Marchen mod Montgomery

En af milepælene i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse er marchen mod Montgomery, som sikrede den sorte befolkning i Alabama deres stemmeret. Men forud lå et voldsomt blodbad, som nær havde kostet Amelia Boynton Robinson livet

Billedet af den gennemtævede og bevidstløse Amelia Boynton Robinsen prægede avisforsider over hele landet, og Alabamas politikere blev fra alle sider kritiseret for deres accept af den brutale fremfærd mod de fredelige demonstranter søndag 7. marts 1965, som siden fik navnet »bloody Sunday«, blodig søndag. (Arkivfoto)
Billedet af den gennemtævede og bevidstløse Amelia Boynton Robinsen prægede avisforsider over hele landet, og Alabamas politikere blev fra alle sider kritiseret for deres accept af den brutale fremfærd mod de fredelige demonstranter søndag 7. marts 1965, som siden fik navnet »bloody Sunday«, blodig søndag. (Arkivfoto).

Søndag 7. marts 1965 skulle Amelia Boynton Robinson dø. Gennembanket af politiets knipler, og mens tåregassen flåede sig frem gennem næse, hals og lunger, faldt hun sammen på Edmund Pettus-broen ved Alabama-floden. Forslået og livløs.

»Jeg fik deres forbandede leder«, lød det triumferende fra en betjent, mens hans kolleger lod tåregassen og slagene regne ned over de andre demonstranter.

Den godt 600-mand store forsamling havde begivet sig ud på en 80 kilometer lang march fra byen Selma til Alabamas hovedstad, Montgomery. Målet var at møde statens guvernør, George Wallace, med kravet om stemmeret til sorte.

Men de nåede kun et par hundrede meter, til den lille stålbro ved Alabama-floden, før en mur af politifolk, forskanset bag gasmasker og væbnet med knipler, ved råbet »På dem!« gik til angreb med Amelia Boynton Robinson som et af de første ofre.

»Hun er død«, lød det anklagende fra en af de andre demonstranter mod politiet, kun for at få besked på at slæbe hende ud til siden af vejen.

Men Amelia Boynton Robinson snød dem alle. Hun var gennemtævet og bevidstløs. Tåregassen havde sat ar i spiserøret, taleorganerne var skadet, og hendes stemme var for altid blevet en tand dybere. Men død var hun ikke, og da hun nogle timer senere vågnede op på hospitalet og fandt sig selv omgivet af snesevis andre forslåede og blodige demonstranter, var det med et endnu stærkere ønske om at kræve sin ret.

Derfor var den dengang 54-årige kvinde atter i forreste række, da demonstranterne to dage senere igen begav sig mod Montgomery, denne gang med selveste Martin Luther King i spidsen. Også denne gang var Edmund Pettus-broen spærret af politiet, og demonstranterne holdt sig på afstand. I stedet satte de sig på knæ, bad en fælles bøn og vendte om, tilbage til den kirke, hvorfra de havde begyndt marchen. En symbolsk sejr, men stadig langt fra målet om stemmeret til sorte.

I de forløbne to dage havde historien om demonstranternes skæbne dog bredt sig. Billedet af den gennemtævede og bevidstløse Amelia Boynton Robinson prægede avisforsider over hele landet, og Alabamas politikere blev fra alle sider kritiseret for deres accept af den brutale fremfærd mod de fredelige demonstranter på den dag, som siden fik navnet »bloody Sunday«, blodig søndag.

I Det Hvide Hus i Washington havde præsident Lyndon B. Johnson også fulgt sagen, og da han erfarede, at de mange demonstranter planlagde en ny march, udstedte han en usædvanlig garanti: hvis ikke guvernør Wallace kunne eller ville sikre demonstranterne på deres march til Montgomery, ville præsident Johnson sætte nationalgarden ind.

Dagen for den tredje march, lørdag 20. marts, blev siden en milepæl i den amerikanske borgerrettighedsbevægelses historie.

Tidligt om morgenen mødtes 3000 demonstranter foran en lille kirke i Selma og begyndte marchen mod Montgomery, med Martin Luther King og Amelia Boynton Robinson i forreste række. Da gruppen af demonstranter fem dage senere nåede frem til den lange trappe foran den store hvide regeringsbygning i Montgomery, var de mere end 25.000. Tusinder havde sluttet sig til undervejs, og da Martin Luther King overrakte guvernør Wallace en erklæring med kravet om stemmeret, var det under jubel og glædesråb fra den store forsamling af sorte og hvide, unge og gamle, kvinder og mænd.

Endnu større var glæden, da præsident Lyndon B. Johnson fem måneder senere kunne meddele, at alle amerikanske borgere, uanset hudfarve, havde samme ret til at stemme. Flere sydstaters praksis med at kræve særlige læseprøver af sorte blev i samme omgang kendt ulovlig. Demonstranterne havde nået deres mål.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk