Det er påfaldende, så mange sproglige vendinger vi har, som lader Fanden komme til syne. Vi har tilsyneladende travlt med at afvæbne hans indflydelse ved at navngive ham, og det kan nok være nyttigt. En af de formuleringer, som oftest er i sproget, er den med at male fanden på væggen, som betyder at fremstille noget overdrevent negativt.
LÆS OGSÅ: Hvor mange tropper var der?
At male fanden på væggen dokumenteres i Ordbog over Det Danske Sprog med et citat fra H.F. Ewalds værk Johannes Falk fra 1865. Udtrykket er imidlertid ældre, hvis vi går til tyske kilder, for Luther har anvendt det. Det fremgår af en mail-veksling mellem Sprognævnet og en spørger, at det formentlig har rod i et gammel tysk ordsprog: Man braucht den Teufel nicht an die Wand zu malen, er kommt auch ohne das herein. Det lader sig oversætte: Man behøver ikke male Fanden på væggen, han kommer ind alligevel. Det er da ikke opløftende!
Der findes en vandrehistorie, som fortæller, at Luther kastede blæk efter Djævelen, så det efterlod en plamage på væggen, men det er vist en skrøne. Luther tog nok livtag med Djævelen gennem blæk, men det var i pennens tale, ikke ved at kaste med væsken.
Jeg vil ikke male fanden på væggen med dette, men svare på Henrik Boje Groths henvendelse. Groth spørger nemlig til dette udtryk, og om ikke det er forkert. Hans børnelærdom siger ham nemlig, at det hedder mane fanden på væggen i stedet for male.
Det er ret pudsigt, for der er rigtig mange, der mener, det burde hedde mane. Det kan man imidlertid ikke finde belæg for. Jeg har bedt nogle stykker i min omgangskreds nævne vendingen, og de fleste siger straks mane. Måske er det ordet mane, der lokker, fordi det rummer en lille mystik eller en kant af noget ukendt og derfor er mere dramatisk end at male.
Verbet mane kan enten betyde at råde, tilskynde eller pålægge nogen noget, og her anvendes det oftest i forbindelse med fornuft eller moral: Man kan mane til besindighed eller til eftertanke. Mane kan imidlertid også betyde at påkalde og bevæge en åndelig magt i en bestemt retning. Derfor kan man mane ånder frem eller omvendt mane dem i jorden, ligesom man kan mane rygter i jorden. En stemme eller en sang kan være manende, når den nærmer sig det messende og rituelle. Koblingen til fanden, der kan dukke op på væggen, er derfor ikke helt tosset, skulle jeg mene, men der er altså ikke mange belæg for den sammensætning.
Ordet mane kommer fra ældre tysk og verbet manen, der betød at minde om eller opfordre. Mane er i dag et forældet ord, der ikke bruges meget, mens det tidligere indgik i mange sammenhænge. Man kunne minde og mane en skyldner, og så havde han at betale. Grundtvig kunne formane de unge om livets udfordringer, og Jens Baggesen lod en præst mane sine sognebørn i mosen.
En særlig variant af mane findes i sangen Der er ingenting, der maner, som er skrevet af Axel Juel i 1916. Her er der ingenting, der maner, som et flag, der går til top. Der henvises til, at flaget kalder på os, fordrer noget af det folk, det repræsenterer. Rockpoeten C.V. Jørgensen har grebet denne vending i sin Det siger sig selv, hvor der ikke er noget, der maner, som en Gellerup Plan. Så er det sagt.