Telefonen ringer. Simon sidder klar i en af Livsliniens tre telefonbåse
Livslinien, det er Simon.
Hej, jeg har det rigtig svært, lyder en mandestemme i den anden ende.
Har du lyst til at fortælle om, hvad der er svært?.
Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte. Jeg har bare ikke lyst til at være her mere. Der er intet, som fungerer. Mine børn ringer aldrig. Min kone døde af kræft af sidste år. Der er bare ikke længere grund til at være her. Det giver ikke mening, siger han.
Er det sådan, at du har overvejet at begå selvmord?
Ikke endnu. Jeg har ikke taget en beslutning. Jeg kan bare ikke overskue det. Jeg sidder bare og kigger ud i luften.
Okay. Lad os tale lidt sammen om dine børn og tabet af din kone. Har du lyst til det?.
Samtalen fortsætter, og Simon forsøger at hjælpe manden til igen at kunne overskue hverdagen.
Simon er en af Livsliniens 240 frivillige, som tager imod opkald fra personer med selvmordstanker. Simon og de andre frivillige lytter og forsøger at hjælpe personerne. Sidste år modtog Livslinien 12.000 opkald og 1000 nethenvendelser fra basen i København.
I frokoststuen holder tre frivillige pause og drikker kaffe.
Er der nogen, som har set Vinterbergs nye film Jagten? Mads Mikkelsen vandt åbenbart en pris for bedste hovedrolle, spørger en ung pige.
Den kommer vist først i danske biografer senere på året. Men vi kan eventuelt se den til vores holdmiddag, siger en ældre mand.
Stemningen er afslappet. Og sådan er det også nødt til at være, hvis jobbet skal være til at holde ud, forklarer Mia Moreno, der er rådgivningsfaglig medarbejder. Hun er en af Livsliniens syv fastansatte og er med til at uddanne nye frivillige.
Selvom det er en dyster anledning, vi dagligt samles om, er vi nødt til at skabe nogle gode rammer og passe på vores frivillige. Ellers brænder man ud, hvis det hele tiden kun er selvmord og triste tanker. Og så skal man heller ikke glemme, at det er en stor glæde at kunne hjælpe andre. Det er jo derfor, vi er her, siger Mia Moreno.
For at blive frivillig skal ansøgerne gennem et rekrutteringsforløb, hvor de sender en ansøgning og kommer til samtale. De fleste har en baggrund eller er studerende inden for det social- og sundhedsfaglige felt som for eksempel psykologi og sygepleje. De udvalgte får derefter en 50 timers uddannelse, hvor de bliver undervist i selvmordsforebyggelse, rådgivning og kollegial vejledning. Bagefter bliver de frivillige inddelt i mindre hold, hvor de holder møder og holdmiddage, så de bedre kan lære hinanden at kende, fortæller Mia Moreno.
For os er det enormt vigtigt hele tiden at uddanne, hjælpe og sparre med de frivillige, så de ikke risikerer at stå i en situation, de ikke kan håndtere. Det er både for at passe på vores frivillige og for at sikre, at de frivillige er i stand til at yde kvalificeret rådgivning.
En af de frivillige er 39-årige Anne Kristine, der til daglig er psykolog. For udenforstående kan det måske være svært at sætte sig ind i, hvorfor man frivilligt tager telefonen, når det kan være et menneske, der er ved at begå selvmord, der er i den anden ende. Men for Anne Kristine er det et privilegium at være frivillig på Livslinien.
Det er ofte der, hvor livsvilkår er tabubelagte, at det er udfordrende at turde arbejde. Og det er i sandhed også her, at man kan gøre en forskel. Man har jo mulighed for at hjælpe en person ud af mørket, som måske ikke før kunne se nogen udvej, siger hun.
Anne Kristine har tidligere taget imod opkald, men er nu en del af netrådgivningen. Her kan man henvende sig anonymt og få skriftligt svar. Det er især de unge, som benytter sig af dette tilbud. Siden 1980 er antallet af selvmordsforsøg blandt unge mellem 10 og 19 år fordoblet. Anne Kristine har rådgivet flere unge, som hun har svært ved at glemme.
En af dem var en helt ung pige, som ønskede at begå selvmord. Hun havde været udsat for alvorligt omsorgssvigt, vold, sexovergreb og alkoholmisbrug hos forældrene.
Hun beskrev det så køligt og konstaterende. Det var hendes hele virkelighed. Hendes liv. Hendes eneste bekymring var, hvad der skulle ske med de yngre søskende, hvis hun ikke var der mere. I sådanne tilfælde ville man jo ønske, at man fluks kunne hive børnene ud af de smertefulde vilkår.
For Anne Kristine var det en kæmpe udfordring at rådgive den unge pige, når hendes livssituation var så vanskelig. Anne Kristine bekræftede hende i, at det, der foregik i hjemmet, var forkert, og at hun skulle have hjælp.
Som professionel må man gemme sine egne oprørte følelser og i stedet træde et skridt tilbage og tage et problem ad gangen. Det er nemlig ofte, når problemerne bliver for sammenfiltrede og kaotiske, at personen føler, at situationen er uoverskuelig, håbløs og uden udveje, forklarer Anne Kristine.
Hun opfordrede derfor pigen til at tage fat i en lærer på sin skole. For hun havde virkelig brug for at tale med en voksen, der kunne gribe konstruktivt ind i familiens forfærdelige hverdag. Anne Kristine ønskede selv at gribe ind i sagen, men det var ikke muligt.
Så ville forældrene skulle underrettes på grund af pigens unge alder. Det ville kunne få konsekvenser for pigen, som hun skal have støtte til at håndtere. Og her er det kommunen, som skal på banen.
På Livslinien er alle brugere anonyme. Det skal nemlig være trygt at henvende sig. Derefter er det op til personen, hvilke råd og eventuelle nye valg i livet der giver mening for dem i deres personlige livssituation, mener Anne Kristine.
Hun fik aldrig svar tilbage fra pigen. Hun håber, at det er, fordi pigen har fået den hjælp, hun havde brug for. Men uvisheden om de mange skæbner er et af de svære vilkår ved at være frivillig.
Livsliniens mål er at have døgnåbent og sænke svartiden på e-mails fra en uge til 24 timer. Men da det blandt andet er professionelle, som skal uddanne de frivillige, kræver det flere ressourcer.
Kilder: Danmarks Statistik, Center for Selvmords-forskning og Livslinien