Forbudt kærlighed: Steen og Süheyla siger farvel til alle hemmelighederne

Skepsissen over ægteskabet mellem Steen og Süheyla er stadig stor hos parrets forældre. Men de er blevet enige om både et dansk og et tyrkisk bryllup, som skal gennemføres på hver deres meget forskellige måde. Læs eller genlæs sjette kapitel i serien "Forbudt kærlighed"

Steen og Süheyla bliver langt om længe gift - først på traditionel dansk manér og sidenhen på tyrkisk. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Dette er det næstsidste afsnit i serien. Modelfoto.
Steen og Süheyla bliver langt om længe gift - først på traditionel dansk manér og sidenhen på tyrkisk. Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Dette er det næstsidste afsnit i serien. Modelfoto.

Marts 2004
Süheylas mor bryder hulkende sammen, netop som forsamlingen sætter glasset ned igen. Under bordet krummer Süheyla tæer.

Det var lige det, der manglede. Hun ser sin mor gå ud af stuen, men man kan stadig høre hendes gråd gennem væggen.

Steens far har lige udråbt en skål for brudeparret Süheyla og Steen. Han skåler ud mod forsamlingen: de nærmeste danske venner og Steens familie.

Og han nikker overbærende mod Süheyla.

Hendes far bryder den akavede stilhed. Han har planlagt at holde sin tale på dansk, men som han står og kaster et flakkende blik ud i stuen, svigter modet. Han beder Süheyla om at oversætte, og hun rejser sig, stadig utilpas over sin mors reaktion. Er hun stadig ulykkelig over sin datter, eller er hun bare rørt? Kaster jeg ulykke over familien ved at insistere på at gifte mig med Steen, kan hun ikke lade være med at tænke.

Hendes fars tale er kort og afdæmpet, men alligevel dejlig, synes Süheyla. Endnu et skridt på vejen til et normalt liv med Steen. Da den er færdig, sætter hun sig ved siden af sin mor, der er kommet tilbage og sidder og ser aldeles malplaceret ud indhyllet i mørkt stof midt i Steens mors og stedfars spisestue med ph-lamper, hvide stole og lyse vinduer, hvor solen vælter ind.

"Hvorfor græd du før? Var det fordi, at Steens moster ville have dig til at skåle, og det brød du dig ikke om," spørger Süheyla i håbet om, at det faktisk er tilfældet.

"Min lille datter skal giftes. Og så med en dansker. Der er bare så mange ting," svarer hendes mor og kigger på sin datter med et blik, der beder hende om ikke at spørge mere. Süheyla giver sin mor et kram i mangel af bedre. Alt andet er for sent nu.

Süheyla vender og drejer sin blanke vielsesring af guld på turen hjem fra Fyn til Sjælland. Foran i bilen sidder hendes forældre. Steen er blevet hos sin mor.

De er nu mand og kone, men det føles ikke sådan, tænker Süheyla. Først efter det tyrkiske bryllup om godt en måned, må de tage hjem sammen. Og derefter kan de gøre, hvad de vil.

"Hvordan synes I, dagen er gået?" spørger hun sine forældre.

Det er første gang nogensinde, de er på besøg hos en dansk familie, og hun ved, det har krævet meget af dem at deltage.

"Jeg har ikke noget at udsætte på hverken arrangementet eller menneskerne," svarer hendes far kort, men Süheyla ved ikke, om han mener det, eller det bare er noget, han siger for at gøre hende glad. Hun spørger ikke ind til det.

De holder ind for at få aftensmad, og Süheyla ser sin mor have besvær med at komme ud af bilen på grund af sit overbelastede knæ. Men før hun når at reagere, er hendes far der med en støttende arm. Süheyla kan ikke lade være med at smile. Det har hun aldrig set ham gøre før. Hendes forældres generation af tyrkere viser ikke deres kærlighed foran andre. Også Süheylas mor er overrasket, men hun modsætter sig ikke hjælpen fra sin mand.

"Nå, du har vist lært noget i dag," kommenterer hun med blot antydningen af et smil. Han skulle jo gerne gøre det næste gang også.

April 2004
Lejligheden er pakket til bristepunktet. Onkler, tanter, fætre, kusiner og venner er alle kommet for at følge Süheyla på vej til sit bryllup. Hun står i sit værelse og kæmper med brudekjolen, der er lidt for stor. Stylisten prøver ihærdigt at få corsagen til at sidde fast. En rulle tape bliver til sidst deres redning.

Süheyla drejer rundt om sig selv, så kjolen bruser om hendes lille krop. Det røde silkebånd om livet, der er tegn på jomfruelighed, skaber en fin kontrast til den kridhvide kjole. Tiaraens mange små sten glimter i hendes lange, krøllede lokker, der er opsat i en høj frisure. Hun har ikke prøvet kjolen, siden hun og Steen købte den i Tyrkiet for knap et år siden, men den føles rigtig, synes hun.

Det føles i det hele taget rigtigt. I næsten tre og et halvt år har hun ventet på denne dag. På at det kun skal handle om hende og Steen og ikke om alle hemmelighederne, bekymringerne og konsekvenserne af det, hun var i færd med. I går aftes sagde de ja til hinanden foran Allah, i dag gælder det festen.

Hun sænker sløret, så det dækker ansigtet, trækker vejret dybt ind og tager i håndtaget til døren ud til gangen. Men døren er låst. Hendes nevø har taget nøglen og afkræver nu løsepenge af Steen for at få Süheyla ud igen. Hele familien stimler sammen om optrinnet, der er tyrkisk tradition.

"Du er nødt til at betale, hvis du skal have min søster. Det er dyrt at kende en tyrkisk pige," siger Süheylas søster leende.

Steen er forberedt og graver dybt i sin ene bukselomme efter mønter og rækker dem frem. Nevøen ryster på hovedet.

"Det er slet ikke nok. Der skal flere nuller på," siger han til Steen, der dykker ned i sin anden lomme efter tyrkiske lire. Han rækker et bundt sedler frem til Süheylas nevø, der igen afviser.

"Det er forkert møntfod," siger han.

Til sidst griber Steen i sin jakkelomme, hvor han har gemt et par danske pengesedler. Dem rækker han frem og får et godkendende nik tilbage. Han låser døren op, og der står hun så.

"Du ser fantastisk ud," siger han.

Familien og vennerne har taget opstilling langs trappen i opgangen. Da Süheylas far tager hende under armen og begiver sig ud mod den ventende limousine, reciterer de Koranen. Udenfor venter Steen og hans far, der følger Süheyla det sidste stykke, og så er de af sted. Med hele følget i karavane bag sig kører de mod forsamlingshuset.

Sanne Salomonsen synger gennem limousinens højttalere, og solen udenfor kaster skygger ind i bilen, hvor Steen skænker hyldeblomstsaft til dem.

"Når denne aften er slut, har vi et liv sammen," siger han og skåler, mens han klemmer Süheylas hånd.

Mere end 200 gæster har allerede taget plads omkring bordene i festlokalet, og flere bliver ved med at komme ind ad dørene. De fleste er tyrkiske venner og familie – også fra England, Norge, Tyskland. Alle er inviteret med, sådan er traditionen.

Kaffe, te, sodavand og tyrkiske nødder er fordelt på de lange borde, der er beklædt med røde duge, og folk nipper til det hele, mens lyden fra det tyrkiske band, der er ved at gøre sig klar, fylder rummet. Langs den ene væg er opsat et kæmpe podium pyntet med draperet tyl og velour i flødeskumsfarver. Øverst oppe står en blød sofa og venter på Süheyla og Steen. Foran står et bord dækket af en lang, lys dug med candelabre, og væggen bagved prydes af en stor krans formet som et hjerte.

Ved siden af podiet sidder Süheylas nærmeste familie og Steens mor, stedfar og bror. Hans far og stedmor har sat sig med deres venner nede blandt gæsterne, da de synes, at musikken er for høj. Süheylas bedste veninder uddeler roser og stjernekastere til alle og forklarer de danske gæster, at Süheyla og Steen er på vej, og at alle derfor skal samles ved den store indgangsdør og danne bro med roserne, når brudeparret kommer ind.

Langsomt trækker selskabet sig sammen og danner to rækker over for hinanden. Musikerne gør sig klar.

"Er I klar?" råber Süheylas bedste veninde, efter hun hurtigt har kigget ud af døren og set limousinen komme.

Süheyla og Steen trækker vejret dybt. De kan næsten mærke, hvordan folk er ved at være samlet lige på den anden side af døren.

"Er du klar?" spørger Süheyla veloplagt.

Han klemmer hendes hånd og nikker. Jeg har aldrig været mere klar i mit liv, tænker han ved sig selv og tager fat om dørhåndtaget.

Hånd i hånd går de gennem tunnelen af langstilkede roser og spruttende stjernekastere til bryllupssymfonien, der runger gennem lokalet. De smiler til begge sider, overvældede og helt høje af glæde. De bliver ved at gå, til de når midten af dansegulvet, hvor gæsterne slår ring om dem. Musikken slår over i et lavere tempo, og Steen trækker Süheyla ind til sig. Sangen kender han, for det er den første sang, Süheyla sang for ham på tyrkisk.

Han løfter forsigtigt sløret væk fra hendes ansigt og kysser hendes pande. De bliver væk i hinandens øjne og ænser knapt nok, at alle kommer tættere på. Rosenblade regner ned over dem, mens de vugger i takt til musikken. Som mand og kone.

Cirklen om dem bliver brudt, og nogle sætter sig igen ved bordene, mens særligt de unge gæster samler sig i grupper på dansegulvet og danser en tyrkisk kædedans. Musikken er igen gået op i tempo, og alle hæver armene over hovedet og knipser med fingrene, som det er kendetegnende for den tyrkiske dans. De fleste danske gæster har sat sig, men enkelte forsøger at følge med den konstante rytme i musikken – nogle med akavede arme og skæve smil, tydeligt uvante med situationen – mens andre falder naturligt ind.

Steens far og stedmor er blandt dem, der kigger på. Hans mor og stedfar står først lidt og klapper i takt til musikken på kanten af dansegulvet ligesom mange andre, men kaster sig så også ud i musikkens puls, først lidt tøvende, men hurtigt storsmilende med armene hævet.

På store rulleborde kommer serveringspersonalet med maden, som nogle af de unge mænd hjælper med at dele ud. Hver gæst får en tallerken anrettet med kylling, hakket kød med krydderier, brød, ris, bulgur og tzatziki.

Dansegulvet er tomt et øjeblik, men bliver hurtigt fyldt igen. Langt de fleste er kommet mere for at danse end for at spise.

Süheyla og Steen fører kniven gennem bryllupskagen i syv etager. Klapsalver. Mere te og kaffe kommer rundt, og for en gangs skyld holder musikken helt inde. Süheyla tager mikrofonen.

"Nu skal der gives gaver," siger hun og forklarer de danske gæster, at tyrkere ikke giver almindelige gaver til et bryllup, men penge og mønter, som hæftes fast på de lange, hvide bånd, som nu hænger om halsen på Süheyla og Steen. Ifølge traditionen skal først Steens mors medgift i form af det guld, Steen og Süheyla købte på sommerferien i Tyrkiet året før, hæftes på.

"Jeg ønsker jer al mulig held og lykke i jeres liv," siger hun, mens hun hænger armbånd og halskæderne fast til Süheyla og giver dem begge et kram.

Så er det den nærmeste families tur, så onkler, tanter og de ældste af de nærmeste venner. Selvom de har givet gaver til vielsen, finder et par danske venner alligevel nogle pengesedler frem og hæfter dem fast på Süheyla og Steen med knappenåle.

Der er brudevals klokken 24, har Süheyla og Steen bestemt. Det tyrkiske band kender ikke sangen, så Süheyla og Steen danser i stedet en tyrkisk vals, mens vennerne trækker tættere og tættere sammen om dem og til sidst løfter dem op, klipper et stykke af Süheylas slør og Steens sokker. Til stor undren, men udbredt fornøjelse blandt de tyrkiske gæster.

Det tynder ud i den brede bekendtskabskreds, og snart er kun familie og nære venner tilbage. For første gang hele aftenen byder Süheylas far sin datter op til dans. Han har ellers været tavs i hjørnet for foden af det store podium, men nu fører han hende ud på midten af dansegulvet.

Hans øjne er røde, og Süheyla kan mærke hans krop skælve. Hun aer ham på kinden og kan se, at han har svært ved at holde tårerne tilbage. Måske rammes han af nostalgi, tænker hun.

Da han kom til Danmark for 30 år siden, havde han aldrig drømt om at blive. Og nu står han her foran sin datter, der er blevet dansk gift, har fået en god uddannelse og er parat til at leve et liv i Danmark sammen med resten af familien. Det gik ikke, som han havde regnet med, men det er gået så godt, som han overhovedet kunne ønske. Og der er ikke længere mere, han kan gøre for sin yngste datter. Det er tid til at lade hende gå.

Süheyla håber i hvert fald, at hans tårer skyldes tanker som disse. Og hun tror det også. Han har ændret sig meget, siden hun første gang fortalte ham om Steen og om det liv, hun gerne ville leve. Slet ikke så stejl mere. Hun kan mærke hans hjerte banke under skjorten og lægger hovedet ind mod hans varme kind. Ingen af dem siger noget.

Det er ved at være tid. Alle samles om brudeparret for at tage afsked. Mens Steens forældre holder sig tilbage, krammer og kysser de tyrkiske gæster Süheyla, da de skal tage afsked. Süheylas mor knuger sit gennemvædede lommetørklæde mellem hænderne, mens tårerne triller ned over de blussende kinder. Süheylas far kysser sin datter på panden, håret og kinderne.

"Jeg ønsker dig et lykkeligt liv. Og så håber jeg, at I får os til at smile også", siger han.

Süheyla holder ham ind til sig.

"Det lover jeg dig," svarer hun.

Også Steen får kys på panden af sine svigerforældre og lover, at han vil passe på deres datter.

"Hun er det dyrebareste, jeg har," forsikrer han dem.

Steen og Süheyla forsvinder ud ad døren og ind i den ventende bil. De lukker døren, vinker en sidste gang til deres forældre gennem ruden, før bilen sætter i gear og til sidst forsvinder ud af syne.

Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Artikelserien blev produceret og bragt første gang i 2005. Dengang blev serien også udgivet som e-bog.