Farvel til nutidens individuelle strømning, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Farvel til en overdreven og ødelæggende materialisme og forbrugerisme. Farvel til en stats- og offentlighedstænkning, hvor passive borgere mest af alt er optaget af, hvad de kan få, frem for hvad de kan bidrage med.
LÆS OGSÅ: Filosof: Troen er det lotteri, der lover den største præmie for den laveste indsats
Der findes et alternativ. Det er personalismen. En filosofisk tænkning, der blev udviklet i første halvdel af 1900-tallet, og som har sin primære udbredelse i Sydeuropa, men som aldrig har vundet stort indpas i Danmark. Denne tænkning kan nemlig, mener personalisterne, levere et reelt alternativ til såvel liberalisme og frie markedskræfter som socialisme og centralistiske magter og institutioner.
Kort sagt sætter personalismen personen i centrum. Ikke som et selvberoende individ, der udelukkende er optaget af egen lykke. Men som et individ, der altid er orienteret mod verden uden for sig selv. Et menneskesyn, hvor mennesket er udstyret med uendelig værdighed, og hvor relationen samt engagementet i andre er livets bærende element.
I Danmark har vi været præget af eksistentialismen, der ikke som personalismen sætter fokus på menneskets værdighed. Eksistentialismen har i høj grad medvirket til udviklingen af det individualistiske menneskesyn i en verden præget af tilfældighed. Med personalismen tildeles mennesket en uendelig værdighed og en positiv tro på dets selvudfoldelse i samspillet med andre, siger Jacob Dahl Rendtorff, lektor i filosofi ved Institut for kommunikation, virksomhed og informationsteknologier ved Roskilde Universitet og en af de få, der på hjemlig grund har beskæftiget sig med personalismen.
En anden er filosof og teolog Peter Kemp. Allerede tilbage i 1960 skrev han et essay om personalismens væsentligste bidragyder, Emmanuel Mounier, og i 1973 udfoldede Peter Kemp personalismens engagementsbegreb som led i sin doktordisputats om engagementets teori.
Emmanuel Mounier var en af mine første inspirationer. Det var foreningen af det spirituelle og det kulturelle, af det kristelige og politiske, som vakte min interesse, siger Peter Kemp, professor i pædagogisk filosofi og leder af Center for Etik og Ret i København.
Netop det religiøse udgangspunkt er ifølge Kemp helt afgørende, hvis man vil forstå det personbegreb, der udvikledes i personalismen.
Mounier var af den opfattelse, at der er en transcendent virkelighed, som skal realiseres i den virkelige verden. Han var stærkt inspireret af digteren og essayisten Charles Péguy, der sagde, at alt begynder i mystik og ender i politik, fremhæver Peter Kemp.
Og netop denne agenda var på spil, da Emmanuel Mounier i 1932 sendte det personalistiske tidsskrift Esprit på gaden, som stadig lever i bedste velgående. Her har gennem 80 år lydt en kritik af den moderne civilisation, der anses for fejlsporet.
Mounier var af den overbevisning, at der var behov for en total rekonstruktion af civilisationen. Det personalistiske samfunds væsentligste opgave var ifølge Mounier at garantere menneskelige rettigheder og forhindre, at staten eller andre institutioner greb ind på personlige domæner af det menneskelige liv. Det handlede om en samfundsindretning, der udviklede et maksimum af initiativ, ansvarlighed, fællesskab og decentralisering.
Det personalistiske kraftcenter har i høj grad været centreret omkring Paris og tidsskriftet Esprit. Samtidig har den personalistiske tænkning også sat sit tydelige aftryk langt uden for den franske hovedstad. Den franske personalist Jacques Maritain var således manden bag de berømte ord i FNs menneskerettighedserklæring fra 1948: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.
Den jødiske filosof Emmanuel Levinas (1906-1995), der under Anden Verdenskrig tilbragte fire år i fangelejr, udviklede i årene efter krigen en etik, som både personalismen og eksistentialismen var med til at gøde jorden for. I sit hovedværk, Totalitet og uendelighed, fra 1961 fastslår han, at Den Anden medmennesket er uendeligt værdigt og unikt i sin andenhed.
Denne menneskelige rettethed mod den anden blev omdrejningspunktet i personalismens mange afskygninger. Også hos tyske Max Scheler (1874-1928), der argumenterede for, at det er det menneskelige hjerte snarere end fornuften og viljen, der er essensen i den menneskelige eksistens.
En af de væsentlige forklaringer på, at personalismen aldrig for alvor har slået igennem på dansk grund, kan være, at den hovedsagelig har udviklet sig på katolsk grund.
Det mener Bent Bjerring-Nielsen, adjunkt på 3K-uddannelsen, Kristendom, Kultur og Kommunikation i København. Han er optaget af personalismen og har allerede kastet sig over den nye introduktion af emnet på dansk, bogen Det fælles bedste.
En af de store udfordringer for personalismen på dansk grund er, at den primært er udformet i en katolsk sammenhæng. Her vil det være interessant og nødvendigt at se, hvordan personalismen kan passe ind i en dansk sammenhæng, hvor forholdet mellem religion og stat er præget af Luthers toregimente-lære, siger Bent Bjerring-Nielsen.
Han forudser, at personalismen på visse punkter vil udfordre og måske endda kollidere med et luthersk-protestantisk menneskesyn og samfundsopfattelse.
Personalismen er i sit syn på mennesket meget helhedsorienteret og stærkt præget af en katolsk tænkning. Her har vi til gode at se, hvordan det personalistiske tager sig ud i en luthersk sammenhæng, hvor der er en tydeligere adskillelse af det åndelige og verdslige, siger Bent Bjerring-Nielsen.
Tilsvarende mener Peter Kemp, at de to danske teologiske fyrtårne Grundtvig og Kierkegaard bærer en del af skylden for, at der ikke blev plads til personalismen i Danmark.
Både Grundtvig og Kierkegaard har nøje udfoldet, hvordan det tidslige og evige den virkelige verden og det åndelige udgør menneskets ramme. Det er lige nøjagtig personalismens udgangspunkt, men i Danmark havde vi allerede de to aspekter formuleret i gennemtænkt form, siger Peter Kemp.
Filosoffen Jacob Dahl Rendorff hæfter sig samtidig ved det faktum, at personalismen i sit udgangspunkt vender sig mod at blive et samlet dogmatisk system, som forklaring på den manglende udbredelse.
Eksistentialismen har haft stærkere overlevelsesvilkår, fordi den er sammenfattet i store værker af blandt andre Jean Paul Sartre. Personalisterne, blandt andre Mounier, ville ikke lave en samlet dogmatik, da det dermed risikerede at blive et system, der ville låse for personers frie udfoldelse, siger Jacob Dahl Rendtorff.
Dansk gennemslagskraft eller ej. De to filosoffer Jacob Dahl Rendtorff og Peter Kemp er enige om, at personalismen i dag udgør et væsentligt alternativ til det konkurrencevanvid, der hersker i nutidens samfund, hvor dagsordenen hedder øget vækst, og mennesket bliver reduceret til et produktionsapparat.
Vi glemmer som samfund blikket på den hele person. Alt bliver et spørgsmål om måling og produktivitet. Spørgsmålet om, hvordan vi kan berige hinanden og udvikle hele personer, er et særdeles vigtigt indspark i en tid, hvor optimering og effektivisering styrer samfundsudviklingen inden for stort set alle områder, fremhæver Kemp.
