Skam kan ødelægge sjælen

”Jeg har lært som psykoterapeut, at skam er en stærk faktor i forhold til at få det svært i sit liv. Jeg ville ønske, at man holdt op med alt det diagnosepjat og i stedet så på, hvad der er sket i folks liv, og forsøgte at hjælpe. Og i stedet for at tale om behandling så jeg hellere, at man snakkede om nærvær, tilknytning og relationer,” siger Lars J. Sørensen, der her ses ved den vinterhvide fjord ved Nykøbing Sjælland. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Man kan træde frem med sin skyld og sige undskyld. Men at træde frem med sin skam giver mere skam. Skam er en ubehagelig følelse. Den gør ondt
Lars J. Sørensen

Skam opstår, når mennesker ikke bliver set og spejlet som dem, de er, siger psykolog Lars J. Sørensen, der har skrevet en bog om den ubehagelige og skjulte skamfølelse

Skam har en andel i alle psykiske sygdomme som depression, psykoser, angsttilstande, misbrug og ADHD.

"Skam er noget, vi er født med. Vi har en disposition til at føle skam, ligesom vi er disponerede for at føle os tilknyttede og tillidsfulde. Men vi bliver det kun sammen med andre. Det er omgivelserne, der skal tænde for det. Så hvordan det kommer til at fungere i den enkelte, afhænger af, hvordan den enkelte er blevet mødt," siger Lars J. Sørensen.

Den 70-årige cand.psych. og chefpsykolog på Psykiatrisk Hospital Nykøbing Sjælland er forfatter til bogen "Skam - medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord", der udkom forleden på Hans Reitzels Forlag. Heri gennemgår han skammens kompleksitet. For følelsen af skam har mange facetter, både når den er medfødt og tillært.

Ifølge Lars J. Sørensen vedrører skam den enkeltes selvforståelse, som er skabt i samspillet med forældrene og omgivelserne. Den medfødte skam optræder i form af følsomme sansninger af verden. Den beskytter den inderste sårbarhed og registrerer enhver form for forkerthed. Den ubehagelige udgave af skam opstår, når man ikke bliver set som den, man er, og når man bliver behandlet forkert og spejlet forkert tilbage. Og bliver menneskers selvforståelse forkrøblet, er det et sjælemord, der kan føre til vold og overgreb og i værste fald til mord og selvmord.

"Vi får det nervesystem, som vore omgivelser giver mulighed for. At sige at psykisk sygdom skyldes en fejl i nervesystemet, holder ikke i dag. Når jeg arbejder med mennesker med psykiske problemer, er det mennesker, hvis selvforståelse er gået skævt. Det er den, der skal reetableres," siger Lars J. Sørensen.

Han bor i smukke omgivelser ned til fjorden i Nykøbing Sjælland nær Odden i en af de tidligere overlægeboliger til det, der engang blev kaldt for Statshospitalet Nykøbing Sjælland. Da han blev ansat som psykolog i 1972 han kunne for nylig fejre 40-års-jubilæum på stedet var der 700 patienter inklusive sikringsafdelingen på hospitalet. Siden blev han chefpsykolog på hospitalet, der efterfølgende har heddet både Amtshospitalet og nu Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland.

I dag er de psykiatriske afdelinger flyttet til andre regioner. Tilbage er der to retspsykiatriske afdelinger, Sikringsafdelingen samt Distriktpsykiatrisk Ambulatorium for Odsherred. Resten af de gamle fine gulkalkede bygninger i det store velpassede parkområde, der denne dag lyser hvidt af frost under vinterblå himmel, er overtaget af det specialpsykiatriske bo- og behandlingstilbud Granhøjen, der har indrettet private bosteder for psykisk syge. Dertil kommer blandt andet teatercenter, børnehave og private boliger.

Lars J. Sørensen, der på et tidspunkt købte overlægeboligen, hvor han bor sammen med sin hustru, Ilse Kristensen, der også er psykolog, arbejder nu to dage om ugen på Odsherreds Distriktpsykatriske Ambulatorium og resten af tiden med undervisning og supervision. Han er glad for at bo i det naturskønne område, der i dag hedder Annebergparken.

"Det er privilegeret at kunne gå ud af døren og stå og se på solen eller månen over fjorden," siger Lars J. Sørensen.

Han har i sine tidligere bøger, Særhed, særpræg og sygdom og Smertegrænsen også haft kapitler om skam. Nu har han skrevet en hel bog om fænomenet - hvorfor?

"Fordi skam kan være så allestedsværende, så vigtigt og så skjult. Det er et stort mysterium. Jeg har lært som psykoterapeut, at skam er en stærk faktor i forhold til at få det svært i sit liv. Jeg ville ønske, at man holdt op med alt det diagnosepjat og i stedet så på, hvad der er sket i folks liv, og forsøgte at hjælpe. Og i stedet for at tale om behandling så jeg hellere, at man snakkede om nærvær, tilknytning og relationer. Min bog henvender sig til behandlere, men den er skrevet i et sprog, så også andre vil kunne få glæde af at læse den. Mit håb er, at man som læser kan føle sig trøstet af at blive spejlet i det at være menneske og have det lidelsesfuldt i sit liv. Tidligere var det en undtagelse at skrive om skam, men jeg tror, at man i dag kan skrive om det på en anden måde. Vi er begyndt at tage hinanden mere alvorligt. Det er blevet mere naturligt at snakke om skam, og så dukker skam op helt af sig selv. Efter min mening er det også nødvendigt, at vi begynder at se på den skjulte følelse, som er så afgørende for vores relationer og ensomhed."

Ifølge Lars J. Sørensen er der forskel på skyld og skam.

"Man kan træde frem med sin skyld og sige undskyld. Men at træde frem med sin skam giver mere skam. Skam er en ubehagelig følelse. Den gør ondt. Skam kan også gradbøjes, og derfor kan man også tale om forkerthedsfølelse og blufærdighed. At føle sig forkert ligger i den tunge ende af spektret, mens blufærdighed har vi brug for. Jeg tror, at alle har oplevet at være et sted, hvor en eller anden bliver hængt ud, og så krummer man tæer i skoen, fordi det føles så ubehageligt. Dér har vi vores blufærdighed til at fortælle, at det her er ikke i orden. Det er derfor, jeg kalder blufærdighed for skamfølelsens moder," siger han og fortsætter:

"Blufærdighed er således forstadiet til skam. Blufærdigheden fortæller, at det her risikerer at blive skamfuldt. At det her er overordentlig vigtigt, og hvis ikke det bliver respekteret, kan det blive skamfuldt. At respektere blufærdigheden er lige dér, hvor det handler om at blive set i, at her er noget, der er så vigtigt for mig, at det ikke skal hænges til tørre. Og at selvværdet dermed bliver bekræftet. Skam er sværere at sætte på formel. Og det er heller ikke hensigtsmæssigt at forsøge at fange det svært definerbare. Man kan sige, at skam er en tilstand. Det er en socialiseringsfølelse. Og vi kan ikke undvære skam, fordi det er den måde, vi mærker vores slægtsskab med hinanden på."

I sin bog forklarer Lars J. Sørensen, at skam hænger sammen med den okulære fase i spædbarnets liv, fordi skam er knyttet til øjnene. Når det lille barn følger forældrene med øjnene og bliver genspejlet med mildhed i blikket, kan det se, hvem jeg er. Modsat kan barnet opleve ikke at blive set, men endda blive skammet ud: Det kan du ikke være bekendt.

Hvis barnet opfatter det som skamfuldt, slår det øjnene ned og vil helst synke i jorden. Ikke at blive set som sig selv kan føre til sjælemord. De værste depressioner og psykiske lidelser er blevet til sjælemord, hvor personen er så hårdt ramt, at det ingen selvfølelse har mere.

Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.

"Allerværst bliver det, når lidelsen i selvet går hen og bliver til sjælemord. Det er der, hvor personen aldrig har set kærlighed i forældrenes øjne. Det er de mest alvorlige depressioner. Sjælemord er essensen af følelsen af ikke at blive set som sig selv, som er den følelse, vi alle længes efter," siger Lars J. Sørensen.

Som eksempel fortæller han om en ung mand, som han har haft i terapi. Den unge mand går i gymnasiet, er dygtig til sport, og hans familie holder af ham. Men han hader sig selv, taler konstant om selvmord, har et alvorligt selvmordsforsøg bag sig og en selvskadende adfærd.

"Han er ramt i sit selv. Hvis jeg siger til ham, at han da har et godt liv, en god familie og er god til at spille fodbold, vil hans skam blive stående. Problemet er, at hans forældre altid har haft så travlt, at de ikke har set ham som den, han er. Han går med en masse følelser, der aldrig er blevet set og spejlet, og derfor føler han sig forkert. Det bedste, man kan gøre for ham, er at give ham det modspil, som hans forældre aldrig har givet ham. Det, at vi kan være sammen om de følelser, gør, at han begynder selv at kunne rumme dem og dermed også sig selv," siger Lars J. Sørensen og fortsætter:

"Et andet eksempel på, at forældre ikke ser deres barn, oplevede jeg til en fest. En lille pige faldt ned ad en ret stejl trappe. Hun kom ikke til skade, men var ret chokeret. Forældrene var glade for, at der ikke var sket mere, og nu skulle hun bare holde op med at græde. Forældrene så ikke, at hun også var forskrækket. Men pigen var stadig optaget af episoden og sine følelser og det er præcis det, vi snakker om her: Hun får den oplevelse, at det, hun føler, er forkert, fordi det ikke bliver set af forældrene. De fleste forældre vil det bedste for deres børn. Men mennesker kan blive så optagede af deres eget liv og det, der sker det være sig sygdom eller dødsfald at de ikke er i stand til at være til stede for deres børn. Og det er det, vi er begyndt at forstå: Når følelser hos børn ikke bliver mødt, kan det ende med, at de føler sig forkerte, og så er skammen plantet."

Lars J. Sørensen har den teori, at den fælles bevidsthed i samfundet tidligere ikke har kunnet rumme, at vores tilstedeværelse for hinanden er så vigtig. Det kan sammenlignes med, at der for eksempel er blevet større åbenhed i dag om, at overgreb og incest kan ødelægge liv. Og han citerer teologen K.E. Løgstrup, der i sin bog "Den etiske fordring" fra 1956 skriver, at jeg holder et andet livs skæbne i mine hænder.

"Men vi har svært ved at acceptere, at vi er så betydningsfulde for hinanden, og at det har så stor effekt, hvordan vi møder hinanden. Det er svært, fordi den indsigt er en rystelse. De voldsmænd, der begår forbrydelser på grund af en skamfølelse inde i dem selv, kommer i fængsel for at påføre andre en skam, de ikke selv kan bære. Medfølelsen med ofret kommer først, når voldsmanden begynder at få medfølelse for sig selv. Det at turde mærke medfølelse med andre vil de fleste gerne. Men det er svært, for det indebærer en dyb indre rystelse, hvor du kommer ned i lag af dig selv, hvor du både har lyst og ikke lyst til at være. Det er lag af forbundethed, hvor vi har en forpligtelse til hele tiden at leve i samspil med andre, og som er betydningsfulde, men det er svært at mærke det. For så opstår der også spørgsmål om, hvad vi egentlig bruger vores liv til. På fuldstændig ligegyldig underholdning eller på noget vigtigt i forhold til os selv og andre?"