Præcist hvilken dag 77-årige Orla Saaby døde, ved vi ikke, for han døde alene på sin sofa i ældreboligen i Valby ved København. Men at dømme efter rudekuverterne i postkassen var det i begyndelsen af februar, og først da han ikke havde betalt husleje i februar og marts, begyndte nogen at røre på sig.
Ikke fordi de savnede Orla Saaby, men fordi Danmarks største almennyttige boligselskab, SAB, savnede huslejen. For heldigvis brugte Orla Saaby ikke betalingsservice. Han gik på posthuset hver måned med sine girokort. Havde han været tilmeldt betalingsservice, var alt det med pengene foregået automatisk, og så havde Orla Saaby måske ligget død på sin sofa endnu.
Sådan gik det imidlertid ikke. Da huslejen fra marts også udeblev, kontaktede SAB aktivitetsleder Inge Ebbe, og hun gik op og bankede på hos Orla Saaby. Ingen svarede, og Inge Ebbe spurgte sig for hos Orla Saabys tre naboer. Om de havde set eller hørt noget til deres nabo for nylig, jo, nogen havde da vist hørt ham pusle, mente de nok.
Inge Ebbe skrev en seddel, men da hun skulle smide den i Orla Saabys postkasse, gik det op for hende, at noget var helt galt. Den firkantede boks havde tydeligvis ikke været tømt for nylig, og da Orla Saaby ikke lige var typen, der tog to uger til Lanzarote eller Jylland for den sags skyld, slog Inge Ebbe alarm. Klokken 16.05 den 11. marts åbnede en låsesmed Orla Saabys dør for to politibetjente, som fandt ham liggende død på sin sofa. Hvad han er død af, ved vi ikke, men betjentene skønnede, at der var tale om en naturlig død og så derfor ingen grund til obduktion.
Men hvordan kan det gå til, at nogen ligger død på en sofa i fem uger, spørger man sig selv. Alle bliver vi jo født ind i en eller anden sammenhæng. Har som minimum en mor og måske også en far og søskende. Vi går i skole og får måske også et arbejde. Møder mennesker på vores vej og stifter muligvis selv familie. Og alt det har vel også gjort sig gældende for Orla Saaby. Han har også kendt nogen, og nogen har kendt ham, men på et tidspunkt er netværket altså smuldret så meget, at han ender med at forlade verden på en måde, der får det til at gyse i de fleste af os.
Farende svend
Kristeligt Dagblad har forsøgt at finde svar på nogle af de spørgsmål, som Orla Saabys død rejser.
Orla Saaby blev født i København den 27. september 1924 og blev siden døbt i Kapernaumskirken i det københavnske nordvest-kvarter. Et typisk arbejderkvarter. Måske har hans forældre glædet sig over hans fødsel, eller måske har de blot ærgret sig over endnu en mund at mætte. Orla Saaby havde flere søskende, men den eneste, der stadig lever, er hans søster, som også bor omkring København. Hun har imdlertid ikke set ham siden 1975.
- Det var til mors begravelse. Der kom han. Senere døde vores far, men der dukkede han ikke op, siger søsteren, der ikke ønsker sit navn frem.
Hun fortæller, at hun og hendes mand blev trætte af Orla Saaby, fordi han gentagne gange stjal fra dem, og derfor brød de forbindelsen med ham.
- Han var en værre en, og han drak, siger Orla Saabys søster, som mener, at hun var det eneste familiemedlem, han havde tilbage.
Hun ønsker ikke at medvirke yderligere til denne artikel, men når dog lige at afkræfte et par af de historier, Orla Saaby har fortalt om sig selv, før telefonrøret bliver lagt på.
Kordirigenten Svend Saaby var således ikke Orla Saabys storebror. Svend Saaby-koret var uhyre populært i Danmark i 1950´erne, og siden dannede Svend Saaby Danmarks Radios underholdningskor. Og Orla Saaby yndede at fortælle mennesker, han mødte på sin vej, at den kendte navnefælle var hans bror, men det er ifølge søsteren blot en historie.
Som voksen tog Orla Saaby på valsen. Han vandrede Sjælland, Lolland og Falster tyndt om sommeren, og tog arbejde på gårde eller på de mange teglværker, der lå spredt rundt omkring. Mens mange af de andre farende svende kunne lide at færdes i flok, rejste Orla Saaby ofte alene, han var en enspænder.
- Når han var mindre bemidlet, kunne han godt søge hen til os andre for at få nogle bajere, men ellers færdedes han mest alene, fortæller Bent Larsen, der går under navnet Skipper, og hvis liv har løbet parallelt med Orla Saabys.
Som Orla Saaby var også Skipper på valsen i årene efter krigen, og som Orla Saaby endte også Skipper med at slå sig ned i ældreboligerne i Valby. Men selvom de to mænd altså havde kendt hinanden i mange år, var det mere et bekendtskab end et venskab, som fungerede på den måde, at man hilste på hinanden, når man tilfældigvis mødtes på fortovet.
- Vi var bumser og kunne godt lide at drikke. Vi drak »pulimut«, som er husholdningssprit med dansk frugtvin. De første slurke skulle bare ned, og man blev så syg af det, fortæller Skipper.
Blufærdig og stille
Ifølge ham var Orla Saaby kun på valsen om sommeren. Vintrene tilbragte han i hovedstaden på forskellige herberger. Da han blev ældre, holdt han sig til København hele året, hvor han blandt andet kom på herberget Himmelekspressen.
Kartotekskort herfra fortæller om en mand, der kom fast i perioden fra 1982 til 1995, og medarbejderne herfra kan huske, at Orla Saaby altid kom cyklende langs banelegemet. I flere år kom han desuden fast på Kofoeds Skole. Her husker nogle af de ældre medarbejdere godt Orla Saaby. De beskriver ham som en lille, lidt firkantet og tæt mand, der ikke var så høj, og som gik pænt klædt, altid med hat på hovedet.
- Han var lidt blufærdig og stille, og det er vi ikke altid vant til her. Men han var bestemt ikke ubegavet og havde ofte nogle lidt skæve indgangsvinkler til tingene. Jeg kom ikke tæt ind på livet af ham, for der var ingen problemer med ham, og det blev mest til lidt hyggesludder, husker Karin Larsen, der bestyrer skolens tøjdepot og derfor har forsynet Orla Saaby med tøj.
Hun fortæller, at han kom og gik på Kofoeds Skole, fik mad og tøj og også møbler til sin nye lejlighed i Valby, men i øvrigt passede han sig selv.
Ifølge Skipper kunne Orla Saaby godt lide at komme på skolens cykel-værksted, og det havde sin helt særlige årsag.
- Orla kunne godt lide at cykle. Han fortalte, at han havde kørt cykelløb på Ordrup-banen, og han havde været flere gange i Aftenbladet i den forbindelse. Jeg kan huske, at han havde nogle udklip, og jeg tror også på historien, for han elskede virkelig at cykle, fortæller Skipper.
Men også den historie afkræfter Orla Saabys søster. Ifølge hende har han aldrig været cykelrytter, og hans navn optræder da heller ikke i Ordrup-banens arkiv.
Men glad for at cykle, det var han. Når vejret var til det, pakkede Orla Saaby cykelkurven med fire Tuborg og en madpakke og cyklede ud i det blå. Ofte gik turene til Sydhavnen, hvor man i havekolonierne kunne købe øl, også selvom det var søndag. Det var før døgnkioskernes tid.
Orla Saaby havde tilsyneladende ingen børn, men i perioder havde han en kæreste, og hun var alkoholiker som han selv og færdedes ude på Kofoeds Skole. Juleaftnerne tilbragte han til tider hos Frelsens Hær, hvor man også kunne få mad, men Skipper synes, Orla Saaby var svær at komme ind på livet af.
- Han var hvinende intelligent og læste meget. Han spekulerede meget over tingene og var også en smule kristen i sin tankegang. Han spekulerede meget over, hvad der sker efter døden, husker Skipper.
Privat og ensom
I 1995 flyttede Orla Saaby ind i ældreboligen i Valby. På det tidspunkt var han blevet 71 år, og nogen har vel ment, at det var på tide, at han fik sig en rigtig bolig.
På de papirer, boligselskabet modtog, stod hans sidste adresse som Kofoeds Skole, men der kan man ikke bo permanent. Det var skolen, der hjalp ham med møbler, da han skulle indrette sig i sin nye lejlighed. Bebyggelsen i Valby var på det tidspunkt netop blevet renoveret til 295 moderne og tidssvarende ældreboliger.
Slut med fælles bad i kælderen og usle hummere og goddag til moderne toværelses lejligheder med eget bad og køkken. Mulighed for privatliv, men også risiko for ensomhed. Fællesrum i kælderen, ugentlige bankospil, aktivitetsleder, kommunalt omsorgscenter i stueetagen, hvor hjemmeplejen holder til, og moderne elevatorer.
Her levede Orla Saaby på anden sal i de sidste syv år af sit liv. Tilsyneladende har ingen besøgt ham i de år, men de, der fandt ham liggende død, siger, at lejligheden så nydelig ud. Han havde ingen telefon, men hvem skulle han også ringe til, sine tre naboer så han ikke noget til, ligesom han ikke havde noget med omsorgscenteret at gøre, fordi han kunne klare sig selv og selv tage sig af indkøb og rengøring. Han købte ind i den nærliggende Irma ved Ålholm Plads, og på pladsens bænk nød han hver dag nogle Tuborg.
- I starten, da han flyttede ind, snakkede vi med ham, og jeg mener også, at han gik og hjalp en af sine naboer med nogle praktiske ting. Men hun døde, og samtidig blev Orla mere og mere sær og indesluttet. Han kom aldrig til de ting, vi arrangerede, og når vi mødte ham på fortovet, var det, som om han ikke så os. Han gik bare forbi, siger aktivitetsleder Inge Ebbe.
Hun er skuffet over, at hans naboer ikke reagerede, da de ikke havde set ham et stykke tid, ejendomsadministrator Leif Olsen mener nok, det kommunale omsorgscenter kunne have været mere opmærksom, og Skipper, som tilsyneladende kendte Orla Saaby bedst, havde godt nok undret sig over, at han ikke havde set ham et stykke tid.
- Men den ene dag tager jo den anden, og jeg har også travlt, forklarer Skipper, der er næstformand i beboerforeningen.
Det er den 20. marts, og Orla Saaby skal bisættes fra Ålholm Kirke. Det er smukt solskinsvejr, og flaget foran den gule murstenskirke vajer på halv stang i vinden. Rustvognen kører op foran kirken. Herinde står den hvide enkle kiste, og ovenpå ligger en kommunal buket i orange, blåt og hvidt. Kirken er rungende tom, og her er ikke nogen, som ikke får løn for at være til stede. Præsten, bedemanden og hans chauffør, kirketjeneren, organisten og en korsanger samt Kristeligt Dagblads udsendte.
Præsten står oppe ved kisten, mens vi andre sidder på den bagerste bænk. Søsteren, ved vi, vil ikke dukke op, for hun har ikke ønsket at få at vide, hvor og hvornår bisættelsen skal foregå, men måske der vil komme andre? Måske der trods alt er en eller anden, som kerede sig. Men nej, klokken 10.30 går bisættelsen i gang i en tom kirke. Vi synger salme nummer 295, »Vor Gud han er så fast en borg«, og så holder præsten sin tale. Om Gud, der ikke glemmer os, selvom vi tilsyneladende er alene, og om Jesus, der skulle passe 100 får, men gik ud for at lede efter det ene, da det blev væk fra flokken.
- Vi, der er samlet her, kan tænke, at noget i dette liv gik helt galt, når ingen møder frem til bisættelsen, men Gud glemmer os ikke, siger præsten.
Til slut synger vi »Altid frejdig, når du går«, og så bærer præst, bedemand, kirketjener og chauffør den hvide kiste ud i rustvognen. Der er gået 20 minutter.
Orla Saaby blev brændt og dernæst lagt ned i en firkantet kommunal pap-urne, som blev sat ned på de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård.
Men nogen kendte Orla Saaby.