Kvinden og videnskaben

interview: -- Jeg har nok lidt svært ved at tage troende alvorligt. For jeg synes egentlig, de burde kigge en ekstra gang på fakta, siger videnskabsjournalisten Lone Frank, der er overbevist ateist, selvom hun voksede op med troende forældre

-- Evigheden tiltaler mig ikke. Nogle gange er det, der kan få mig op om morgenen, faktisk tanken om, at livet netop ikke er evigt. Jeg har det fint med, at livet er her og nu, indtil det slutter. Og jeg har heller ikke brug for nogen fornemmelse af en højere magt eller mening i dagligdagen, siger Lone Frank. -- Foto:Scanpix.
-- Evigheden tiltaler mig ikke. Nogle gange er det, der kan få mig op om morgenen, faktisk tanken om, at livet netop ikke er evigt. Jeg har det fint med, at livet er her og nu, indtil det slutter. Og jeg har heller ikke brug for nogen fornemmelse af en højere magt eller mening i dagligdagen, siger Lone Frank. -- Foto:Scanpix.

Meningen med livet? Den tror hun ikke på. Og da forældrene forsigtigt forsøgte at introducere Lone Frank for kristendommen, kunne hun knap nok tro sine femårige ører. Gud i himlen? Hvordan kunne noget menneske dog tro på ham?

Siden har hun bevaret sin barnetro på livets grundlæggende meningsløshed, først som neuroforsker og i dag som en af landets dygtigste videnskabsjournalister, der gennem sine bøger, foredrag og ugentlige artikler i Weekendavisen er det nærmeste, man kommer en ateistisk apostel herhjemme.

– Jeg har nok lidt svært ved at tage troende alvorligt. For jeg synes egentlig, de burde kigge en ekstra gang på fakta, siger Lone Frank, mens hendes sorte kat hopper ned fra sofaen og bevæger sig ligegyldigt ud af den lyse stue på Frederiksberg.

Hvilke fakta?

– Hvis vi skal tage udgangspunkt i, hvad der kan måles og vejes, er der rigtig meget hjerneforskning, der tyder på, at Gud bor i temporallappen. Når folk for eksempel får epileptiske anfald i temporallappen, giver det typisk stærke religiøse oplevelser. Og man kan producere religiøse oplevelser på kommando ved at give forsøgspersoner magnetisk stimulation i temporallappen. Der er en canadisk forsker ved navn Persinger, der har undersøgt fænomenet i nogle fantastiske eksperimenter. Ved at give dem en magnetisk hjelm på hovedet får han katolikker til at føle det, som om Jomfru Maria var i rummet hos dem, mens muslimer fornemmer Muhammed, og jøder måske møder diverse profeter. Selv ateister vil opleve, at der er noget mærkeligt og ulegemligt i rummet. De overbeviste freudianere blandt dem siger endda, at de føler, deres afdøde far er til stede. Den slags forsøg giver mig en ret god indikation af, at Gud er et kemisk artefakt. Og hvad skulle han ellers være? Det eneste, man faktisk har set, er jo disse kemiske manifestationer. Langt de fleste troende tror på noget, de aldrig har set eller mødt.

Ud fra et religiøst synspunkt kunne temporallappen vel godt være Guds middel til transcendens?

– Ja, det er modargumentet fra de religiøse. Men det er jo underlig omvendt, ikke?

På sofabordet mellem os står en kande vand, og den tidligere forsker hælder den klare væske op i sit glas, som hun rutineret afmåler et splitsekund i luften, inden hun drikker. Den 39-årige videnskabsjournalist, der tog sin ph.d. i neurobiologi i New York, før hun skiftede bane og blev ansat af DR, inden hun – igen uden tøven – opbyggede Weekendavisens videnskabelige stofområde fra bunden, behersker mere end de fleste. Væggene omkring os er for eksempel fyldt med smukke, abstrakte billeder, hun selv har malet. De forestiller tilsyneladende ikke noget, men bærer med det enkle farvevalg og sikre kompositioner præg af at være malet med en hånd, der heller ikke ryster foran et tomt lærred.

Har du aldrig søgt en mening, der rakte ud over kemien?

– Nej. Jeg har for eksempel heller aldrig længtes efter, at der skulle være noget andet efter døden. Evigheden tiltaler mig ikke. Nogle gange er det, der kan få mig op om morgenen, faktisk tanken om, at livet netop ikke er evigt. Jeg har det fint med, at livet er her og nu, indtil det slutter. Og jeg har heller ikke brug for nogen fornemmelse af en højere magt eller mening i dagligdagen. Egentlig synes jeg, at det mange gange kan være en trøst at tænke over, at det blændværk, vi lever i, er totalt meningsløst. På den måde betyder det ikke så meget, hvis noget, man her og nu mener er vigtigt, går galt. For ens subjektive opfattelser er ikke mere vigtige end en myre, der trisser rundt på gulvet, og om 100 år er det hele garanteret glemt. Jeg kan forestille mig, at mange tror for at finde trøst og støtte i en eller anden form for mening, men det synes jeg, man lige så godt kan finde i det faktum, at man skal dø.

Hvis man lever med den form for "nåde" som den største trøst i livet, hvorfor skal man så overhovedet gøre sig umage undervejs?

– Jamen, det er der heller ikke nogen, der siger, at man skal. Men i praksis gør vi os selvfølgelig umage, fordi det giver os en form for belønning, hvilket leder mig tilbage til det, som jeg grundlæggende mener: At vi er vores hjerne. Vi er vores biologi. Vi er, hvad evolutionen har ført os frem til. Grunden til, at mennesker stadig eksisterer som art, er, at vi skaber mening omkring os selv. Det er vores overlevelsesstrategi. Det er ren biologi. Nogle vil have magt, mens andre stræber efter et lykkeligt liv eller går i kloster for at rense sindet og få indre fred. Vi skaber alle sammen et eller andet, der driver os. Hvis ikke behovet for at finde en drivkraft og overgive os til den var nedlagt i vores biologi, ville vi jo ikke være blevet til det, vi er. Så ville vi aldrig have bygget katedraler eller udtænkt filosofier eller udviklet atombomber for den sags skyld.

Men hvis alting i bund og grund er meningsløst, hvorfor er det så vigtigt at skabe mening?

– Det er det for at overleve.

Handler meningen med livet, som du ser det, så om at finde sin drift?

– Der findes ikke nogen bestemt mening med livet. Ethvert menneske finder en eller anden form for mening eller en drift, der kan holde dem kørende. Ellers er der, som den franske eksistentialist Albert Camus skrev, ikke andet end selvmordet tilbage. For der er ikke nogen overordnet mening med livet, men vi forsøger at give det en umiddelbar mening ved at få børn, producere kunst, få magt eller bygge samtalekøkkener.

Videnskabsjournalisten har forberedt sig før interviewet, som vi allerede i telefonen aftalte skulle handle om at finde mening uden Gud. For på sofabordet mellem os ligger en opslået bog parat som et sovende dyr, der blot venter på at blive vækket til live:

– Jeg læste fornylig denne bog af den hollandske forfatter Harry Mulisch, som, jeg synes, siger det godt. For selvom livet er meningsløst, kan man stadig hævde, at det har en mening. Det står her, siger hun og løfter bogen op med den ene hånd og det tomme vandglas med den anden: "I en meningsløs tilværelse er meningen med det her glas, at man drikker. Og meningen med, at jeg taler, er at blive hørt. Det hele har en mening bortset fra det hele."

Lone Frank kigger op fra bogen med et lille smil:

– Det, synes jeg, er godt sagt. Alting har en mening, men den store mening bag det hele eksisterer ikke. Det giver umiddelbart mening, at vi sidder her i min stue og taler sammen. Men hvis man sidder på Mars og kigger ned, så har det ingen mening. Meningen er ret beset bare menneskelig ønsketænkning. Og det, tror jeg, er svært for mange at leve med. Mange synes, at livet på jorden ville være uudholdeligt, hvis der ikke var nogen absolut mening med det. Derfor har mange en fornemmelse af, at der må være en højere mening med, at vi er her. Vi må være her af en grund, ellers bliver det for ubehageligt. Det er derfor, at folk er så desperate efter at finde en mening med det hele.

Men synes du ikke, at det kan virke lidt ironisk, at du selv har skabt din egen mening ved at prædike meningsløshed?

Lone Frank sukker.

– Jo, det er noget, der bider sig i halen. Og jeg kan sagtens have øjeblikke, hvor jeg tænker: Hvorfor fanden gider jeg overhovedet alt det her? Er det ikke for åndssvagt? Hvorfor går jeg ikke bare ind og siger op, sætter mig ned og får en eller anden kontanthjælp, så jeg kan læse bøger dagen lang? Men så er det, der melder sig en form for drift eller ambition, der får mig til at holde ved og stå tidligt op og cykle på arbejde.

Lone Frank sidder afslappet med begge ben trukket op under sig i lænestolen, mens vi taler. Og med sit lange hår og store øreringe mellem de hjemmelavede malerier ligner hun egentlig ikke en, der har brugt en del af sit voksne liv på at skære i døde rotters hjerner. Men hendes høje ambitioner, der hele hendes liv har fået hende tidligt op om morgenen, kan spores helt tilbage til barndommen.

– Jeg gik meget på biblioteket som barn. Noget af det, jeg stødte på, var Leonardo Da Vincis tegninger, som jeg blev meget vild med. Jeg kan huske, at jeg følte, at hvis jeg ikke blev ligesom ham ellers noget lige så fantastisk, så var det dårligt gået. Universalgeniet blev ligesom den standard, jeg mente, man skulle leve op til. Men det hænger nok også sammen med, at talen i mit barndomshjem lagde op til, at det, der var noget værd her i verden, var at være genial – "man skulle være Niels Bohr", hed det. Som lille barn åd jeg det råt og har egentlig været kraftigt utilfreds med mig selv lige siden. Det, jeg har gjort, har aldrig været godt nok. Så snart jeg kunne mestre noget, var det ikke længere interessant. For når jeg kunne finde ud af det, så måtte det være fuldstændig ligegyldigt. Det er nok den grundlæggende følelse, der har præget mig og selvfølgelig også drevet mig. En evigt nagende utilfredshed. Og inderst inde tror jeg, at det er derfor, jeg har kastet mig ud i en journalistkarriere i stedet for at være forsker og skrevet bøger frem for at nøjes med artikler.

Hvor tror du, at det kommer fra?

– Det er svært at sige. For enhver ved jo, at man både er et produkt af sit genetiske ophav og den opdragelse, man har fået. Men det er klart, at en opdragelse, hvor man hele tiden får at vide, at det, som er noget værd, er en nobelpris, vil give én en indre pisk. Men jeg har formentlig også haft et temperament, der har peget i den retning.

Gennem de franske døre fra stuen til hendes lyse kontor ved siden af kan man se et afkogt dyrekranium oven på en lav reol med hendes bøger. Det er stort set det eneste, hun tog med sig, da hun flyttede sammen med sin kæreste. For "materielt skrammel" har heller aldrig gjort hende lykkelig, forklarer hun. Men hvad drømmer man om, når man sidder i en 180 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg med to af sine egne Gyldendal-bøger på reolen, en realiseret forskerdrøm, et fast job på Weekendavisen og flere anerkendende priser på CV'et?

– At undergå en eller andet stor forandring, som jeg ikke havde regnet med. Altså at der sker noget uforudsigeligt, som giver mig et helt nyt liv.

– Det har jeg faktisk, når jeg tænker over det, egentlig altid håbet på. At der kunne ske et eller andet omvæltende, der ville komme udefra og gøre mit liv helt anderledes.

Gud lyder jo næsten som en kandidat?

– Nej, det er han ikke. For hvis man virkelig ikke tror på det skrammel, kan man ikke bare prøve Gud af, som var det en vare i et supermarked. Jeg har aldrig nogensinde så meget som et sekund følt, at forestillingen om Gud kunne være sand. Aldrig nogensinde. Det kan jeg simpelthen ikke.

Hvornår fandt du ud af det?

– Jeg kan huske, at jeg spurgte mine forældre, om de troede på noget, da jeg var fire-fem år. Det gjorde de. Men allerede dengang svarede jeg, at det gjorde jeg i hvert fald ikke. Så det var ret tidligt.

Hvordan kunne du mærke, at dine forældre var troende?

– Fordi de sagde det. Og jeg kendte ikke mine forældre som nogle, der sagde noget, de ikke mente. Da jeg selv sagde, at jeg ikke troede på noget, svarede de begge to noget om, at det var måske noget, der ville komme til mig senere, men de pressede mig ikke. Siden har jeg aldrig været i nærheden af at tro. Ikke engang da min mor døde af kræft, da jeg var teenager. Men jeg har da ofte set på andres tro med nysgerrighed, også da jeg var helt lille. Det var en helt fremmed følelse, noget, de havde, som jeg ikke selv havde. Og jeg forestillede mig, at de måtte kunne mærke et eller andet meget interessant, som jeg ikke kunne mærke. Jeg havde det lidt på samme måde med sindssyge. Min mor var sygeplejerske og arbejdede på et psykiatrisk hospital, hvor jeg tit var med og hilste på patienterne. Jeg husker, at jeg enormt gerne ville prøve at høre stemmer, som jeg havde fået at vide, de skizofrene gjorde. Det var nok dybest et ønske om at miste kontrollen over mig selv. For jeg har altid lidt af det, Selma Lagerlöf kalder "selviagttagelsens kolde isøjne", altså det at man er bevidst om sig selv hele tiden. Hjernen er der hele tiden, og jeg er til ethvert tidspunkt bevidst om, at jeg er bevidst. Og der forestillede jeg mig, at religiøsitet eller sindssyge kunne sætte en fri fra den selvkontrol.

Er en eller anden form for overgivelse da nødvendig som menneske?

– Ja, det tror jeg er et grundtræk ved mennesket. At vi gerne vil være en del af noget større end bare os selv, være en del af et eller andet fællesskab, om det så er nogen, der står og råber og skriger til en rockkoncert eller en gudstjeneste. Det er derfor, vi taler enormt meget om at give slip på os selv og sætte sig selv fri. Det er simpelthen en drift i os alle sammen.

Lone Frank holder en sjælden pause i sin sikre talestrøm, inden hun fortsætter:

– Bevidstheden er menneskets velsignelse, men også dets forbandelse. Når den gør os til evige selviagttagere. Og omkostningen ved at være ateist er måske, at det kan være sværere at finde noget, der giver lov til at slippe bevidstheden om én selv.

liv&sjael@kristeligt-dagblad.dk

Lone Frank

Født i 1966 og voksede op i Århus, indtil familien flyttede på landet. Efter et kibbutzophold begyndte hun at læse på Aarhus Universitet, og i 1992 blev hun kandidat i biologi på et speciale om "transkriptionel regulation af glutamatreceptorer ved cerebral iskæmi". Efter specialet fik hun et ph.d.-stipendium og tog til New York, hvorefter hun nåede at arbejde et par år som patentkonsulent, inden hun begyndte at freelance for DR og en række danske og udenlandske videnskabelige og populærvidenskabelige publikationer. I dag sidder hun i flere forskellige bestyrelser og har modtaget priser for sit arbejde, senest Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris i 2005. Hun har udgivet to bøger på Gyldendal: "Det nye liv" fra 2004 og "Klonede Tigre" fra 2005.