Når Mette Hartmann ser tilbage på sin barndom og ungdom, kan hun godt se, at hun altid har haft en særlig sårbarhed, som betød, at hun i perioder lidt lettere blev slået ud af kurs end sædvanlig. Men en egentlig psykisk sygdom fik hun først for syv år siden. Her blev hun ramt af en svær depression, efter hun i flere år trodsigt havde forsøgt at kæmpe imod.
LÆS OGSÅ: Det kan skade at tale om psykisk sygdom på arbejdspladsen
Jeg mærkede første gang, at der nok var noget, som ikke helt var, som det skulle være, da jeg fik min søn. Så kunne jeg lige pludselig ikke hvile og sove, når jeg havde brug for det, som jeg altid har haft et stort behov for. Men alligevel kæmpede jeg imod, og først da han var omkring seks-syv år, måtte jeg kaste håndklædet i ringen, fortæller Mette Hartmann helt udramatisk ved spisebordet i det lille hus i Seden nord for Odense.
Mette Hartmann, der allerede dengang var alene med sin søn og på det tidspunkt boede i Vejle, kunne godt selv se, at den var helt gal. Hun begyndte at sove det meste af tiden væk. Stod kun op for at smøre madpakke og følge sønnen i skole for derefter at gå hjem og sove videre, indtil hun igen skulle hente ham. Derefter klarede hun sig med nød og næppe igennem timerne, indtil sønnen atter skulle i seng. Hun formåede ikke at holde på de job, hun havde som psykiatrisk sygeplejerske og faktisk var virkelig glad for. Med jævne mellemrum måtte hun sygemelde sig i flere uger ad gangen, og ofte var undskyldningen influenza eller andre fysiske symptomer. Aldrig vovede hun at sige, at hun mentalt var så langt nede, at hun slet ikke kunne slæbe sig på arbejde.
Bevidst om, hvad hendes tilstand på sigt kunne betyde af svigt over for hendes søn, gik hun en dag i bogstaveligste forstand op på kommunen og bad den om at hjælpe hende, inden alt gik galt, og heldigvis kunne de ansatte se, hvor slemt det stod til.
Sønnen fik en såkaldt voksen-ven, der skulle sørge for, at han kom ud og oplevede et liv uden sygdom, og en hjemmevejleder sørgede for, at Mette Hartmanns eksmand kom lidt mere ind over i forhold til at tage sig af deres fælles barn.
De næste fem-seks år står som en slags tåge for den i dag 43-årige Mette Hartmann hun husker næsten intet fra perioden. Hun røg ind og ud af psykiatriske afdelinger, var som alvorligt selvmordstruet indlagt i flere måneder ad gangen, hvor hun både fik medicin, elektrochok og kognitiv samtalebehandling. Som sygeplejerske havde hun udelukkende arbejdet på psykiatriske afdelinger, og på et tidspunkt blev hun indlagt på den afdeling, hvor hun selv havde været ansat.
Det var selvfølgelig meget mærkeligt, men omvendt var jeg jo så syg og omtåget, at jeg ikke havde kræfter til at bruge energi på det. Det var nok mere mærkeligt for mine tidligere kolleger, og jeg ved jo godt, at der sikkert er blevet holdt flere personalemøder om, hvordan man tacklede det, at en tidligere ansat nu var patient på afdelingen, siger Mette Hartmann.
I dag er Mette Hartmannpensionist, men det er ikke en titel, hun håber at blive ved med at have. Faktisk satser hun på at komme af med den så hurtigt som muligt. For i dag er hun rask og har fået en bevidsthed om, hvad hun skal gøre i de perioder, hvor det mentale barometer ryger nogle grader nedad.
Jeg ved godt, at jeg har nogle begrænsninger, og at jeg måske aldrig kommer til at passe et 37-timers job, men jeg vil rigtig gerne ud at arbejde, så måske et deltidsjob eller et fleksjob kunne være en mulighed, siger hun og fortsætter:
Jeg har en stor interesse for psykiatrien, hvor jeg altid har arbejdet, og derfor har jeg også søgt en masse job der både uopfordret og ud fra jobopslag, men uden held.
Og så er hun fremme ved den primære årsag til, at hun har meldt sig som patientambassadør i den kampagne, der hedder En af os, og som blandt andre Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Psykiatrifonden står bag.
Kampagnen, der blev skudt i gang i 2011 og løber frem til 2015, har til formål at øge danskernes kendskab til psykisk sygdom, nedkæmpe fordommene og skabe større forståelse for lidelserne på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Og for Mette Hartmann har især hendes egne dårlige erfaringer med at komme tilbage på arbejdsmarkedet fået hende til at gå aktivt ind i kampagnen, hvor hun som patientambassadør tager ud som oplægsholder på skoler, arbejdspladser og lignende. Her fortæller hun om, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom og ikke mindst om, hvordan det også er muligt at blive rask igen.
Især håber hun, at arbejdsgivere vil få øjnene op for, at en medarbejder, der har haft en psykisk sygdom, sagtens kan være en værdifuld medarbejder. For den forståelse har hun ikke selv mødt på noget tidspunkt.
Jeg synes jo, at jeg har en masse at byde på som psykiatrisk sygeplejerske, og at jeg burde være selvskrevet til et job i psykiatrien. Men sådan hænger det ikke sammen. Jeg er ikke blevet kaldt til en eneste samtale de steder, hvor jeg i min ansøgning har skrevet, at jeg selv har haft en psykisk sygdom, siger hun.
Men hvorfor ikke lade være at nævne det i ansøgningen, hvis det mindsker chancerne for et job?
Jamen de vil jo alligevel spørge mig, hvad jeg har lavet i de år, hvor jeg har et hul, og så kan jeg lige så godt skrive det på forhånd. Desuden er det jo en del af mig og den, jeg er. Jeg er heller ikke det mindste flov over det, og jeg er jo rask nu, forklarer hun.
Mette Hartmann mener, at man i psykiatrien er særligt forbeholdne over for at ansætte mennesker, der har eller har haft en psykiatrisk diagnose
Der er en selvstigmatisering i psykiatrien, og det er selvmodsigende, når psykiatrien ellers prædiker åbenhed og ærlighed omkring psykiske lidelser. Derfor føler jeg nu en forpligtelse til at gå ud og gøre en indsats for at få skabt den åbenhed ikke mindst over for mine tidligere kolleger på de psykiatriske afdelinger, siger hun og holder inde et kort øjeblik.
Og jeg har jo ikke rigtig selv noget at tabe, men kun alt at vinde.