Havet er heftigt i dag. Men forfatteren Klaus Rifbjerg skal alligevel bade. Det kan, synes landkrabben, virke faretruende. Men han går ikke længere ud i den buldrende brænding end til knæene. Han skal ud i bølgerne – ikke alene med øjnene, men også med kroppen. I de sommermåneder, hvor han bor ved havet, bader han to gange om dagen. For ham et eksempel på praktiseret livsglæde.
Vi er et sted, der i det hele taget for Klaus Rifbjerg er forbundet med dette fænomen: Kandestederne, 12 kilometer syd for Skagen, dette lille, men spektakulære område, beliggende i det vældige lys mellem Råbjerg Mile og Skagerrak. Skal man snakke livsglæde med Rifbjerg, er Kandestederne nærmest ikke til at komme uden om. Hvorfor så ikke begynde dér? Han gjorde det næsten selv, anslår, at han kom der første gang i 1934, da han var tre år.
Rifbjergs farbror, Ove Rifbjerg, ejede fra tidligt i 1930?erne Hotel Kandehus. Han var en gæstfri og gavmild mand. Hvilket ikke var godt for forretningen. Men det var godt for Rifbjerg og hans familie, som således blev sikret husly i sommerferierne. En livslang kærlighed til Kandestederne blev følgen.
Efterhånden kom han der også uden familien. Hver sommer fra 1945 til 1950, da han blev student, var han alene i Kandestederne. I 1967 købte han og hans hustru, Inge Rifbjerg, deres nuværende lille, gule og let genkendelige sommerhus på toppen af en klit. Fra stuen ses det urolige hav, der kommer rullende ind umiddelbart nedenfor, som fra en skibsbro.
Huset, der omkring midten af 1950?erne blev købt af Louisianas skaber, Knud W. Jensen, og foræret til digteren Thorkild Bjørnvig, er suppleret med et lavereliggende anneks, som blandt andet rummer Rifbjergs arbejdsværelse. Han opholder sig i Kandestederne i hvert fald et par måneder om året. Med ankomst ved sankthans og afrejse sidst i august.
Kandestederne og livsglæde hænger godt sammen, siger Klaus Rifbjerg.
– Det var et eventyr at komme her som barn. Alene rejsen herop med skib fra Larsens Plads! Når vi skulle af sted fra Amager, hvor vi boede, var det med taxa. Det var en af de få gange om året, hvor vi kørte med taxa. Med kurvekufferten bagpå.
– Jeg kan blandt andet huske en sejltur, da jeg var en lille dreng, en sankthansaften med bål op langs kysten. Og jeg husker dette at komme ned i den forunderlige køje, alt lugtede godt, de svage bevægelser og lyden af båden, der sejlede. Når man så vågnede næste morgen, frisk og udhvilet, var man i Frederikshavn, hvor vi for det meste blev hentet i bil. Min farbror havde en bil med chauffør, som hentede gæsterne til hotellet. Så kørte vi ud til Kandestederne, der lå for enden af en sandvej. Fuldkommen isoleret.
– Når der var mange gæster på hotellet, boede vi på en gård overfor, hvor min farbror havde nogle værelser. På gården var en masse døtre, som jeg legede med. Jeg har pralet med, at jeg er det eneste menneske, der kan forstå, hvad Niels Hausgaard synger. Fordi jeg fik vendelbomålet ind som barn. Blandt andet dette gør, at min sproglige tilknytning til stedet er så stærk, som den er.
Et eventyr, ja. Turene, de uendelige ture i det vidstrakte landskab, hvor man kunne være helt sig selv, legen i klitterne, Råbjerg Mile. En meget anderledes verden end den daglige.
Slagteren, der fra Ålbæk kom ud i ødemarken med sin hestevogn, mens andre forsyninger blev skaffet på de nærliggende gårde. Erindringer om smagen af mælk "direkte fra koen" og om en fløde så tyk, at stillede man en ske i den, væltede den ikke. Sådan huskes den fjerne fløde i hvert fald. Og i det hele taget det kulinariske: at blive forkælet med maden fra det fine hotel med det eksklusive publikum, næsten udelukkende stamgæster, der værdsatte både natur og komfort. Rifbjerg kan sagtens forestille sig, at en vis vedkendt sans hos ham for det mondæne blev grundlagt dengang i Kandestederne. Som han har skrevet i et af sine bidrag til "I begyndelsen var lyset. En bog om Kandestederne": "Givet er det, at al den gode mad, man pludselig hver dag sommeren igennem fik stillet foran sig, siden har gjort jagten på det gode måltid aktuel, lige så snart man har lagt servietten fra det sidste."
– Kandestederne var en form for paradis, mindes Klaus Rifbjerg.
Så blødt var der. Paradisisk blødt. Som om barndommens tykke fløde var bredt ud over alting. Men det var "bare" sandet.
Med Rifbjergs egne ord: – Ligegyldigt, hvor man falder i Kandestederne, slår man sig ikke. Ingen skarpe kanter. Men der er det vilde og voldsomme hav. Den kontrast giver et eller andet.
– Blandt alle de idrætsgrene, der findes, er svømning for mig den vigtigste. Det er også den mest sensuelle: en forening med et element, som helt omslutter én, og som man kan bevæge sig i uden at slå sig. Men altså samtidig med risikoen for at drukne, hvis ikke man kender sin besøgelsestid. Stranden her i Kandestederne hører dog til de mindre farlige – skønt den på den anden side er farlig nok! Men der bliver ikke på én gang meget dybt. Det første stykke er relativt fladt. Derfor tør jeg godt bade, også når det blæser så meget som i dag. Og selvom jeg kun går ud til knæene, får jeg med bølgerne alligevel vand over mig. Vandet som element er jo det første, man i bevidstløs tilstand oplever inde i sin mor. Man bliver båret oppe og svæver på den særlige måde, som man gør i vandet. En vægt bliver taget fra én. Nogen mener, at hvis man får hele kroppen under, forsvinder de elektriske spændinger i kroppen. Og at det netop er derfor, det er så velgørende at bade.
Hvordan med alderdom og livsglæde?
– Ikke fordi jeg er særlig religiøs, men i den religiøse litteratur er der mange gode sager at hente. Som der står i salmen: "Vågn op og slå på dine strenge,/ syng mig en dejlig morgensang!" Denne fornemmelse af en ny dags begyndelse rummer i sig selv en salighed, som jeg nødig ville give afkald på. Jeg har det meget dårligt med at være sur ret længe ad gangen og er god til at pakke tilfældig vrede og tilfældige irritationer sammen. Men der er selvfølgelig visse ting af den ene eller anden art, som man slæber rundt på. Sådan er det for alle mennesker. Men i reglen er jeg i godt humør og parat til at komme dagen i hu. Og til at huske at jeg er her. Jeg synes, at man som ældre skylder både sig selv og sine omgivelser at leve, som man altid har gjort.
– Drømmen for de fleste er vel, at man kan afslutte sit liv "mæt af dage", som det hedder. Med følelsen af at man har udrettet og oplevet, set og gennemlevet det, man skal. Og nu kan det være nok. Låsen bliver sat på. Og færdig med det! Men det går jo desværre ikke altid, som præsten prædiker.
– Når man bliver ældre, er der nogle ting, man ikke rigtigt gider bekymre sig om mere. Dette med at man burde, og man skulle, kan man springe op og falde ned på, hvis der alligevel ikke er noget at gøre ved det. Dermed opnår man en følelse af frihed. Men samtidig er der meget af den ene eller anden art, man må give afkald på, fordi man rent fysiologisk nedbrydes. Når man står op om morgenen, knager og brager det mere, end det gjorde engang. Som Herbert Pundik har sagt: Hvis ikke det gør ondt et eller andet sted om morgenen, er det, fordi man er død.
Kan din livsglæde overleve alderdommens stigende bevidsthed om glædens afslutning?
– Det har altid stået mig klart, at livsglæde ikke er en selvfølge. At alting har en ende. Og sådan skal det være. Det er godt nok. Man skal ikke beskæftige sig med det som noget, man nødvendigvis bliver deprimeret over, men tværtimod forsøge at opfatte det som en naturlig ting. Andre står parate til at tage over. Træerne vokser, marehalmen er der, havet bruser, skyerne bevæger sig, og regnen kommer. Alt det, man har holdt af og elsket, findes stadigvæk. Man er en del af et fint kredsløb.
– Livsglæde har sikkert noget at gøre med, at hormonerne svinger på en bestemt måde. Men hvis man virkelig skal betegne en følelse som livsglæde, må det dreje sig om noget eksistentielt, noget, der hænger sammen med personen, eller, om du vil, med sjælen. Livsglæden er ikke en konstant tilstand. Men i visse øjeblikke kan den opleves meget intenst, accentueret i bevidstheden om, at den har sin afslutning. Dødsbevidsthed uddyber livsglæden.
– Jeg har beskæftiget mig med begrebet epifani, altså øjeblikke, hvor noget åbner sig på en speciel måde. Det gælder også livsglæden, der kan trække tæppet væk under én, så man næsten kan opleve virkeligheden som mere virkelig, end den er. En særlig fornemmelse af at være til stede. Og af at der er en mening med det.
– Og så er der disse øjeblikke, hvor man sidder mere eller mindre bevidst eller bevidstløs i en kontemplativ betragtning af for eksempel havet eller himlen. Da får man en længselsblandet oplevelse af nærvær. Måske også af en længsel efter noget, man ikke har, men gerne vil have, noget, som findes på den anden side af bakkerne. Dér, hvor du ikke er, er lykken. Livsglæden kan være forbundet med en melankoli. Men man skal ikke sætte skodder op for den. Man skal opsøge den som en mulighed. Den kan fremkaldes, hvis ikke man er bange for at hengive sig. For mit vedkommende for eksempel til poesien. Selvfølgelig ryger der en masse finker af panden, når man skriver. Men muligheden for at komme i kontakt med det, man prøver at komme i kontakt med, skal man opfatte som en gave.
Du kender ikke frygten for "det hvide papir"?
– Tværtimod. Det er nok også derfor, jeg bliver ved med at hensætte mig i en tilstand ... af skabeglæde, må det være. Også de af mine kolleger, der opfatter arbejdet som hårdt og besværligt, må kende fryden ved at have gjort noget færdigt.
– Jeg kan ikke redegøre for, hvor digte kommer fra. Man kan have en vag idé og så vågne op efter et stykke tid, når man har siddet ved papiret og opdage, at man faktisk har skrevet et digt, som man ikke vidste, om man kunne skrive eller ej, og som yderligere er blevet bedre, end man troede, man i givet fald kunne gøre det. Deri ligger en stor tilfredsstillelse, som du for min skyld gerne må kalde livsglæde.
Også den vitalitet, der præger dit forfatterskab, er vel forbundet med en slags livsglæde?
– Det kan man nok sige. Eller under alle omstændigheder med et overskud. Det er vigtigt, at næsten uanset i hvilken toneart man skriver, skal det have en løftelse. En energi, så det rent sprogligt lever. Det skal banke på den dør, man gerne vil have åbnet, både for sig selv og for dem, der tager imod, hvad man laver.
– Jeg tror, at jeg har overvundet anfægtede perioder på den måde, at jeg har haft overskud til at være i godt humør. Som barn, for eksempel, var jeg meget syg. Når vi skulle et eller andet, blev jeg uvægerligt syg. Det har vel været psykosomatisk. Men der var dog tale om både blindtarmsbetændelse, lungebetændelse, hals og ører, og jeg ved ikke hvad. Jeg havde også børnelammelse og slæbte på mit venstre ben i et halvt års tid, før det reparerede sig selv. Den slags kunne have konditioneret mig til at være rædselsslagen for sygdomme. Og sådan var det også i en periode. Det, der nok fik mig løftet op over dette, var kontakten med det modsatte køn. Det kunne jo ikke nytte noget, at man ved tanken om alle de bakterier, der bliver overført, var rædselsslagen for at kysse en pige. Man havde et valg. Enten at afstå fra alting – eller at tage fat på det.