Pillerne knaser i munden. Det er lørdag nat. Jeg kæmper med at klemme hele glasset ned. Jeg havde hørt i en radioudsendelse, at 50 er nok. Det tager et par minutter. Pilleglasset har stået parat på hylden i 14 dage. Nu er tiden inde. Jeg lægger mig i sengen og mærker pillernes svimlende virkning. Der er ikke noget vemodigt ved det. Det føles kunstigt, men rigtigt. Så døser jeg hen ...
LÆS OGSÅ: Forsikringsselskaber afviser kunder efter selvmordsforsøg
Det er nu 20 år siden, at Morten Thomsen forsøgte at tage sit liv. I dag er han 44 år, far til tre børn og international chef i Det Sociale Netværk en forening, som ønsker at fjerne tabuer og øge forståelsen på social- og psykiatriområdet. Selvmordsforsøget vil for altid være en vigtig del af Morten Thomsens eksistentielle bagage og har været afgørende for, hvordan resten af hans liv har udviklet sig.
Når han i dag ser tilbage på sommerdagene i 1992, hvor livet på kort tid blev helt uudholdeligt, undrer han sig over, hvordan det kunne komme så vidt. Det lå nemlig slet ikke i kortene, at han skulle ende med at forsøge at begå selvmord.
Morten Thomsen er opvokset i byen Lynge i Nordsjælland. Han havde et godt forhold til sine forældre og mange kammerater. Han dyrkede masser af sport og var glad for at gå i skole. Senere blev forældrene skilt, og Morten Thomsen flyttede ind hos sin mor. Han havde stadig et godt forhold til begge forældre og følte sig ikke videre tynget af skilsmissen.
LÆS OGSÅ: Her er selvmord hverdag
Da Morten Thomsen var færdig med 9. klasse, ville han gerne prøve noget andet. Han kom i lære i en boghandel og havde nu en indtægt, som gjorde det muligt for ham at flytte hjemmefra. Den idé luftede han over for sin mor. Det var hans mor lidt ked af at høre. Men hvis det absolut var det, han ville, var det okay med hende.
Morten Thomsen følte sig lidt fanget i sit eget overmod. For dybest set var det nok ikke det, han reelt ville. Men omvendt var han også spændt på at blive selvstændig og klare sig selv. Han flyttede hjemmefra som 15-årig og lejede et værelse i Hillerød.
Pludselig havde jeg en enorm frihed. Bortset fra at passe mit lærlingejob var der ikke længere nogen, som satte grænser for mig. Men jeg var slet ikke moden til at forvalte al den frihed. Jeg spiste forkert, sov ikke nok og gik i byen og festede hver torsdag, fredag og lørdag. Jeg kom til at leve i en kæmpe ubalance, hvor der var drøn på hele tiden, siger Morten Thomsen.
LÆS OGSÅ: Færre piger forsøger selvmord med piller
Men det fik ham ikke til at stoppe op. Snarere tværtimod. Han besluttede at læse videre og begyndte på en handelseksamen. Han knoklede og klarede sig godt og tog et studiejob ved siden af. Men samtidig fortsatte de mange sene byture og det udadvendte liv.
Dobbeltlivet sled på Morten Thomsen, der havde svært ved at finde ro. At koble af. Men han fortsatte, så længe det fysisk kunne lade sig gøre. Han endte med at få en handelseksamen med et rigtig godt gennemsnit og brugte det til at komme ind på ønskestudiet statskundskab ved Københavns Universitet.
Undervisningen var interessant, og Morten Thomsen klarede sig udadtil fint. Han var den første i familien, der kunne se frem til at opnå en universitetsgrad. Og det var vigtigt for ham at give et indtryk af, at han havde styr på det. At han kunne klare sig selv, som han havde sat sig for.
Men efter 2. semester i 1992 begyndte det for alvor at gå ned ad bakke.
Jeg havde på det tidspunkt ikke længere noget overskud og kunne ikke håndtere de samme ting. Jeg var ofte træt, ked af det og ville hellere blive i sengen om morgenen. Jo mere jeg fik det sådan, jo vigtigere blev det at skjule for omverdenen, hvordan jeg reelt havde det. At jeg stadig kunne score de bedste karakterer, have studiejob og samtidig feste og se mennesker hele tiden. Det blev en ond nedadgående spiral, hvor jeg sled mig op. Jeg var nok alt for stolt.
Familien kunne godt mærke på ham, at han ikke længere havde den samme energi og oftere var nedtrykt og trist. Men de håbede, at det blot var en fase. Morten Thomsen fik med nød og næppe klaret sig igennem 2. semester og havde to måneders sommerferie, hvor han kunne komme ovenpå igen.
Han havde med spænding fulgt studenteroprøret i Kina, der kulminerede med massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor militæret dræbte flere hundrede demonstranter. Derfor tog han med Den Transsibiriske Jernbane gennem Rusland og rejste rundt i Kina med rygsæk for at undersøge forholdene. Han havde ikke planlagt meget af turen, og selvom det var spændende, var det en hård tur.
På alle mulige andre tidspunkter havde det været en fantastisk rejse. Men jeg var slidt op både mentalt og fysisk. Derfor var det med mine allersidste kræfter, jeg rejste rundt. Flere års ubalance og dårlig livsførelse havde omsider indhentet mig. Jeg havde altid været dårlig til at mærke efter mine følelser. Og nu var jeg helt færdig og ønskede ikke at fortsætte.
Morten Thomsen kom udmattet hjem i august og skulle igen snart starte på studiet. Fremtiden virkede uoverskuelig, og han havde ikke længere lyst til at se familien eller venner. Ofte blev han liggende i sengen og stirrede ud i luften. Det hele kulminerede på bare en måned, og Morten Thomsen kunne ikke længere genkende sig selv.
Den ubalance, jeg havde levet med gennem 10 år, ramlede sammen med det seneste års stress. Jeg kom ud over en grænse, hvor jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg anede ikke, hvor den gamle Morten var forsvundet hen, og jeg faldt sammen som menneske. Jeg kunne ikke overskue mit liv. Jeg havde forsøgt at leve et liv i overhalingsbanen uden at mærke efter, hvordan jeg havde det. Man kan ikke brænde sit lys i begge ender. Så jeg valgte livet fra. Og det kom bag på mig, hvor hurtigt jeg kom til den erkendelse, og hvor naturligt det føltes. Det var faktisk en rolig proces, fordi jeg endelig havde fundet en løsning og afklaring på det smertefulde kaos, som jeg ikke kunne holde ud.
Han købte et glas Panodiler. Han slugte ikke pillerne med det samme, men ville finde det rette tidspunkt. Faktisk gav pillerne på hylden ham ro, fordi løsningen lå inden for rækkevidde. Nu havde han valgt metode og sted. Nu skulle det rette tidspunkt bare indfinde sig.
I de følgende dage tænkte han på det paradoksale i, at han havde hele livet foran sig. Den optimisme var afløst af et gennemgribende sortsyn, og han havde ikke fantasi til at forestille sig, hvordan hans situation kunne ændre sig og ende lykkeligt. Alt, hvad der før var godt, fremstod med modsat fortegn og var tomt, meningsløst og uoverskueligt.
Han tænkte ikke på familien eller vennerne, men holdt sig for sig selv. Det gav ikke mening for ham at skrive afskedsbrev eller tage afsked. Han havde dog valgt pilleløsningen frem for at skære sig for at undgå blod af hensyn til dem, som skulle finde ham. Ellers gjorde han sig ikke de store forestillinger om, hvad der skulle ske på den anden side af døden. Han længtes blot efter at få fred.
Lørdag nat den 1. september kom Morten Thomsen hjem fra byen og tænkte, at tiden var inde.
Det var helt udramatisk. Jeg græd ikke. Var ikke fuld. Var ikke i tvivl. Jeg skulle bare herfra. Fredeligt og roligt. Det føltes helt rigtigt. Naturligt. Jeg slugte pillerne og lagde mig i min seng.
Næste morgen vågnede Morten Thomsen. Først troede han, at han var død. Så kom han vaklende på benene. Han havde opkast på tøjet og kastede flere piller op igen. Det gjorde ondt i kroppen, og uden at tænke nærmere over det tog han ind på Frederiksberg Hospital. Han blev indlagt på intensiv, hvor han fik en modgift mod pillerne. Men virkningen fra pillerne var så alvorlig, at han svævede mellem liv og død.
En sygeplejerske forklarede ham, at enten ville han dø, eller også overlevede han med varige skader på organer og lever. Der var en lille chance for, at han overlevede uden alvorlige komplikationer. Et af disse udfald ville ske i løbet af de næste 12 timer. Efter en intensiv behandling overlevede Morten Thomsen.
Han havde svært ved at forholde sig til, at han havde forsøgt at tage sit liv, men var heldig at overleve. I mellemtiden var hans familie blevet underrettet. Men han afviste at få besøg af dem. Hvad skulle han sige til dem? Han ville bare være i fred. Her havde han tid til at reflektere over sin situation.
Jeg ville jo bare sove stille ind. Det var først her, det gik op for mig, hvor dramatisk og voldsomt det er at tage sit liv. Og at det har konsekvenser for mange andre mennesker. Og ved at vågne op fra, hvad jeg troede var døden, mærkede jeg livet på en anden måde. Jeg kunne ligesom mærke livets vægt. Og efter adskillige indre monologer besluttede jeg at give livet en chance til.
Et par dage senere havde han en 10 minutter lang konsultation med en psykolog. Psykologen mente ikke, der var grund til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Så Morten Thomsen blev udskrevet den 6. september.
Da han trådte ud ad porten til hospitalet, vidste han ikke, hvor han skulle sætte sit næste skridt. Der var ikke rigtig nogen behandlingstilbud, og livet virkede endnu mere kaotisk, end da han forsøgte at tage det. Han kunne ikke bare fortsætte studiet eller overskue at finde et arbejde.
En af hans venner havde hørt om et nyt behandlingscenter, hvor man kunne komme ind fra gaden og flytte ind i to uger, hvis man var bosat i Københavns Kommune. Det var Morten Thomsen, som tog imod tilbuddet og flyttede ind.
Her var der et uformelt hold af dygtige psykologer og socialrådgivere og andre personer, som stod i en lignende situation. Morten Thomsen fik for første gang sat perspektiv på den ubalance, han havde levet i. Den havde indtil da været et uoverskueligt kaos, som han ikke havde været i stand til at sætte ord på.
Mine problemer blev anskuelige og håndterbare. Og jeg indså, at jeg gennem længere tid havde presset mig selv ud over kanten og ikke været i stand til at passe på mig selv. At jeg havde været for stolt til at erkende, at jeg stod med nogle problemer, som jeg ikke selv kunne klare. Jeg havde det, som om jeg var nul år, og nu begyndte dag ét i mit nye liv.
Da de 14 dage var ovre, fik Morten Thomsen tilbudt et højskoleophold, hvor han kunne komme til hægterne.
Han befandt sig godt mellem de andre og havde ikke de store bekymringer. Det var det helt modsatte af hans tidligere tilværelse i overhalingsbanen, som handlede om at præstere og udvise kontrol og overskud. Han fik dyrket en masse motion, hvilket langsomt gav ham energi til at kæmpe for sit liv igen. Han gik også til moderne dans, hvilket han elskede. Og efter ni måneder på højskolen flyttede han til Aarhus for at starte på en teaterskole med moderne dans. Her lejede han et værelse hos en familie bestående af en mor, far og to døtre på sin egen alder. Morten Thomsen kom rigtig godt ud af det med dem alle.
Det var helt fantastisk, den måde de snakkede sammen på og var sammen som familie. Og det var vel noget af det, som jeg havde længtes efter i alle de år, lige siden jeg flyttede hjemmefra alt for ung. Bare at kunne slappe af og være mig selv over for nogle mennesker, som kendte og holdt af mig.
En dag blev han ringet op af en journalist fra Danmarks Radio. Han spurgte Morten Thomsen, om han ville stå frem og fortælle om sit selvmordsforsøg i tv-programmet Profilen. På det tidspunkt kendte hverken familien i Aarhus eller vennerne fra højskolen noget til hans fortid. Og egentlig havde han ikke lyst til at udbasunere sin forhistorie, som han omsider havde fået lidt på afstand efter et år. Men omvendt var det åbenhed, erkendelser og indrømmelser, som havde bragt ham tilbage på sporet.
Han valgte derfor at stå frem, hvilket kom bag på mange i hans omgangskreds. Men det styrkede Morten Thomsens tro på at ved at tale åbent om det, var det lettere at bearbejde det.
Efter et år i Aarhus følte Morten Thomsen sig parat til at vende tilbage til København og genoptage sine studier. Han sørgede for ikke at presse sig selv for hårdt og klarede sig fint. Samtidig kørte debatten i medierne om selvmord og de manglende behandlingstilbud. Politikerne diskuterede frem og tilbage, men de lovede forbedringer udeblev.
Jeg havde mærket på egen krop, hvor mangelfulde tilbuddene er. Og det var jo kun, fordi jeg boede i den rette kommune, at jeg kunne kom ind på det behandlingscenter, som måske reddede mig fra at forsøge selvmord igen.
I 1994, to år efter sit selvmordsforsøg, oprettede Morten Thomsen en forening, der hjalp og rådgav folk med selvmordstanker. Foreningen fik navnet Livslinien, hvor man anonymt kan ringe ind og fortælle om sine problemer og få rådgivning om, hvordan man bedst får hjælp.
I begyndelsen var det kun Morten Thomsen og nogle få andre, som drev Livslinien. Han lejede et lille kontor, selvom han ikke havde penge til det. Her tog en håndfuld psykologistuderende på skift imod opkaldene. Det var en meget hektisk begyndelse, hvor foreningen måtte ud at stemme dørklokker for at få støtte til driften. De frivillige arbejdede selv gratis, men det krævede ressourcer at drive Livslinien som et velfungerende rådgivningscenter.
Gradvist blev kendskabet og behovet for Livslinien mere udbredt. Forskellige fonde gjorde det muligt at leje et større kontor og uddanne flere frivillige, som kunne tage imod det stigende antal opkald og henvendelser. Gennem det konstruktive arbejde med selvmord fik Morten Thomsen også langsomt bearbejdet sit eget selvmordsforsøg.
Ved at lytte til og hjælpe andre mennesker med deres selvmordstanker stod det klart for mig, at det ikke kun er ulykkelige narkomaner og folk med mangeårige psykiske lidelser, som forsøger at tage deres eget liv. Det er helt almindelige mennesker, som i løbet af kort tid kan gå fra en velfungerende og god hverdag til ikke at kunne overskue deres livssituation, hvis de ikke får talt ud om det i tide.
Ved siden af Livslinien passede Morten Thomsen samtidig studierne, hvor han tog sine sidste fire år på Københavns Universitet i træk og blev kandidat i statskundskab i 1998. Undervejs mødte og forelskede han sig i en pige, som han giftede sig med og fik et barn med i 1996. Selvom Morten Thomsen var åben om sin fortid, var hun ikke bekymret for, at han kunne finde på at forsøge selvmord igen. I dag har de tre børn.
Morten Thomsen knokler stadig for at skabe opmærksomhed om selvmord herhjemme og sikre bedre hjælp og behandlingstilbud. Han mener, at området i dag er mindre tabubelagt, selvom der er stadig er lang vej. For ham er det vigtigste at skabe åbenhed og gøre det acceptabelt, at man undervejs i livet kan komme ud i kriser, som man ikke selv kan overkomme. Og her skal omgivelserne og samfundet være klar til at hjælpe.