Søster Emma har i mange år ikke talt om bombardementet på Den Franske Skole i København, hvor hun var elev i 1945. Terrorangrebet den 11. september på World Trade Center i New York har bragt minderne op til overfladen igen.
- Ved du hvad, det var en ganske forfærdelig begivenhed. Sammen med klassekammerater og lærere var jeg søgt i ly nede i spisesalen, der var indrettet til beskyttelsesrum med sandsække for vinduerne. Bombardementet bragede, og huset rystede, og der faldt kalk ned fra loftet. Nogle skreg, andre bad. Jeg var bare så sikker på, at vi skulle dø, for jeg kunne høre det hele brase sammen. Det eneste, jeg tænkte på, var, at nu skulle jeg se Gud. Jeg var helt forventningsfuld. Så forskelligt man kan reagere.
Emma Martensen var 14 år, da de allierede ved en fejl kastede bomber over Jeanne d'Arc-skolen på Frederiksberg. På grund af mange hospitalsindlæggelser for bronkitis og lungebetændelse var hun et stille barn, der blev holdt udenfor og mobbet i skolen. Dagligt bekymrede hun sig om, hvorvidt hun mon fik lov til at være med til at sjippe i næste frikvarter. Men katastrofen, der kostede flere end 100 børn og lærere livet, ændrede hendes syn på tilværelsen.
- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at man ikke skal bekymre sig om det næste, for det kan være, at det ikke kommer. Bombardementet af skolen har præget mig på den måde, at jeg har levet med en bevidsthed om, at tingene pludselig kan ændre sig - godt eller ondt, fortæller søster Emma.
Den 70-årige nonne har haft et usædvanligt liv. Hun er uddannet i den akademiske verden og har arbejdet som lærer og chefpsykolog. Hun har endvidere bestridt flere betroede og ledende stillinger inden for den katolske orden Sankt Joseph Søstrene herhjemme og i udlandet og har rejst over hele verden. I dag leder hun retræter og er åndelig vejleder for søgende mennesker.
En kvinde med hendes uddannelse, erfaring og viden kunne uden for nonneordenen have fået topposter i dansk eller international politik og organisationsarbejde. Hun kunne måske være blevet rig og berømt. Men ambitionerne har været nogle andre.
- Jeg er kendt i mit eget samfund og er meget tilfreds med det. Jeg har bevidst valgt at dele alt, jeg har og får, med mine medsøstre. Og du kan jo se, at vi ikke lever på sultegrænsen. Min ambition har været at gøre noget for ordenssamfundet og være med til at forny det. Jeg har gerne villet have lederstillinger, fordi jeg er god til at inspirere andre, har ordet i min magt, overblik og fantasi, og det har jeg fået lov til at bruge i rigt mål. Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg er lidt slidt. Jeg har ikke længere de samme kræfter som tidligere. Men jeg har stadig kræfter til at være retræteleder.
Bag de brune mure i Sankt Joseph Søstrenes ordenshus og retrætecenter Stella Matutina på Rungsted Strandvej ved Mikkelborg i Nordsjælland er der stille. Efter morgenandagten og kaffen er søstrene gået hver til sit. Søster Emma har vist rundt i ordenshusets stuer, kirke, gæsteværelser og meditationsrum. Hun har åbnet døren ud til den store parklignende have med blomsterbede, frugttræer og en grøn plæne, der ender nede ved Øresund, og konstateret, at i klart vejr kan man se over til Sverige.
Nu sidder hun i samtaleværelset i stedets retrætecenter, som hun leder, og hvor retrætedeltagerne kan opsøge hende for at få åndelig vejledning. Denne form for vejledning, som overvejende praktiseres i den katolske kirke, har søster Emma uddannet sig til i USA.
- En åndelig vejleder er én, der går et stykke ad den åndelige vej sammen med et andet menneske. Det er én, som også stiller noget af sin egen erfaring til rådighed. Og som lytter og ved hjælp af enkle spørgsmål eller skriftsteder prøver at hjælpe mennesker videre på vejen, forklarer hun.
Sankt Joseph Søstrene er den katolske orden, der har markeret sig stærkets herhjemme. På et tidspunkt var de 450 søstre, der drev hospitaler, skoler, børnehaver og børnehjem. I takt med at den danske stat etablerede sygehuse og institutioner, lukkede Sankt Joseph Søstrenes aktiviteter, og antallet af søstre skrumpede ind til de nuværende cirka 80. Mange af dem er nået pensionsalderen og bor i fællesskaber rundt om i landet og i ordenens provincialhus på Strandvejen i København, hvor der også er plejehjem.
De yngre kræfter er i dag beskæftiget med sogne- og hospicearbejde og retræter som på Stella Matutina. Det betyder morgenstjerne, som også er symbol på Guds moder, Maria. Huset, der var besat af tyskerne under krigen, blev i 1948 købt af Sankt Joseph Søstrene for en del af erstatningen efter den bombede skole på Frederiksberg. Det har siden fungeret som ferie- og rekreationscenter for søstre og er i dag ordenshus for 12 fastboende søstre i alderen 59 til 89 år. I 1995 blev en del af huset indrettet til center for retræter, som holdes en weekend hver måned med plads til 10 deltagere.
- Vi har sagt: Hvad er behovet i dag? Vi synes, at der er et åndeligt vakuum, og dér vil vi gerne komme med nogle tilbud. Derfor er vi i gang med at udvide retrætearbejdet, fortæller søster Emma.
Hun mener, at indskrænkningen af ordenens aktiviteter maner til selvransagelse.
- Hvad er det, der sker i tiden og i ordenssamfundet, siden der ikke kommer unge søstre til? Er der noget, vi skal ændre? Er vi ikke radikale nok? Personligt mener jeg, at der stadigvæk er stort behov for nogen, der vil arbejde på at skabe enhed og mening med livet. Nu er det som en dødsproces og forbundet med stor smerte. Men jeg synes jo, at jeg har haft et utrolig meningsfyldt liv. Jeg har aldrig fortrudt det. Og jeg kan ikke forestille mig, at andre ikke vil synes, det er rigt.
Søster Emma sammenligner det at gå i kloster med at blive forelsket.
- Man bliver på en eller anden måde berørt af Gud. Det giver en dyb indre fred og glæde. Man vil bare det. Man må træffe nogle valg, og ethvert valg indebærer også fravalg. Jeg tænkte ikke på afkaldet, da jeg trådte ind i ordenen, men på det, man fik. Jeg har altid været meget glad for Sankt Joseph Søstrene. Det har været et utrolig inspirerende fællesskab med visioner og længsler, vi kunne dele. Dette at kunne dele sine religiøse længsler og Gudsforhold med andre med fælles erfaring var en åbenbaring. Det kan man jo ikke normalt.
- Derfor har jeg aldrig tænkt på det at gå i kloster som et afkald. Men med henblik på det at få overskud til forkyndelsen og til virkelig at række ud til andre mennesker med Guds kærlighed - og det er ikke for at lyde sentimental - så har jeg afstået fra at have personlig ejendom og fra danne familie, selv om jeg er meget glad for børn.
- Der er mange unge i dag, som aldrig rigtig er blevet ført ind i en dybere kristendom. Og hvis man ikke kender kristendommen, længes man ikke efter at blive knyttet til Kristus og efter mennesker, man kan tale med om åndelige ting. Men der er ved at ske noget i samfundet. Der er en længsel, og mange unge mennesker er mere søgende end tidligere.
Som de mennesker, der deltager i retræter på Stella Matutina. Tilbuddet er ifølge centrets folder for »oprigtigt søgende kvinder og mænd, uafhængig af kirkesamfund og religion. Personer, der ønsker at begynde, forny eller uddybe deres forhold til Gud«.
Sankt Joseph Søstrene har rødder i den såkaldte ignatianske spiritualitet efter Jesuitterordenens stifter Ignatius af Loyola, der levede samtidig med Luther. Retræterne er præget af en spiritualitet, som er bibelorienteret og bygger på den overbevisning, at Gud er til stede i alle menneskelige erfaringer. Formålet med retræterne er, at deltagerne i en atmosfære af stilhed og bøn får mulighed for at lytte til Gud, få svaret på deres dybeste længsler og komme i kontakt med sig selv, deres næste og Gud.
- Folk får tilbud om for en kort stund at slippe hverdagen og trække sig tilbage i en oase af stilhed, hvor de er alene med Gud. På den måde kan de se på deres liv i relation til Gud, og de kan blive mere bevidst om Guds nærhed i deres liv. Om den utrolige livskilde, som Gud tilbyder dem uden ophør, fortæller søster Emma.
Hun er vokset op i København i en praktiserende katolsk familie. Faderen arbejdede i en bank, moderen var hjemmegående, og der var fire søskende, en søster og tre brødre, hvoraf den ældste, Hans L. Martensen, blev jesuit og katolsk biskop i Danmark. Alle børnene gik i katolsk skole.
- Da Jeanne d´Arc-skolen blev bombet, boede vi på Maglekildevej lige bagved. Hele vejen blev jævnet med jorden, ikke en teske fik vi med ud. Flammerne stod fra den ene side af vejen til den anden. Jeg havde altid været bange for ild, fordi jeg som helt lille havde en gudmor, der 25 år gammel brændte ihjel. Nu oplevede jeg en kæmpe brand i hele vores ejendom. Det kom til at præge mig sådan, at jeg tror, jeg stadig er bange for ild.
- De første dage efter bombningen var de værste. Der lå stadig levende under ruinerne, der var så varme, at man længe efter ikke kunne gå på dem. Enkelte blev reddet ud. Jeg kom til at tænke på det igen efter 11. september. Det var så forfærdeligt!
- Hvad der også gjorde stort indtryk på mig, var folks solidaritet. Det var i slutningen af krigen, og man kunne intet købe. Men folk gav deres lagner væk til de bomberamte. Jeg fik en flot vinterfrakke af en pige, der gik en klasse over mig. Det gjaldt os alle. Vi fik det, vi havde brug for. Min familie blev spredt, fordi ingen havde plads til at tage syv ind. Min bror fik et værelse hos jesuitterne, vi andre flyttede ind hos familie. Jeg boede hos min farmor på 4. sal på Vesterbro. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg i hvert fald ikke skulle ned i beskyttelsesrummet, hvis der blev alarm, for dér blev man spærret inde.
Søster Emma var 21 år, da hun besluttede at blive Sankt Joseph-søster.
- Jeg havde længe gået og haft den tanke, men var ikke sikker. Så spurgte jeg den præst, jeg regelmæssigt talte med. Da han sagde, at det havde han altid forestillet sig, at jeg skulle, blev jeg så glad. Det var som en bekræftelse på, at Gud sagde: Ja, jeg kalder dig, jeg vil have dig, du skal tilhøre mig!
- Jeg var samtidig helt sikker på, at det at være lærer også var et kald. Som mobbet barn havde jeg haft det svært. Jeg syntes, at børn skulle have en positiv oplevelse af skolen, og jeg har altid elsket at undervise.
Hun uddannede sig til lærer og underviste i syv år på Den franske Skole på Østerbro i København. Så blev hun af sin provincial - lederen af Sankt Joseph Søstrene i Danmark - opfordret til at læse psykologi på universitetet. Hun valgte at blive klinisk psykolog for ad den vej at kunne hjælpe børn med psykiske problemer. Hun blev ansat på det psykiatriske hospital Nordvang i Glostrup, hvor hun var på børneafdelingen i syv år. Senere var hun der i yderligere tre år som chefpsykolog.
- Man må aldrig blande mission sammen med sit arbejde. Men som katolsk psykolog lyttede jeg måske på en anden måde. Da jeg blev chefpsykolog, var der en gruppe yngre medarbejdere, der var noget skeptiske over, at en nonne skulle have den stilling. De var meget på vagt. Jeg tænkte, at de lærer mig nok at kende. Jeg var fagligt dygtig, arbejdede inspirerende og var propfyldt med energi og liv, så ret hurtigt faldt tingene på plads. Flere af medarbejderne opsøgte mig også privat for at tale om deres eget religiøse liv.
- Som psykolog oplever man mange mennesker i svære situationer. Det eneste, man kan gøre, er at stå ved siden af det menneske som menneske. Man må glemme at være psykolog og i stedet være medmenneske. Der er mange sager, der ikke lykkes, hvor vi ikke kan hjælpe, og der er nogle sager, der lykkes. Jeg har stadig kontakt med nogle af patienterne fra dengang.
- Som Sankt Joseph-søster lægger man stor vægt på at prøve at se Gud i enhver situation. Det kan være svært at se Gud i en ung patient, der er dømt til at være skizofren resten af sit liv. Men jeg tror, at Gud er der, og at Gud har overvundet det onde, der har grebet det menneske. Som Paulus siger det: Den sidste fjende, Kristus overvinder, er døden.
Sankt Joseph Søstrene holder hver sjette år et generalkapitel - en generalforsamling på verdensplan - og i 1969 blev søster Emma valgt som delegeret til forsamlingen, der drøfter ordenssamfundets anliggender. Hun blev valgt ind i en gruppe, der skulle udarbejde forslag til nye konstitutioner, det vil sige ordensregler. Her kom novicetiden hos Sankt Joseph Søstrene i Chambéry i Frankrig hende til gavn, fordi hun kunne tale fransk, og mange af gruppens møder fandt sted i Chambéry.
I 1975 blev hun valgt som provincial for den provins i ordenen, der omfatter Danmark, Sverige, Island og en del af Tyskland, hvilket medførte deltagelse i internationale møder i blandt andet Indien og Brasilien.
- Når nogle af søstrene ønskede psykologhjælp til at tilrettelægge deres arbejde i samfundet, blev jeg også sendt af sted, blandt andet til Liberia. Det var spændende og et af mine stærke møder med det anderledes, husker søster Emma.
I 1992 blev hun valgt ind i ordenens generalråd for seks år og fik fast bopæl i Rom.
- En brasiliansk søster og jeg fik ansvar for mission og alt andet arbejde udadtil. Jeg var tre måneder årligt i Rom, resten af tiden var jeg på rejse. Halvdelen af vores søstre er brasilianske og spredt ud over Brasilien. Jeg har været over det hele. Jeg har også været i Bolivia, USA, Indien, Pakistan og i de fleste lande i Europa. Jeg fulgte søstrenes arbejde og drøftede det med dem til gensidig berigelse. For eksempel i Indien, hvor jeg har set de mennesker, de rakte ud til i slumkvarterene, mærket stanken, set hvor sølle det var og set, at der også fandtes glade mennesker der. Jeg har også set de store skoler for mellemklassen og de riges børn, hvor overskuddet blev brugt til skoler for de fattige.
- Jeg har lært meget. Jeg har set al den skønhed, der findes på jorden - blandt andet i bjergene i Bolivia. Og jeg har set, hvordan folk kæmper for at overleve. Jeg har set den store splittelse mellem den rige verden og den tredje verdens fattigdom. Hvor den rige bevidst eller ubevidst udnytter den fattige del i form af billig arbejdskraft og råvarer.
- Den menneskelige side af det her er ganske interessant. Slumkvartererne er elendighedens elendighed. Men ude i områder som landsbyer i Indien og Brasilien, der ikke lider under tørke og fattigdom, er sammenholdet stort, og der er en tilfredshed, som vi er ved at tabe i vores samfund. Vi bliver ikke lykkelige af at have så meget. Det er det menneskelige sammenhold og de religiøse værdier, der kan give stor tilfredsstillelse, hvis man deler dem.
- Hvis der var noget, jeg skulle gøre om i mit liv, var det at være mere involveret i politik. Dér har jeg været for sløv. Jeg har været for bange for at blande religion og politik. Men politik hører også med til menneskelivet. De bruger jo millioner til et bombefly. I stedet for at slå ihjel kunne man have stoppet sulten for længst med de penge. Det er ikke Gud, der gør det. Det er os, der gør det!
I 1998 kom hun tilbage til Danmark, hvor hun først boede i et lille kommunité i Vanløse og siden blev bedt om at flytte til Stella Matutina for at lede ordenshus og retrætecenter. Den 1. oktober i år blev ledelsen af huset fordelt på flere hænder, hvorefter hun nu kan koncentrere sig om være leder af retrætecentret, retræteleder og åndelig vejleder.
- De mennesker, der deltager i retræterne, kommer fra alle mulige situationer. Det er vigtigt at møde dem, hvor de står. Stilheden under retræten er ikke total. Vi samles inden starten og taler lidt sammen. Der er tilbud om tre individuelle samtaler undervejs med en af retrætelederne, for vi er som regel to, fortæller søster Emma.
- Ved den indledende samtale med deltagerne prøver man at fornemme, hvor det menneske kommer fra. Det kan være fra en fredfyldt plads, hvor han eller hun - der er altid flest kvinder på retræterne - netop har fundet den, de holder af eller har fået et barnebarn. Da er det oplagt, at bruge retræten til taksigelse og glæde. Det kan også være, at det er et menneske, der er inde i en stormfyldt periode af sit liv. Så vil man måske foreslå følgende: Prøv at betragte historien om stormen på søen fra Det Nye Testamente, hvor Jesus ligger og sover i en båd på søen. Prøv at sæt det i relation til dit liv og prøv, om du kan vække ham. Prøv at se, hvad han svarede apostlene, da de kaldte på ham og sagde: Herre, er det dig ligegyldigt, om vi går ned!
- Det kan også være et menneske, der tvivler. At der er en, der lytter, er noget meget væsentligt. Det hjælper til at formulere følelser, tanker og til at stille eksistentielle spørgsmål: Hvor er jeg i mit liv og i mit forhold til Gud? Er Gud væk eller meget nær? Det gør det mere realistisk. Og man kan bedre holde fast ved sin oplevelse ved at formulere den for en retræteleder.
- Stilhed er meget stærkt. Man oplever noget andet, end når man er omgivet af støj. Meget få mennesker tør være i stilhed. Derfor er det vigtigt, at én ledsager dig ind i stilheden, så du ikke falder ned i et hul. Vi ved ikke, hvad vi er bange for. Men der er ikke noget at være bange for. Det er jo ikke en tom stilhed, men en fyldt stilhed, når du møder Gud. Du kan aldrig falde dybere end i Guds hånd. Det gælder også den skizofrene.
- Jeg foreslår også deltagerne at gå ud og lade naturen virke på dem. Mærke vinden, mærke duften, følge solopgangen, se stjernerne - det er altsammen Guds skabelse, hvor Gud taler til dig i skabelsen. Naturens harmoni kan hjælpe til at få fred i sindet.
- Stilheden er også, at man i en weekend bliver fritaget for at være social. man skal bare være sig selv. Man kan græde lidt, man kan også være glad. Og de andre på retræten respekterer, at der er et frirum til at være dybt berørt eller ked af det.
Ifølge søster Emma har alle mennesker en længsel efter kærlighed og at blive acepteret og forstået.
- Hvis de finder Gud eller Han dem, vil de blive taget alvorligt og accepteret nøjagtig, som de er. Nogle, der kommer her føler, at Gud er helt væk. Men man kan altid gå ud fra følgende: Hvorfor kom du? På en eller anden måde vil de gerne finde Ham.
- Jesus var et fantastisk eksempel på en åndelig vejleder. Han forkyndte og talte om sin far, men gjorde det ofte i samtaleform. Han møder for eksempel en kvinde ved en brønd, taler med hende og fører hende dybere og dybere ind i hendes egne længsler. Vore dybeste længsler er i sammehæng med Guds længsler for, at jeg skal lykkes. At vi skal kende Gud som en kærlig Gud, der ønsker, vi skal være lykkelige ved at tilhøre ham.
- Han ønsker jo, at vi skal være fulde mennesker og i stand til at bruge alle de gaver, vi har fået som mennesker: Følelser, forstand og sanser. Og at vi skal erkende, at Gud ikke er ligeglade med os, og at han ønsker os det godt. Og at vi er et fællesskab som en stor familie, hvor vi har hinanden. Jeg tror, at Gud har givet os en fri vilje. Det er kærlighedens pris, at man ikke kan tvinge folk til at elske. Der er meget ondt i verden, selv om det onde i sidste ende er overvundet.
Søster Emma tror på bønnens magt.
- Ikke som et mirakuløst tjubang, men som noget, der kan forandre os lidt efter lidt. Jeg tror, at der er private, hemmelige dybder i mennesker, hvor man møder Gud. Dér, hvor man modtager livet som en kilde dybt indefra. Jeg tror, at Gud igen og igen hvisker vores navn i vores sind. Han prøver at åbne øjne og øren, så vi kan fornemme ham. Og lukker du de øjne og øren, så venter han. Han tvinger dig ikke.
- På en retræte er deltagerne der hver for sig, men også i fællesskab. Fælleskab i stilhed er ret stærkt. Og så må man sige, at ved, at den enkelte vokser og får et håb, bliver hun eller han et lille lys i mørket for dem, som vedkommende er sammen med - familie, venner og arbejdsplads. Det er dér, vi skal begynde. Så bliver verden en lille smule bedre at være i. For du kan ikke være alene med Gud en weekend uden, at du er villig til at forsone sig med den eller det, du ikke bryder dig om. Forsoning og fred opstår på et plan og vil præge din hverdag.
- Som vejleder er det en utrolig stærk oplevelse at se, hvordan Gud er i forskellige menneskers liv. Der er aldrig gentagelser. Det er dybt personligt, understreger søster Emma.
Hun har selv en åndelig vejleder.
- Det er en præst, som jeg taler med, for at være vejleder for andre er et stort ansvar at påtage sig. Hvis ikke man er meget respektfuld og lyttende, kan man gøre meget skade. Man skal både have uddannelse, træning, være i supervision og have en vis teologisk baggrund. Man skal være bevidst om, hvad åndelig vejledning er. Man må ikke manipulere, men skal stå ved et menneskes side og støtte dets udvikling. Diskretion er vigtig. Man skal også kende sig selv godt, være tålmodig og kunne lide andre mennesker. Livserfaring skader heller ikke.
- En gang om året går jeg selv i retræte i otte-ti dage. Nogle gange oplever jeg ikke så forfærdeligt meget. Andre gange er det med stor taknemmelighed for mit liv. Jeg kan ankomme træt og udslidt og slutte fyldt med energi. I stilheden kunne jeg mærke, at Gud var der alligevel. Jeg fik ham vækket. Og der er taknemmelighed og glæde over, at han kom tilbage.
Har du selv mødt Gud?
- Det var en stærk oplevelse dengang under bombardementet, da jeg troede, at nu skulle jeg se Gud. Han kender mig så godt. Jeg synes, det er bedre med en lille berøring end en stor åbenbaring. Men jeg har mødt ham mange gange - i et andet menneske, i naturen og når en dyb fred vælder op i brystet.
remarkristeligt-dagblad.dk
Fakta
Interviewet med søster Emma er det første i en serie om kloge kvinder. Næste fredag bringer Liv & Sjæl et interview med magister i filosofi, underviser og vejleder Asta Fink.