Gud vil gøre mig rask

TRO OG HELBRED: Kirsten Søndergaard er overbevist om, at Gud vil helbrede hendes lammelse. Hun håber, det sker til et helbredelsesmøde

For 11 år siden sad Kirsten Søndergaard på sit arbejde i en bank i den jyske by Brande ved Herning og talte i telefon. Pludselig fik hun det underligt og ringede efter lægehjælp. Hun blev omgående kørt på sygehuset, hvor en scanning afslørede en hjerneblødning. Allerede på vejen til sygehuset begyndte dele af Kirsten Søndergaards krop at føles lammede, og efter en operation på Århus Kommunehospital var lammelserne i hele den ene side så udtalte, at hun siden har siddet i kørestol.

Kørestolen med Kirsten Søndergaard har hendes mand, Niels Kristian, denne lune augustaften kørt hen til Herning Sportscenter, hvor et par hundrede mennesker har samlet sig på rækker af plasticstole opstillet i en af centrets haller. I den ene ende er opstillet en scene med levende lys, blomsterdekorationer, instrumenter og et podie, hvorfra aftenens gæst og attraktion, helbredelsesprædikanten Todd Bentley fra Canada, skal prædike og bede Gud om helbredelse. Syv gange på fire dage vil han og hans medhjælpere samle folk til huse i sportscentret og bede for helbredelse.

Kirsten Søndergaard vil deltage i alle syv møder, selv om lægerne har sagt, at hun aldrig kommer til at gå igen.

- For det kan i hvert fald ikke skade, siger hun og skotter til manden, der sidder på en af de yderste stole for at kunne sidde ved siden af kørestolen.

Før hjerneblødningen forårsagede lammelsen, var Kirsten Søndergaard et fysisk aktivt mennesker; hun spillede badminton og gik til svømning.

- Jeg fornægtede lammelsen og lægernes dom i det meste af to år. Jeg blev ved med at tænke: Det kan ikke passe, at jeg ikke kommer til at gå igen, husker hun.

Antidepressiv medicin hjalp ikke, men med støtte fra familie og venner gik det, endda uden den psykolog-hjælp, som Kirsten Søndergaard fik tilbudt.

Gud har en mening

På scenen i Herning Sportscenter træder nu hendes søn, Torben Søndergaard, op. Han er en af lederne i den frikirke, der har inviteret Todd Bentley. Selv kommer Kirsten Søndergaard og hendes mand i en frikirke i Brande.

- Torben blev frelst i 1995, og senere gik vores anden søn også med i frimenigheden. I starten syntes vi, det var noget pjat og var meget fremmede over for det. Vi talte selvfølgelig en del om det hjemme, men det, der overbeviste mig, var, da Torben en dag spurgte »Tror I da ikke, Gud har en mening med, at du skulle overleve en hjerneblødning, og far en blodprop?« Det lød jo rigtigt, og så var vi overbeviste, fortæller Kirsten Søndergaard.

Tanken om en Gud med en helbredende kraft havde dog spøgt i hovedet på hende et stykke tid. Før hun og hendes mand bekendte sig til troen, havde hun forsøgsvis været med til møder med den kendte prædikant, Charles Ndifon.

- Jeg havde diskuteret det en del med min søn, Torben. Men til sidst kom jeg frem til, at jeg lige så godt kunne prøve, for eftersom lægerne ikke kunne gøre mere, var det kun et mirakel, der kunne helbrede mig, siger Kirsten Søndergaard.

- Jeg tog med, men jeg havde svært ved at give mig helt fri, sådan som jeg kunne se de andre gjorde.

I Herning Sportscenter beder Todd Bentley de tilstedeværende om at lægge en hånd på det sted, de gerne vil have helbredt, mens han fremsiger en bøn i hastigt tempo og med alle ordene lige i halen på hinanden. Kirsten Søndergaard holder sig diskret på det venstre lår og lukker øjnene. Da bønnen er slut og en håndfuld smilende unge indtager scenen til en popklingende sang, klapper hun ivrigt rytmen med den raske hånd på den syge.

- Lyder det ikke godt, når de synger, spørger hun undervejs.

- Inden jeg går til møder, tænker jeg altid, at jeg ikke vil blive skuffet, hvis jeg ikke bliver helbredt. For jeg har jo et godt liv, som jeg har det nu.

Ikke bange for at dø

Kirken har givet os mange nye, gode venner, og så har vi fået en indre ro. Fordi vi ikke længere er bange for at dø, for vi regner jo med, at vi skal dérop, siger Kirsten Søndergaard tankefuldt.

- Hvis jeg ikke bliver rask, er det vel fordi, Gud har en anden mening med mig. Og så må jeg jo acceptere det. Det kan godt gøre mig ked af det at tænke på, hvis det er Guds mening, at jeg ikke skal helbredes. Men det får mig ikke til at vakle i troen. Gud er god, lyder det fra Kirsten Søndergaard.

To dage efter det sidste af møderne i Herning taler Kristeligt Dagblad igen med Kirsten Søndergaard. Da har hun endnu ikke mærket nogen forandring i sin krop. Men hendes håb om at blive helbredt er ikke slukt af den grund. Hun begrunder med prædikanten Bentleys ord fra seancerne i Herning:

- Nogle bliver helbredt spontant, andre ved en længere helbredelsesproces. Der bliver også bedt for mig i kirken nu, og jeg tror, min helbredelse er i gang, selv om jeg ikke kan mærke noget, for jeg er overbevist om, at Gud vil helbrede mig, siger hun, og fortsætter praktisk:

- Hvis jeg ikke tror på det, så sker det i hvert fald ikke.

Og selv om en del af vennerne uden for kirken har lidt svært ved at forholde sig til hendes tillid til Gud, holder Kirsten Søndergaard fast på sit og vil også fremover opsøge prædikanter som Ndifon og Todd Bentley for at få del i deres salvelse.

- Jeg sagtens forstå deres skepsis, for det var jo præcis sådan, vi havde det med Torben og hans snak, da han var blevet frelst, før vi selv begyndte at komme i menigheden, siger Kirsten Søndergaard.

- Men som jeg har sagt: At gå til møder og håbe på et mirakel kan jo aldrig skade, tilføjer hun.

rieper@kristeligt-dagblad.dk

young@kristeligt-dagblad.dk

Tema

Sommerserie

Kan tro helbrede?

Kristeligt Dagblad vil i løbet af de kommende uger i en række artikler se nærmere på forholdet mellem tro og religion, sygdom, sundhed og helbredelse. De første artikler blev bragt den 22., 25., 27., 29. og 30. august og den 2. september.