Studietid i Aarhus lærte Christopher Arzrouni Danmark at kende

Det var formentlig en fejl, der sendte debattøren Christopher Arzrouni væk fra et beskyttet liv i en fransk ghetto i København. Det ændrede hans livsbane og lærte ham danskheden at kende

Studietid i Aarhus lærte Christopher Arzrouni Danmark at kende

Jeg var 17 år, i gang med at søge ind på universitetet, og min far havde meddelt, at han havde skaffet en lækker lejlighed ved Kongens Have til mig alt var godt.

Året var 1985, og jeg havde ingen anelse om, at mit liv skulle ændre retning i radikal grad. Havde jeg haft det, ville det have skræmt mig fra vid og sans, for jeg levede i en åndelig ghetto af fransk overklasse midt i København.

Min far er halvt schweizisk, så det var naturligt for mig at søge et fransktalende gymnasium, da de danske, jeg prøvede, havde et alt for lavt niveau. Al undervisning var på fransk, og jeg havde derfor udelukkende franske venner. Hele mit verdensbillede var vendt væk fra Danmark og ud mod verden, hvor jeg efter planen skulle tumle mig, når jeg var blevet cand.polit. Det eneste, jeg kendte til Danmark, var København og motorvejen til Tyskland.

Lidt for sjov skrev jeg statskundskabsstudiet i Aarhus på som min andenprioritet, så da min mormor ringede til mig den sommer, mens jeg var på interrailtur i Europa, var det min helt klare forventning at høre, at jeg var kommet ind på Københavns Universitet.

Du er kommet ind!, sagde hun helt lykkelig.

Hvor?, spurgte jeg, og da hun sagde Aarhus, brød alt sammen. Jeg var lige så skuffet, som hun var stolt. Og jeg var panikslagen. Det lyder måske banalt, men tænk på, at jeg aldrig havde været i byen, jeg kendte ingen, og jeg var en ekstremt uselvstændig og møgforkælet 17-årig, der aldrig havde haft det mindste knæk i livet.

LÆS OGSÅ: Et godt liv er en gave fra himlen

Jeg tog derover, dagen før jeg skulle begynde, og blev indkvarteret på en lystgård nord på byen, som en af min fars forretningsvenner ejede. Her boede jeg de første måneder, mens jeg forsøgte at lære studiet, byen og danskerne at kende. Alt var anderledes. Alle var eksempelvis betydeligt ældre end mig. Og alle behandlede professorerne meget dårligere, end jeg var vant til fra det franske skolesystem. Så jeg knugede mig til min mors råd om, at jeg skulle vare min tunge og ikke engagere mig i diskussioner, for alle var marxistiske typer med store skæg og sweatre, sagde hun. Og det ville give problemer for sådan en som mig, der så op til Uffe Ellemann-Jensen (V) og Bertel Haarder (V).

De oplevelser, jeg fik i Aarhus, kom i høj grad til at forme mit liv. Jeg lærte Danmark at kende, hvilket er en stor del af årsagen til, at jeg stadig er her. Min selvstændighed fik et enormt løft, og mit livssyn fik helt nye nuancer. Jeg mødte min nuværende kone. Og karrieremæssigt kom jeg ind på et andet spor. Alt var forberedt til et liv med international økonomi og politik, men jeg gik fra at være kosmopolit til at være hjemmefødning, hvor de fleste går den anden vej.

Det pudsige ved det hele er, at jeg er ret sikker på, at det alt sammen skete ved en fejl. Mine karakterer var gode nok til politstudiet i København, så jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg blev sendt til Aarhus. Det er jo gået meget godt alligevel, men det kunne være gået endnu bedre, hvis min bane ikke var blevet knækket. Så havde jeg været Goldman Sachs menneskelige ansigt i dag, haha!