltage i landbrugsarbejdet. Holland har 600 brug indrettet til det formål. I Norge er tallet 400. Idéen er også kendt i Storbritannien, men i mindre omfang.

Hundreder af mennesker har haft gavn af de grønne projekter, som kører i regi af lokale afdelinger af Mind. Men hvis økoterapi på recept var en del af det normale behandlingstilbud, så kunne vi nå millioner af mennesker over hele landet, som er ramt af psykiske problemer, vurderer direktør Paul Farmer fra Mind.

Ifølge FN-organisationen WHO vil depression være den næstmest udbredte årsag til dårligt helbred i 2020.

norum@kristeligt-dagblad.dk

Kilde: University of Essex

og Mind