Når jeg tror på Gud, er det, fordi jeg tror på verden i dens mangfoldighed

På Humlebæk Skole er eleverne fra 6. til 9. årgang sat sammen i grupper af fire. Det lærer dem sociale ...

Der skal tænkes nyt, hvis Løgumkloster Refugium, der ikke modtager offentlig støtte, skal have en fremtid. Karsten Eskildsen gør sig derfor mange tanker om, hvordan refugiets kundekreds kan udvides. – Foto: Palle Peter Skov. / Scanpix

Karsten Eskildsen, ny forstander på Løgumkloster Refugium, mødes med tvedelte forventninger om både at bevare traditioner og skabe nyt. Det sidste er nødvendigt, hvis refugiet skal bestå, mener han

Nøjagtigt som de gamle cisterciensermunke, der i fordums tid holdt til i Løgum Kloster, arbejdede hårdt og pligtopfyldende dagen lang, er 56-årige Karsten Eskildsen også i disse måneder i gang fra morgen til aften. Det er han i kraft af sit nye job som refugieleder på Løgumkloster Refugium.

Her har han fra sit lille kontor udsigt til den gamle klosterkirke, hvor munkene i tiden før Reformationen flere gange dagligt kom for at bede.

LÆS OGSÅ: Oplevelsernes mand

I modsætning til munkene bor den nytiltrådte refugieleder, der kun har bestredet jobbet i fire måneder, dog ikke på sin arbejdsplads. Hver dag kører han den halve time frem og tilbage mellem Løgumkloster og domkirkebyen Ribe, hvor han har boet de seneste 24 år. Af og til har det dog føltes, som om hans nye arbejdsplads også var hans nye hjem, for arbejdstimerne har været mange.

Det har været virkelig spændende at starte op, men man må sige, at det er påfaldende, så hårdt det er at sikre ro og fordybelse for andre. Det kan jeg også se på mine medarbejdere, der virkelig løber stærkt i hverdagen, konstaterer han smilende.

Løgumkloster Refugium blev oprettet i 1960 af kirkelige og folkelige kredse fra hele landet og bygger sit virke på den danske folkekirkes grundlag. Refugium betyder egentlig tilflugtssted, og Løgumkloster Refugium bruges da også netop som et sådant. Mennesker kommer hertil for at søge ro og inspiration.

Mange af refugiets besøgende er i dag mennesker på over 70 år, der ser det som en personlig investering at tage på et ophold på nogle dage eller længere, hvor de både har mulighed for at slappe af og deltage i forskellige programrækker om alt fra DDR-historie til Søren Kierkegaards forfatterskab.

Derudover kommer her en del studerende, som har fået et legatophold og bruger dagene til at koncentrere sig om at læse eller skrive opgave. Der er også mennesker, der som følge af sygdom får bevilget et ophold i det sønderjyske til ren rekreation. Derudover må ikke glemmes de mange præster hen ved en tredjedel af alle gæster på refugiet er præster der spiser og overnatter der, fordi de er deltagere på kurser på det nærliggende TPC Teologisk Pædagogisk Center, som er præsternes efteruddannelsessted.

De rigtige refugiegæster de, der vælger selv at betale for et ophold med det ene for øje at få et tiltrængt pusterum fra dagligdagen står det derimod sløjt til med, fortæller Karsten Eskildsen. Der bliver færre og færre af dem år for år.

Selv har den nytiltrådte refugieleder aldrig haft lyst til eller behov for at tage på et refugieophold, og han indrømmer, at han nok har en rem af huden, da han bliver spurgt om, hvorvidt han har en iboende rastløshed.

Det har aldrig været min stærke side at være alene og ikke at lave noget. I sådan en slags protestantisk selvforståelse har jeg altid syntes, at jeg skal have nogle projekter i gang. At holde ferie har for mig også altid handlet om at skulle noget andet på vandreture og oplevelsesrejser. Jeg slapper af ved at gøre noget. Skulle jeg nogensinde have haft brug for at tage på refugium, ville det have været i jobmæssig sammenhæng, hvor man tog af sted for at få noget arbejde gjort, siger han.

Rastløs eller ej det er i hvert fald en mand, der har prøvet lidt af hvert, som nu står i spidsen for Løgumkloster Refugium. Senest har han været konsulent i Esbjerg Kommune og i 2012 projektleder på Dagmar800, der gjaldt markeringen af 800-året for dronning Dagmars død. Inden da var han ansat på Syddansk Universitet som konsulent, og flere vil sikkert også forbinde ham med H.C. Andersen. I 10 år var Karsten Eskildsen således leder af H.C. Andersen- og Carl Nielsen-funktionen ved Odense Bys Museer, ligesom han i et par år udfyldte rollen som musikchef for Esbjerg Ensemble.

Det lader sig næppe skjule, at den nyudnævnte refugieleder er en kulturens mand, og det er da også sådan, han ser sig selv. Han håber, at han med sin bagage af erfaringer med kulturfremmende aktiviteter kan gøre en forskel på sin nye arbejdsplads.

Det er helt sikkert kulturformidlingen, der er omdrejningspunktet for mit virke. Siden min museumstid har jeg opfattet mig som kulturformidler. Her på stedet handler det også om erfaringer i kultur, som gerne skulle samles op, hvilket efter min mening kan ske i mange afskygninger, siger han og henviser til refugiets fundats.

Heri står blandt andet, at en del af formålet med at drive Løgumkloster Refugium er at støtte det kirkelige, folkelige og kulturelle liv i grænseegnen ved at formidle kristendom, dansk ånd og kultur.

Mens interessen for kulturdelen på det nærmeste giver sig selv, er spørgsmålet, hvorvidt Karsten Eskildsen også kan identificere sig med at skulle formidle kristendom?

Det kirkelige grundlag, som stedet har, så jeg bestemt ikke som en hindring, da jeg søgte jobbet. Jeg har altid haft tilknytning til folkekirken og føler mig hjemme der. Jeg sidder i menighedsrådet ved Ribe Domkirke og interesserer mig for både det faglige og det administrative. Men jeg mener dog ikke, at stedet her skal forkynde. Det har vi kirken til, siger han bestemt.

Karsten Eskildsen er derimod ikke bange for at bruge kristendommen som en del af trækplasteret for refugiets gæster. Generelt vil han gerne tilstræbe en så rummelig branding af Løgumkloster Refugium som muligt, og i disse år, hvor der ikke længere er noget odiøst i at beskæftige sig med religion og kristendom, ligger det lige for at parre kristendom og kultur og i fællesskab lade dem fylde i refugiets programrække, mener han. Blandt andet indgår den nye kirkeforfatning i efterårets program.

Det er ingen hemmelighed, at økonomien på Løgumkloster Refugium, der ikke modtager offentlig støtte, i nogen tid har været en udfordring. Derfor skal der også tænkes nyt, hvis refugiet skal have en fremtid. Karsten Eskildsen gør sig derfor mange tanker om, hvordan refugiets kundekreds fremtidigt kan udvides.

Vi må tænke i nye gæstegrupper, og jeg tænker blandt andet, at der helt rationelt må være både private og offentlige arbejdspladser, der kan have brug for at kunne sende medarbejdere væk, som har behov for at trække stikket ud nogle dage eller en uge. Men det kan også være virksomheder, der sender en ledergruppe eller projektgruppe herned, så de kan arbejde koncentreret i gode og smukke rammer, siger han og erkender, at kunsten består i at finde balancen mellem at skabe nyt og samtidig bevare det gamle, som tiltrækker de fleste af stedets nuværende gæster.

Da klokken nærmer sig 12 under Kristeligt Dagblads besøg på Løgumkloster Refugium, begynder det at rumstere uden for døren ind til Karsten Eskildsens kontor. Det betyder, at det snart er spisetid, og at gæsterne er begyndt at stimle sammen. Hver dag klokken 12 åbnes dørene ind til spisesalen, hvor en lækker buffet byder velkommen. Det samme gør Karsten Eskildsen, og derefter synger han for på dagens bordvers i dag er det Brorsons Op, al den ting, som Gud har gjort. Dagsrytmen her er den samme dag efter dag. Her synges også morgensang og aftensang på bestemte tidspunkter, og ritualerne er givetvis en del af årsagen til, at mange af stedets gæster er kommet her igennem mange årtier, gætter refugielederen på.

Det, som har slået mig mest, efter at jeg er begyndt at arbejde her, er, hvor meget refugiet betyder for rigtig mange mennesker. Det havde jeg simpelthen ikke fattet, før jeg kom. Det må tilskrives medarbejdere, der har formået at skabe den rette stemning, men helt sikkert også ritualerne, siger han.

Fællesspisning er ikke noget nyt fænomen for Karsten Eskildsen. Han er vokset op på Mors som den yngste af tre brødre med et sæt forældre, der var plejehjemsledere og altid arbejdede hårdt. Familien boede i tilknytning til plejehjemmet, og han husker blandt andet de mange juleaftener, hvor første del af højtidsfejringen foregik sammen med plejehjemsbeboerne. Først når de gamle blev trætte og skulle i seng, kunne familien fortrække til sine egne stuer.

Musik spillede en væsentlig rolle i Karsten Eskildsens familie begge forældre var med i et lille musikensemble, og også de tre brødre spillede. Kun den senere refugieleder gjorde dog musikken til sin oprindelige levevej.

Som ung var han længe i tvivl om, hvorvidt han skulle gå konservatorievejen, men han endte efter inspiration fra en af sine lærere i gymnasiet med at tage en universitetsuddannelse med musikvidenskab som hovedfag og latin som sidefag. Flere gange i sit liv har han også været korleder, og repertoiret har typisk har været a cappella og klassisk musik. Musikken har han sørget for at give videre til sine børn, der begge er i 20erne og bosat i Aarhus og de har såmænd også givet tilbage. Sønnen har således for nylig foræret sin far en guitar, så han kunne få mulighed for at genoptage sit eget guitarspil.

Musikken betyder rigtig meget for mig. Den er eskapisme med indhold og giver gode erfaringer. Samtidig er den et udtryk for mangfoldighed i tid og adfærd, siger han og fortæller, at der særligt er en person inden for musikkens verden, han sætter pris på.

Carl Nielsen er min helt. Det var ham, der sagde: Musik er liv og det er jeg helt overbevist om, siger Karsten Eskildsen, der også selv har skrevet bogen Carl Nielsen Livet og musikken.

Refugielederens musiksmag er bred, siger han. Han lytter lige så gerne til et stykke rytmisk musik som et stort klassisk værk. Men han bruger ikke musikken til at understøtte sin sindstilstand. Derimod fungerer den, som al anden kultur, han nyder, som en mulighed for at blive mødt af nye, alternative erfaringer.

Hvis man bruger musik som oplevelse, skal man gå ind i den på musikkens præmisser. Hvis man blot bruger musikken til at understøtte sin sindstilstand, så reduceres musikken til en kulisse og kommer kun til at fungere funktionelt, siger Karsten Eskildsen og understreger, at det naturligvis er en legal måde at bruge musik på, som han bare ikke selv dyrker.

Som han har fået glæden ved musik med fra barndomshjemmet og ladet den slå følgeskab ind i voksenlivet, har det religiøse og kristendommen også fulgt Karsten Eskildsen og gør det stadig. Han plejer at sige, at han i sin kirkelige orientering ikke har interesse i og ej heller begreb for, at folk bruger tid på at diskutere emner som homoseksuelles ret til vielse i kirken og kvinders egnethed som præster sammenlignet med mænds. Han synes simpelthen ikke, at det overhovedet er emner til debat.

Når jeg tror på Gud, er det, fordi jeg tror på verden i dens mangfoldighed. Hele verden kommer mig så at sige ved, siger han.

Han påpeger, at han i sin optagethed af teologi også går i en stor bue uden om den rene gudsbekræftelse. Hvis ikke teologi siger noget om, hvordan Gud åbenbarer sig, synes Karsten Eskildsen, at det er uinteressant. Efter hans opfattelse skal teologi medvirke til at forklare Guds nærvær. Og så mener han i øvrigt, at kristendommen er det bedste tilbud til folk, der forsøger at finde deres plads i denne verden mest af alt, fordi han opfatter den som ufattelig rummelig.

Ved at drage endnu en parallel til musikkens verden får han på sin egen underfundige måde forklaret, hvor meget tro og tillid han selv finder i kristendommen.

Når Johann Sebastian Bach troede på Gud og skrev musik til Vor Herres pris, så har jeg da slet ikke kapacitet til at gå i rette med ham, siger han og overvejer et par sekunder, om hans ord kan risikere at blive opfattet forkert som om han vitterligt havde noget at gå i rette med.

Føler Karsten Eskildsen sig fuldstændig hjemme i folkekirke og kristendom, forholder det sig lidt mere kompliceret, når det kommer til hans fysiske tilhørsforhold. På trods af 24 år i Ribe, hvor han både er meget glad for at bo og også er meget engageret, føler han sig ikke specielt knyttet til byen. Han lader forstå, at han såmænd kunne føle sig lige så godt hjemme adskillige andre steder i landet. Når han og hustruen Lis, der er gymnasielærer på Ribe Katedralskole, alligevel ikke har valgt at rykke teltpælene op og flytte til Løgumkloster, hænger det sammen med hendes job, men også det faktum, at han holder af tanken om at have et bestemt sted, hvor ikke mindst hans børn og måske kommende børnebørn fremtidigt kan fortælle, at de kommer fra.

Rastløsheden spiller måske også en rolle, når det handler om Karsten Eskildsens evne til at føle sig knyttet fysisk til et bestemt sted.

Min beskæftigelse med Ribe handler om at kunne identificere mig med noget på den måde er jeg nok på en konstant søgen efter et ståsted. Men er det ikke sådan med mennesker, at vi har nogle fikspunkter kulturelle, personlige, professionelle som vi lever vores liv efter?