I anledningen af årsdagen for Mads Holgers død, bringer vi her et interview med ham, som blev bragt første gang i september 2012.
Radioværten, forfatteren og debattøren Mads Holger voksede op med en tro på, at alt var tillladt. Den 34-årige bachelor i teologi mener i dag, at den devise var det værste udgangspunkt at udvikle sig fra.
"Kristendommen havde været aflivet i 100 år, traditionen og kernefamilien i 30 år og den sidste ideologi i 10 år. Tilbage var imidlertid en voldsom higen efter noget mere at kassere i bestræbelsen på at komme videre."
- Mads Holger i bogen Bladguld.
Han skiller sig ud. Og ved det. Sort jakkesæt tilsat en sort vest og hvid skjorte på en dag, hvor de fleste sveder i sensommerens varme. Men Mads Holger Norgaard Madsen, som er hans fulde borgerlige navn, klæder sig gerne, som hørte han til i en anden verden.
Hver søndag kan man høre hans program Skriftestolen om tro og eksistens på Radio24syv, men han bruger også meget tid på at skrive i sin arbejdshybel, som er indrettet i en taglejlighed i det indre København. I denne uge udkom hans tredje roman, Bladguld, som er en fortælling om hans liv i 00'erne og et opråb til samtiden om at værne om traditionen og historien i ordets bredeste forstand. Som ovenstående citat fra bogen illustrerer, tager hans fortælling fat i en kritik af det, han oplever som en historieløs frigørelse fra bærende værdier.
"Jeg mener, der er brug for en reformation i ordets egentlige forstand, hvor nogle værdier både verdsligt og gejstligt bliver gendannet. Mit livs forbandelse var at vokse op i en tid, hvor man i visse kredse mente, verdenshistorien var slut. Arkitektur, påklædning og sprog måtte ikke have nogen grobund i historien. I stedet læste vi lyrik af Michael Strunge, hvilket gav os en tro på, at verden var et forfærdeligt sted," siger Mads Holger.
Han er vokset op i København med en enlig mor, som var sygeplejerske. Hans far var en skotsk-dansk kunstner, som ikke var til stede i hans opvækst, men hvis historie han blev konfronteret med som ung mand, da faderen betroede sig til ham.
Faderen blev siden dømt for at have smittet to svenske kvinder med hiv og tog sit eget liv i fængslet. Mads Holger medgiver, at den fraværende far og hans dramatiske død har spillet en formativ rolle, men han vil hellere tale om, hvordan det var at vokse op i en kultur, hvor man altid fik at vide, at man måtte vælge frit og selv bestemme.
"Da jeg var i begyndelsen af 20'erne, fik jeg en meget svær depression. Jeg var ikke bare nedtrykt, men deprimeret i klinisk forstand. Det var begyndt så småt i gymnasieårene og udviklede sig. Som andre, der er udfordret mentalt og fysisk, begyndte jeg at spørge hvorfor. Jeg kom til den konklusion, at det ikke var mig, men den verden, som omgav mig, som der var noget galt med. Det er et udsagn, vi ofte hører fra tosser, men jeg vover alligevel pelsen og insisterer herpå."
For at forstå verden bedre, valgte Mads Holger at læse filosofi, men han faldt aldrig til på studiet.
"Det var en Roskilde Festival i en betonbunker på Amager, og miljøet var nærmest befordrende for min depression, så jeg fandt ud af, at jeg måtte vælge om," siger han.
Han genovervejede, hvad han ville bruge sit liv til, og så for sig, at han kunne blive præst. Siden han på eget initiativ blev døbt og konfirmeret i teenageårene, havde kristendommen været vigtig for ham. I årene efter konfirmationen læste han Bibelen, som han i dag beskriver som den mest betydningsfulde bog, han har læst.
"At kalde mig kristen er ikke bare en fiks sommerhat, som kan hjælpe mig til at skille mig ud fra mængden. Jeg har ikke haft nogen Damaskus-oplevelse, men ligesom troen flytter bjerge, så kan nøden også flytte bjerge. I kristendommen er der en radikalitet, som du ikke møder andre steder, og et krav om selvovergivelse, som har appel til mig," siger han.
Han opholdt sig ikke meget på det teologiske fakultet, for samtidig med at han læste latin, græsk og kirkehistorie, rejste han og blev gift. Han blev gift med journalisten Paula Larrain, som han siden blev skilt fra. Deres skilsmisse var genstand for intens dækning i visse dele af pressen, og Mads Holger forklarer den som en af årsagerne til, at han ikke er blevet præst, men afsluttede studiet som bachelor.
"I forbindelse med al balladen om min forhenværende kone og mig hev en underviser mig til side og sagde, at han mente, det var tvivlsomt, om jeg ville kunne få et embede. Jeg tænkte, at han nok havde ret," siger Mads Holger, som ikke udelukker, at han en dag fuldfører studiet og søger et embede i folkekirken.
Efter skilsmissen havde han slået sit navn fast i offentligheden, hvilket han blandt andet valgte at bruge som jetset-entreprenør. Han etablerede Klub Jet, som arrangerer eksklusive fester i alt fra Stockholms opera til et af Stalins paladser i Moskva.
"Jeg var vokset op i en tro på, at verden var et forfærdeligt sted, men så begyndte jeg at rejse og fandt ud af, at verden slet ikke er forfærdelig. Det ændrede mit liv, og det ville jeg gerne udtrykke taknemmelighed for og prøve at dele med andre, hvilket jeg har gjort gennem Klub Jet. Efter at være vokset op i en generation, som hyldede Roskilde Festival, var det fantastisk at komme til en tid, hvor der kom lange stilke på glassene, og pigerne gik i stiletter. I dag synes jeg, det er blevet vulgært langt hen ad vejen, men for en ung mand var det fantastiske miljøer at være en del af," siger han.
På hans opfordring er interviewet henlagt til den legendariske Café Victor i det indre København, som er et af de steder i byen, hvor kampen om at vise sig frem og blive set traditionelt har været størst. Og Mads Holger er et så kendt ansigt, at han ikke behøver at afgive bestilling. Personalet ved, at han foretrækker husets bøf uden tilbehør.
Men er der ikke en modsætning mellem at være festarrangør for jetsettet og så gå med en præst i maven? Mads Holger tøver ikke med at svare:
"Jeg postulerer bestemt ikke, at jeg lever som en god kristen, men der er nogle ting i livets yderpunkter, som optager mig. Yderpunkter i troen er kristendommens tale om selvovergivelse, men der er også noget, som tiltrækker mig i de yderpunkter, som du kan finde i det eksorbitante liv. Men jeg medgiver, at det er to måder at være i verden på, som dårligt kan have til huse samtidig. Faktisk vil jeg vove den påstand, at der her i verden kun er to fænomener at beskæftige sig med: Nietzsches filosofi og evangeliet. Alt andet er bare ammestuesnak, ballondyr og røgmaskiner. Hvor Nietzsches filosofi beskriver den reelle verden, beskriver evangeliet den ideelle verden. Imidlertid er det kun de allerfærreste af os, der kan leve udelukkende i én af disse verdener. Vi må veksle mellem realiteter og idealer, hvorfor vi ofte havner blandt ballondyrene. Det gjaldt også mit liv."
Lidt senere denne dag skal han mødes med et formiddagsblad og interviewes om bogen. Beskrivelserne af hans ophold i eksklusive miljøer og forhold til kvinder er godt stof, men i dag er hans liv mindre kulørt.
"Jeg har en fast kæreste og lever et mere traditionelt, mageligt liv. Jeg går stadig ud og morer mig, men ikke så intenst. Jeg er træt og har på sin vis udtømt de verdslige glæder," siger han.
Og i stedet for at feste vil han nu forsøge at råbe sin tid op. Det gør han i sin nye bog, men også som debattør, hvor han med sin pen forsvarer traditioner og efterlyser historisk bevidsthed.
"Jeg vil gerne, at fremtidige generationer kommer til at vokse op i bedre kår end jeg gjorde. Her tænker jeg ikke på økonomisk velstand, men på kultur. Min generation har været præget af negativitet, tilstræbt tristesse, frisættelse og skørlevned. I stedet for at være ironikere og bekende, hvad vi ikke er, ønsker jeg, at vi skal sige, hvad vi er positivt. Jeg voksede op med, at alt var tilladt, men det er det værste udgangspunkt, et menneske kan have for sit liv. Når du fjerner autoritet, fjerner du også autoritetsopgøret. Fraværet af opgør var et af min generations problemer. Autoritet er en instans, som giver identitet. Jeg tror, der er grobund for et genopretningsprojekt, og kirken kan blive galionsfigur i det projekt."
"Mit projekt er det romantiske, hvor man involverer sig i livet og lever det i førsteperson, hvilket er forbundet med et stort element af hengivelse. Et af de største problemer i vores tid er, at mange læner sig tilbage og nøjes med at være analytikere. En af årsagerne til den aktuelle krise er, at vi ikke producerer, men spekulerer. Vi er alle blevet fortællere, men der er ingen helte. Jeg tilstræber at leve livet i førsteperson, selvom det er hamrende farligt, og du af og til bliver stemplet som idiot."
