Per Kirkeby: Jeg ville gerne være den, jeg var før

Kunstneren Per

Per Kirkeby arbejder hårdt med genoptræning for at blive sig selv igen, efter at han den 22. marts sidste år faldt ned ad trappen i sit hus i Hellerup og slog hovedet så voldsomt, at det resulterede i en hjerneskade. Foto: Information

Jeg kan ikke prale af nogen særlig styrke. Er der en, kommer det af et livsbegær. Jeg er alt for glad for at leve. Den opdagelse af at være glad for at være i live har drevet mig.

Jeg forsøger stadig at male, men kan ikke se, hvad der kommer ud af det, fortæller den 75-årige maler, forfatter, geolog og grønlandsfarer, Per Kirkeby. Han kæmper med at blive sig selv igen efter et voldsomt fald, der resulterede i en hjerneskade

Per Kirkeby tror på påskens kristne budskab om kødets opstandelse og det evige liv.

Hvad det betyder, kan jeg ikke forklare på nogen fornuftig måde, og jeg tror heller ikke, at andre kan. Det er ligesom med Fadervor: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Det er en fantastisk ting, når det åbner sig, og man accepterer, at det hele er givet et brus af oplevelser, siger Per Kirkeby.

Den 75-årige maler, forfatter, geolog og grønlandsfarer er ikke selv ved at genopstå, for han døde jo ikke, som han siger. Men han arbejder hårdt med genoptræning for at blive sig selv igen, efter at han den 22. marts sidste år faldt ned ad trappen i sit hus i Hellerup og slog hovedet så voldsomt, at det resulterede i en hjerneskade.

Alt var slut. Mit talent til det ene og andet det var slut, siger Per Kirkeby.

Han mener ikke, at troen har gjort det nemmere for ham at bære tabet.

Jeg kan ikke sige under denne misere, at noget kristent har båret mig. Jeg er troende i kristen forstand, men kan ikke sige, at det har hjulpet mig. Jeg må acceptere det her dårligdom. Men at have en bønspraksis hjælper.

Jeg er gammeldags kristen. Opstandelsen og det evige liv er noget, der er broderet rigtig mange ord hen over. Det ses som en stor metafor for alt muligt i tilværelsen. Hvordan skal det forstås? Jeg er kommet frem til, at alle de ting ikke skal forstås, de skal stå, som de gør.

Jeg tager det for pålydende. Det er noget, jeg har fra min farmor. Hun troede, at når nogen døde, kom de i himlen. Da min farfar døde, troede hun, at han ventede på hende. Der var ingen dikkedarer, det var bare sådan.

Jeg beder aftenbøn. Jeg bruger aftenbønnen til at dyrke medfølelse med andre mennesker. I min alder er der rigtig mange, der er ramt af forskellige sygdomme og problemer. Det gør min bøn meget lang. Det er ikke, fordi jeg tror, det hjælper, men for at mindes dem, der har lidelser.

Og det er heller ikke, fordi jeg tror, at det hjælper mig selv. Der er et vist meditativt element i det. Og et af midlerne i kristen meditation er bøn. Hvis jeg var i et kloster, ville det være virkelig effektivt. Katolikkerne har det i højere grad end vi almindelige kristne hedninge, siger Per Kirkeby.

LÆS OGSÅ: Salmer smitter mig med livsglæde

Et smukt forårslys falder ind ad vinduerne i det rummelige spisekøkken. Tulipaner, lilla og røde, fylder vaserne. På den ene væg over en sofa hænger Kirkebys store maleri Getsemane Have. Hans hustru, Mari Anne Duus Jørgensen, har sat kaffe, te og småkager på spisebordet, hvor vi sidder ved siden af hinanden. Med hjælp fra en hånd er han gået fra stuen ved siden af og herind. Og tanken og talen er klar.

Mari Anne siger, at jeg er fuldstændig til stede. Det er jeg ikke helt sikker på, for nogle gange bliver jeg så træt. Det er hårdt at være handicappet. Jeg er i gang med genoptræning på Center for Hjerneskadede på Amager. Jeg kom i kørestol. Den tog de fra mig og gav mig en pind. Det kalder de en stok.

Jeg har en teori om, at al genoptræning, også af hjernen, starter med fysisk træning. Og det har i høj grad bedret min tilstand. Jeg kan gå selv. Jeg er ikke så glad for at gå herhjemme, for neurologerne siger, at falder du nu, er du en færdig mand, Per. Det vil være dumt, når man er 20 meter fra målet. Men jeg går ovre i parken. Genoptræning er en streng tur op ad bakke. Jeg er faldet og slået hovedet, men ikke død. Jeg ville gerne være den, jeg var før, men det bliver jeg ikke uden videre, siger Per Kirkeby.

Han har ingen erindring om tiden på Rigshospitalet, hvor han blev indlagt efter ulykken. Derefter blev han flyttet til genoptræningsafdelingen på Frederikssund Sygehus, og her vågnede han op. I begyndelsen kunne han ikke gå. Han kunne ikke se noget, der befandt sig til venstre i synsfeltet. Og han kunne ikke og har stadig svært ved at tolke det, han ser.

Det var i venstre side, at alting gik galt, men trods alt er det ikke alt, der er blevet lammet, og jeg er heller ikke blevet blind. Min hjerneskade betyder, at jeg godt kan se, men jeg kan ikke fortolke det. Jeg har været maler, og det er meget underligt ikke at kunne se det, jeg har malet. Men jeg laver stadig noget. Jeg maler det, jeg kan, så godt jeg kan.

Kunstneren Per Kirkeby i sit

Kunstneren Per Kirkeby i sit hjem. Foto: Information

Det er tredje gang, jeg er i denne situation. For 12 år siden fik jeg en hjerneblødning, og for et par år siden en blodprop i hjernen, mens jeg opholdt mig i Delphi i Grækenland. Da vågnede jeg op og kunne ikke se noget og kunne ikke kende farver. Det er sørgeligt. Noget af min hjerne er molestreret, men jeg har klaret det før. Efter hjerneblødningen malede jeg nogle af mine bedste billeder. Og i min farveløse periode nogle af de mest koloristiske billeder. Det er lidt absurd, siger Per Kirkeby.

Han var glad for at være på Frederikssund Sygehus, hvor der var søde mennesker, god træning og dejlige omgivelser. Men nætterne kunne være slemme.

Når jeg lå om natten og peb, kom en sygeplejerske og sagde: Du bliver nødt til at have tålmodighed til at vente på helbredelse. Men det er ikke det, der er mest af på mit lager. Jeg har været meget ekspansiv i mit liv. Jeg bliver misundelig på dem, der går tur i det gode vejr, står på ski, og på dem, der skal til Grønland. Jeg bliver hver dag mindet om, hvad jeg har mistet.

Jeg har været en stor læser, og jeg forsøger også nu, men næste morgen tænker jeg: Nej Per, tror du ikke, det var en illusion? Jeg har været meget ked af det mange gange, ikke deprimeret i klinisk forstand, men grænsen kan være papirtynd. Min kone har båret mig igennem. Det var hende, der fandt mig i en blodpøl. Hun har været hos mig hver eneste dag, også på hospitalet. Det er en livsline, at den samme person kommer hver dag.

En aften på Frederiksund Sygehus sad jeg og så ballet på tv i en ret dårlig opførelse. Lotte, der nu kommer her i huset som aftenhjemmehjælper, kom ind. Jeg fortalte hende, at jeg engang havde malet scenografien til Svanesøen med New York City Ballet. Ih, hvor har du lavet meget. Hvor ville det være ærgerligt, hvis det med hjerneskaden var sket, da du var 40. Ja, jeg har fået meget. Livet skylder mig ikke mere. Når jeg bliver forvirret og ikke kan holde det ud mere, husker jeg på, at jeg har en fantastisk kone og fire dejlige børn.

LÆS OGSÅ: Kirkebys åbenbaring

Jeg keder mig bestemt ikke. Jeg har ligget og siddet meget og tænkt tingene igennem. Jeg har travlt med genoptræning og skal også begynde på Blindeinstituttet, der mener, at de kan lære mig at læse igen. Det er svært at leve uden litteratur. Jeg kan heller ikke skrive, og det går mig temmelig meget på. Jeg ville gerne nedfælde alle mine oplevelser gennem det her forløb. Det er sværere at reflektere i tale, så derfor bruger jeg ikke diktafon.

Jeg går fra klasse til klasse, og hvis jeg er heldig, håber jeg at få studentereksamen til sidst. Men Mari Anne læser for mig hver aften. Det er den bedste lydbog, jeg kan komme i nærheden af. Jeg kan lide at få historier læst højt. Det er en temmelig langsom distance.

Jeg kæmper også i atelieret. Det har noget at gøre med min selvfølelse. Når jeg ikke kan male, er jeg praktisk taget ingenting. Det er en stædighed, der gør, at jeg bliver ved. Der er ligesom ikke noget valg. Men der er et håb. Jeg håber hele tiden, at det lykkes at komme op af hullet og ud af tunnelen. At jeg vågner op en morgen, og det hele stemmer igen. At jeg kan tage til Grønland og gå i fjeldet igen.

Som ung nyuddannet geolog rejste Per Kirkeby i 1959 første gang til Grønland. Siden har han været der 15 gange, blandt andet på ekspeditioner med kronprins Frederik og professor i geologi, leder af Naturhistorisk Museum Minik Rosing. Hans seneste bog i et stort forfatterskab, Grønlandstekster, udkom sidste år på forlaget Tiderne Skifter.

Der er så vidunderlig natur på Grønland. At være der er for mig et andet liv, der er mere anarki, man må selv klare sig. Til gengæld er der mere armplads. Jeg kan godt lide, at man former sit eget liv. Jeg tror, at det gælder alle, der er glade for Grønland fra Dronningen til mig. Der er en frihed ved at bevæge sig rundt i det landskab, ikke bare det fysiske, også det mentale.

Da jeg havde samlet 10 af dem, jeg har rejst i Grønland med, til en udstilling, jeg holdt på Ordrupgaard, sagde Mari Anne, at de er altså gode, de der Grønlandsdrenge. Det er det, at når man er af sted, er man sammen om det, og hvis ikke man klarer det, ryger man ud. Når jeg har været på Grønland, er man meget afhængig af sig selv og sin makker.

Per Kirkeby har tegnet landskaber i Grønland. Men han har i sit værk som maler også beskæftiget sig med bibelske motiver og har stået for flere kunstneriske kirkeudsmykninger. Selv nævner han en altertavle til Sct. Mortens Kirke i Randers og Frejlev Kirke i Aalborg, hvor han har skabt både altertavle, loft, bænke og kor.

Jeg har fået lov at lave meget i kirker. Jeg er ret stolt af det. Frejlev Kirke er jeg meget glad for. Mange af tingene har jeg lavet i respekt for omgivelserne, så det ikke var Kirkeby, der masede sig frem. Der er utrolig mange inden for kristen kunst, der har levet af at stjæle motiver fra Bibelen som påskesøndags tomme grav. Jeg er interesseret i, hvad der kommer ud af forestillingen om et billede som for eksempel den tomme grav. Og hvad jeg selv kan lave af billeder af de billeder. Det seneste, jeg har lavet af kirkekunst, er et relief til Løgumkloster Kirke, der skal hænge over døren. Når man kigger på det, er der ligesom lys i mørket. Det er den korsfæstede, Jesus Kristus.

Jeg forsøger stadig at male, men kan ikke se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan ikke tolke det som mit eget. Så jeg skal holde mig til et forsøg på at genkende historien i billedet. Hvis der er noget rødt nede i hjørnet, tænker jeg: Styrt, blod, korsfæstelse. Det er en utilpasset måde at lave billede på.

Han har været bange undervejs for ikke at overleve. Og for ikke at være normal.

Jeg er blevet en lille smule mere tolerant,  jeg har altid været en bøffel. Men der er mange gode mennesker, der har hjulet mig. Mine børn har stillet op. Og gode venner har besøgt mig og taget mig med på tur. Der er ingen mistanke om mistet personlighed det er en trøst. Nogle vågner op og kan ikke tale. Talen definerer os, og jeg har hele tiden kunnet tale. Som en kæp i hjulet.

Jeg kan ikke prale af nogen særlig styrke. Er der en, kommer det af et livsbegær. Jeg er alt for glad for at leve. Den opdagelse af at være glad for at være i live har drevet mig. Se, hvor fantastisk der er, siger Per Kirkeby og kigger ud af vinduet:

Jeg ville ønske, jeg kunne male det. Nogen har sagt, at jeg skal lade være, hvis det ikke lever op til min standard, men jeg bliver ved. Da jeg troede, at det hele var slut og kredsede om, at jeg ikke kunne male mere og havde mistet alt, sagde Mari Anne: Du er stadig Per Kirkeby. Men en Per Kirkeby, der ikke maler, er ikke en Per Kirkeby, jeg er så interesseret i. Det mest realistiske var måske at læne mig tilbage og være glad for det, jeg har lavet. Men det er ikke let for mig at have det på den måde.

Jeg håber hele tiden, at der sker noget, så min hjerne heler og at de to bestræbelser, at hele og at male, møder hinanden.