Narcissus i fitnesscentret

spinning, motion, fitness, work out, cykel. -

Motionen er blevet et projekt, hvor vi kan vise, at vi har styr på tingene, og kropsdyrkelsen er blevet et mål i sig selv, skriver Lotte Hvas. Foto: stock.xpert.

I de mørkeste måneder på året går jeg til spinning i det lokale fitness-center.

Faktisk ikke nogen dum opfindelse at sætte cyklerne fast i gulvet, når eftermiddagsmørket udelukker en fra at cykle på landevejene efter arbejdstid

Jeg synes endda, at det kan være rigtig sjovt. Det kan være livgivende at få banket trætheden ud af kroppen til lidt for mange decibel. Og som instruktøren siger: nu kan jeg gå hjem og slappe af med god samvittighed!

Det er til og med i orden at tage et par glas rødvin, hvis det er fredag. Endnu et tegn på den moderne sundhedisme, som i dag er blevet den nye religion: Motion to-tre gange ugentlig, og så er samvittighedsspørgsmålet klaret, og syndforladelsen nærmere, hvis jeg skulle gå hen og blive syg ... Selvom Sundhedsstyrelsen nu har skruet bissen på og afkræver pandesved hver dag. Vi gør det aldrig helt godt nok i øvrighedens øjne, desværre, der er altid mulighed for forbedringer, når det handler om sundhed.

LÆS OGSÅ: Big Brother og sundheden

Fitnesscentret er fyldt med svedende og prustende mennesker som på forskellig vis får formet deres kroppe og afbrændt kalorier. I spinninglokalet er der rift om cyklerne, og allerede før timen går i gang sidder folk og varmer op.

Jeg sætter mig også til rette og kigger op og får øje på mig selv. Og undres hvorfor i al verden skal der være spejle hele vejen rundt i spinninglokalet? Nogle af sidekammeraterne sidder til og med og kigger ganske intenst på sig selv hele tiden og ser, hvordan musklerne spændes, og sveden drypper i den afmålte time, vi har til rådighed.

Jeg kommer til at tænke på Narcissus (eller Narkissos) fra den græske mytologi.

Den unge og hovmodige mand, som forelskede sig i sit eget spejlbillede og ikke var i stand til at elske andre lige så højt som sig selv og det billede, han så i den vandpyt, han spejlede sig i. Og jeg konstaterer dér midt i fitness-centret at vores kultur og dyrkning af kropsidealer vitterlig er blevet narcissistisk og navlebeskuende.

Motionen er blevet et projekt, hvor vi kan vise, at vi har styr på tingene, og kropsdyrkelsen er blevet et mål i sig selv. Noget, vi ofte gør i ensomhed hvis det da ikke var for spejlbilledet, der kigger anerkendende på, hvad vi laver?

Er der så en morale på historien? Nej, egentlig ikke. Jeg synes jo, at det er fantastisk, at så mange mennesker rent faktisk kommer op af sofaen og får rørt sig der findes ikke noget bedre vidundermiddel mod næsten alt.

Det giver godt humør, bedre funktionsevne og færre sygdomme. Jeg synes blot, at det er så trist, hvis vi i iveren efter at forebygge ender som Narcissus og ikke kan se andre end os selv og ligesom ynglingen fra mytologien visner hen i ensomhed.