Latteren overdøver vægurets tikken, lige så snart Annette Steffensen og Søren Nielsen tager plads i fløjlssofaen hos den 89-årige Aase Tobias i hendes lejlighed i Hvidovre ved København.
Hun var deres klasselærerinde, da de gik i folkeskoleklasse sammen fra 1972 og syv år frem. Nu mindes de, da de første gang holdt gensynsfest med klassen fra Gungehusskolen i anledningen af deres 25-års jubilæum.
LÆS OGSÅ:Sociale medier fjerner angsten for at blive afvist
Festen blev holdt hos en af deres gamle klassekammerater, fortæller Søren Nielsen, der var med til at arrangere:
"Vi stod ude i entreen og startede allerede med at skrige af grin, før folk overhovedet var kommet."
"Jeg kan huske, at jeg først kom hjem klokken tre om natten, og min søn, der var på besøg, blev så bekymret, at han var lige ved at ringe til politiet. Sådan en gammel kone som mig kan jo ikke komme hjem klokken tre," griner Aase Tobias.
Søren Nielsen kigger på Annette Steffensen:
"Og inden festen ville du under ingen omstændigheder ringe nogen op. Du var så bange for, at der bare ville være tæppefald, og de ikke ville ane, hvem du var."
"Men man kan faktisk kende og huske hinanden," siger hun og fortsætter:
"Det tror man ikke efter så mange år, men det er fuldstændig som at kigge på klassebilledet."
Og det er ifølge Margrethe Kähler, ældrepolitisk konsulent ved Ældre Sagen, årsagen til, at så mange danskere møder op, når de får en invitation til gensynsfest med folkeskoleklassen. Enten gennem brevsprækken eller på Facebook, internetforummet, der har fået flere danskere til at opsøge gamle venner.
"Man leder efter nogen, der har kendt én som den, man føler sig som indeni. Dem, der ser gennem rynkerne, det grå hår og den lille mave og ser personlighedskernen. Man vil simpelthen gerne spejle sig i nogen, der kender én, som man var mange år tilbage," siger hun.
Dorthe Berntsen, professor i hukommelsespsykologi på Aarhus Universitet, forklarer, at mødet med de gamle klassekammerater bliver en fysisk manifestation af hukommelsen, der gør det muligt at gå 10, 20 eller endnu flere år tilbage i tiden for en kort stund.
"Hvis man søger tilbage og mindes 'dengang', så kan man komme helt væk fra nutiden for en aften og skabe et fortidsunivers, som alle accepterer at være en del af. Man rekonstruerer en tabt tilværelse. Og ligegyldigt hvor omskifteligt ens liv har været, kan man denne aften bekræfte hinanden i, at Kims vittigheder stadig er sjove," siger hun.
Derfor kan en gensynsfest med folkeskoleklassen også fungere som en virkelighedsflugt, hvis man ikke er tilfreds med sit liv, som det har formet sig.
"Det kan være en krisereaktion. Man prøver at genfinde noget af det gamle, fordi man for eksempel har mistet sit arbejde eller er gået på pension uden at have fundet noget nyt at tage sig til. Alle almindelige voksne mennesker bruger erindringen til at skabe identitet og som en social retningsgiver, og derfor kan mindet om en bedre tid føles så vigtigt," siger hun.
Og ens opfattelse af egen identitet er afgørende for, om man møder op til arrangementer som gensynsfester. Det mener Bo Jacobsen, professor i filosofi ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Københavns Universitet.
LÆS OGSÅ:Præstebørn udveksler minder på facebook
"Det spiller en rolle, om man tænker tilbage på sin skoletid med gode følelser eller ej. Er man blevet mobbet, er lysten til et gensyn selvfølgelig mindre, end hvis man var afholdt. Det har også betydning, hvordan det er gået én i livet. Er man for eksempel blevet meget syg eller alkoholiseret, er sandsynligheden for, at man møder op, meget mindre, end hvis man har haft succes i arbejde og familieliv," siger han.
Men Bo Jacobsen er ikke i tvivl om, at de fleste vil få en positiv oplevelse ud af gensynet, fordi folkeskolen repræsenterer det fælles udgangspunkt, de fleste danskere deler i livet. Klassen har ofte indeholdt elever fra alle sociale lag, men betingelserne i klasseværelset har været de samme.
"Det er et skæbnefællesskab. Eleverne i klassen er fælles om at være underlagt både gode og umulige lærere. At skulle sidde der time efter time, mens man måske havde lyst til noget helt andet. Fælles skæbne skaber ofte et særligt sammenhold, og det sammenhold findes hurtigt frem, når man ses igen efter mange år," siger han og peger på, at gensynsfesterne ofte er præget af en direkte og ærlig tone, der kunne lyde, som om man lige havde set hinanden forleden dag.
Luften i stuen i Hvidovre er tyk af navne og historier om klasseværelsedrillerier. Annette Steffensen læner sig lidt tilbage og folder hænderne som sit knæ. Hun smiler og lytter til Søren Nielsen og Aase Tobias' anekdoter, men hendes blik glider væk.
"Jeg gik egentlig ikke op i, hvad de andre gik og lavede. Og inden festen havde jeg tænkt, vi er så fortravlede, og der er så mange andre, man gerne vil se sådan en lørdag aften. Hvorfor skal jeg sidde sammen med nogle, jeg har gået i klasse med for 100 år siden? Men jeg var ikke klar over, hvor meget man fik igen."
"Ja, man bliver mindet om sin egen historie, som man har glemt dele af. Her er der så pludselig andre, der sidder med de dele, og det er virkelig dejligt at få dem igen," tilføjer Søren Nielsen.
Gensynsfesterne virker som en genvej tilbage, hvor man kan krydse livets mange faser over en enkelt aften og på den måde få en fornemmelse af en rød tråd, der løber gennem hele ens tilværelse, mener professor Dorthe Berntsen.
"Man oplever et bånd til sine gamle klassekammerater, der skaber en kontinuitet i livet. Det etablerer en forbindelse mellem nutiden og dengang, der ellers har været brudt af livets almindelige skift og faser," siger hun og nævner, at folk for eksempel har uddannet sig i forskellige retninger, og mange er flyttet til andre steder i landet.
"Kortvarigt bliver minderne en del af nuet, og man kan i den sammenhæng se, hvordan ting har forandret sig. Man fortolker forandringerne, sætter dem i sammenhæng og bruger situationen til at forstå, hvorfor man er blevet, som man er i dag," siger hun.
Og netop alsidigheden ved, hvad man husker, er noget af det unikke ved hukommelsen. Derfor kan det føles, som om man lærer nye sider af sig selv at kende, selvom historierne er gamle.
"Til de her klassefester får man adgang til ellers glemte erindringer, fordi der i samtale med andre dukker ting op i hukommelsen, vi ellers ikke ville have husket. Minder er forskellige, selvom vi har oplevet det samme. På den måde supplerer man og udfordrer hinanden, og der vil typisk gå en prås op for tilhørerne – også selvom det er historier fra deres egne liv," siger Dorthe Berntsen.
LÆS OGSÅ:Facebook hitter også blandt de ældre
Margrethe Kähler fra Ældre Sagen mener, at alsidigheden i de mange minder også er et udtryk for alsidigheden i en folkeskoleklasse. Man er som barn blevet kastet ind i et fællesskab, hvor der kan være vidt forskellige typer. Men når man genoplever barndom og ungdom til en gensynsfest, går det op for en, hvor meget man har tilfælles på trods af forskellige livsforløb.
"Det, man har at give hinanden, er en mangfoldighed af små livsfortællinger, som man opdager, der er en masse fælles drømme i. Man har sin egen historie og version af livet, men der er store mængder fælles gods i de historier og erfaringer. Og når de udveksles på ny efter alle de år, lærer man, hvor meget man har tilfælles alene ved at være menneske," siger hun.
Men det er intet tilfælde, at det netop er skolehistorierne, der hænger så godt fast på den indre opslagstavle, at de fleste vil kunne komme med et bidrag til en gensynsfest. Forskning underbygger, at erindringer fra ungdomsårene er overrepræsenterede i hukommelsen i forhold til senere livsperioder. De er simpelthen lettere at komme i tanke om, forklarer Dorthe Bentsen.
"I ungdomsårene grundlægger vi vores voksenidentitet, og kulturelt set forventes det, at vi gennemlever nogle af de vigtigste overgangsfaser i livet i den periode. Vi går fra barn til voksen. Vi går fra skolebænken til arbejdspladsen, og vi går fra barnløs til forælder. Derfor bliver ens folkeskoleklasse så vigtig, fordi den har været med til at forme en afgørende periode i livet," siger hun.
Margrethe Kähler mener også, det bidrager med tryghed i en omskiftelig verden, at man mødes med nogen, som har været vidner til ens udviklingsproces, og som netop bekræfter én i, at man ikke har ændret personlighed, og at man bestemt er let at kende igen.
"I en tid, som mange mener er individualiseret og måske ligefrem egoistisk, vil folk begynde at sige: 'nu er det nok', og så bliver sociale relationer mere vigtige igen," siger hun og påpeger, at det også bliver mere vigtigt, efterhånden som man kommer længere op i alderen:
"Når man først er over 70 år, så ved man godt, der kommer tæppefald – hvis ikke før, så siden. Og så er det vigtigt med blivende relationer, nogen, man har et sandt forhold til, som ikke bare er flygtige bekendtskaber. Den menneskelige kvalitet, hvor vi kan nå et spadestik dybere, og det har man mulighed for med gamle skolekammerater," siger hun.
Aase Tobias er da også glad og taknemmelig over, at så mange af hendes gamle elever stadig husker hende og kalder hende ved hendes kælenavn fra skoletiden: "Frutto" for "fru Tobias".
"Nogle gange er jeg så indbildsk, at jeg tænker: 'Så har du ikke levet helt forgæves'. Jeg har startet tre 1. klasser, og jeg er blevet inviteret til gensynsfester i dem alle sammen. Og hvor har det dog været sjovt hver gang," siger den 89-årige lærerinde.
Søren Nielsen smiler.
"Altså når man går op og ned ad folk i sin klasse i op mod 10 år, så har det selvfølgelig betydning. Alle de timer i skolen og så fritidshjemmet bagefter. Vi er jo blevet dannet af hinanden," siger han.
"Og det giver en ro i livet at kunne tænke: 'Jeg kender en, der kendte mig, da jeg var syv'," siger Annette Steffensen.