”Nu har jeg bare brug for ro”

SE BILLEDSERIE Lola er ikke ved bevidsthed. Benny sidder alene tilbage. Og Else er så træt, så træt. Kristeligt Dagblad har tilbragt en uge på Hvidovre Hospital og bringer her et øjebliksbillede af døendes vilkår på et af landets største hospitaler

Else Petersen er 75 år og døende af kræft i lungerne. "Har du ondt?" spørger sygeplejerskerne på Lungemedicinsk afdeling, da Else Petersen skal gøres klar til natten. Til højre sygeplejerske Rikke Clemmensen.
Else Petersen er 75 år og døende af kræft i lungerne. "Har du ondt?" spørger sygeplejerskerne på Lungemedicinsk afdeling, da Else Petersen skal gøres klar til natten. Til højre sygeplejerske Rikke Clemmensen. Foto: Leif Tuxen.

Der er stille på stue 31 på Lungemedicinsk Afdeling. Det er tirsdag morgen, og den eneste lyd, som høres på stuen, er Kjeld Petersens vejrtrækning. Det raller let, når hans brystkasse hæver og sænker sig. Hans øjne er lukkede, men munden står vidt åben. Huden er bleggul og ligger stramt hen over kinderne. Kjeld Petersen er 80 år. Han lider af lungesygdommen KOL, og han er døende.

Kjeld Petersen blev indlagt på Hvidovre Hospital i begyndelsen af januar måned, og for knap en uge siden sagde han selv fra. "Jeg vil ikke mere," sagde han ligeud. Siden da har han alene fået medicin mod smerter og angst, og de seneste døgn har han ikke været ved bevidsthed.

Læge Oli Dalsgaard glider stille ind på stuen sammen med sygeplejersken Rikke Clemmensen.

"Hej Kjeld," siger lægen og rører let ved den gamle mands skulder. "Der er stuegang".

Sygeplejersken tager Kjeld Petersens hånd – den er kølig. Det samme er hans fødder.

"Vi rører lige ved dig for at se, hvordan du har det," siger Oli Dalsgaard med høj stemme og fortsætter mere lavmælt til sygeplejersken:

"Er han blevet suget for slim?".

Rikke Clemmensen nikker bekræftende og trækker sengetæppet lidt mere op omkring Kjeld Petersens magre krop, inden de forlader stuen igen.

Ved sin indlæggelse var Kjeld Petersen både konfus og aggressiv. Men den sidste uge har han været rolig.

"Han har lagt sig til at dø, og der går nok ikke så længe. Det vigtigste er, at vi sørger for, at han ikke er bange eller har ondt," siger Rikke Clemmensen.

Hvidovre Hospital er landets 10. største hospital. Her bliver 60.000 patienter årligt indlagt, og langt de fleste bliver udskrevet igen. Men sidste år døde 922 af dem her på hospitalet. Og den afdeling, hvor flest patienter forlader livet, er Lungemedicinsk Afdeling.

I nat døde en ældre mand på afdelingen. Og Kjeld Petersen bliver muligvis den næste, vurderer Rikke Clemmensen:

"Nogle gange tager det længere tid, end man lige tror. Jeg troede faktisk, at han ville være 'morset' i weekenden – ja, det lyder meget klinisk, men sådan siger vi det nogle gange."

"Mors" er latin for døden. Og den del af livet har mange navne her på Hvidovre Hospital.

Når læger og sygeplejersker taler om døende patienter, siger de oftest, at de befinder sig i "terminalfasen", eller at de modtager "palliativ behandling". Fælles for patienterne er, at de ikke kan helbredes, men at de selv og deres pårørende skal indstille sig på, at de er uafvendeligt døende.

"Tidligere sagde man, at man stoppede behandling og gik over til kærlig pleje. Men det er misvisende, for vi behandler jo stadig medicinsk – typisk med en kombination af morfin og Stesolid. Vi kan ikke lindre fuldt ud, men vi kan gøre det tåleligt. Og vi ved, at det er det vigtigste for patienter og pårørende: at den døende ikke har smerter eller er bange," siger Rikke Clemmensen, der blev uddannet sygeplejerske i 2008.

For de ansatte på Lungemedicinsk Afdeling er døden en del af arbejdslivet og noget, man hele tiden er nødt til at forholde sig til både menneskeligt og praktisk.

"Man vil jo helst have, at hospitalet helbreder. Men når det kommer dertil, synes jeg, at vi gør det godt. Og vi prioriterer det meget højt. Vi sørger så vidt muligt for, at døende får enestue – selvom det kan være svært. Og vi rykker gerne rundt på andre patienter for at få det til at gå op. Det er både af hensyn til den døende, men også af hensyn til de andre syge – det er ikke rart at opleve en, der dør i sengen ved siden af. Og vi tilbyder selvfølgelig også de pårørende en seng på samme stue," siger hun.

Men selvom de ansatte strækker sig langt for at lindre, skærme og pleje de døende og yde psykisk omsorg for deres pårørende, er stort set alle, Kristeligt Dagblad møder på Hvidovre Hospital, enige om, at det for mange døende ville være bedre at komme hjem eller blive indlagt på hospice. En af dem, der har den holdning, er Susse Kappel. Hun er kræftsygeplejerske på Gastroenheden – hospitalets afdeling for mave- og tarmsygdomme.

"Min grundholdning er, at man ikke skal dø på hospitalet – hospitalerne er ikke gode nok til det palliative. Eget hjem eller hospice er at foretrække. Du får muligvis et lige så godt forløb her som patient, men hospice er bedre til de pårørende," siger hun.

Skal man have en døende patient hjem, kræver det dog, at familien har ressourcerne, og der er meget, som skal arrangeres i forhold til medicin, hjemmeplejebesøg og hjælpemidler i hjemmet. Men selvom hospitalet er effektivt, er det ikke altid, man når det. Nogle patienter bliver meget hurtigt dårlige.

"Jeg talte fredag i sidste uge med en kræftsyg mand, som gerne ville hjem at dø. Jeg satte hele apparatet i gang, men da jeg kom mandag morgen, kunne jeg se, at han var død mindre end et døgn efter vores samtale. Han nåede det ikke."

Susse Kappel er ansat til at koordinere kræftbehandlingen, men har også en efteruddannelse i palliation og rehabilitering. Hun bliver blandt andet brugt til at tage det, hun kalder "den svære samtale". Her fortæller hun døende patienter, hvilke tilbud der er, og afklarer praktiske spørgsmål med de pårørende – for eksempel om de skal tage plejeorlov fra deres arbejde.

"Vi kalder det den svære samtale, fordi det er svært. Og jeg mener, vi burde tage hul på emnet tidligere i forløbet, end vi gør i dag. Når det handler om kræft, ved de fleste godt, at de kan risikere at dø af sygdommen. Men det er hele tiden en vægtning, hvornår man bringer det på bane – man vil heller ikke tage håbet fra patienten. Så længe vi behandler, har vi jo et håb om helbredelse."

Og det handler også om berøringsangst. Eller "ked-af-det-heden", som hun kalder det:

"Mange blandt personalet er bange for spørgsmål, de ikke kan svare på. Og den del handler også om erfaring – man bliver med tiden bedre til at identificere den døendes behov, og man bliver bedre til at turde gå ind i det."

Gastroenheden har mange døende patienter, og for afdelingssygeplejerske Gitte Fagerberg er det at kunne tale med uhelbredeligt syge patienter en vigtig del af arbejdsopgaven:

"Før i tiden arbejdede man ud fra, at patienten selv skulle blive klar og stille spørgsmål til diagnosen. De skulle selv vise, at de var modtagelige. Det er vendt i dag. Det er os, der skal gøre patienten klar til samtalen. Og jeg synes ikke, det er svært. Vi oplever for eksempel indimellem, at pårørende beder os om ikke at tale med patienten om det. Det er langt, langt sværere."

Mange af de patienter, som dør på hospitalerne, har en kræftdiagnose. Og hvis de ikke bliver udskrevet til hjemmet eller kommer på hospice, ender de på den afdeling, hvor deres sygdom hører til. Derfor ligger kvinden, som er døende af tarmkræft, på stuen ved siden af patienten, som er blevet opereret for galdesten.

"Ud fra de fysiske rammer gør personalet deres yderste. Men uroen kan du jo ikke fjerne fra et hospital. Døende er utroligt følsomme – de er i krise. Og de har ikke brug for at være på en travl kirurgisk afdeling, hvor der er klokker, der ringer, patienter, som skal flyttes rundt, og læger, der kommer løbende til akutte situationer," siger Susse Kappel.

Gitte Fagerberg har samme holdning:

"Men der er nogle patienter, hvor det går rigtig, rigtig hurtigt i den gale retning. Og der kan også være situationer, hvor patienten gerne vil hjem at dø, men der står en ægtefælle ved siden af, som er meget utryg ved tanken."

En særlig afdeling for døende, som man kender det fra Bispebjerg Hospital, ville være "guld værd", siger Susse Kappel.

"Der kunne man skabe ro omkring patienten og samle fagprofessionelle, der arbejder med palliation."

Sygeplejerske Rikke Clemmensen har netop været på et kursus på Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital – landets eneste hospitalsafdeling for døende patienter. Her har hun lært om både symptombehandling og håndtering af pårørende. Men ikke alle de nye erfaringer kan overføres til en hektisk dagligdag.

"Nogle dage er her så meget tryk på, at der ikke er rum til den palliative behandling. Det ville også være rart med nogle alternativer til medicinsk angst- og smertebehandling. For eksempel akupunktur. Og så er der rammerne: Her er jo ikke særlig hyggeligt, og det kunne være virkelig godt, hvis vi havde mere af den slags, man bruger på hospice og den palliative afdeling: aromaterapi, beroligende musik, badekar – små ting, men med stor betydning," siger hun.

Hun synes, de værste forløb er de uafklarede og akutte, hvor det kommer bag på patienter eller pårørende.

"Men det allerværste er de døende, der ikke har nogen pårørende. At nogen dør uden at være savnet. Hvor man skal ringe til en socialrådgiver, når de er døde, fordi der ikke er nogen pårørende. Sådan en havde vi i nat."

Hvidovre Hospital summer af liv dagen igennem. Tusindvis af mennesker har dagligt deres gang i de aflange betonbygninger. Nogen trækker stativer rundt, andre klaprer afsted på træsko med flagrende kitler. Der er løbehjul og kørestole, og senge bliver trillet ned ad gangene. Men om aftenen er rutinerne sat i bero, og der sænker sig en anden fred over gangene. Nogen patienter og pårørende søger ud på gangen for at se lidt fjernsyn eller tale med personalet. Men her er en fred, som står i skærende kontrast til de hektiske dagtimer. Og det er også her, at mange patienter sover ind – bogstaveligt talt.

"Mange af vores patienter dør om natten. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor," siger Rikke Clemmensen.

Hun har nattevagten, og klokken nærmer sig 22. Det er fredag aften, og patienterne på lungemedicinsk afdeling er ved at blive gjort klar til at sove. De skal have medicin og have børstet tænder, skiftet ble eller anden pleje. På flere stuer er loftslyset slukket, og kun hvilelamperne er tændt.

Else Petersen på stue 27 har sovet det meste af dagen. Den 75-årige dame blev indlagt 26. januar efter åndedrætsbesvær gennem længere tid. Hendes egen læge mente, det var astma, men efter mange prøver og ventetid kom hospitalslægerne for to dage siden med diagnosen: Else Petersen har lungekræft, og den er så fremskreden, at behandling vil være meget krævende og sandsynligvis ikke føre et længere liv med sig. Hun har selv sagt nej-tak til kemoterapi. Og i journalen under behandling, står der to ord: "lindrende pleje."

Et livsstykke. Sådan bliver hun omtalt af mennesker, der har kendt hende. Men livet rinder ud for Else Petersen. Og hvor hun før var både angst og urolig, er hun nu meget mere rolig. "Hun virker afklaret," fortæller en af sygeplejerskerne, inden hun går ind på stuen.

Else Petersen sover, da personalet kommer ind. Mange buketter fylder stuen. På gulvet ved siden af sengen står en blomstret taske og et par røde veloursko sko med hæl. Men ellers er her ingen personlige ejendele.

Da sygeplejerskerne kommer ind og tænder for en ekstra lampe i det mørke værelse, åbner Else Petersen øjnene og misser lidt med dem.

"Har du ondt?" spørger Rikke Clemmensen som noget af det første, da Else Petersen er blevet støttet op med et par puder.

"Skal jeg have det?," spørger hun med et lille smil.

Sygeplejerskerne pusler om hende. Renser hendes protese. Giver hende lidt at drikke. Hendes hår er kort og gråt. I ørerne blinker et par små gyldne øreringe. Hun smiler og virker afslappet. Men hun er træt:

"Jeg orker ikke mere. Får det dog ikke snart en ende?", spørger hun og beder om lidt cola, fra en flaske ved siden af sengen.

Hun tager et kort sug af et sugerør og synker tilbage i puderne.

"Aah, det var godt," siger hun

Ind imellem giver hun sig lidt i små suk. Hun forsikrer, at hun ikke har ondt.

"Men alting føles så tungt nu," siger hun.

Else Petersen har arbejdet som sygehjælper gennem 30 år, og hun har selv valgt at blive på hospitalet. Her føler hun sig mest tryg frem for at komme hjem.

"Personalet er flinke og søde. Det er jo en svær situation. Men vi taler åbent om det. Børnene og mig."

Hun holder pause, rækker ud og tager min hånd.

"Jeg er helt afklaret. Det er jo en beslutning, jeg selv har været med til at tage. Men nu har jeg bare brug for ro," siger hun og lukker øjnene.

Da jeg forlader stuen, vinker hun fra sengen:

"Ha? det godt!" pipper hun.

Dagen efter er det ikke længere muligt at få kontakt med Else Petersen. Hun mumler kun svagt, når man taler til hende, og datteren får en seng ind på stuen, så hun kan overnatte. Og tirsdag ugen efter sover hun ind i døden.

På lungemedicinsk afdeling lider mange af afdelingens patienter af livstruende sygdomme, men langt de fleste patienter er ikke døende. Her kommer ældre mennesker med lungebetændelse, unge mænd med sammenklappede lunger og enkelte astmapatienter. Nogen skal udredes, men andre er kendte patienter, som kommer med jævne mellemrum, fortæller læge på afdelingen Oli Dalsgaard.

Han er i dagvagt og sidder i sygeplejerummet, hvor informationer om patienterne kan aflæses på en stor elektronisk tavle, med navn alder, diagnose, plejebehov og pårørende. Her kan man også læse de meget omtalte koder "minus 2222" og "minus ITA" ved flere patienter. Får de hjertestop, skal de ikke genoplives eller have intensiv behandling. Men det er ikke dem alle, lægerne har talt med om det til trods for, at deres liv hastigt nærmer sig afslutningen.

"Ja, man skal informere, men nogle gange er patienterne så dårlige, at det ikke kan lade sig gøre. Og for de pårørende kan det også være højspændt. Det er måske ens eget kød og blod, der ligger lige der og har det skidt. Nogle pårørende er bange for at presse på. Andre er mere fremme i skoene. Men i sidste ende er behandlingen vores ansvar," siger Oli Dalsgaard og nævner som eksempel en kvinde, som er indlagt på afdelingen. Han beskriver hende som "meget sprød". Hun er døende af kræft, og han har forsøgt at tale både med hende og hendes døtre om emnet.

"Men de afviser helt emnet, selv hvis man forsøger i mere generelle vendinger a la: 'Har I snakket om, hvad det her kan ende med?' Eller: 'hvad er I mest bekymrede for?' At konfrontere den kvinde med at tage stilling til, hvorvidt hun ønsker genoplivning ved hjertestop, ville ikke være i orden."

For lægerne handler det også om, at man ikke vil risikere at blive beskyldt for forsømmelser:

"I disse tider helgarderer man sig, for ikke at blive klandret for noget. Og det hæmmer i det daglige arbejde. Problemet er, at man foregøgler, at man som pårørende eller patient kan kræve en bestemt behandling. Men sådan er det bare ikke. Det er en lægefaglig vurdering. Det er godt med patientens medbestemmelse, men der er nogle få patienter, der ikke magter den selvbestemmelse."

Runa Damsager har været hospitalspræst i knap 30 år. Hun bliver ofte tilkaldt af patienter, der ønsker at tale med hende om døden. Og præsten slår fast, at der er en stor kærlighed og omsorg fra de ansatte til husets patienter.

"Men man befinder sig i nogle omstændigheder, der ikke er indstillet på at tage vare på det døende menneske. Et døende menneske har brug for ro, nærvær, og tid, og i et aktivt sygehus har personalet hænderne fulde af alle de opgaver, som hører med til at gøre mennesker raske," siger hun.

Patienten har brug for at tale om alle sine tanker: om frygten, om selve sygdommen, om afskeden med de kære – og om sorgen.

"Det tager tid, for det gør ondt at komme i tanke om og føle efter og tænke på, at man skal væk. Og jeg tror, nogen tænker, det er for dyrebart at lukke op for posen, hvis man fornemmer, at dem omkring en ikke har tid."

Som præst kan hun tage samtalen med patienten om, hvordan det er at være dem, frem for at diskutere diagnoser eller formidle faktuelle informationer, som læger og sygeplejersker skal.

"Jeg har ingen indflydelse på deres behandling, som lægen har. Og de skal ikke tage hensyn til mig, som de måske føler, de skal til deres pårørende," siger hun.

Runa Damsager mener, det er vigtigt at få talt om døden. Ikke fordi man skal slynge informationer ud til patienten – man skal liste hen til emnet.

"Det med, at man ikke skal tage håbet fra folk, er en almindelig sætning her på stedet, men det betyder, at man må smålyve for folk. Men hvis man nu ikke kan leve ret meget længe med sin sygdom, må man da hellere få det at vide, så håbet kan få et nyt indhold: Håbet om at få besøg, håbet om at have det hyggeligt eller sove godt om natten," siger Runa Damsager og tilføjer:

"Jeg har aldrig mødt et menneske, som er blevet mere bange for døden af at tale om den."

Hun oplever ikke altid, at døden kommer værdigt til patienterne:

"Nogle gange får man ikke stoppet op i tide. Og så mister døende mennesker livskvaliteten, fordi det hele går op i prøver, undersøgelser og transport mellem forskellige hospitaler, frem for at man er samlet i sit sind omkring, at nu er det den sidste tid. Det handler om værdighed og ind imellem er patienterne for svage til at forsvare deres egen værdighed."

Infektionsmedicinsk afdeling et par minutters gang derfra, har også mange døende patienter. Professor og overlæge Jens Ole Nielsen gennemgår journalerne på udvalgte patienter sammen med en sygeplejerske. De diskuterer medicin og tilstand, væske og prøvesvar. Jens Ole Nielsen har arbejdet som læge i over 40 år – en periode med store ændringer blandt professionelle i forholdet til døende.

"Vores informationsopgave har ændret sig. Engang sagde man aldrig noget. I dag skal man altid sige noget, hvis det er muligt. Så vi skjuler ikke noget for patienterne, men vi pådutter dem heller ikke noget, de ikke ønsker at vide. Man skal ikke påtvinge patienten samtalen om, at de skal dø. Og man oplever også, at de bøjer af. Selv om man siger det, er det ikke sikkert, at de hører det. Man skal ikke tage håbet fra patienten – det er udgangpunktet. Men hvad nu hvis håbet er urealistisk? Nogle af de smukkeste forløb er, når patienten har set sin forestående død i øjnene, har forberedt sig og talt med sine pårørende, frem for at jage et urealistisk håb de sidste 14 dage af livet."

Jens Ole Nielsen blev uddannet i 1969, og rammerne for at dø på hospitalet er utvivlsomt blevet bedre:

"Da jeg blev uddannet, døde folk på badeværelset og skyllerummene. Når man blev kørt derud, var alt håb ude. I dag er personalet blevet meget bedre til at skærme patienter og pårørende. Man forholder sig langt mere til de pårørende, og det er jo alfa og omega at få dem med på den bedst mulige udgang. Alligevel er palliation stadig et lavstatusområde for læger. Nogen læger mener nok, at når patienterne er uafvendeligt døende, er der ikke mere at gøre for dem. Men behandling er jo også lindring og god psykisk pleje."

Han var overlæge på afdelingen, da patienter døde i stort antal i 1980?erne af aids. Og for ham er de værste forløb stadig dødsfald blandt unge mennesker.

"For nylig havde vi en sag med en helt ung mand med hiv, der ikke ville passe sin medicin. Han døde. Det var svært for alle på afdelingen. Det er svært at acceptere, når man ved, at en patient kan leve. Men vi kan jo ikke tvinge mennesker til at følge behandlingen."

På sin vej rundt på stuegang på afdelingen, tilser han Lola Jespersen, der ligger bevidstløs hen med benene trukket op under sig. Sådan har hun ligget i flere dage. Lola Jespersen er 53 år gammel og har været indlagt i knap tre uger.

"Godmorgen Lola," siger Jens Ole Nielsen.

Der er ingen reaktion. Han trykker hende på maven og tilser hendes fødder. Ingen reaktion. Han lyser hende i øjnene. Heller ikke pupillerne bevæger sig.

Lola Jespersen har tidligere haft en blodprop i hjertet, hun har feber og lægerne tror muligvis, hun har hjernebetændelse. Hun har været bevidstløs i fem dage, og hendes kæreste fik i går besked om, at Lola Jespersen har det rigtig skidt.

"Hun er blevet godt undersøgt, men lige nu er der ikke meget, vi kan gøre for hende ud over at give hende medicin og ilt. Og vente. Hun er ikke døende endnu. Hendes vejrtrækning er rimelig. Hun er en af dem, der kan svinge. Hun er jo ung endnu. Men vi forlænger ikke, hvis der ikke er noget at forlænge. Det er ikke værdigt."

Få dage efter sidder Lola Jespersen op i sengen og både spiser og drikker igen. Lægerne formoder, at årsagen til de mange dages bevidstløshed er godartede små svulster, der trykker på nerver forskellige steder i hjernen, og dermed kortslutter hele systemet.

Der er blevet stille på stue 31. For ti minutter siden standsede Kjeld Petersens vejrtrækning med et langt suk. Han ligger stadig i sengen. Ved siden af ham sidder Benny Hansen, hans samlever gennem 28 år. Benny Hansen er en velplejet herre i ternet skjorte. Man skal læne sig frem og tale højt, for at han kan høre det, der bliver sagt.

"Jeg har det så fredeligt. Kjeld havde fortjent at dø. Han led frygteligt til sidst. Men han døde stille og vidunderligt," siger Benny Hansen.

Han er 73 år gammel, og han har passet Kjeld Petersen hjemme indtil januar måned med hjælp fra en hjemmesygeplejerske. Men til sidste havde han ikke kræfter til at have ham hjemme længere.

"Så kom vi her. I sidste uge sagde lægen ordret: 'Kjeld, du er ved at dø.' Og det var faktisk en lettelse for os begge to."

De sidste dage har Benny Hansen sovet på stuen.

"Jeg har nydt at ligge her. Jeg har holdt ham i hånden, når han har været urolig. Vi har fået en pragtfuld behandling."

For en halv time siden gik Benny Hansen ned for at få en kop kaffe og en cigaret.

"Da jeg kom tilbage for lidt siden kaldte sygeplejersken på mig, og sagde: Så er det nu Benny." Jeg nåede lige ind af døren og lagde min hånd ovenpå hans. Det var en dejlig medicin for mig, den måde han åndede ud på," siger Benny Hansen.

"Nu skal jeg bare sidde her og slappe af sammen med ham. Lige så fredfyldt. Jeg græder ikke. Ikke nu. Det gør jeg nok, når jeg bliver alene."

vaaben@k.dk

Jens Ole Nielsen. overlæge og professor på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinsk afd. Foto: Leif Tuxen.
Jens Ole Nielsen. overlæge og professor på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinsk afd. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen
Patient på gangen på lungemedicinsk på Hvidovre Hospital. Foto: Leif Tuxen
Patient på gangen på lungemedicinsk på Hvidovre Hospital. Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen
Patientkald på Hvidovre Hospital. Foto: Leif Tuxen
Patientkald på Hvidovre Hospital. Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen
Antibiotika til drop samt pille. Hvidovre Hospital lungemedicinsk afdeling. Foto: Leif Tuxen.
Antibiotika til drop samt pille. Hvidovre Hospital lungemedicinsk afdeling. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen
Hvidovre Hospital, infotavle om patienter på lungemedicinsk lægekontor. Foto: Leif Tuxen.
Hvidovre Hospital, infotavle om patienter på lungemedicinsk lægekontor. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen