Lykken kan ikke være der konstant. Den kan være der i stunder, og dem må man sørge for at samle på

Musiker og entertainer Sigurd Barrett. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix

”Kærligheden ophørte ikke. Den har vi stadig, og det begrædelige er, at det, som var så smukt, blev begravet i en masse logistik. Man kan have sværere og sværere ved at se den anden part – og selv føle sig set, og i værste fald kan man risikere, at begge parter bliver ensomme i forholdet,” siger Sigurd Barrett. – Foto: . / Scanpix

Da musikeren og forfatteren Sigurd Barrett blev skilt, gav han sig selv et års karantæne fra at optræde i kirker. Han følte sig diskvalificeret på et personligt og professionelt plan. I dag kan han igen spille i kirker og oplever, at spørgsmål om skyld, tilgivelse, sorg og glæde har fået nye dimensioner

For få år siden følte musiker og forfatter Sigurd Barrett sig forholdsvis sikker på, hvordan familielivet skulle leves.

Meningen i tilværelsen gav fuldstændig sig selv, og det var den, vi var ved at opfylde: Livet handlede om at være sammen med den kvinde, man havde sagt ja til, og være sammen med de børn, man havde fået. Hvor svært kunne det være? Jeg har tidligere haft lidt svært ved at forstå, når par gik fra hinanden. Jeg har tænkt, at det var både trist og forfærdeligt, og nogle gange også tænkt, at de hellere skulle tage sig sammen: Op på hesten og løs de udfordringer, alle par bliver mødt af, og så videre til næste vers. I mit syn på ægteskabet har jeg været farvet af, at jeg har forstået det som Guds vilje: Man får livet som en gave, og senere kan man få en partner, som også er en gave. Og om Gud vil, så får man børn. De børn skal man sammen passe på, og ellers gælder det om at samarbejde om at få det bedste ud af livet med hinanden, siger han.

I dag er den 47-årige Sigurd Barrett lidt mere forsigtig med at komme med absolutte svar på, hvad meningen er. Han er blevet skilt, og han tror ikke længere fuldt og fast på, at der findes absolutte størrelser i forhold til familielivet.

Vi skal tale om, hvad der sker, når man ikke længere kan leve med det, man mente var meningen.

LÆS OGSÅ: Søvndals bærende værdi er næstekærlighed

Sigurd Barrett husker, hvordan han i 1980erne sad på sit kollegieværelse i Aarhus og drømte om at etablere en familie, mens han læste musikvidenskab.

Min største drøm kunne være at få en stor familie. Måske fordi jeg er adoptivbarn og er vokset op som enebarn. Bare to børn ville være 100 procent mere end det, jeg kom fra, siger han.

I 1990 mødte han Winnie Merete Barrett, og i 1994 blev de gift, og snart var deres første barn på vej.

Jeg har haft en dybt iboende trang og lyst til at etablere en familie, hvor det var mig, der var faderen. Den drøm udlevede jeg sammen med Winnie, og det var fantastisk. Jeg følte, jeg havde brug for et sted at høre til rent biologisk, for jeg vidste ikke, hvem mine biologiske forældre var, eller om jeg havde søskende, siger han.

Det blev til en søn og fire døtre i løbet af 12 år, og hver gang et nyt barn var på vej, var det forbundet med stor glæde.

Jeg har kunnet mærket den urinstinktive trang til at lægge armen om kvinde og børn og sige: Jeg skal nok passe på jer, bygge en god rede og gå ud op skyde nogle bjørne eller måske nærmere optræde med nogle bjørne, siger han.

Sammen med den aldrende bamse, Bjørnen Bjørn, har han spillet og sunget sig ind i mange børnesind som vært i Sigurds bjørnetime på DR. Den gule bjørn med ternet sixpence sidder og holder øje med Sigurd Barrett og gæsten ved langbordet.

Sigurd Barrett er den moderne far, som har skiftet halvdelen af bleerne og givet halvdelen af sutteflaskerne. Han har arbejdet meget, men også udnyttet fleksibiliteten i sit arbejdsliv til familiens fordel. De to yngste børn var ikke i vuggestue, men har været sammen med ham i dagtimerne, til de var tre år.

Det har været fedt at kunne få så mange børn og være så meget sammen med dem. Jeg har ofte været i Aalborg og spillet om formiddagen og fløjet hjem, så jeg kunne hente børnene, være sammen med dem, putte dem og så med fly tilbage til Aalborg, så jeg var klar til at spille igen næste dag.

Når han tænker tilbage, ærgrer han sig lidt over, at parret ikke investerede i noget praktisk hjælp som eksempelvis en au pair.

Vi har begge knoklet 24-7, for der var altid noget vasketøj, som skulle ordnes, eller vinterstøvler, der skulle indkøbes. Jeg har ofte følt mig som en hamster, der bestandigt løber i hamsterhjulet. Men vi fik det til at hænge sammen, og vi blev begge eksperter i at afvikle.

Han begynder at lægge tal sammen og regner sig frem til, at de har holdt 120 børnefødselsdage plus deres egne.

Det bliver en disciplin helt for sig selv at afvikle fødselsdage, og det smukke ved det var, at det kunne vi faktisk godt, og vi kunne begge pleje vores karrierer. Vi fik levet rigtig meget ud, vi fik alle de børn, havde et socialt liv med masser af fest, Winnie sang 31 operaroller, jeg fik lavet plader, fjernsyn og kom af og til også til Sverige og spillede med mit jazzorkester.

Parret overvejede undervejs, om det var for meget og blev enige om, at han skulle spille færre koncerter, så de kunne få mere tid til bare at være og pleje nogle af de sider, som manglede næring. De prioriterede også tid med hinanden: restaurantbesøg, kroophold, weekendture til europæiske storbyer og en enkelt gang en hel uge i New York, hvor familien trådte til på hjemmefronten.

Men hver gang vi kom hjem, så blev vi ramt af hverdagen som en hammer: Betal 4000 kroner og ryk tilbage til start!.

For to år siden blev parret enige om at flytte hver til sit med henblik på skilsmisse. Gennem et lille år havde de gået i parterapi. Ved det afsluttende besøg hos terapeuten, skulle de fortælle, hvad der havde været godt i forholdet, hvad de ville savne ved den anden, og hvad de ikke ville savne. En både smuk og fortvivlende hård stund, hvor de komplekse følelser ved skilsmissen kom til at stå tydeligt.

Kærligheden ophørte ikke. Den har vi stadig, og det begrædelige er, at det, som var så smukt, blev begravet i en masse logistik. Man kan have sværere og sværere ved at se den anden part og selv føle sig set, og i værste fald kan man risikere, at begge parter bliver ensomme i forholdet.

Når jeg tænker på det liv, jeg havde, var det som at have adgang til en enorm buffet med en masse gode retter. Jeg var blevet begavet af Vor Herre med mange skønne ting: dejlig kone, børn, talent, flot karriere, penge, kæmpe familie, mange venner og alligevel var det, som om det ikke var nok. Der var nogle retter, som jeg ikke kunne finde på den buffet, og som jeg længtes efter: ro, nærvær, tilstedeværelse og indlevelse, siger han og fortsætter:

Vi er krævende som mennesker. Og med tiden blev min længsel ubærlig, selvom jeg kæmpede imod af alle kræfter. Længe havde jeg slået det hen og tænkt, at det nok blev bedre, men sådan noget bliver jo ikke bare bedre af sig selv, og til sidst føltes det, som om der ingen vej var tilbage. Det gjorde så ondt, så ondt.

Den første tid efter bruddet beskriver han som en chokfase. Han ledte efter et rummeligt hus i nærheden af deres tidligere fælles hjem, så de kunne få en ny hverdag med børnene til at fungere. Valget faldt på en stor, gammel bjælkehytte, hvor der er værelser til alle børn og god plads til flygelet.Jeg følte, at jeg havde taget en bombe og sat den under alt det, som var blevet bygget op. Nu var alt kastet op i luften og ødelagt, og jeg var medskyldig. Når børnene ikke var her, sad jeg i bjælkehytten og følte, at alt var forkert. Jeg manglede dem, og de manglede mig. Men jeg vidste også, at jeg havde kæmpet alt, hvad jeg kunne for at være dér. Jeg kunne hverken være der eller ikke være der. Det var frygteligt, men jeg havde den store gave, at jeg stadig kunne skrive, siger han og husker, hvordan han satte sig ud i forårssolen og skrev på et børneatlas.

Jeg lagde mig i græsset og så op mod himlen, for det havde jeg tid til nu, men så var det slet ikke rart. Det hele var forkert, og jeg følte mig ikke tryg. Jeg kunne mærke, hvor megen tryghed, der havde været i familien, men samtidig rystede jeg af skræk ved tanken om, at jeg skulle tilbage i den.

I dag føler han sig hjemme i huset, der skiller sig ud på villavejen som et stykke norsk idyl med græs på taget, skønt vi er i København. Han kalder huset, som blev opført som et sommerhus i 1920erne, et rigtigt Sigurd-hus med plads til børn, musik og gæster. Og et godt ly var, hvad han havde brug for, da kernefamilien ikke længere var intakt.

Jeg prøvede at finde ly i denne hytte. Den er ret solid, og når jeg var her, så var jeg nok fredet. Og midt i det hele møder jeg så Sara, som er violinist i det kongelige kapel. Vi havde det dejligt sammen, men måtte jeg det? Hver gang jeg så et kirketårn, bøjede jeg nakken og følte, at Gud sagde: Skam dig, siger han.

LÆS OGSÅ: Kunsten minder os om det, der ligger ud over blot at overleve

Han var i perioder plaget af hypotetiske spørgsmål i retning af Hvad nu hvis ....

Jeg var så ynkelig og følte mig kikset og mislykket. Ligegyldigt hvad jeg gjorde, ville jeg ikke kunne finde ud af at acceptere det livsvilkår, jeg var kommet i. Jeg var ekstremt skyldtynget og var hos flere terapeuter, men jeg blev nærmest bare mere forvirret. En af terapeuterne stillede mig et spørgsmål, som skabte klarhed: Gjorde du, hvad du kunne? Det spørgsmål kunne jeg svare klart ja til, og det hjalp.

Efter skilsmissen har jeg tit stillet mig selv det spørgsmål, om bruddet var rigtigt eller forkert. Lige meget hvor meget jeg har mærket efter, har jeg ikke kunnet finde noget endegyldigt svar, og jeg tror, sandheden er, at der ikke findes noget svar. Der findes ikke rigtigt og forkert der findes kun det forhold, at vi i tilværelsen må træffe nogle valg og efterfølgende tage de konsekvenser, de afstedkommer. Kierkegaard sagde: Gift dig eller lad være, du vil fortryde begge dele!. Jeg tror, det er meget menneskeligt, at er man i et ægteskab, fristes man til at bryde ud, og er man først brudt ud, fristes man til at søge tilbage. Et evigt dilemma som er en del af det at være menneske.

Og så er vi fremme ved det ambivalente. I den første sommer efter bruddet, hvor meget havde været svært, stod han en solskinseftermiddag i det nordlige Sverige i færd med at gøre noget kød klar til grillen og så kæresten komme ham i møde med drinks.

Hvad var det for en følelse? Det var lykke. En følelse, jeg mange tusinde gange havde mærket i mit tidligere liv men som ikke havde været der længe. Nu var den der i det mindste i et øjeblik. Et glimt. Lykken kan ikke være der konstant. Den kan være der i stunder, og dem må man sørge for at samle på. Der findes ingen absolutte størrelser i det her, og jeg besluttede mig til aldrig mere at ophøje det ene eller det andet valg til sandheder eller fiaskoer.

I 2009 skrev Sigurd Barrett en børnebibel,Sigurd fortæller Bibelhistorier, som udkom året efter og er blevet en bestseller. Børnebibelen var ledsaget af en række numre, som han senere har turneret med i landets kirker. Over 150 kirker har han besøgt, og koncerterne har været tilløbsstykker. Efter skilsmissen gav han sig selv et års karantæne fra kirkekoncerterne.

Jeg følte mig diskvalificeret på et personligt og professionelt plan i forhold til at optræde i kirker. Jeg kunne ikke bede Fadervor, for jeg syntes, jeg havde forbrudt mig mod Herrens vilje, og så havde jeg også fået en kæreste. Var det utroskab, eller var det bare okay? Jeg kunne ikke lade være med at betragte fortællingen om syndefaldet som fortællingen om skilsmissen: Ægteskabet er som Paradisets have, hvor alt er rigtigt og smukt, og vi har Guds velsignelse. Det forbudne æble er længslen efter at bryde ud, og i det øjeblik man giver efter for den længsel, så bliver man smidt ud af haven.

Han havde en samtale med en præst, som kastede nyt lys over hans tanker om skyld.

Præsten spurgte, hvad jeg ville sige til min børn, hvis de gjorde noget, jeg havde sagt, de ikke måtte gøre. Ville jeg holde op med at elske dem? Jeg svarede klart nej. Og præsten forklarede mig, at sådan var det også med Guds kærlighed til dig. Jeg dristede mig til at bede igen, og jeg kunne kun sige undskyld, undskyld.

I efteråret var han på turné til 37 kirker. Han er glad for at være tilbage i kirkerne og drager senere på året på en ny turné med sine bibelhistorier.

Det hele giver meget mening. Både spørgsmål om skyld, tilgivelse, sorg og glæde får nye dimensioner. Der er kommet endnu mere fylde i historien om Jesus, der går i døden og tager alle vore synder på sig. Det er så stort, at man faktisk slet ikke kan forstå det. Ingen af os har gjort os fortjent til at være Guds børn, men vi er det alligevel. Som mennesker må vi også prøve at elske og tilgive både hinanden og os selv. Vi må træffe beslutninger undervejs i livet og lære at tage konsekvenserne af dem. Vi må hele tiden gøre vores bedste, kæmpe for alt, hvad vi har kært, have vores moral og etik i orden så godt vi kan og i øvrigt afholde os fra at dømme andre.