Min mand har lyst til sex alene

Vi tror ikke, at grunden ligger hos dig, men at den skal findes inden i din mand eller i hans historie, lyder svaret til en kvinde, der er ked af, at hendes mand aldrig rigtig har gidet hende på det seksuelle område

Kære brevkasse

Jeg er en flittig læser af brevkassen og vil gerne have et råd af jer. Jeg er i et ægteskab, som på mange måder er godt og trygt. Vi har været gift i snart 25 år, og vi har voksne børn, ingen økonomiske problemer, godt arbejde og mange interesser. Men vores samliv har aldrig fungeret. Min mand har aldrig rigtig gidet mig på det seksuelle område. Da vi var unge, undskyldte han sig med, at jeg var et brokkehoved. Jeg gjorde mig meget umage for at ændre på det. I de seneste 10 år har det været hans træthed og meget arbejde, der har været begrundelsen.

Ofte har jeg taget ham i at onanere. Så ligger jeg der og føler mig dobbelt forsømt. Jeg har ofte tænkt på at gå fra ham, men jeg elsker ham. Jeg har nogle gange bedt om at komme af med den seksuelle trang, men har ikke fået bønnesvar. Jeg har også mange gange talt med ham om problemet. Det ender altid med, at han bliver sur og siger til mig, at han aldrig kan gøre tingene godt nok.

Engang afslørede jeg ham i at se porno på nettet. Det blev jeg ked af. Et eller andet sted tænder han bare ikke på mig. Jeg har prøvet mange forskellige ting for at vække hans interesse. Jeg lykkes bare ikke med det. Der går alt for lang tid imellem, at vi er sammen. Og det smerter mig. Ofte lider jeg af søvnløshed, og jeg tror, at vores seksuelle problem er medvirkende årsag. Hvor gør det ondt, når en mand hellere vil klare tingene selv end at være sammen med sin kone. Kan I give mig et råd? Hvordan kan jeg blive min smerte kvit? Hvad er jeres syn på onani?

Venlig hilsen

Den frustrerede

Kære frustrerede

Vi kan godt forstå din frustration. Sagen havde måske været noget anderledes, hvis I havde et godt og gensidigt seksualliv sammen, og at han så indimellem også onanerede, fordi han var så driftig eller havde et så stort tryk, eller hvad man nu skal kalde det. Men sådan, som du beskriver det, oplever du på en måde, at du bliver valgt fra. Er det mon et tema, I har talt sammen om på en rolig og tillidsfuld måde? For vi kan ikke vide, hvad der ligger til grund for hans tilbageholdenhed over for dig og hans hemmelige seksuelle lyster på den anden side. Du tolker det sådan, at han bare ikke tænder på netop dig, og det må være sårbart.

Men det kan også handle om andre ting, eksempelvis at han er bange for nærhed, bange for ikke at leve op til sine egne eller dine forventninger, og så er det lettere at forholde sig til egne fantasier eller til helt ukendte og ligegyldige damer på nettet. For det forpligter ikke, og der er det ham, der styrer det hele. Det kan også være, at han har et mere problematisk forhold til seksualitet, end du ved. Vi synes, du skal spørge ham om, hvor ofte han ser på disse ting på nettet ikke som en slags kontrol, men for at finde ud af, hvem han er, og hvordan han er skruet sammen. Spørg ham også, om det ikke er vanskeligt for ham, at du har længsler, som han ikke kan imødekomme særlig tit, og hvad dette gør ved ham.

Der er en del mænd, der har problemer med afhængighed af porno på nettet, og det kunne der skrives meget om. Der er også mænd, der er blevet krænket på det seksuelle område i deres opvækst. Og mange af dem har aldrig talt om det til nogen, heller ikke til deres ægtefælle. Når det gælder din mand, ved vi ikke, hvad det handler om, men vi synes, du skal udfordre ham. Men du skal også vide, at det måske kan være både et meget svært og skamfyldt tema for ham at tale om.

Der må findes en årsag til hans undvigelser i forhold til dig, når han samtidig er optaget af temaet på nettet, og når han onanerer. Det ville være godt for jer at kunne dele det, der ligger bag, af større eller mindre problematisk art på en personlig og nærværende måde. Som du sikkert har læst i brevkassen, var der mange mænd, der sikkert ville have nydt at have en hustru ved sin side, som ofte havde lyst til sex. Derfor må du også gå rundt med en følelse af ikke at være attraktiv for din mand. Vi tror dog ikke, at grunden ligger hos dig, men at den skal findes inden i din mand eller i hans historie. Du skriver, at I har det godt på så mange måder. Derfor må det også være muligt for jer på en eller anden måde at komme i dialog med hinanden om dette og måske ved hjælp af en tredjeperson.

Når vi ikke kender din mand og hans tanker, er det svært at komme med andre gode råd. Man kommer i hvert fald ikke nogen vegne med bebrejdelser. Måske kunne han udfordres til at beslutte sig for at holde en pause med onani igennem en længere periode og se, om det øgede hans lyst til sex med dig. Hvis han er alt for optaget af porno, så synes vi, han skal søge hjælp for det. Hvis han ikke dyrker det særlig meget og blot onanerer i ny og næ, så kan det være, at du må indstille dig på, at du har en mand, som ikke har megen lyst, og så beslutte dig for, hvordan du vil leve med det.

Måske kunne du udfordre ham til, at I satte mere tid og ro af til andre ting, som var af mere sensuel karakter, hvor I masserede hinanden på de ikke-erogene steder. At I hyggede om hinanden med god mad og vin, når det blev fredag og gik tur sammen i forårsskoven. Ikke for at I skal være pladderromantiske, men for at opdyrke et fornyet forhold mellem jer to uden et overfokus på sex og for at lede ham væk fra en mere ensom dyrkelse af det seksuelle.

Du spørger om, hvad vi generelt mener om onani. Det er svært at svare på uden at sætte det ind i en bestemt kontekst. Vi mener ikke, at det enten er helt forkert eller helt uproblematisk, det kommer an på så mange ting. Det kan være en udmærket vej for nogle mennesker i perioder men når man samtidig ikke har en naturlig lyst til at dele sin seksualitet med sin ægtefælle, så er der andre ting, der må ses på og snakkes om. I er altid velkommen til at vende tilbage med spørgsmål.

Mange hilsener