Kærligheden bærer igennem

Interview: Lise Marie Nedergaard er eventyrfortæller, papirkunstner og sangskriver. Efter års kamp er de mange talenter blevet en rigdom for hende, og hun er nu aktuel med en ny cd

-- Når man vinder i år og erfaring, er der pludselig ting, der forekommer én vigtige at dele med andre mennesker, og så må man finde ud af,  hvilken form der skal tages i brug. Det er en stor lettelse, når man kommer dertil, siger Lise Marie Nedergaard. -- Foto: Kristian Djurhuus.
-- Når man vinder i år og erfaring, er der pludselig ting, der forekommer én vigtige at dele med andre mennesker, og så må man finde ud af, hvilken form der skal tages i brug. Det er en stor lettelse, når man kommer dertil, siger Lise Marie Nedergaard. -- Foto: Kristian Djurhuus.

"En sen aften i Afghanistans bjerge ..." Mere skal der ikke til, før vores indre scenograf går i gang. Vi ser bjergene, lægger lys og farver på og er ret hurtigt i gang med at sætte scenen, som vi synes, den skal være.

Når Lise Marie Nedergaard, 37 år, fortæller eventyr for ansatte i det danske forsvar, er hver tilhørers indre scenograf hendes hjælper.

– Jeg har kun ordene som redskab, men scenografien hos tilhørerne arbejder for fuld tryk. Lyset er tændt, vi er fælles om en oplevelse, og i det rum bliver der plads til et helt andet sprog end dagligdagens. Man kan pludselig bruge poetisk tale, som ellers ligger i dvale, fordi den bliver for patetisk over frikadellerne. "Bogen er som en have båret i lommen ...", det er jo for voldsomt at inddrage i daglig tale, men der er plads i fortællingen, siger Lise Marie Nedergaard.

Når hun fortæller de irakiske eventyr for ansatte i det danske forsvar, gælder det om for et kort øjeblik midt under urolighederne i Irak at finde frem til det fælles menneskelige. Se, at det er mennesker som os, der til alle tider har fortalt eventyr om håb og kærlighed.

FORTÆLLINGERNE ER vandret fra den arabiske del af verden til vores, og selvom de har ændret sig undervejs, er der grundgods, som har overlevet.

De overnaturlige væsener, som optræder i så mange eventyr, kan se forskellige ud – hvor de i Irak tager form som ørkendæmoner, har vi i Norden drager eller trolde, men alle kulturer har for eksempel forestillinger om uvæsener, der "sniger sig rundt om kanten af vores tilværelse", som Lise Marie Nedergaard formulerer det.

De uvæsener kender Lise Marie Nedergaard godt til. Hun er barnebarn af den store fortæller Anna Sophie Seidelin, opvokset på Vestjyllands Højskole, hvor faderen var forstander, og hvor moderen underviste og fortalte eventyr. På den måde har hun taget arven op, men det har ikke været uden omveje og selvransagelse. Ikke mindst fordi hendes begavelse er så omfangsrig, at det har været svært at vælge, hvad hun ville stille op med den.

Lise Marie Nedergaard er sangskriver og musiker, digter, papirkunstner og har studeret både oldislandsk og teologi. Senest har hun skrevet tekster og musik til cd'en "Abrikostræet", som bassisten Mads Vinding har arrangeret.

Egentlig ville hun være landmand, kunstner eller præst. Selvstændigheden og en vis form for frihed i erhvervene tiltalte hende, så hun startede på teologistudiet i Århus i 1990. Det var sprogfagene og den historiske tilgang, der interesserede hende, ikke teologien.

– Jeg kunne ikke blive optaget af en diskussion om skyld, nåde og frelse. Jeg kunne ikke registrere nogen bevægelse inde i mig selv, mens det foregik, mens jeg var helt forgabt, når vi havde kirkehistorie. Der var så mange anekdoter, og mens mine medstuderende havde appetit på de teologiske diskussioner, fik jeg lyst til at lave en tegneserie over kirkehistorien, siger Lise Marie Nedergaard. Hendes skæve vinkel drev hende videre ud i en søgen efter, hvad hun skulle.

– Jeg havde i mit udgangspunkt ikke meget selvtillid, så jeg gik ikke ind i arbejdet med den overbevisning, at jeg havde talent. Tværtimod gjorde jeg en stor indsats for at modbevise den tese, at jeg skulle have talent. Jeg har brugt mange kræfter på at finde dokumentation for, at jeg ikke var dygtig, og at det, jeg satte mig for, ikke ville lykkes. Men jeg kunne altså ikke mane mig selv væk, Lise Marie Nedergaard.

EFTER FØDSLEN AF SIN nu to-årige søn, Carl, røg Lise Marie Nedergaard ned med et brag med "en stor, fed depression", hvor hun var indlagt i to en halv måned. Den gav hende en konkret erfaring af, at kærligheden bærer igennem.

– Det er en hård skole at være i, men kommer man ud på den anden side, har man fundet ud af, hvad der er vigtigt. Og det er ikke, om man er egnet eller ej, men derimod de mennesker, der har båret én igennem og ens egen kærlighed til andre mennesker. Det projekt, man selv udgør, bliver mindre og mindre interessant til fordel for bevidstheden om omverdenen – om hvor stor en afhængighed man har af andre menneskers varme og kærlighed. Det er jeg taknemlig for at have lært forholdsvis tidligt, så jeg ikke skal sidde som 80-årig og være ked af, at jeg ikke har elsket mere eller ladet folk elske mig. Mine venners kærlighed var et vedholdende faktum under min sygdom – som en afspejling af Guds kærlighed. Hans kærlighed rækker helt derud, hvor vi er pillet fra hinanden og ligger som møtrikker og skruer på et bord, siger Lise Marie Nedergaard.

Heldigvis har hun altid kunnet række ud efter kunsten, når mørket overvældede hende.

– I gamle dage troede man, at man ved åreladning kunne tappe sygdom ud af folk. Jeg brugte musikken, digtene og mine papirklip og lettede på presset, så jeg ikke blev paralyseret af sorg i sjælen. Jeg har benyttet mig ad den lille tap i min tønde, som jeg har kunnet vippe tilbage, så der løb en smule ud, inden det hele gærede og eksploderede. Og nu kan jeg begynde at drage nytte af det store materiale, der ophobede sig i den tid, siger Lise Marie Nedergaard.

SOM 17-ÅRIG FLYTTEDE hun en periode til Ærø og boede hos sin mormor. Det ophold har også sat sig spor i hendes fortællestil.

– Tilgangen til stoffet, hele vejrtrækningen i fortællingen, pauseringer, betoninger og gestik, har selvfølgelig fæstnet sig i mig. Når jeg står og fortæller, opdager jeg pludselig, at jeg laver et kast med hovedet på en måde, som kan identificeres. Det var svært i en fase, fordi jeg kunne føle det omsonst at gå i gang med det fag, fordi hun har gjort det så fremragende. Så hvorfor ikke lade det være ved det, spørger Lise Marie Nedergaard.

– Man stiller sig jo op og tager folks tid, og hvis man ved, at det har kunnet gøres bedre, end man selv gør det, hvorfor så gøre det? Men jeg har lært, med alt hvad jeg laver, at flytte fokus fra, hvad jeg tror om mig selv og tror, at andre tror om mig, hen til emnet, siger hun.

I sin dagbog fra sin tid hos mormoderen har Lise Marie Nedergaard noteret sig "fraværet af sladder".

– Min mormor repræsenterede i den grad med hele sit væsen et livssyn, som var en blanding af stor jordnærhed og viden og en rolig forståelse af, at livet er, som det nu en gang er. Hun blev ikke skuffet, harm og vred over mennesker. Jeg ved ikke, hvordan hun var som yngre, men som ældre havde hun et blik, der kunne se ind igennem den støj, der er omkring et menneske. Der blev fortalt mange anekdoter i det hjem, hvor der kom mange mennesker, men det var aldrig sladder. De personer, der optrådte i anekdoterne, kunne altid forlade dem igen med værdighed.

MED INSPIRATIONEN fra sin mormor og sin mor og med hele buketten af egne talenter føler Lise Marie Nedergaard i dag, at hun har udtryksformer, andre mennesker kan dele med hende.

En digtsamling med egne illustrationer er den næste idé, hun gerne vil realisere.

– Det er ikke givet at man som ung har noget at sige, men man kan måske mærke, at man har evner at sige noget med, så derfor er der store muligheder for tvivl. Man kan konstatere at man måske skriver godt eller tegner godt, men der er ikke nødvendigvis noget stof, der melder sig, og det er ikke klart for én, hvad det skal til for. Det kan være en langsommelig og smertelig proces at finde ud af det. Men når man vinder i år og erfaring, er der pludselig ting, der forekommer en vigtige at dele med andre mennesker, og så må man finde ud af, hvilken form, der skal tages i brug. Det er en stor lettelse, når man kommer dertil.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Lise Marie Nedergaard

Født 1968 i Århus. Opvokset i Odder og på Vestjyllands Høj-skole ved Ringkøbing. Hf fra Århus Seminarium. Teologistuderende ved Aarhus Universitet 1990-91. BA i russisk/old-islandsk 1999. Imellem de to studier lavede hun sangtekster og musik og har siden 1992 arbejdet som fortæller i Danmark og på fortællefestivaler i udlandet. Har udgivet flere bøger med fortællinger fra den islamiske verden, illustreret samt lavet musik og tekst til cd'en "Abrikostræet".