Præstens løsrivelse

Anders W. Berthelsen går rundt med en lille præst i maven efter sin medvirken i Lone Scherfigs nye film »Italiensk for begyndere«. Da han under optagelserne skulle tage præstekjole på og tale foran en stopfyldt kirke, følte den 31-årige skuespiller sig godt tilpas - Der kommer altid noget over én, når man kommer ind i en kirke. Folk dæmper stemmerne og bevæger sig rundt på en måde, de ellers ikke ville gøre. Men da jeg pludselig stod som midtpunktet og skulle sige nogle meget dybe ting, var det ikke bare skuespil. Jeg var præst, siger Anders W. Berthelsen, der tidligere har medvirket i bl.a. tv-serien »Taxa« og filmen »Mifunes sidste sang«. Da filmens unge præst Andreas ankommer til den søvnige provinsby, er han lige så ensom, som de mennesker han møder. Han bærer rundt på minderne om sin afdøde kone og et forventningspres fra sin far, som han aldrig har fået taget et opgør med. - Andreas bliver en slags magnet for mange småproblemer og frustrationer, som den lille menighed bærer rundt på, og hjælper dem videre ved blot at lytte til dem. Men det varer lidt, inden han får bearbejdet sin egen fortid, siger Anders W. Berthelsen. Han spiller præsten, der kommer til byen for afløse den sure pastor Wredmand, der er blevet suspenderet for at forulempe organisten, fordi denne kom til at spille forkert. Det kommer til en konfrontation mellem de to generationer. For den gamle præst er Gud en abstraktion, mens den unge præst ikke kan se, hvorfor alt skal foregå i de øverste luftlag. Med sit opgør med den gamle kollega, kommer Andreas sognet i møde, men får også taget hul på løsrivelsen fra sin egen far. I filmen bliver den unge præst mødt af kommentarer som »jamen, du er jo præst« og »man kan godt mærke du er præst«. - Det er jo også enormt sjovt med folks opfattelse af, at hvis du er præst, så kan du kun leve et så smalt liv, og du kan kun gøre ditten og datten, men Andreas forsøger at gøre op med den myte. Man kan jo godt springe i i svømmehallen eller gå ud og få et glas vin alligevel. Som dogmereglerne foreskriver har skuespillerne været stærkt involveret i processen og har fået lov til at improvisere, hvis chancen bød sig. Det er en af filmens helt store styrker, mener Anders W. Berthelsen. - Der opstår mange morsomme ting, når mennesker mødes tilfældigt. Figurerne i filmen er formet undervejs, og derfor bliver filmen mere autentisk og måske også mere menneskelig, siger Anders W. Berthelsen. - Hverken Anders eller Andreas kan lide at få presset et bestemt livssyn ned over sig. Jeg mener, at man skal finde troen i sig selv, og derfor har jeg svært ved at respektere personer, der fortæller, hvordan det hele hænger sammen. Det samme gælder for kirken. - Der findes uden tvivl mange fantastiske præster, der inspirerer og hjælper folk til at komme videre i livet, men desværre også enkelte, der som den gamle præst i filmen forsøger at presse noget ned over hovedet på folk. For min skyld må folk tro på det, de vil. Kald det kristendom eller kald det noget andet, dybest set handler det vel om det samme.