Skal jeg give min aldrende mor en chance til?

Hvordan kan jeg blive ved med at omgås min 80-årige mor, spørger en kvinde, der siden barndommen har haft et anstrengt forhold til sin forælder

"Da jeg var 18 år, døde min elskede morfar. Min mor lagde igen ansvaret fra sig og kunne ikke magte at fortælle mine yngre brødre om dødsfaldet, så det måtte jeg gøre," skriver Ane i brevkassen til Annette og Jørgen Due Madsen (billede).
"Da jeg var 18 år, døde min elskede morfar. Min mor lagde igen ansvaret fra sig og kunne ikke magte at fortælle mine yngre brødre om dødsfaldet, så det måtte jeg gøre," skriver Ane i brevkassen til Annette og Jørgen Due Madsen (billede). Foto: Mette Frandsen.


Kære brevkasse

Jeg vil gerne have en udenforståendes syn på en problematik, som er og har været tilbagevendende i mit over 50-årige liv. Sandsynligvis er det ikke specielt for mig alene. Det handler om et anstrengt forhold til min mor.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, tænker jeg, at det tidligt var præget af et meget stort ansvar, som mine forældre selv skulle have taget. Jeg er det ældste barn, og jeg har to mindre brødre, der er seks og otte år yngre end jeg.

Indtil jeg var 12 år, var min mor hjemmegående. Familien var privilegeret med hushjælp. Imidlertid mistede min far sit job, og familien flyttede til min mors hjemby i den anden ende af landet. Mine forældre startede en forretning og var sjældent hjemme. Her begyndte ansvaret. Der var i de følgende år ansat utallige unge piger til at passe mine små brødre. Ingen syntes at være den rette, og i en lang årrække var det så storesøsters opgave altså mig at tage over efter skoletid.

Da jeg var 16 år, var mine forældres butik lukket med stor gæld til følge. Min far var sygemeldt, og min mor arbejdede på kontor. Hun havde svært ved at magte det, og hun mente, at hun trængte til ferie, og det fik hun. Jeg passede mine små brødre. Jeg holdt hus, sørgede for mad og lektiehjælp og gik samtidig til min første eksamen i realskolen.

Da jeg var 18 år, døde min elskede morfar. Min mor lagde igen ansvaret fra sig og kunne ikke magte at fortælle mine yngre brødre om dødsfaldet, så det måtte jeg gøre. Ikke på noget tidspunkt er ordet tak blevet taget i brug. Jeg flyttede hjemmefra kort derefter for at få lidt fred.

Med til billedet af min mor hører en attitude som Maude i Matador. Fik hun ikke opmærksomhed eller sin vilje, havde hun det dårligt. Kritik hørte også til dagens orden. Ordene burde og skulle blev hyppigt anvendt. Senere omfattede kritikken også min mand og mine dejlige børn. Da jeg var midt i 30erne døde min far pludseligt. Begge mine brødre var på rundrejse i USA. Det var inden, mobiltelefonen rakte så langt. I 10 dage boede jeg og min familie hos hende. Igen var det nærmest en selvfølge, og der kom ingen tak.

Min far har nok altid været en form for modvægt og stødpude for hende. Efter min fars død eskalerede min mors opførsel. Hun skal have tingene på sin måde. Alle forsøg på at få hende til at se indad har været forgæves. Når hun blev konfronteret med sin dårlige opførsel, er det altid blevet fejet af bordet med: ja, jeg har i hvert fald ikke gjort noget forkert. En psykolog er noget, som vi andre ville have godt af. Ikke hende. Havde jeg været gift med hende, var jeg blevet skilt.

I dag er hun 80 år. Hun er fysisk frisk og kan formentlig leve ganske mange år endnu. Men min energi til at tackle hende er opbrugt. Der er ganske enkelt ikke mere på den konto. Hendes evner til at indse, hvad hun har forårsaget gennem et langt liv, er ikke til stede. Jeg har samtidig et travlt og et meget spændende arbejdsliv, og jeg har lige færdiggjort en større tillægsuddannelse. Jeg har en dejlig mand og voksne børn, som har det godt, men som begge er på vej ud af et forhold. Begge mine svigerbørn har været ramt af en langvarig stressrelateret depression.

Lige nu har jeg trukket stikket i forhold til min mor. Hun taler grimt om de fleste mennesker, og jeg kan slet ikke finde energi til at omgås hende. Men hvordan finder jeg en metode til at håndtere hende? De kommende år bliver formentlig ikke nemmere.Venlig hilsen

Ane

Kære Ane
Tak for dit brev. Nogle af forældres fornemste opgaver er at finde en god balance mellem omsorg, kærlighed og støtte på den ene side og udfordring, pligt og tildeling af aldersrelateret ansvar på den anden side, når det gælder opdragelsen af næste generation. Den balance i forhold til barnets alder og indre ressourcer er helt afgørende, for at børn kan vokse op med respekt for sig selv og andre og kunne bidrage til fællesskabet.

Desværre er det ikke alle, der har evner for den balance, og nogle gange kan også forældres historie, personlighed og livsomstændigheder bidrage til, at de giver alt for lidt omsorg og overlader alt for meget ansvar til børnene. Sådan som din mor.

I vores tid kan man desværre også i nogen grad se den modsatte tendens, hvor børn måske på grund af voksnes skyldfølelse og mangel på tid får en misforstået omsorg, hvor livets udfordringer og pligter i stedet bliver ordnet af hæsblæsende voksne, fordi børn ideligt skal spørges, om de nu har lyst til det ene eller det andet. Så man kan svigte børn både ved at give dem for meget og for lidt af henholdsvis omsorg og ansvar.

Det er tydeligt, at du er helt opbrugt og udtømt i forhold til din mor. Hun kan ikke mættes og ikke få nye tanker. Når det ikke er lykkedes dig de sidste 40 år at komme i dialog med hende og få hende til at bidrage eller reflektere over sin egen del af jeres vanskelige fællesskab, så er det helt urealistisk, at det bliver anderledes. For os at se er det en afgørende forudsætning for, at du i det hele taget kan have en vis kontakt med hende fremover, at alt håb om ændring opgives. For ellers bliver du fastholdt i en kronisk og gentagen skuffelse, hver gang kontakten er der.

Vi tror, at du nøje må gennemtænke og aktivt vælge på hvilke præmisser, du har kontakt med hende, velvidende at det nu er dig, der bestemmer. Sandsynligvis må det være korte besøg, hvor du udvælger samtaletemaer af mere neutral og overfladisk karakter. Det er ikke det samme som at være uhøflig overfor et ældre menneske. Men det er at tage modent bestik af, hvem hun er, og hvad du kan holde til. Du må finde et interval for kontakten, som du kan holde til. Og nogle gange kan et postkort måske sendes i stedet for et besøg.

Vi kan også læse, at der er vanskelige ting at forholde sig til hos dine voksne børn og svigerbørn. Det er i højere grad der, du skal vende blikket end mod din gamle, raske mor.

Vi har en fornemmelse af, at et helt overordnet vigtigt tema for dig er at økonomisere med dine kræfter både arbejdsmæssigt og i forhold til vigtige personer i dit liv. Der skal gerne være strøm på dit batteri også fremover. Og det kan der kun være, hvis der er tid og plads til opladning, inspiration og glæde. Vi håber, at du fremover kan finde forskellige kilder til denne næring og bruge dem i dit liv.

Mange hilsener