I dag er det ikke nok at være almindelig

Lotte Hvas, læge og næstformand i Det Etiske Råd. Foto: Det Etiske

"Personligt sætter jeg pris på de kriser, jeg har haft, også selvom de har blæst mig fuldstændig omkuld, fordi de har ført udvikling med sig. De har givet mig en bund og en kant,” siger skuespiller Susanne Juhasz, der er kritisk over for diagnoser og medicinering af det, hun opfatter som naturlige sindstilstande. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Skuespiller Susanne Juhasz vil med et nyt teaterprojekt i kirkelige rammer lære børn og unge, at det at være kendt ikke nødvendigvis er nøglen til lykken

Længe havde Susanne Juhasz følelsen af, der var noget galt, når hun fik en ny rolle som skuespiller eller modtog en pris for sit skuespil. Det var, som om succesen klingede hult. At det blev succesen for succesens skyld, og så blev det ensomt.

Det gav mig en meget midlertidig glæde, men for mig var det ikke den vigtige, dybe glæde, som kommer af at vide, hvorfor man er kommet til verden, og hvorfra man vil arbejde. En hensigt, som er dybere end at opnå succes. Jeg tror ikke, vi som mennesker bliver lykkelige af at få bekræftet vores ego. Vi bliver lykkelige af at skabe ud fra, hvem vi virkelig er, siger hun.

LÆS OGSÅ: Den overdrevne selvoptagethed æder os op

Den 40-årige skuespiller, der har medvirket i en række danske film som Hævnen og børnefilmene Karla og Katrine, vendte tidligere på året tilbage til København efter en afstikker på fire år til Sydsjælland i et hus langt ude på landet, hvor hun havde masser af tid til at tænke og selv måtte kløve brænde for at varme huset op. I den periode trak hun sig væk fra skuespillet for at forsøge at finde frem til den identitet, der lå bag skuespilleren.

Det er en egoistisk branche, jeg arbejder i, hvor det meget handler om mig, mig, mig, og hvor man skal have en god bund for ikke at blive rystet. Der sker noget, både med en selv og med ens omgivelser, når man får succes. Andre begynder at behandle dig anderledes, som om du er noget særligt, og du begynder at tænke hvad ved de egentlig om mig. At få succes kan ende med at nære egoet på en dårlig måde, siger Susanne Juhasz, der nu har bosat sig en lille lys villalejlighed på Amager.

Her bor hun sammen med sin syvårige søn, Sylvester, når han ikke er ved sin far, skuespilleren Thomas W. Gabrielsson, på Østerbro. Hun har genoptaget skuespillet, men med et andet fokus.

LÆS OGSÅ: Narcissisme er blevet en folkesygdom

Nu handler det om, hvad jeg kan give til verden gennem mine roller, og ikke om den mulige succes, jeg kan opnå gennem dem. Nu er jeg her med hele mit hjerte, siger hun.

Desværre, mener Susanne Juhasz, har samfundet udviklet sig i en retning, hvor mange og særligt børn og unge er optaget af, hvordan de kan komme frem og blive kendt for noget og få en hurtig succes. En form for narcissisme. En jagt på anerkendelse.

Vi ser det i reality-show på tv og i skikkelse af unge, tynde kvinder med helt specifikke mål på bannerreklamerne. Og der kan ikke køre en bus forbi, uden at vi ser en reklame for, hvor lykkelige vi ville blive med et bestemt banklån. Det er en evig jagt på lykke gennem ydre ting. Vi ser børn og unge med spiseforstyrrelser, vi ser ensomhed og mobberi. Hvad ligner det? Som samfund må vi sætte ind.

Hun sammenligner samfundet og dets egokultur med et containerskib, der er på vej i den gale retning, og som derfor har behov for at blive styret kontra. Hun håber, at også andre har fået nok af egoismen.

Hele mig, mig, mig-kulturen ligner umiddelbart en form for selvglæde, men jeg tror, det bunder i lige det modsatte. I dårligt selvværd og usikkerhed. Vi er en hel nation, der er stressede. Narcissismen er også en form for stress. Vi vil både se fantastiske ud, være fantastiske forældre, have succes på jobbet og et fantastisk parforhold. Vi har en forventning om, at livet skal være nemt, men det er jo også nogle gange grusomt og smertefuldt, men også smukt, siger Susanne Juhasz, der selv opfatter kriser som mulighed for udvikling.

I stedet for at finde ud af, hvorfor vi har det dårligt, medicinerer vi os ud af det. Når vi har en krise, kalder vi det for depression og tager medicin. Når børn er hyperaktive, skal de medicineres for ADHD. Personligt sætter jeg pris på de kriser, jeg har haft, også selvom de har blæst mig fuldstændig omkuld, fordi de har ført udvikling med sig. De har givet mig en bund og en kant, som jeg nu kan trække på som skuespiller.

Susanne Juhasz er særligt bekymret for, hvordan denne jeg-kultur kommer til at påvirke børn og unge i dag.

Skal vi have rykket på verden, skal vi have rykket på os selv. Det er også vigtigt i forhold til vores børn. Derfor nytter det heller ikke noget, hvis en mor siger til sin datter 100 gange om dagen, at du er dejlig, som du er, hvis moderen selv kører med på skønheds- og præstationsræset og føler evig stress over ikke at føle sig perfekt. For så er det, hvad hun giver videre til sin datter.

Et opgør med det narcissistiske samfund er også hele afsættet for et teaterprojekt, der begynder i to kirker i København lige efter nytår. I Davids Kirke på Østerbro og Højdevangskirken på Amager vil Susanne Juhasz fra januar en aften om ugen undervise børn og unge, der går med drømmen om at blive skuespiller. Undervisningen munder ud i en forestilling. Formålet er at give dem en oprigtig introduktion til faget.

Jeg vil så gerne have fat i ungerne og lære dem at tro på sig selv og udtrykke noget af det, de har indeni. Som skuespiller vil jeg gerne bidrage med noget andet end bare at skrive autografer. Jeg vil gerne give dem glæden ved at gå ind i en rolle og fortælle en god historie. Jeg ønsker, at børn og unge skal finde ud af, hvor unikke og smukke de er, som de er, og give dem et realistisk billede af, hvad det er at være skuespiller. Det er også hårdt arbejde. Og selvom man er skuespiller, betyder det ikke, at man er mere særlig end andre, siger Susanne Juhasz, der fornemmer, at det er hårdt at være barn og teenager i dag.

Jeg kan godt huske, hvordan det var, og jeg tror ikke, det er blevet lettere i dag. I dag skal alle jo have et supertalent, og børn skal være unikke. Det er ikke nok bare at være almindelig, og det synes jeg er rigtig alvorligt. Jeg hører børn sige, at de enten vil være skuespiller, sanger eller fotomodel altså bare en stjerne. Der er sket en eksplosion i børn og unge, der vil være kendte. Der er intet i vejen med at være skuespiller, lave plader eller blive fotograferet, hvis det oprigtigt gør én glad. Men man skal ikke kun gøre det, fordi man vil være kendt.

Den erfarne skuespiller har arbejdet som kirketjener-vikar i en række kirker, så det var naturligt for hende at samarbejde med præsterne i de to kirker, Anne-Mette Gravgaard og Peter Buch, om projektet. Og hun er meget taknemmelig over, at præsterne og kirken vil være med. Selv definerer Susanne Juhasz sig også som dybt troende.

Det er derfra, min verden går. Dog vil jeg sige, at det er selve budskabet og ikke en bestemt religion, som optager mig. Nogle mennesker har været på Jorden med en kæmpe visdom og et særligt lys, og dem ønsker jeg at lære af. Jeg skal ikke lave kristent teater med ungerne, men emnerne vil blive at give, yde og bidrage gennem at være den, man er.

Susanne Juhasz