Lig i videnskabens tjeneste

Det har gennem historien ofte været tabubelagt at bruge lig til forskning

Andreas Vesalius (1514 - 1564) nævnes ofte som den moderne anatomis grundlægger. -
Andreas Vesalius (1514 - 1564) nævnes ofte som den moderne anatomis grundlægger. -. Foto: Wikimedia Commons.

Selvom det er blevet nemmere, har det altid været svært at skaffe et menneskelig i Danmark. Og det er godt i de fleste tilfælde, men for videnskaben er det en mindre katastrofe. Særligt læger har brug for de døde kroppe til at øve indgreb og operationer uden tidspres eller risiko for fatale fejl.

Samme problem oplever man overalt i verden, og det er der både historiske, psykologiske og kulturelle grunde til. For de fleste mennesker er kroppen langt mere end et tomt hylster, også selvom den snart forrådnes, og stort set alle kulturer har begravelsesskikke – ritualer og symboler, der tilsigter at slå bro for den døde og dens pårørende mellem livet, døden og det, der formodes at komme efter.

Derfor har det til alle tider været tabubelagt at lade nogen skære i den døde, selv i lægevidenskabens – og dermed de levendes – tjeneste.

Det var endda direkte forbudt at skære i lig i det gamle Grækenland, i Romerriget, i Kina, i alle store kulturer. I nogle muslimske kulturer er det forbudt den dag i dag.

I den amerikanske bog "Stiff" redegør journalisten Mary Roach for dissekeringens historie. Hun beretter, hvordan Ægypten omkring år 300 f. Kr. var det første land, der tillod at skære i lig for at finde ud af, hvordan kroppen fungerer.

Opgaven tilfaldt en mand ved navn Herophilius. Han obducerede over 600 forbrydere og opdagede mange af kroppens hemmeligheder. Hans førstehåndsviden blev anatomiens grundstamme i over 1500 år og gav ham tilnavnet "anatomiens fader".

Grækeren Hippokrates, "lægevidenskabens fader", havde aldrig skåret i et lig, set en blodåre eller rørt en nyre.

Han baserede sin videnskab på eksterne observationer, og hans lærdom har været brugt i tusinder af år. Men fordi han ikke kunne se ind i kroppen, drog han til tider fejlslutninger. Han mente for eksempel, at hjernens eneste funktion var at fremstille det snot, der løber ud af næsen.

Da dissekering omkring 1900-tallet endelig slog igennem i Europa, var det dog ikke kun lægevidenskabelige fremskridt, der drev udviklingen, men i høj grad også muligheden for at afskrække forbrydere: Hvis du stjal en gris, blev du hængt. Hvis du slog et menneske ihjel, blev du hængt og derefter dissekeret.

Kirken prædikede nemlig kødets opstandelse på en meget konkret måde: Du fik din krop med i Himlen. Blev du skåret op først, kunne du måske slet ikke komme i Himlen, mente man.

Så fra 1500-tallet til starten af 1800-tallet var de eneste døde, man måtte skære i, henrettede forbrydere. Og dem blev der rift om.

Ikke mindst i den blomstrende lægevidenskab i Storbritannien, hvor der opstod flere og flere uddannelsesinstitutioner for kirurger, men der kom ikke flere lig.

For at modsvare behovet begyndte nogle kirurger at betale patienter for deres amputerede kropsdele. Og det var ikke uhørt, at de, der brændte for ny viden om anatomi, dissekerede egne familiemedlemmer, før de skulle begraves. For eksempel den berømte opdager af blodcirkulationssystemet, William Harvey, som blev taget i at skære i sin egen søster og far.

Forfatteren til verdens mest berømte bog om anatomi, "De Humani Corporis Fabrica", belgieren Andreas Vesalius, var berygtet for sin iver efter nye døde.

Han dissekerede ikke blot henrettede mordere, han hentede dem ligefrem selv fra galgen. I 1828 var Londons anatomiskoler så meget i mangel på lig, at 10 fuldtids gravrøvere og op mod 200 på deltid blev holdt i arbejde under de travleste semestre – betalt af universiteternes undervisere, skriver Mary Roach.

Overklassen begyndte derfor at lade sig begrave i kister forseglet med lås og ekstra tykke låg eller jernstænger. Sådan stod det på i næsten hundrede år, før røveri af lig blev ualmindeligt og – i øvrigt – unødvendigt.

Siden midten af 1900-tallet har Europas forskere modtaget nogenlunde det antal døde, de har behov for.

I takt med en stigende interesse i den brede befolkning for videnskaben og en dalende tro på, at kødet helt konkret opstår efter døden, er det blevet lettere for uddannelsesinstitutioner og forskere at få testamenteret døde.

Helt overstået er jagten på ligene dog ikke. På de danske universiteter efterspørger man stadig flere tilmeldinger end de cirka 900, der årligt donerer deres krop til videnskaben. For som chef for donationsordningen på Københavns Universitet professor Jørgen Tranum-Jensen siger, forlænger den forskning, man gør på døde, livet for de levende:

– Jeg kunne godt bruge et halvt hundrede flere lig. Så kunne jeg sove roligt om natten. Nytteværdien kan simpelthen ikke overvurderes.

schou@kristeligt-dagblad.dk