Skødstrup ved Århus, 1988. To tændstikker stikker op af den knyttede hånd. De to brødre gør sig klar. Det er fredag aften i huset i Skødstrup, og alle fire sønner er samlet i den store dagligstue.
Inde ved siden af ligger P.G. Lindhardt. Den store teolog og historiker, der satte det kirkelige Danmark på den anden ende og udfordrede danskernes tro på det evige liv. Den sky far, der hele sit liv kæmpede med at komme tættere på sine børn.
Nu er han død. Og den, der trækker den længste tændstik, skal holde talen til hans begravelse. Jan eller Mogens. Præstesønnerne, der selv blev præster. Egentlig har han frabedt sig en tale, men det skal han ikke bestemme, har de besluttet. De vil begge gerne sætte ord på den sidste afsked.
Af flere grunde, men for Mogens Lindhardt handler det både om kærlighed og om at få det sidste ord.
Mogens Lindhardt blev født i 1946 som den sidste i rækken af fire drenge. Tre år efter sin storebror Karsten, fem år efter sin bror Finn og otte år efter den ældste, Jan. Rammen om familien var først en murermestervilla på Grenåvej i Århus. I to etager og med rum nok til, at drengene kunne dele et værelse to og to, og faderen Poul Georg kunne få sit arbejdskontor med bøger fra gulv til loft. Udefra et almindeligt, venligt lille hus med have. Indefra var afstandene dog større, end murene viste.
Jeg har slet ingen erindring om min far i de syv første år af mit liv, hvor vi boede på Grenåvej, fortæller Mogens Lindhardt.
Jeg mindes kun nogle fantastiske hænder, som må være min far, der har badet mig. Han lagde meget vægt på og sagde det også offentligt at der kun var én i hjemmet, der var god til at opdrage børn, nemlig moderen. Og derfor skulle man overlade alt til hende. Sådan var alle bedst tjent, og derfor var jeg udelukkende knyttet til min mor i de tidlige år. Senere, da vi flyttede til Skødstrup, opdagede jeg ham som en person, der havde indflydelse på mit liv. Men han var stadig ikke en faderfigur. Han var mere en, jeg var nødt til at forholde mig til, selvom jeg følte, at han ikke forholdt sig til mig.
Der var altid denne afstand imellem os, og jeg er sikker på, at mine brødre følte noget tilsvarende. Men det var en meget sammensat afstand. Et godt eksempel er vores kampe omkring spisebordet. Det bord var nerven i det barndomshjem, jeg kan huske. Det var i høj grad her, alting skete. Jeg både elskede og frygtede de måltider, for der var altid hård kamp om ordet, og det bedste våben var at lukke munden på en anden, ofte ved at nedkalde restens latter over ham. Min far var en frygtet boganmelder og samfundskritiker, der elskede at hugge folk ned fra de piedestaler, han mente, at de sad på. Hans våben var skarp retorik og sarkasme, og den måde at kommunikere på brugte han også derhjemme.
Jeg tror ikke, at han kunne andet på det tidspunkt. Eller han turde måske snarere ikke af frygt for at åbne sig. Det skabte en grundstemning af stille agtpågivenhed. Alle vogtede over alle. Både over, hvad der blev gjort, og hvad der blev sagt. Far kunne være hylende morsom, når han spiddede, og vi beundrede ham den evne og efterlignede, så godt vi kunne. Jeg var den yngste og derfor ofte den, der kom til kort.
Jeg yndede som barn at skrive lange tekster om ting, jeg havde læst. Eksempelvis den amerikanske oksefrø. Det var et pudsigt valg, kan jeg godt se i dag, og det syntes de andre i den grad også. Latteren ville ingen ende tage. Jeg måtte høre for den frø i årevis.
Jeg tror, at min far betragtede latteren som tegn på, at det hele foregik i en kærlig og munter tone. Og det kunne da også have været en sjov selskabsleg for voksne, som stod lige og frit over for hinanden. Men vi var børn og meget påvirkelige af min fars ord. Resultatet blev, at vi drenge hurtigt lærte, at sarkasmen var en måde at overleve på, og benyttede den flittigt over for hinanden som en måde at positionere os i forhold til far på. Det skabte ikke alene afstand til far, men også os imellem.
Mens vi boede hjemme, kom vi aldrig godt ud af det med hinanden. Det rettede sig senere op, men familiebåndene i min barndom var ikke særlig tætte. Kampene om bordet skabte også en særlig stilhed i hjemmet. For jeg fandt efterhånden ud af, at når man var færdig med at blive gjort til grin, så blev sagen betragtet som uddebatteret. Så var der ikke mere at snakke om, selvom jeg ikke havde fået sagt, hvad jeg gerne ville. Jeg følte ofte, at jeg brændte inde med noget, eller at jeg ikke kunne forklare mig klart nok til at blive taget alvorligt.
I 1952, da Mogens Lindhardt var fem år gammel, holdt faderen det foredrag, der for alvor skulle gøre ham både berømt og berygtet. Og som skulle få betydning for alle fire sønner. Foredraget var på Askov Højskole, og emnet var det evige liv. P.G. Lindhardts budskab var ikke nyt. Han havde sagt det mange gange før, men særlig i indre missionske kredse var ordene provokerende: Livet var ikke blot en pilgrimsrejse mod det næste liv. Man måtte leve livet for dets egen skyld. Og at tro på Jesus var ikke garant for evigheden, sagde han. Evigheden er alene Guds sag og et møde med Gud her og nu og sidenhen.
Selvom P.G. Lindhardt godt kunne lide provokationen, var det ikke dagsordenen denne aften. Højskolens sal var fyldt af ligesindede, og han gennemgik sin argumentation, som han havde gjort det mange gange før, skarpt og markeret, men også elegant og med tyngde, og mødet blev afviklet i god ro og orden.
Men kort efter blev hans tale offentliggjort i en lokal avis. Og Indre Mission reagerede prompte. Nu måtte galskaben høre op.
Det blev en datidens Grosbøll-sag, forklarer Mogens Lindhardt.
Indre Mission holdt særligt øje med min far i de år. Og de var i høj grad var medvirkende til, at hele sagen blev blæst helt ud af proportioner.
P.G. Lindhardt var på det tidspunkt ansat som professor på Aarhus Universitets teologiske fakultet og tilhørte den gruppe, man dengang kaldte og stadig kalder de fire store Århus-teologer. Det var K.E. Løgstrup, Johannes Munck, Regin Prenter og P.G. Lindhardt. Og senere også Johannes Sløk. De var første generation af teologiske professorer på det dengang nyoprettede universitet, og det vakte en vis stolthed i det jyske, at man nu havde sine egne teologer. De blev feterede stjerner i foredragsforeninger, forsamlingshuse og på højskoler som eminente oratorikere. Og så var de unge, næsten jævnaldrende, og talte et sprog, der var til at forstå.
Et slags drømmehold for jysk oplysning.
Men lige så stolte, mange var over endelig at have fået sine egne fyrtårne, lige så skræmte var man i særligt indre missionske kredse over disse radikale professorer. Med en vis ret. For det var ikke småting, der blev sagt og skrevet. For P.G. Lindhardts vedkommende ruskede han godt op i det eksisterende trossystem ved blandt andet at påstå, at det var sociale forhold ikke Helligånden der skabte religiøse retninger. De lavere sociale lag praktiserede således den strenge, asketiske kristendom, mens de mere velholdte typisk var grundtvigianere og praktiserede den mere livsglade og udadvendte version.
Harmen var ikke til at tage fejl af. At det skulle være den praktiske levevis, der formede troen, var en nærmest kættersk tanke. Og nu sagde Lindhardt oven i købet, at det evige liv ikke var givet, selvom man var rettelig troende. Han kunne lige så godt have sagt, at Gud ikke fandtes. Eller at det ingen forskel gjorde, om man troede på ham eller ej. Og det kunne man ikke sige, når man ud over at være professor i teologi også var præst.
Da Mogens Lindhardt var 11-12 år skete to ryk i forholdet til faderen. Det startede med Anders And. Til trods for, at han offentligt sagde, at han aldrig læste kulørte blade, havde P.G. Lindhardt altid været optaget af Disneys måske mest uheldige fyr, og en aftale kom i stand: Mogens skulle købe Anders And-bladet, når det kom en gang hver 14. dag, og de skiftedes til at betale. Det var ikke sådan, at de snakkede om historierne. Men bare det, at de læste det samme og grinede af de samme ting, fik Mogens til at føle sig tættere på faderen end nogensinde.
Og så nærmest fra den ene dag til den anden opstod et helt nyt og vigtigt fællesskab imellem de to. Mogens var nu blevet stor nok til at gå i seng på samme tid som sine forældre. Og et par gange om ugen i en periode på to-tre år trak faderen og Mogens forældrenes senge fra hinanden, så der var en afstand af en halv krop. Og så sloges de. Kampene var aldrig aftalte. Men blot et enkelt skævt blik kunne sætte dem i gang.
Det var helt rituelt. Vi havde tre forsøg til at få den anden til at falde ned i revnen mellem sengene. Det var rendyrket, fysisk slåskamp, og det foregik under grin og larm og hylen og var selvsagt noget helt unikt. Jeg havde aldrig oplevet min far i fysisk leg eller i nogen form for berøring, og det blev en helt ny kommunikationsform uden ord for os. I begyndelsen var det altid ham, der vandt. Men som årene gik, fik jeg mere og mere overtaget. Indtil en dag, hvor jeg fik godt fat om ham og plantede et knæ i siden på ham, så der lød et højlydt knæk.
Jeg havde knækket et ribben på ham. Og der stoppede legen så. Det var lige op til jul. Jeg har nok været 13-14 år. I juledagene holdt far en prædiken, og jeg sad i kirken og lyttede på, hvordan han måtte anstrenge sig for bare at trække vejret ordentligt, og jeg følte en form for højere retfærdighed. Det var jo helt arketypisk: et opgør mellem en far og hans søn. En manddomsprøve og en kamp for faderen om at holde kampen kørende så længe som muligt og for sønnen om at blive voksen og overvinde sin far.
Jeg var ikke stolt over at have knækket min fars ribben, men jeg følte, at det var en cyklus, der var nået hele vejen rundt, og sådan måtte det være. Jeg er sikker på, at min far oplevede det på samme måde. Det var en tavs kropslighed med larm og hyl, men aldrig nogen snak. Og jeg tror, at han nød det. Det var en form for intimitet, som han sikkert også havde brug for, men som han normalt holdt ud i strakt arm med sin intellektualiseren og sin spot og spe. I sit blik viste han ro og en accept, der ikke behøvede ord. Men ordene kom, og med dem fulgte altid misforståelse og distance. Alt det slap han for i den fysiske, ukommenterede kamp, vi havde sammen.
I starten af 1970erne køber Mogens, Jan og Finn alle sommerhuse i Fuglsø ved Ebeltoft. Og få år efter følger forældrene trop. Et familiesammenhold, der ellers var på vej til at uddø, genopstår. Mest mellem brødrene, men også forældrene deltager aktivt. P.G. Lindhardt er blevet stadig rundere med alderen, men der er stadig en klar distance. Selv til børnebørnene, som han elsker højt, men på en akavet og tavs måde.
Så pludselig en dag blev alting vendt på hovedet. P.G. Lindhardt er dødssyg, siger lægerne. Fremskreden kræft i leveren. To måneders levetid giver de ham, og fra da af bliver den store teolog en anden. Eller måske den, han hele tiden havde været i det skjulte.
Jeg tror, at vi alle tænkte, at vi nu omsider fik den far, vi altid havde længtes efter. For alle paraderne forsvandt, som han sad der i sengen, forsvarsløs, og pludselig var han åbenhjertig om alle de ting, han aldrig havde fået gjort og sagt. Han var taknemmelig og nærværende. Han fortalte endda historier fra barndommen, hvilket ellers altid havde været et stort tabu. Og så var han selvironisk. Det var en helt ny far, og det virkede dybt troværdigt. Nu skulle han ikke beskytte sig mere, fortæller Mogens Lindhardt.
Syv uger senere er P.G. Lindhardt væk.
Den aften, hvor I trak lod om at holde begravelsestalen for jeres far. Vandt du eller tabte du den lodtrækning?
Det var mig, der trak den længste tændstik og skulle holde talen. Men jeg vil ikke sige, at jeg vandt, for det var ikke en konkurrence mellem Jan og mig. Og det er aldrig nemt at begrave sin far. Det endte da også med, at vi begge holdt en tale. Og det gjorde vi, fordi det var vigtigt for os begge. Min far ville slet ikke have nogen tale, havde han sagt, men vi syntes, at det var forkert, hvis der ikke blev sagt noget.
For mit vedkommende var det som sagt også en mulighed for endelig for første gang at sige noget om ham og til ham, uden at han kommenterede det. Og jeg tror, det var en omvendt form for nærvær, som jeg havde brug for i min afsked med ham. Det var jo paradoksalt, at jeg i min barndom måtte tage i kirke om søndagen eller læse det, han skrev, hvis jeg ville høre hans meninger uden at få sarkasme mod mig med oven i købet. Du som er så begavet, ved du virkelig ikke det!, var en af hans faste vendinger, hvis jeg spurgte ham om noget. Så på den måde lå der en vis tilfredsstillelse i at få det sidste ord til begravelsen.
Det var et godt farvel, siger Mogens Lindhardt.