Jeg er i Herrens hænder

Spekulationer om, at Libyens leder Muammar Gaddafi enten var såret eller endda dræbt under et luftangreb i ...

I en årrække var det søster Elin, som gav omsorg som diakonisse i menighedsplejen. I dag er rollerne byttet om, og hun bor på Diakonisse-stiftelsens plejehjem, hvor hun sætter pris på samspillet med gruppeleder Mariane Svop Madsen. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Søster Elin Edfort valgte at dedikere sit liv til Gud, leve i cølibat i søsterfællesskabet på Diakonissestiftelsen. Engang var stuerne i det store hus fyldte af hundreder af kvinder, som gik samme vej som søster Elin. I dag er der kun omkring 20 af de klassiske diakonisser tilbage

Hvad vil jeg? Tjene vil jeg. Hvem vil jeg tjene? Herren i hans lidende og fattige. Og hvad er min Løn? Jeg tjener hverken for Løn eller for Tak, men af Tak og af Kærlighed, min Løn er, at jeg faar Lov til at tjene.

Diakonissespejlet af Wilhelm Löhe

Ordene i teologen Wilhelm Löhes vers har fulgt søster Elin Edfort, 87 år, det meste af hendes voksne liv. Da hun for to år siden flyttede ind på plejehjemmet Søster Sophies Minde, fik Diakonissespejlet plads ved vinduet, og hun kan recitere ordene uden at se på dem, for de seneste 65 år har verset været det værdisæt, hun har spejlet sit liv i. Søndag fejrer Diakonissestiftelsen på Frederiksberg 150-års jubilæum med festgudstjeneste og besøg af stedets protektor, dronning Margrethe. For søster Elin Edfort er den forestående festdag det tredje jubilæum, hun oplever på Diakonissestiftelsen. Ja, hun husker dengang, da det var dronning Alexandrine (1879-1952), som repræsenterede kongehuset som en ganske aktiv protektor.

Dronning Alexandrine var også med, når her var basar. Hun stod i en bod med håndarbejde, og der var altid en vældig trængsel, fordi folk ville hen at tale med hende, husker søster Elin Edfort.

Søster Elin Edfort gik ud af skolen efter 7. klasse. Hun havde både lysten og evnerne til at fortsætte i mellemskolen, men i hjemmet i forstaden Ballerup ved København var der ikke råd til mere skolegang, skønt begge hendes forældre arbejdede. I stedet fik hun et job på en systue og betalte for et aftenkursus, hvor hun blev uddannet handelsmedhjælper, men hun drømte om at blive sygeplejerske. Som 17-årig fik hun job som stuepige på Jesuskirkens Sogns Gamlehjem i Valby, hvor søster Klara Marie Jensen var forstanderinde. Mødet med søster Klara fik indflydelse på hendes livsvej.

Søster Klara lærte mig meget, og hun viste mig tillid. Om søndagen tog hun mig og nogle andre unge piger med i kirke på Diakonissestiftelsen. Søster Klara foreslog, at jeg kunne læse her, og jeg husker, at jeg umiddelbart afviste forslaget og sagde, at jeg ikke ville gå i den kedelige dragt. I sommeren 1945 kom jeg på et kursus for unge kvinder, hvor jeg blev introduceret til stiftelsens arbejde. Det var et vældig godt kursus, som overbeviste mig om, at jeg skulle søge ind, siger søster Elin Edfort.

Hun fortsatte som stuepige på Gamlehjemmet i Valby, men tog på søster Klaras opfordring nogle måneder på den kristne Hoptrup Højskole i Sønderjylland og fik siden et job som ufaglært sygehjælper på Kommunehospitalet i København.

Da jeg fortalte på hospitalet, at jeg havde planer om at søge ind på Diakonissestiftelsen for at blive sygeplejerske, blev jeg mødt med stor respekt. En ledende sygeplejerske sagde til mig, at jeg kunne blive en god sygeplejerske alle steder, men at jeg på Diakonissestiftelsen ville få noget, som jeg ikke kunne få andre steder, siger søster Elin Edfort.

En augustdag i 1947 flyttede hun ind med sin kommode i sovesalen sammen med 11 andre kvinder, som skulle læse til sygeplejerske. Hun har bevaret skoleskemaerne fra dengang, som vidner om lange dage med andagt, praktisk arbejde og undervisning.

Nogle vil måske sige, at man blev indoktrineret i kristendommen, men her var en varm atmosfære, som mødte dig, fra du blev vækket og var klar til havregrøden klokken syv efterfulgt af morgenandagten, siger hun.

Hun trivedes med studiet og i fællesskabet, så et år efter, at hun var flyttet ind, bankede hun på hos forstanderinden for at høre om muligheden for at blive såkaldt prøvesøster.

Jeg så det arbejde, søstrene gjorde, og fik en overbevisning om, at det nok var den vej, jeg skulle. Jeg vil sige, at Gud viste mig den vej, og det blev afgørende. Som prøvesøster blev jeg trukket ind i fællesskabet og accepteret af de andre. Nu hørte jeg til her, og så var der andre, som holdt fast i mig, og som filede mig af, siger hun.

I oktober 1953 var hendes tid som prøvesøster ovre, og hun blev indviet i fællesskabet ved en højtidelighed i kirken. Skønt det er 60 år siden, husker hun stadig, hvilke vers der blev prædiket over i kirken den dag. Indvielsen markerede, at søster Elin Edfort fik fællesøkonomi med de andre kvinder i moderhuset, skulle gå i ordensdragt, leve i cølibat og ville blive sendt ud til jobs, hvor moderhusets ledelse mente, der var brug for hende.

LÆS OGSÅ: Diakonien stiller ikke krav til mennesker

Jeg tænker ikke, at jeg afgav noget, men at jeg fik en masse. Jeg har haft det så godt, så godt. Det blev livet. Min mor var vist ikke begejstret, men jeg fik jo et fællesskab, hvor man virkelig kom hinanden ved. Det væsentlige i mit liv har været at hjælpe nogen, som trængte, og fællesskabet har været styrken, som betød uendeligt meget, siger hun.

Som sygeplejerske kom hun til at arbejde i menighedsplejen i blandt andet Grenaa og Esbjerg, hvor hun fungerede som hjemmesygeplejerske.

I dag taler man meget om, at man ikke har tid til patientpleje, men i menighedsplejen kunne vi tage den tid, der var brug for til patienterne, for vi tilrettelagde selv vores arbejde, hvilket var en stor tilfredsstillelse. Det kristne livssyn er grundlaget for vores tjeneste, og det betyder, at der var nogle samtaler, som vi søstre lettere kunne tage med patienterne.

Efter nogle år i Jylland kom hun tilbage til Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor hun fik job på stiftelsens hospital, men hun nåede også en orlov med ophold på Indre Missions bibelskole i Oslo. Frem til 1984 var hun sygeplejerske på Diakonissestiftelsens hospital, men da hospitalet blev nedlagt i 1984, gik hun på efterløn, og hun fik i stedet mulighed for at lave frivilligt arbejde i Helligåndskirken i København, ligesom hun fik god tid til at læse.

Det moderhus, hun blev knyttet til i 1948 og indviet til i 1953, har forandret sig radikalt. Fællesskabet optager stadig nye medlemmer, men siden 1965 har man ikke forpligtet sig i samme grad som under den gamle ordning. For medlemmer optaget efter 1965 er der ikke krav om cølibat, og dragterne er afskaffet. Man betaler et beløb til fællesskabet, men man har ophævet ordningen med den fælles økonomi. Og skønt både mænd og kvinder kan søge ind, er der langt færre, som indtræder, end tidligere. Der er omkring 20 søstre tilbage, som er indviet før 1965. En enkelt bor her på plejehjemmet, mens de andre bor i ældreboliger på Diakonissestiftelsen eller andre steder i landet.

Jeg har prøvet at følge med, siger søster Elin Edfort og fortæller om første gang, hun skulle tage dragten af og gå i privat tøj. Det tog tid at vænne sig til det efter år med kjole og kappe om håret, som altid skulle være opsat. Hun savner fællesskabet i søsterhusets stuer og de daglige andagter med andre søstre, men hun glæder sig over, at det i dag er muligt for hende at lytte med på radioen, når der hver dag klokken 17 er andagt i stiftelsens kirke.

Søstrene har altid sagt om huset, at det var vores. I dag siger de Diakonissen, men det er ikke længere vores. Det er en institution, og vi bor her, men det er ikke hjem på samme måde, som det har været, siger hun.

Hun er flere gange blev spurgt, hvilke tanker hun gør sig om døden. Hun plejer at svare med de salmevers, som hænger ved hendes seng: Jeg er i Herrens hænder i alt, som med mig sker.

Om min psyke og forstand vil gøre det muligt for mig at svare sådan på min sidste dag, ved jeg naturligvis ikke, men det er sådan, jeg tænker. Troen er det bærende. I mit liv kom der en indre overbevisning om ting, som ikke ses, siger hun.

Og når jeg bliver gammel? Saa skal mit Hjerte grønnes som et Palmetræ, og Herren skal mætte mig med Naade og Forbarmelse. Jeg gaar med Fred og har ingen Bekymring.

De sidste ord i Wilhelm Löhes Diakonissespejl.