Noas folk søger sine rødder

Armenien er verdens ældste kristne nation. Folkedrabet på armenierne fra 1915-1923 og siden sovjettidens religionsundertrykkelse har præget kirken og befolkningen. Nu kæmper Noas efterkommere med at finde tilbage til rødderne. Chefredaktør Erik Bjerager har besøgt Armenien og den gamle armenske kirke

– Ararat tilhører den, der elsker bjerget, siger den gamle ærkebiskop Husik pragmatisk om det bjerg, hvor Noa ifølge Bibelen strandede i arken. Bjerget lå i Armenien, men efter Første Verdenskrigs grænsedragninger kom det til at ligge i Tyrkiet, men det kan ses fra store dele af Armenien. –
– Ararat tilhører den, der elsker bjerget, siger den gamle ærkebiskop Husik pragmatisk om det bjerg, hvor Noa ifølge Bibelen strandede i arken. Bjerget lå i Armenien, men efter Første Verdenskrigs grænsedragninger kom det til at ligge i Tyrkiet, men det kan ses fra store dele af Armenien. –. Foto: Polfoto.

Erik Bjerager
skriver fra Armenien

Han var kun et par år gammel, da hans fattige og syge mor afleverede ham på et børnehjem i Libanon i 1924. Tyrkiske soldater havde slået hans far ihjel som led i det overgreb på den kristne armenske befolkning, der fandt sted i Det Osmanniske Rige fra 1915 til 1923. Uden faderen kunne moderen ikke længere tage sig af ham. Derfor blev den nu 90-årige Husik et af de mange forældreløse børn, der fik den unge danske kvinde, sygeplejerske og missionær Maria Jacobsen som plejemor. Hun var dybt berørt over det armenske folks tragiske skæbne og rejste til Lilleasien for at hjælpe. Her fik hun base i det østlige Anatolien, det nuværende østlige Tyrkiet, hvor hun overværede folkemordet og på et tidspunkt havde taget 3600 forældreløse børn til sig. Overlevende armeniere flygtede til de omkringliggende lande, Grækenland, Rusland, Syrien og Libanon, og Maria Jacobsen fulgte med en del af børnene til Libanon, hvor hun stiftede børnehjemmet Fuglereden, som hun var leder af indtil sin død.

Hun var meget barmhjertig og mild og god, og så var hun målrettet og meget modig. Må hendes sjæl befinde sig godt hos Gud, siger den gamle Husik og viser et indrammet foto af "Mamma", som han har liggende på sit skrivebord i dag næsten 75 år efter, at han selv rejste fra børnehjemmet for at begynde sin uddannelse.

Husik, der efter råd fra Maria Jacobsen endte med at blive armensk præst og siden ærkebiskop i Den Armenske Apostolske Kirke, bevæges dybt, når han taler om Maria Jacobsen. Bag de tykke brilleglas glimter en tåre i øjet på den gamle mand, for "Mamma Jacobsen" reddede hans og mange andres liv og gav det en helt ny retning. Hun hjalp dem praktisk videre i livet, og hun søgte at præge dem med den kristendom, som deres forfølgere ikke ville tolerere.

En dag sang vi børn med høje stemmer på en gammel armensk folkemelodi: "Hurra, hurra, stik tyrkens øjne ud". Men Mamma kom ind og standsede os. Hun citerede Bibelen og sagde, at vi skulle bede for dem, der forfølger os, for kun ved at gøre det gode, overvinder man det onde. Det har jeg fastholdt til den dag i dag, selvom det har været svært, siger Husik.

Den gamle ærkebiskop er god at blive klog af, når man i dag skal forstå verdens ældste kristne nation og gøre status over betydningen af det 20. århundredes første folkedrab, der senere blev efterfulgt af nazisternes folkedrab på jøderne. Tyrkernes folkedrab kostede mellem en og to millioner armeniere livet og er fortsat politisk sprængstof på internationalt plan.

I de seneste 90 år og især efter Sovjetunionens opløsning i 1991, hvor Armenien igen blev en selvstændig stat, har Armenien-spørgsmålet været stærkt belastende for forholdet mellem de to nabostater, Tyrkiet og Armenien, og voldt storpolitisk konflikt. Som følge af Tyrkiets ansøgning om optagelse i EU har Armenien og eksilarmeniere i hele verden krævet, at Tyrkiet, der den dag i dag nægter at anerkende, at der fandt et folkedrab sted, ser den historiske virkelighed i øjnene.

Verdens ledende historikere, herunder de, der er organiseret i den internationale forening af folkemordsforskere, International Association of Genocide Scholars, er med tyrkiske historikere som undtagelsen næsten alle enige om, at tyrkerne i 1915 og årene frem systematisk dræbte og fordrev armeniere fra tyrkisk jord og forsøgte at udslette en årtusind gammel kultur med dens sprog, religion og kulturminder, ikke bare kirker og klostre, men også de tusinder af armenske korssten, khachkar, som man fortsat finder overalt i det armenske landskab. I 1915 var der to millioner armeniere i Det Osmanniske Rige. Otte år senere var tallet faldet til 100.000. Tyrkerne benægter, at der skulle have fundet et systematisk folkemord sted og fastholder, at armeniere blev dræbt som følge af en konflikt, der også kostede mange tyrkere livet.

I Europa, og ikke mindst Danmark, blev den armenske sag i første halvdel af det 20. århundrede et anliggende for mange, der bidrog med penge til ikke bare Maria Jacobsens arbejde, men i høj grad også til en anden kendt dansker, læreren og missionæren Karen Jeppe, der etablerede sit eget omfattende hjælpearbejde blandt armenierne. Begge kvinder har i dag nærmest kultstatus i Armenien. Den danske historiker Matthias Bjørnlund har kaldt den danske indsats i årene efter Første Verdenskrig for det "første og et af de største folkelige, humanitære, grænseoverskridende projekter i dansk historie".

Det armenske folks lidelser har trukket dybe spor, også i kirkens liv. Den armenske kirke blev verdens første nationalkirke i år 301 og indtager i dag en central rolle i det genopbygningsprojekt, som den armenske nation står midt i. Armenierne har fastholdt deres identitet gennem alle trængsler ved at holde fast i sproget og kirken.

Lidt uden for Armeniens hovedstad, Jerevan, ligger byen Etchmiadzin, der er kirkens hovedsæde. I en klosterbygning her bor ærkebiskop Husik. Hans liv spænder over to afgørende begivenheder, der har formet armeniernes historie i de seneste årtier: Folkedrabet og siden det sovjetiske overherredømme, der med sin antireligiøse modstand næsten udslettede den armenske kirke og udryddede kristendommen som levende tro.

Beretningen om Armenien begynder i bogstaveligste forstand med begyndelsen. Ærkebiskop Husik citerer et par strofer af et digt, der priser Armenien som det sted, hvor Noa strandede med sin ark på bjerget Ararat og det sted, hvor Edens Have ifølge 1. Mosebog i Det Gamle Testamente ligger. Herfra udspringer fire kilder, der bliver til fire floder, af hvilke man i dag kun kender de to, Eufrat og Tigris, og med Ingemanns ord fra salmen "I østen stiger solen op" var det her, selve livets væld udflød.

Det er børnelærdom for armeniere, at deres land engang var Edens Have, et poetisk, mytologisk, men også virkeligt sted. De lærer også, at livet efter syndfloden opstod i Armenien, hvorfor det hellige bjerg Ararat indtager en helt central plads i den nationale grundmyte og er nationalsymbol, der blandt andet optræder i landets våbenskjold.

Bjerget rejser sig som en imponerende baggrundskulisse for hovedstaden og kan ses fra en stor del af det lille land, der er på størrelse med Jylland. Men armeniernes nationalbjerg ligger ikke længere i Armenien. I den komplicerede kamp om grænsedragningen efter Første Verdenskrig mistede det lille land sit vigtigste område til Tyrkiet. Lausanne-traktaten fra 1923 skabte de nuværende grænser. Stalin havde da annekteret Armenien som sovjetisk republik. Han accepterede tæt ved en halvering af det areal, som vestmagterne efter Første Verdenskrig ellers havde tildelt Armenien i Sèvres-traktaten. Uden at ryste på hånden overdrog Stalin store armenske landområder til Tyrkiet, herunder det 5165 meter høje Ararat-bjerg med evig sne på toppen. Der ligger det fortsat, bag grænsen til Tyrkiet, som tyrkerne holder hermetisk lukket.

Ararat tilhører den, der elsker bjerget, siger den gamle ærkebiskop Husik pragmatisk, for hvordan kan man som armenier ellers leve med en uopnåelig længsel efter det bjerg, der så stærkt symboliserer landets og folkets historie, men som på grund af storpolitiske grænsedragninger i dag ligger bag en lukket grænse?

Det var til dette land, at to af Jesu 12 disciple, Bartholomæus og Thaddæus, angiveligt udbredte kristendommen. I begyndelsen af 300-tallet erklærede kongen som den første statsleder i verden den nye tro for statsreligion.

Den armenske kirke kom til at præge området, så kirker og klostre og ikke mindst ruiner af begge dele i dag ligger tæt rundt om i hele landet.

Intet landområde har som det armenske overlevet som kristent efter at være blevet løbet over ende så mange gange. Først af persere, siden af tyrkere og så af Sovjetunionen. Det muslimske og tyrkiske folkedrab omfattede udslettelse af armenske kirker og klostre. Det samme gjorde den kommunistiske forfølgelse af kristne. Da sovjettidens undertrykkelse var på sit højeste, likviderede Stalins efterretningstjeneste den armenske kirkeleder. Præster blev forfulgt, fængslet eller dræbt. Som i det meste af den øvrige kommunistiske verden blev troende mennesker anset for en potentiel fare for styret, fordi de ikke kun nærede loyalitet over for den politiske hersker, men også over for Gud.

Kun én kirke i hovedstaden Jerevan havde lov til at fungere under sovjettiden frem til 1991, og ude omkring i landet blev kirkelivet langsomt ødelagt.

Men kirkens betydning som identitetsmarkør blev ikke reduceret. Selvom den armenske grundlov efter vestligt mønster foreskriver fuld religionsfrihed, mødes man i dag med skiltet "Ét folk, ét fædreland, én kirke", når man kører ind i byen Etchmiadzin, hvor kirkens hovedkatedral og hovedkontor ligger. Det sammenfatter den armenske selvforståelse.

Det til trods har kommunismen trukket sine tydelige spor af ateisme efter sig. På en almindelig søndag er der i dag kun gudstjeneste i omkring 150 forskellige kirker i landet med tre millioner indbyggere.

Det svarer til, at der i Danmark skulle holdes 250 gudstjenester og ikke de knap 2000 gudstjenester, der finder sted hver søndag. Den armenske kirke har været tæt på total udslettelse, men er nu på vej op igen.

Teolog og præst Per Pedersen har sammen med sin hustru, teolog Anna- Pedersen, og deres børn, der er blandt de få danskere i landet, været udsendt af Dansk Armeniermission siden 2004. Deres opgave er at hjælpe med at genopbygge den armenske kirke efter 70 års kommunisme. Begge taler flydende armensk. Han underviser kommende armenske præster ved den Armenske Apostolske Kirkes fakulteter og er konsulent for kirkens overhoved, katolikos Karekin II, mens hun både arbejder med undervisningsprojekter i kristendom og egentligt økonomisk udviklingsarbejde i kirkens regi.

Overalt møder man en bevidsthed hos armenierne om, at det vigtigste i verden er givet på forhånd: Gud, nation og fædreland er ikke noget, der kan vælges, fortæller Per Pedersen.

Derfor sker der i Armenien ingen omvendelser. Der sker tilbagevendelser. En stor del af armenierne er på grund af kommunismen ikke døbt, og når de i dag lader sig døbe, er det altid det udtryk, de bruger. Vi er vendt tilbage. Flertalsformen "vi" er karakteristisk. Hvis man er en nysgerrig vesterlænding, kan man godt få lyst til at spørge efter den individuelle begrundelse for, hvorfor de lod sig døbe. Hvis man spørger sådan, vil man ofte få det svar, der handler om noget helt andet: "Jamen, vi er jo rigtigt mange, som vender tilbage til kirken." Svaret handler om fællesskab og enhed.

Hvor vi i Vesten ser friheden som individets frihed til at vælge hvem, man vil være, forstås frihedsbegrebet her efter Sovjetunionens sammenbrud som friheden til at være dem, vi er. Efter folkemordet forstår armenierne sig som de overlevende, og efter kommunismens fald som dem, der har frihed til at tilegne sig arven. Dem, der har frihed til at vende tilbage, siger han.

Det er dog ikke lige let for alle. Kommunismen har styrtet mange i fortvivlelse, og især den ældre befolkning bærer på et uopretteligt tab. Per Pedersen fortæller om en 96-årig mand, som han mødte for nylig. Den gamle sagde:

" Jeg ved ikke hvem jeg er, for jeg er ikke den, jeg er. Jeg er armenier, men jeg kan ikke bede. Jeg har aldrig lært det, og nu er mit hoved blevet for gammelt.

På en vandring i bjergene nord for Jerevan møder man kirkens betydning. Her er fattige bønder fra dalene trukket op over trægrænsen med deres køer og fåreflokke i et par tusinde meters højde. Der er noget bibelsk over landet, de mange sten i de bjergfyldte egne, der har svært ved at blive til brød, det rindende vand i klippekløfter og den søde duft af sommerblomster og biernes summen, der længere nede mod dalen omsættes til honning, som kan købes langs de hullede, snoede veje. Et gammelt ægtepar holder til omkring nogle faldefærdige træ- og blikskure, der er slået op midt i det stille, øde landskab. Her bor de hele sommeren. Engang var de bedre stillet og arbejdede på kontor i et kollektiv, kolkhoz, men med det økonomiske chok, som Armenien fik efter bruddet med Sovjetunionen, driver de nu et lille landbrug. I landsbyen går de i kirke, men heroppe siger de, at de beder til Gud. "Jesus, ser du os slet ikke i denne nød, hjælp os," lyder deres bøn. Den venlige, gamle kvinde fortæller, at kirken betyder meget for hele Armenien.

Der er stort set ingen i dette land, der i hvert fald offentligt vil sige, at kirken og kristendommen ikke betyder noget.

I den lille landsby Berkaber i den nordøstlige del af landet på grænsen til det muslimske Azerbajdjan arbejder Det Armenske Bibelselskab med støtte fra Det Danske Bibelselskab og Dansk Armeniermission på at undervise i kristendom. I næsten 100 år har der hverken været præst eller kirke her. Nu kommer "the moving gospel" " evangeliet i bevægelse, eller evangeliet, der bevæger " flere gange hver uge. Der undervises, opføres dukketeater og folk strømmer til.

Den fungerende biskop i området Sasoon Zunrookhdian, der er en 55-årig kraftig mand, som har tilbragt en del af sine år i USA som præst for en armenske menighed, fortæller aftenen i forvejen om det vanskelige projekt.

" Vi skal genkristne det armenske folk og dette område er fuldstændig som det vilde vesten, siger han. Alle klostre er ruiner, og det er et kæmpe arbejde at få dem opbygget og gjort levende med munke og nonner. Vi arbejder med at formidle kristendommen til børnene, og vi ser, at de nu begynder at tage deres forældre med til undervisning og kirke. Den stærkeste kraft i mennesket er troen, fastslår han, der lige nu er han i færd med at bygge syv nye kirker i området.

Vi sidder til middag med biskoppen og andre armeniere. Biskoppen indleder med at skåle i vodka, der her i landet sættes på spisebordet i hele flasker. Den første skål har helt rituelt navnet "Barilujs" og er en skål for dagen, livet og glæden over at være sammen. Så skåles der for venskab, for kirken, for Per Pedersen og hans kone Anna-Kathrines hjælp til den armenske kirke, så en skål for kvinder generelt og siden for både Armenien og Danmark og det danske folk. Karen Jeppe og Maria Jacobsens navne nævnes med højtidsstemme og hævet glas. For vi armeniere ved, at det var danskere, der blev her og hjalp vore forfædre i folkedrabets tid, lyder det.

Tilbage i landsbyen Berkaber på grænsen til Azerbajdjan midt i området, hvor biskop Sasoon arbejder på at udbrede kristendommen, erklærer byens lokale poet, en aldrende forfatter med langt hvidt flagrende hår, sig som ateist. Men han giver kirken sin fulde støtte og er ankermand bag et projekt, der skal gøre den lokale kirkeruin til en levende bygning igen. Den præst, der arbejder i området og danske Per Pedersen lyser velsignelsen i kirkeruinen. Det lille fattige samfund venter på, at en rigmand en dag vil tilbyde at opbygge den til en funktionsdygtig kirke med gudstjenester og en levende menighed. Endnu har ingen meldt sig.

Trods den tydelige fattigdom inviterer forfatteren sine gæster på vin, brød, ost og masser af vodka derhjemme. Alt er hjemmebagt, hjemmedyrket, hjemmebrygget eller hjemmebrændt.

" Får vi først en kirke, ligger grænsen også fast, siger han forklarende over gæstebuddet og henviser til ingenmandslandet ude over markerne, hvor en del af krigen mellem de muslimske aserbajdjanerne og de kristne armenierne er blevet udkæmpet i 1990erne. Der skydes fortsat hver eneste dag over grænsen, men når armenierne får territoriet markeret som klart kristent område, mener forfatteren, at det bliver sværere for nabomuslimerne at erobre det. Så fastslås landets kristne identitet nemlig helt.

Og sådan kan troen betyde forskelligt og bruges forskelligt.

Tilbage i den lille munkebolig hos ærkebiskop Husik ser den gamle mand anderledes på kristendommens betydning. Godt nok siger han, at det armenske folk uden kirken ikke er det armenske folk, og at det er kirkens mål, at den kristne tro, som engang forenede armenierne, igen kommer til det. Men Husiks egentlige forståelse af kristendommen ligger så ubetinget et andet sted end ved det nationale.

" Vi må bringe håb og fred. Vi har fået så megen velsignelse fra Gud, og som Maria Jacobsen sagde, skal vi bringe det videre. Det er ikke alle armeniere, der har fred indeni. Nogle vil gerne fortsætte hadet. Derfor er det vigtigt at bede om styrke fra Gud, for man kan ikke selv.

En gang om ugen får Husik besøg af sin søsters barnebarn, der bærer hans navn og formentlig skal gå i hans fodspor som præst. Helt sandt er det nu ikke, for som Husik siger, har han gået igennem mange tunge prøvelser, og ikke en eneste af hans familie er tilbage. Folkemordet tog dem alle. Det blev mange armenske børns skæbe. Derfor gjorde den kloge danske missionær Maria Jacobsen det, at hun på børnehjemmet Fuglereden lavede et ritual, hvor alle forældre- og familieløse børn, to og to, skulle lægge hånden på Biblen samtidig, hvorefter Maria Jacobsen erklærede dem for at være søskende, som for eftertiden skulle tage sig af hinanden. Husik fik Anna til søster, og det er Annas barnebarn, der i dag også hedder Husik og måske skal læse til præst.

Den gamle Husik bærer på følelsen af et svigt over for den kvinde, som mødte ham som barmhjertig samaritaner, og som han føler, at han skylder så meget. Han fortæller, at han stadig er så ked af, at han ikke nåede frem til Maria Jacobsens begravelse. Den fandt sted i byen Byblos i Libanon for snart 50 år siden. Han har siden været der flere gange for at bede sine bønner, som han udtrykker det. Gravstenen kan man finde et foto af på internettet. Der står på dansk: "Maria Jacobsen, født 1882 i Horsens, død 1960 i Fuglereden. Mamma for tusinder af forældreløse armenske børn 1907 til 1960."

Ærkebiskoppen kan blive ved med at tale om denne danske kvinde, der tørrede sveden af hans pande om natten på sovesalen i børnehjemmet, da han var syg, hende, der altid var der for ham og så mange andre. For ham favner hun ikke bare hans egen, men også hans folks lidelseshistorie. Og selv om han igennem sit liv har prædiket, at armenierne må følge Kristi eksempel og søge fred og forsoning, så sidder der en dyb sorg i ham, der ikke kan trøstes.

-Tyrkerne bliver nødt til at anerkende, hvad de har gjort, ellers kan vi ikke standse hadet, siger han. Og så må vi alle vende tilbage til Jesu store eksempel for at finde kræfter til at overvinde hadet. Sådan er min tro, og jeg håber, at kunne fastholde den til min død.

Derefter løfter Husik glasset og hilser på sine danske besøgende. Han hæver stemmen og taler så pludselig som en gammel patriark. Stemmen næsten knækker, når den gamle mand skal forklare, at Maria Jacobsen har fået ham til at opfatte sig som både armenier og dansker.

" Jeg føler stærkt, at vi er brødre," siger han. "Må Guds uendelige kærlighed være over jer. Må alle Kristi løfter blive virkeliggjort i vore liv, og må Helligåndens gaver gives til os alle."

Den nu 90-årige ærkebiskop Husik voksede op på det danske børnehjem Fuglereden i Libanon. –
Den nu 90-årige ærkebiskop Husik voksede op på det danske børnehjem Fuglereden i Libanon. – Foto: Erik Bjerager.