Her er Lars Knudsen

Det gode liv Lars Knudsen har Downs syndrom. Han blev født på en gård ved Ollerup på Fyn i 1958 - før fosterdiagnostikken blev indført i Danmark. Og han er her endnu

Elbassen er Lars Knudsens favorit. Han elsker at give den gas til Lars Lilholt, Kandis og Birthe Kjær på sit værelse på plejehjemmet Seniorbo på Sydfyn. -
Elbassen er Lars Knudsens favorit. Han elsker at give den gas til Lars Lilholt, Kandis og Birthe Kjær på sit værelse på plejehjemmet Seniorbo på Sydfyn. -. Foto: Mette Frandsen.

Han sidder i sin sofa i lejlighed 22 på Vestereng Seniorbo. På låret hviler hans elskede elbas, og ud af højttalerne drøner Lars Lilholt. På væggen blinker to rækker af diskopærer i takt til musikken.

- Jeg vil også gerne have en diskokugle, forklarer Lars Knudsen og peger mod loftet.

Vestereng Seniorbo er et botilbud målrettet ældre udviklingshæmmede lidt uden for Svendborg. Lars Knudsen har Downs syndrom og er i sit livs efterår. Han er på en gang et barn og en gammel mand: Det runde ansigt med det umiddelbare udtryk og den lille bløde krop, der deler knus ud til alle sider. Men også gråsprængt hår, begyndende måne og små fine rynker omkring de skråtstillede øjne.

Lars Knudsen er født på en gård ved Ollerup i 1958 - før fosterdiagnostikken blev indført i Danmark. Hans forældre, Ellen Valborg og Jens Aage Knudsen, var oppe i årene - hans mor var fyldt 40, og forældrene havde i forvejen et udviklingshæmmet barn, den seks år gamle Henrik. Et par år efter Lars kom endnu et barn til - Morten.

Der var kun to år imellem drengene, og de legede altid sammen på gården, hvor der var både dyr og afgrøder.

- Vi rendte rundt i haven, klatrede i træer og legede på høloftet og ude ved dyrene. Alt hvad vi kunne hitte på. Helt på lige fod. Jeg tænkte ikke over, at han var anderledes, da vi var børn. Han var fræk - havde altid en frisk bemærkning, siger Morten Knudsen.

Han vidste ikke, at Lars var handicappet. Det blev der ikke talt om i familien. Heller ikke selvom Lars allerede kom på institution, da han var fem år gammel.

- Det var nok først, da jeg blev teenager, at det gik op for mig, at han var handicappet. Jeg fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor han blev sendt væk. Mor og far magtede det vel ikke. De havde jo også Henrik, siger Morten Knudsen.

Lars Knudsens mor er over 90. Hun har haft en blodprop og er lam i den ene side, men kommer stadig ofte og besøger Lars.

- Så sidder hun der i sin kørestol og kigger kærligt på ham. Han er stadig hendes lille dreng, siger forstander på Vestereng Rose Olsen.

Lars Knudsen går i lædervest. På brystet sidder en sherifstjerne, som han har fået i Cowboyland Aalborg

Han har en lille mave ud over sorte lærredsbukser, han bærer gummisko og en højhalset grå sweatshirt. I hver lomme af lædervesten ligger en pakke Corner-cigaretter og en stak gule post-it sedler.

Lars er fan af Kandis, og det kan ses overalt i hans lejlighed: Der er plakater med bandet på væggene, mapper fyldt med udklip om bandet - ja, selv på musemåtten ved computeren poserer de fire bandmedlemmer. Det er ikke så længe siden, at han var til jubilæumskoncert med bandet i Viborg.

Men han går også op i andre ting: for eksempel håndboldpigerne fra Viborg, camping og dansktopmusik i det hele taget: Lis og Per, Birthe Kjær og Shubidua.

Der har været fuldt drøn på Lars hele livet - han har også medaljer fra idrætsstævner hængende i massevis på væggen som bevis. Desuden har han sit eget skrivebord med computer med internetadgang. Her sidder han og surfer, printer og klipper ud. Han fører lister.

- Der skal være orden i tingene, siger han og viser stolt sine mapper frem.

Lars har været institutionaliseret hele sit liv og er meget knyttet til personalet. Han bliver gnaven, når de holder møder, og han ikke får lov at slå sig ned ved bordet. Så kan underlæben godt bæve i frustration.

- Hans holdning er: Jeg er mig, og I er til for mig. Vi andre er meget fokuserede på selvudvikling og refleksion. Men sådan er det ikke for Lars - han tænker: Hvad har jeg lyst til lige nu. Og han laver de ting i sit liv, der giver mening for ham. Jeg siger ikke, at hans liv er uden frustration, men det er meget ligetil, siger Rose Olsen.

Hun har beskæftiget sig med handicappede i 40 år. Siden 1993 med ældre udviklingshæmmede her på Vestereng, hvor der bor flere med Downs syndrom. Som handicap skiller de sig meget ud - ikke bare i kraft af deres karakteristiske udseende.

- De kan selvfølgelig ikke klare sig selv, men de er ofte meget selvstændige og utroligt stædige. Og så er det et positivt handicap på den måde, at de næsten altid bliver mødt positivt af andre. Måske fordi de er meget umiddelbare. Mennesker med Downs syndrom giver meget kærlighed og nærvær. Men de får også meget kærlighed, for de tager det selv. De venter ikke på at få et knus, de tager det bare, siger Rose Olsen.

Vi går omkring i Seniorbo. Lars Knudsen går med små korte skridt og hovedet lidt på skrå. Ind imellem slår han ud med armen, som om han gerne vil understrege alle herlighederne: markerne med heste og den store plæne. Men han siger ikke så meget. Nyder bare at være centrum for opmærksomheden.

I en lille mavebæltepung har Lars nøglen til lejligheden, et årskort til Odense Zoo og sin tegnebog. To gange om ugen hæver han penge og går op i den lokale brugs og køber cigaretter og ind imellem en cd, hvis de har fået noget ny musik.

Han tager tit på længere ledsagede ture - for eksempel til Brørup, hvor hans kæreste Mona bor på en institution. Hun kommer også og besøger ham, og de går til koncerter og taler i telefon sammen.

- Hun er min første kæreste. Vi har været kærester i fem år, siger Lars stolt og rækker en hånd i vejret med fem strittende fingre.

- Næste år er det seks år.

Lars har boet på institutioner rundt om på hele Fyn. Vestereng er den sjette - og formodentlig den sidste. Han fyldte 50 sidste år.

- Så hejste vi flaget. Og vi fik flæskesteg og chokoladebudding med flødeskum, fortæller han.

Trods den høje musik i lejligheden bliver Lars' øjenlåg tungere og tungere - han er tæt på at falde i søvn siddende ret op og ned i sofaen stadig med bassen på skødet.

For selvom Lars ifølge dåbsattesten ikke har nået plejehjemsalderen, er han gammel på grund af sit handicap. I hans alder har man levet længe med Downs syndrom.

90 procent af alle, der lever så længe med Downs, bliver demente - men foreløbig ikke Lars. Han kom til plejehjemmet for fem år siden, fordi han var træt. Han havde brug for at komme et sted hen, hvor der var ro omkring ham og masser af omsorg.

- Lars er typen, der har haft masser af gang i den. Han er stadig til rock, men han orker ikke så mange tilbud og gider ikke længere stå tidligt op og arbejde på et beskyttet værksted, siger Rose Olsen.

Hun mener, at udviklingshæmmedes alderdom er mere ubekymret end andre ældres: De har altid været vant til at modtage hjælp og bliver ikke frustrerede over, at de ikke længere kan så meget. De kigger sig ikke i spejlet og ærgrer sig over rynker og leverpletter. Og de færreste bekymrer sig om døden.

- Når nogen dør på Seniorbo, er det som regel de ansatte, der tager det tungest. De andre beboere spørger i stedet, "hvem skal bo på hans værelse?" De har et meget rationelt og usentimentalt forhold til det, siger Rose Olsen.

Morten Knudsen kan også godt mærke, at hans storebror er blevet en ældre mand.

- Han har forandret sig. For eksempel er han blevet mere følsom over for støj. Han er ikke så kvik længere, og han er sværere at forstå. Han har brug for mere hjælp og omsorg, og derfor er det så godt, han er kommet på plejehjem siger Morten.

Han er godt klar over, at han muligvis ikke har Lars så længe endnu.

- Mongoler bliver jo ikke så gamle. Det har min kone og jeg snakket om, og han er virkelig blevet ældre de sidste par år. Han lever muligvis ikke så længe endnu - og det er vi helt afklarede med. Jeg synes, han har haft et godt liv.

Jeg spørger Lars, om han er tilfreds med sit liv.

- Ja da, siger han. Og ser tænksom ud. Men han siger ikke mere. Så gaber han, griner og siger "kuk-kuk" til fotografen.

Han følger os til døren. Deler knus ud. Og vinker. Men ender alligevel med at følge os helt ud til bilen. Han krammer og vinker igen.

- Hils, siger han og hæver hånden.

- Hils de andre fra mig.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk