Den første bog, som museumsinspektør Inge Adriansen skrev, efter at hun var kommet til Sønderborg Slot, var Sønderjysk koge- og bagebog, der udkom i 1973 på Chr. Ejlers Forlag. Heri fortæller hun blandt andet om det sønderjyske kaffebord, der er berømt for sit store udbud af kager.
Jeg kommer oprindelig fra en landsby ved Skanderborg og kom siden til København og så her til Sønderjylland. Ved hver flytning til et andet sted i landet har jeg oplevet en markant anden kostkultur. Det blev jeg for alvor klar over, da jeg kom til at bo i denne grænseregion, hvor sprog, politik og national identitet har adskilt mennesker, men hvor mad og fester altid har været en samlende faktor.
LÆS OGSÅ: Vikingerne blev hendes skæbne
Men samtidigt oplevede jeg også nogle markante madmæssige ligheder med mit barndomsmiljø. Først og fremmest det sønderjyske kaffebord, der ikke var stort anderledes end de gode kaffeborde på min fødeegn. Så hvorfor har sønderjyske kaffeborde fået et særligt ry?, siger Inge Adriansen.
Hun indledte et forskningsprojekt, hvor hun interviewede kyndige kvinder over hele Sønderjylland og ledte i arkiverne for at kunne dokumentere spørgsmål, som hvornår der kom støbejernskomfurer med gode ovne og kaffestel med sidetallerkener til kage.
Undersøgelsen viste klart, at det sønderjyske kaffebords berømmelse var opstået under nationalitetskampen i Sønderjylland i perioden fra 1890erne og frem til 1914, siger Inge Adriansen.
Madens kulturhistorie har kun været en biting i hendes virke som museumsinspektør. Stedet som begreb har spillet en central rolle, og udgangspunktet har været det gamle slot på sydøstspidsen af Als.
Sønderborg Slot kan føre sin historie tilbage til 1200-tallet fra middelalderfæstning over barokslot i 1700-tallet, der blev indrettet til preussisk kaserne i 1867 og til museum i 1921. Den sidste store restaurering foregik i 1964-73. I rødegule teglsten og fire længer med et tårn i hvert hjørne ligger slottet smukt på Als ved Sønderborg Bugt i Flensborg Fjord og med Tyskland som nabo på den anden side af fjorden.
Selve Sønderborg er som andre større danske havne- og provinsbyer en blanding af gamle byhuse, villakvarterer og moderne højhusbyggeri. Her er også en afdeling af Syddansk Universitet, Alsion, der er den mest internationale campus i Danmark med især mange kinesiske studerende. Flere større industrivirksomheder har hjemme på Als, deriblandt Danfoss A/S. Og et sygehus, som dog snart bliver reduceret på grund af opførelsen af et stort sygehus i Aabenraa.
Men hvad der er helt særegent for Sønderborg, er stedets historie med De Slesvigske Krige og Første Verdenskrig. Og traumet fra nederlaget i 1864, hvis val er bevaret på Dybbøl Banke højt beliggende uden for byen med mindesmærker, kanoner og mindedage deriblandt den 29. juni, dagen, hvor Als blev erobret i løbet af få timer, og det endelige nederlag dermed var en kendsgerning. Det medførte, at grænsen blev flyttet op til Kongeåen. I 1920 kom så folkeafstemningen og Genforeningen med en del af det tabte Sønderjylland og grænsen, der flyttede ned syd for Tønder.
Alt det og meget mere er dokumenteret på Museum Sønderjylland Sønderborg Slot, hvortil den 67-årige Inge Adriansen kom som projektmedarbejder i 1969, blev ansat som museumsformidler fra 1973 og siden museumsinspektør og souschef. Hjemmevant og rapfodet løber hun foran op ad den snoede stentrappe i et af tårnene til sit kontor, som er et af hendes yndlingssteder på slottet.
Her sidder jeg med udsigt over Alssund og Sønderborg Havn og kan kigge op på et herligt maleri, der minder mig om, at livet ikke kun er arbejde, men også at sidde i en liggestol i det grønne, siger Inge Adriansen om billedet til højre for skrivebordet med dette motiv malet af Christine Swane, en af de kvindelige fynbomalere.
Men at arbejdet og engagementet har en stor plads i hendes liv, er der ingen tvivl om. Ud over de administrative opgaver og formidlingen af de faste udstillinger og skiftende særudstillinger har hun alle årene forsket i Sønderjyllands historie og kultur samt i national og regional identitetsdannelse. Dertil kommer et stort forfatterskab om mange områder af den sønderjyske historie samt hovedværkene Erindringssteder i Danmark monumenter, mindesmærker og mindesteder og Nationale symboler i det danske rige fra henholdsvis 2010 og 2003, begge udgivet af Museum Tusculanum.
Og så var det endda helt tilfældigt, at Inge Adriansen kom til Sønderjylland.
Jeg er havnet i Sønderborg, og det skyldtes mit ægteskab, for jeg havde ikke noget synderligt ønske om at flytte hertil. Tilfældigheden blev min skæbne, og så må man få det bedste ud af det. Og det har jeg fået. Jeg er utrolig glad for at være her i landsdelen. Det er dejligt at formidle dens historie, fordi det er et sted, hvor historien stadig betyder meget for folk så meget, at det kan føre til debat og læserbreve i avisen. Det er derfor et særligt privilegium at arbejde med historie på dette sted. Også fordi her er en kolossal kulturel variation.
Det specielle er, at Sønderjylland gennem årene har været bro mellem Nordeuropa og de nordiske lande. Det er et kulturmødeområde, hvad angår både landskab, byggeskik, kostskik, hverdagslivets traditioner, kunsten og så videre. Der er en stor sproglig variation med sønderjysk, dansk, plattysk, højtysk og frisisk. Og så er der statspolitisk variation, idet der i Sønderjylland har været andre fyrster end den danske konge; og hele det gamle hertugdømme kom under tysk styre i 1864, og siden kom en del heraf under dansk styre i 1920.
Vi har to faste udstillinger, som jeg er rigtig glad for at have været fagligt ansvarlig for. Den ene er om Sønderjyderne og den store krig 1914-18. Den har kunstneren Ingvar Cronhammar lavet designoplæg til, og det er blevet et tungt og dystert rum, der afspejler Første Verdenskrigs vanvid. Herfra det går man ind i det næste rum, der er stort og lyst med en udstilling om Folkeafstemningerne og Genforeningen i 1920, hvor designoplægget er af arkitekten Poul Ingemann. Her bliver et abstrakt begreb som national identitet billedgjort via datidens plakater, der viser, hvordan agitationen udfoldede sig. Udstillingen viser begge sider af afstemningskampagnen i 1920 på ligeværdig vis, siger Inge Adriansen.
Endnu et yndlingssted på Sønderborg Slot er slotskirken, der har indgang fra den brostensbelagte slotsgård. Kapellet blev indrettet i årene 1568-70 af dronning Dorothea, der var enke efter Christian den Tredje. Det er Danmarks ældste protestantiske kirkerum, indrettet efter anvisninger fra alle fyrstekapellers moderkirke i Torgau i det lutherske kerneområde i Sachsen. Dertil er det også det ældste bevarede renæssancerum i Norden.
Der kommer mange tyske turister for at besøge kapellet. Det har en ualmindelig fin rumklang. Og det er et smukt rum, som er ganske dejligt at sidde i. Et rum, der kan få en til at falde ned og falde til ro, siger Inge Adriansen.
Hun viser vej ud af slotsporten og om til bagsiden af slottet, hvor enorme kastanjetræer kaster skygger på det grønne græs, og hvor Tyskland kan ses klart på den anden side af bugten. Her er bevaret noget af det ældste murværk fra 1400-tallet, hvor der oprindelig var en massiv ringmur.
Op ad den gror resterne af et figentræ, som overleveringen fortæller skal have groet i en have, der var anlagt til Christian den Andens fornøjelse. Han var dansk-norsk konge og sad fængslet på Sønderborg Slot fra 1532 til 1549 efter at have tabt en magtkamp med den jyske adel og et forsøg på at generobre magten. Historien fortæller, at han skal have vandret hvileløst om et rundt bord og slidt en sti i gulvet og en fure i bordet med sin finger.
Det er en myte, det berømte bord har aldrig eksisteret, siger Inge Adriansen om det, som flere generationer betragter som lærdom fra kongerækketerperiet i folkeskolen. I virkeligheden var Christian den Anden i et fyrsteligt fangenskab, hvor han rådede over flere rum, tjenestefolk og en kok, hvilket en udstilling på slottet fortæller om.
Tilbage på kontoret erkender Inge Adriansen, at Sønderborg set fra København er et udkantsområde.
Men vi er lige så tæt på Hamborg som på Aarhus, så vi tænker ikke, at vi bor i udkanten. Vi har flere daglige flyforbindelser fra Sønderborg til København og kan køre næsten lige så hurtigt til en af Europas store lufthavne nord for Hamborg som til Billund. Jernbanen er elektrificeret, der går tog direkte til København, og der er kommet en motorvej til Sønderborg. Det er dog klart, at vi også er blevet ramt af finanskrisen, og der har været reduktion i arbejdsstyrken på Danfoss og elektronikvirksomheden Linak, der er områdets to store virksomheder. Og ikke blot betydelige dele af Sønderborg Sygehus, men også det psykiatriske sygehus på Augustenborg Slot rykker til Aabenraa.
Derfor har Sønderborg stillet sig op som kandidat til at blive Kulturby 2017, hvor Danmark står for tur. Aarhus kandiderer også. Sønderborgs kulturbysprojekt handler om at leve i grænselandet, og delstaten Slesvig-Holsten har bakket varmt op om kandidaturet. Projektet vil blandt andet belyse, hvordan man kommer fra krig og ufred til at leve i fordragelighed med hinanden. Den fordragelighed, som vi jo også oplever i praksis her, hvor Sønderjyllands Museum har indgået samarbejdsaftaler med det tyske mindretals to museer i Sønderjylland og det danske mindretals museum ved Dannevirke.
Der er meget grænseoverskridende samarbejde på kulturområdet, men også i andre sektorer som sundhedsvæsenet. Efter en kræftoperation for nogle år siden havde jeg valget mellem strålebehandling i Odense eller Flensborg. Jeg valgte Flensborg på grund af nærheden, og det blev en positiv oplevelse med et både dygtigt og engageret personale, der oven i købet havde lært dansk. Der er 135 kilometer til Odense og 35 kilometer til Flensborg, og havde jeg valgt Odense, havde strålebehandlingen taget en hel dag. Nu tog det kun to timer, før jeg igen sad på mit kontor, så samfundsmæssigt er der også nogle penge at spare på det grænseoverskridende samarbejde, siger Inge Adrian-sen. I øjeblikket arbejder hun sammen med provst emeritus Lorenz P. Christensen på en bog om kirkerne på Als og i Sundeved. Og til september kommer hendes nye Smag på Sønderjylland madkultur uden grænser på Gyldendal.
Heri vil man blandt andet kunne finde opskrifter på sønderjyske specialiteter som solæg, surrib, brødtorte og snysk med røget skinke, som er en ret med sommerens friske grøntsager.
Det er en kulturhistorisk kogebog, og mad er et dejligt emne. Alle er interesserede i det, vil gerne snakke om det og have en mening om det. Samtidig er det noget, der i høj grad afspejler tiden. Der er nemlig rigtig meget mode i mad.
Inge Adriansen synes, at det er et stort privilegium, at hun i mere end 40 år har haft sin gang på Sønderborg Slot. Hun har indvilget i at blive til 2014, hvor 150-års-jubilæet for 1864 skal markeres.
Derpå går jeg på pension. Når jeg er færdig som museumsinspektør, vil jeg selvfølgelig få en anden tilværelse, og den vil byde på nye muligheder, først og fremmest en masse fritid. Men jeg har også flere bogprojekter, der ikke falder inden for mit nuværende arbejdsområde, som jeg gerne vil i gang med.
Jeg har gennem mit liv haft forskellige valgsprog, og det nugældende er fra Vilhelm Moberg: Ta vara på ditt liv, för nu är din stund på jorden. Jeg håber, at jeg vil blive ved at føle dette. Og alt i livet er jo kun til låns. Når jeg går ud af porten her, vil jeg være taknemmelig, fordi jeg har fået lov at være med i et arbejde af blivende værdi.
