Mennesker er meget forskellige

Allerede i det gamle Grækenland var Hippokrates optaget af menneskers forskellighed og definerede fire personlighedstyper. I dag er det andre teorier, der er fremherskende -- men at vi er forskellige, må vi lære at leve med

Integration through cooperation within society. Equality and harmony in the team.
Integration through cooperation within society. Equality and harmony in the team. Foto: Erwin Wodicka/Erwin Wodicka - wodicka@aon.at.

Kære brevkasse

Det var med interesse, jeg læste brevkassen i sidste uge. Det var som at læse om mig selv. Godt nok har jeg aldrig tænkt konkret på, om jeg ikke hjalp andre lige så godt som dem, der er mere udadvendte – det burde jeg måske?

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

LÆS OGSÅ: At være indadvendt er ikke at være selvoptaget

Men jeg har fundet mine nicher, hvorpå jeg kan være behjælpelig i forhold til familie og venner. Der, hvor jeg genkendte mig selv i brevet, var i det med at være ude i social sammenhæng og ikke altid vide, hvad jeg skal sige eller stille op med mig selv. Jeg nyder samvær med gode venner og er også glad for at blive inviteret ud sammen med min kone.

Men til tider kan det også føles som en belastning. Særligt hvis der skal småsnakkes med mennesker, man ikke kender så godt, og især hvis man ikke har et konkret emne, man kan drøfte.

Som sidste uges brevskriver nyder jeg mit eget selskab og elsker at læse bøger og har slet ikke det behov for hyppige sociale aktiviteter. Da I skrev, at brevskriveren måske skulle tale med sin familie om, at vi mennesker er forskellige, gav det mig anledning til at skrive dette brev.

For tales der ikke for lidt om, at vi mennesker ikke er ens, og at vi reagerer meget forskelligt? Det ville være en lettelse, har jeg en idé om, hvis flere var klar over, at der er flere typer mennesker. Godt nok er der mange fælles menneskelige træk, men der er også stor forskel på, hvordan man agerer i sociale sammenhænge, og måske på, hvordan man reagerer på livets forskellige udfordringer.

Kunne I skrive lidt mere om det? Jeg tror, der mangler viden på det felt, således at man måske kan tænke mere barmhjertigt om sig selv og måske også om andre. Vi er ikke ens hverken i tænkemåde, socialt behov eller i vores forhold til familie og venner.

Min kone og jeg har mange gange måttet blive klogere på vores forskellighed for at finde gode måder at løse uenigheder og udfordringer på. Måske er der netop mange familieproblemer, som godt kan finde deres baggrund i, at man er gift med en, som er vidt forskellig fra en selv.

Venlig hilsen

Uffe

Kære Uffe

Tak for dit gode brev. Da Gud skabte menneskene i sit billede, var det nok ikke kopifunktionen, der var sat til. Snarere var det den kreative mangfoldighed, den overraskende forskellighed og farverigdom, der udfoldede sig fra den første begyndelse.

Østen for Eden og uden for Paradis får vi mennesker imidlertid let en tilbøjelighed til at blive kritiserende og føle os truet af det, vi ikke forstår, eller som er anderledes end os selv. Og der behøver vi ikke kun at tænke på indvandring og integration, men det udspiller sig ofte i lys lue i de nærmeste familiefællesskaber. Mange konflikter opstår, fordi vi ganske enkelt ikke forstår den andens tanke- og følelsesliv. Det er godt at læse, at du og din kone har været opmærksom på forskellighed og arbejdet med det, så det er blevet til konstruktiv berigelse i jeres ægteskab.

At mennesker er forskellige, var man såre klar over allerede i det gamle Grækenland. Hippokrates (460-370 f.Kr.) troede, at det hang sammen med menneskers kropsvæsker, nemlig blod, sort og gul galde samt slim. Det blev til de fire temperamenter: Sangvinikerne (blod) var kendetegnet af det udadvendte, optimistiske og sensitive, mens melankolikerne (sort galde) var mere tænksomme, bekymrede, kreative og perfektionistiske. Kolerikerne (gul galde) var energiske, lidenskabelige og heftige, mens flegmatikerne (slim) var rolige, fornuftsbetonede og afslappede.

Denne opdeling af menneskers fremtoning i temperamenter eller personlighedstræk har været meget fremherskende helt siden oldtiden, og flere forskere i moderne tid, blandt andet Eysenck, har fundet belæg for, at de gamle grækere havde fat i nogle væsentlige iagttagelser, selvom begrundelsen ikke skulle findes i kropsvæskerne, men i hjernens biologi og den genetiske kode.

Hans Eysenck (1916-97) snakkede om neuroticisme og ekstraversion. Neuroticisme er en slags anspændthed med tendens til at blive stresset og føle ængstelse, skyld og tristhed, mens ekstraversion er en tendens til i højere grad at have glæde af selskabelighed, samtaler og ydre aktiviteter. Eysenck mente, at vi alle har en vis portion eller blanding af disse to træk. En melankoliker har for eksempel en høj neuroticisme og en lav ekstraversion, mens en sangviniker har en høj ekstraversion og en lav neuroticisme.

I vore dage er det nok teorien om "the big five", der er den mest fremherskende teori om menneskers personlighedstræk. I denne teori har vi alle en eller anden grad af de følgende fem egenskaber: udadvendthed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed.

Det siger sig selv, at kombinationsmulighederne er mange, når alle fem karakteristika kan rubriceres et sted mellem nul og hundrede. Så vi kan lige så godt indse, at forskellighed er et faktum og et vilkår, som vi må leve med.

Mange fællesskaber ville kunne drage stor nytte af, at vi betragtede variation og forskellighed som en berigelse. Indadvendt eftertænksomhed og følsomhed for de mange indtryk supplerer den mere energiske og udadvendte person, ligesom den ængstelige kan minde om varsomhed for det sårbare liv og om at sætte hastigheden ned, når tingene går for stærkt.

Bevidstheden om forskellighed kalder på ydmyghed. Vi kan ikke selv tage æren for vores type. Den er for en meget stor del en vuggegave og en naturgiven egenskab. Men vi har ansvar for at forvalte og udvikle den til vor eget og vor næstes bedste. Og så kan forskellighed kalde på positiv nysgerrighed.

Hvordan kan det være, at man kan se den samme ting på så forskellig måde? Hvad er den andens perspektiv? Hvilke farer og muligheder ser den anden? Hvad kan jeg lære af den, som er helt forskellig fra mig selv?

Sådanne spørgsmål fremmer gode fællesskaber i familie og samfund – de er en hjælp til at løse konflikter og bidrager til respekt og gør os klogere på livet og andre.

Mange hilsener