Hukommelsens fugle

Når minderne kommer til os, sker der en automatisk opdatering af vores livshistorie. Så står det klart, hvad fortiden betyder i forhold til vores nuværende situation, og vores nutid tager farve af fortiden, siger professor Dorthe Berntsen, der for nylig har modtaget en pris for sin forskning i selvbiografiske erindringer

Hukommelsen er som et bur, og minderne er som fugle, der flyver ud og ind. Der er fugle, der kan lokkes til buret ved hjælp af gamle breve, melodier eller dufte, som fører dejlige minder med sig. Der er fugle, der flyver væk, ligesom vi troede, vi havde hold på dem, og pludselig har vi glemt, hvad vi skulle til at sige eller gøre. Og så er der fuglene, der kommer pludseligt og overraskende, uden at vi har kaldt på dem.

At sammenligne hukommelsen med et fuglebur er den græske filosof Platons idé. Den følgende, uddybende forklaring står professor Dorthe Berntsen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet for.

Hun har netop modtaget en pris for sin forskning i hukommelsen og de minder, der kommer til os som fugle, der kommer uventede og pludseligt ind i buret. Det kan være gode eller dårlige minder, men fælles for dem er, at de kommer bag på os.

En duft af syrener kan give minder om barndommens have, et brag kan medføre billeder af krig og ufred. Ofte er den slags minder udløst af sanselige detaljer som en duft eller en lyd, og de bliver i fagsproget kaldt involuntære, selvbiografiske erindringer. Eller spontane erindringer.

De fleste mennesker har to til fem af dem om dagen, og det er faktisk rigtig godt, mener Dorthe Berntsen.

Det er udmærket at blive forstyrret et sekund i sine øjeblikkelige gøremål og blive mindet om, hvem man er set i et større, livshistorisk perspektiv. Det tidsperspektiv, vi har i en travl dagligdag, er ret snævert, og det udvides af en spontan erindring. Din aktuelle situation foran computeren med din kaffe for eksempel bliver pludselig oplevet, samtidig med at du oplever en erindring om noget, som skete for fem år siden. De to situationer bliver i en forstand oplevet på samme tid og kan sætte hinanden i relief.

Dorthe Berntsen fortæller om en episode med en kvinde, som står og pisker flødeskum til is. Hun er i godt humør og nyder duften af vanilje, da en erindring om en egentlig ret triviel situation kommer til hende: Hun er på ferie, og hendes tidligere kæreste gav hende en is.

Det er jo ikke en ulykkelig erindring, men hun begynder at græde, fordi han ikke er der mere. Mindet kunne omvendt også have været godt, hvis hun havde prist sig lykkelig for at være sluppet af med ham. Men nogle gange reagerer vi meget stærkt på spontane erindringer og taber os selv i dem, siger Dorthe Berntsen.

Og det gør vi, fordi vi er opmærksomme på forskellen mellem nu og da. Der sker en automatisk opdatering af vores livshistorie, og af hvad fortiden har betydet og betyder i forhold til vores nuværende situation. På den måde tager vores nutid hele tiden farve af fortiden.

Og farven ændrer sig hele tiden, fordi nutiden ændrer sig. Minderne bliver ikke ved med at have den samme betydning. Vi forstår fortiden i lyset af vores nutid og fortolker fortiden i lyset af vores nuværende situation.

Og netop det er medvirkende til, at vi nogle gange fortolker fortiden på en måde, som er favorabel i forhold til vores nuværende selvbillede.

De fleste af os forsøger at bevare et positivt selvbillede ved for eksempel at overdrive, når vi sammenligner os selv med dengang. Så har vi en tendens til at sige, at vi er blevet meget bedre til mange ting i dag til at skelne, til at sætte grænser og så videre. Måske er det i virkeligheden ikke det store fremskridt, vi har bedrevet, men vi kan få det til at se sådan ud. Forskningen viser, at vi har en tendens til at rakke lidt ned på vores fortidige selv for at gøre os lidt bedre i nutiden. Vi er ikke altid fair over for vores fortidige selv, siger Dorthe Berntsen.

Mennesker i depression er langt mere tilbøjelige til at genkalde sig negative oplevelser end andre.

Ikke-deprimerede mennesker har typisk dobbelt så mange positive som negative erindringer, og de negative erindringers følelsesindhold blegner hurtigere end de positive erindringer. De positive bliver ved med at stå meget klarere.

Jeg tror, det udspringer af en ubevidst mekanisme, som er med til at vedligeholde et positivt selvbillede. Vi er overvejende optimister, og det er vigtigt for os at bevare den positive forståelse af livet og af os selv. Det er netop det, som bryder sammen i en depression, siger Dorthe Berntsen.

I forhold til tilstande, hvor man generes af spontane erindringer som for eksempel i forbindelse med posttraumatisk stress disorder (PTSD) eller depression, kan forskningen hjælpe med at forstå, hvilke mekanismer, der gør, at de erindringer kommer tilbage igen og igen.

Man skal være opmærksom på ikke at gøre oplevelsen for central i personens liv. Den traumatiske oplevelse må ikke tage over og blive et forankringspunkt for livshistorien. Den må ikke blive for tilgængelig i erindringen, for så udløses den af alt muligt hele tiden. Begivenheden, som har udløst PTSD, er jo ikke det eneste, der er sket i vedkommende liv, og det skal man huske. Man kan forstå den som omdrejningspunktet for hele ens liv og for ens forhold til andre mennesker, men det er ikke sundt, siger Dorthe Berntsen.

Hun har også forsket i erindringer omkring Anden Verdenskrig og er blevet overrasket over, hvor detaljerede og voldsomme erindringer mange af de ældre, som ikke nødvendigvis var en del af modstandsbevægelsen, stadig har.

Nogle gav udtryk for, at de faktisk havde problemer med de erindringer, og vi har nok overset nogle af de ældres posttraumatiske lidelser fra den tid. Der sidder sandsynligvis folk på plejehjem, som har det dårligt med at tænke tilbage på krigen. Det har vi glemt, fordi det efter krigen nok var normen, at man skulle se at komme videre.

Nogle terapeuter har været tilbøjelige til at få klienten til at grave efter traumatiserende oplevelser i livet, men ifølge Dorthe Berntsen kan det være en for nem måde at forstå nuværende oplevelser på. Man skal vare sig for at få lavet en kriminalhistorie ud af sit liv, som hun siger.

Har man været ude for noget traumatiserende, skal man naturligvis komme til klarhed med episoden, men man skal aldrig glemme kompleksiteten i en livshistorie, selvom det kan være fristende. Det kan være svært at leve med kompleksiteten i en i forvejen kompleks hverdag, hvor vi skal nå så mange forskellige ting. Men livet bliver mere interessant, hvis vi bevarer kompleksiteten, for den er der, og den hører med. Ellers taber man sig i en forsimpling af sig selv og sit liv, og det tror jeg ikke, man bliver glad for i længden.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk