Svend Auken og den grundtvigske grød

Nytårsgudstjeneste Socialdemokraternes tidligere formand og miljøminister Svend Auken skal prædike i aftenens tv-transmitterede gudstjeneste fra den grundtvigske valgmenighed Vartov i København

-- Jeg ærgrer mig engang imellem over, at vi ikke har Indre Mission stærkere i dag. For ved at sætte det personlige gudsforhold på spidsen, tvang de folk til at sige: "Hvis det ikke er det, vi tror på, hvad er det så?" I dag er det hele blevet sådan en lidt teologisk korrekt, grundtvigsk grød, siger Svend Auken. (Foto: H.C. Jacobsen)
-- Jeg ærgrer mig engang imellem over, at vi ikke har Indre Mission stærkere i dag. For ved at sætte det personlige gudsforhold på spidsen, tvang de folk til at sige: "Hvis det ikke er det, vi tror på, hvad er det så?" I dag er det hele blevet sådan en lidt teologisk korrekt, grundtvigsk grød, siger Svend Auken. (Foto: H.C. Jacobsen).

– Hvad er frelse, hvis der ikke er fortabelse? Mennesker i vores verden kender jo til det onde. Vi kender til fortabelse. Hvorfor er de ord så skubbet ud af sproget?

Spørgsmålene dirrer ubesvarede i luften. Svend Auken, Socialdemokraternes grand old man på Christiansborg, har fået talt sig varm. I aften kan den tidligere formand og miljøminister ses og høres som prædikant, når tv sender nytårsgudstjeneste, som tidligere på ugen blev optaget i den grundtvigske valgmenighed Vartov i København.

Svend Aukens søster Margrete Auken, der tidligere i år blev valgt til Europa-Parlamentet for SF, er præst og vil stå for liturgien i gudstjenesten. En familiegudstjeneste, kunne man næsten kalde det.

Svend Auken har fået opgaven med at prædike, fordi Danmarks Radio efterhånden har gjort det til en selvstændig pointe, at en lægmand skal prædike netop nytårsaften. Sidste år var det udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Kristeligt Dagblad har mødt Svend Auken på Christiansborg inden gudstjenesten for at tale med ham om politik og kristendom og hans forudsætninger for at skifte Folketingets talerstol ud med kirkens prædikestol – i hvert fald for en aften. Men hvad er det for noget med ham og fortabelsen?

Det er noget med en rejse, han er ude på. En rejse, der begyndte i et barndomshjem på Frederiksberg med en "mild kristendom", kirkegang, bordbøn og samfundsengagement, og som siden førte ham gennem livet med uddannelse, arbejde, ægteskab, skilsmisse og en travl politisk karriere. Nu har rejsen på mange måder ført ham tilbage til udgangspunktet, fortæller han.

– Hvis ikke det ord, fromhed, havde sådan en tørvetrilleragtig, skinhellig karakter, er det det. Altså, på en måde søger man tilbage til det fromme, ikke? Men det er så underligt tørvetrilleragtigt, og det ville være godt, hvis vi fandt nogle nye ord, siger han.

Hans farmor var med i Indre Mission og tog ham med til helliggørelsesuger, og selv om Indre Missions forkyndelse af personlig omvendelse ligger ham fjernt, havde bevægelsen alligevel fat i noget.

– Jeg ærgrer mig engang imellem over, at vi ikke har Indre Mission stærkere i dag. For ved at sætte det personlige gudsforhold på spidsen, tvang de folk til at sige: "Hvis det ikke er det, vi tror på, hvad er det så?" I dag er det hele blevet sådan en lidt teologisk korrekt, grundtvigsk grød. Det er der nok nogen, der bliver vrede over, at jeg siger, men hvor er dramaet henne? Hvor er det onde henne? Når man lever i denne verden, er det ondes realitet noget af det mest tydelige. Selv om man kan forklare det sociologisk og så videre, så kan vi aldrig bortforklare det. Hvor er den fortabelse henne, som er en helt nødvendig del af kristendommen? Hvad er frelse, hvis der ikke er fortabelse? Hvad er det gode og nåden, hvis vi ikke kender til det onde, spørger Svend Auken og lyder næsten forskrækket over sine egne spørgsmål.

– Ja, du kan høre, at jeg tænker meget over det, men jeg er jo ikke teolog.

Han holder ellers meget af teologer, men somme tider synes han alligevel, at de gør forkyndelsen alt for indviklet. Det er der ingen grund til, for det kristne budskab er enkelt.

– Der er en række fundamentale og eksistentielle sandheder om os selv og vores situation, som bliver sat på plads i kristendommen, og som frigør nogle kræfter. For mig er tilgivelse det samme som frigørelse. Vi kan smide bagagen fra os. Det enkle er, at tilgivelsen gælder alle, og at den er ubetinget. Ubetinget nåde. Kravet til os er til gengæld, at vi skal vise kærlighed til andre mennesker, siger han.

Men hvis nåden og tilgivelsen er ubetinget, hvorfor skal man så alligevel gøre noget, elske næsten?

– Jamen, det, man skal gøre, er at tage imod nåden. Hvis man tager imod nåden, og den gave, det er, kan man ikke lade være med at elske næsten.

Dermed er vi allerede langt inde i temaet for aftenens prædiken. Bibelteksten er fra Jesu bjergprædiken, det vil sige den prædiken, hvor han blandt andet lærer disciplene at de skal elske deres fjender, lærer dem at bede Fadervor og priser de fattige salige. Lige efter de såkaldte saligprisninger kommer udtalelserne om, at disciplene er jordens salt og verdens lys. Normalt læses den tekst på allehelgensdag i kirkeåret, men her bliver den brugt ved årsskiftet.

Mens vi taler sammen, overvejer Svend Auken stadig, hvordan teksten skal udlægges. Når han skal holde en politisk tale, skriver han næsten aldrig noget ned på forhånd, men det er han nødt til, når han skal prædike. Det er en af de store forskelle.

– Jeg har kendt præster, dygtige sorte baptistpræster, som kan tale uden manuskript og få en lødig forkyndelse ud af det. Men det er svært at forkynde uden manuskript. Jeg kan ikke. Med den politiske tekst er jeg udstyret med et univers af tanker, jeg kan tanke op fra. Hvor ordene nærmest kommer af sig selv. Næsten uanset, hvilket sprog og hvilken forsamling, så er det ikke noget problem for mig at holde en politisk tale, men en prædiken skal skrives ned og tænkes igennem.

– Den er lige så meget en prædiken for mig selv, som til dem jeg skal holde den for. Det er en rejse i sin egen erkendelse, og når jeg har sagt ja til at prædike, så er det netop for at få lov til at foretage den rejse, siger Svend Auken.

Han peger på, at bibeltekster ofte "gør modstand", hvilket netop er grunden til, at han har sagt ja til at prædike. Der skal være en udfordring i det.

– Det, der optager mig i denne tekst, er, at lige efter højdepunktet, Kristi saligprisning, kommer det her med, at vi skal være jordens salt og verdens lys. Hvad betyder det, og hvad betyder det i vores tid?

– Det, det, det ... du kan høre, jeg ikke har foretaget rejsen endnu. Men det fascinerer mig, at når det kristne budskab møder en, så forandrer det også en og ens opgave i verden. Man spørger så tit, om man kan gøre sig fortjent til nåden. Det mener vi som lutheranere jo ikke, at man kan. Det store spørgsmål er dog, om man er fuldstændig det samme menneske før og efter, at man hørt det kristne budskab? Er konklusionen ikke netop, at man skal være jordens salt og verdens lys? Skal gå ind i sin tid, skal gøre noget i forhold til sine nærmeste og i forhold til sit samfund? Har vi ikke et kald? Jeg tror, det er en helt, helt kristen tankegang, at sådan er det, siger han.

Han er med andre ord overbevist om, at det kan ses på kristnes adfærd, at de tror. Man kan bare ikke slutte det modsatte: At man kan se på gerningerne, hvem der er omfattet af Guds nåde, og hvem der ikke er.

– Der hopper kæden helt af. Det kan man ikke se, siger han.

Han er modstander af, at man "sætter Jesus på sit politiske våbenskjold", men mener samtidig, at man umuligt kan forholde sig politisk neutral, når man har hørt det kristne budskab.

– Det er vanskeligt at forestille sig, at når man har modtaget rigdommen i det kristne budskab, at man så kan være neutral i kampen mellem retfærdighed og uretfærdighed. Mellem det gode og det onde. Taget i sin jordiske betydning mellem fattigdom og rigdom. Beskyttelse af naturen, altså nogle af de grundlæggende holdningsspørgsmål. Krig og fred. Der kan man ikke forblive upåvirket af evangeliet. Jeg forstår godt, at kristne i historiens løb har sat sig ind i en politisk kamp. Vi kender det fra Martin Luther King, fra Desmond Tutu, fra de tyske protestantiske præster.

Men vi kender det også fra det netop overståede amerikanske præsidentvalg?

– Ja, og det er der, jeg har det sværest. I valget var der jo masser af kristne, som engagerede sig, men hvor de sagde, "jeg repræsenterer Jesus, jeg repræsenterer den sande tro." Den slags fanatisme er jeg meget imod. Det er respektabelt, at man engagerer sig politisk ud fra et kristent ståsted, også selv om man gør det meget konservativt. Men det er ikke respektabelt, at man går ind med en meget snæver konservativ dagsorden og tager Gud til indtægt for noget, som man med blot et overfladisk kendskab til kristendommen ved, at Jesus aldrig ville have godtaget, siger Svend Auken.

Han har det ikke så nemt med den såkaldte to-regimente-lære. Det vil sige læren om, at man skal holde det jordiske, politiske styre helt adskilt fra det åndelige og himmelske. Det blev formuleret af reformatoren Martin Luther. Begrundelsen er især det bibelsted, hvor Jesus bliver spurgt, om man skal betale skat. Han beder om en mønt og spørger, hvem billedet på mønten forestiller. Svaret er "kejseren", og så siger Jesus de kendte ord om, at man skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er.

– Det er blevet udlagt sådan, at vi som kristne skal bruge vores kristendom i gudsforholdet, mens vi i alle de andre forhold skal underkaste os øvrigheden. Magtsystemet. Det er helt forkert. Helt, helt forkert, siger han.

Jamen, er det da ikke helt grundlæggende luthersk lærdom?

– Det er heller ikke et punkt, hvor jeg ville være enig med Luther, eller rettere, jeg ville gerne have, at man nydefinerede det.

Tag spørgsmålet om næstekærlighed og udlændingepolitikken. Nogle af de skrappeste fortalere for danskhed og en nationalentusiastisk holdning, er jo præster, også i Folketinget. Der tænker jeg på sådan noget som lignelsen om den barmhjertige samaritaner på vej til Jeriko. Han er blevet overfaldet og venter på hjælp, råber på hjælp. Den første, der går forbi ham, er en præst, den næste en degn, men den tredje, som hjælper ham, er en udlænding. Samaritanerne var ligeså foragtede i Judæa, som indvandrere og flygtninge er i vores samfund. Derfor er det kontroversielt. Jesus siger det oven i købet lige efter, at han har fået en overordentlig dårlig behandling i en landsby i Samaria. Der kan jeg ikke lade være med at tænke på, at når Jesus skal forklare, hvad næstekærlighed er, så bruger han en udlændings forhold til et vildt fremmed menneske til at forklare det, siger han.

Svend Auken var som ung med i FDF og senere i den kristne studenterbevægelse. Senere igen kom han med i den kirkelige bevægelse Tidehverv, der dog i 1960'erne var noget helt andet end i dag, understreger han. I barndomshjemmet blev der bedt bordbøn, men den skik har han ikke taget med sig. Derimod er det få nætter, han går til ro uden at have bedt Fadervor, og han har det også bedst, når han har været i kirke om søndagen, selv om han indimellem må skulke på grund af arbejdet.

– Jeg er meget, meget tilfreds med mange ting i kirken. Jeg kan godt lide liturgien, jeg kan godt lide salmebogen, både den nye og den gamle udgave. Problemet for kirken er et andet. For det første, at vi har den feudale ordning med en kirkeminister, der kan sidde og træffe beslutninger uden om Folketinget. Det er helt utåleligt, men det andet er, at kirken ikke kan udtale sig. Kirken kan ikke engagere sig. Fattige, sulten, forskningen, krig og fred. Vi bliver nødt til at engagere os i de spørgsmål, siger han.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Svend Auken

Har været minister flere gange. Fra 1977 til 1982 var han arbejdsminister i regeringer under statsminister Anker Jørgensen, fra 1993 til 2001 var han først miljøminister og siden miljø- og energiminister i flere socialdemokratisk ledede regeringer. De poster fik han efter at have tabt formandsopgøret i Socialdemokratiet i 1992 til Poul Nyrup Rasmussen, der blev statsminister.

Han blev født i 1943 som søn af Gunnar og Kirsten Auken, og voksede op i lægehjemmet på Frederiksberg. Han blev cand. scient. pol. i 1969 fra Aarhus Universitet, efter blandt andet at have tilbragt et år som studerende ved Washington State University i USA. Han var studenterpolitisk engageret i den socialdemokratiske bevægelse Frit Forum i 1960'erne, og i 1971 blev han første gang valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Århus Amtskreds. Siden har han været folketingsmedlem og fra 2001 tillige medlem af Folketingets præsidium og næstformand for Folketinget.

Han har været gift med journalisten Betina Heltberg og har fire voksne børn.

Bibelteksten, Svend Auken skal prædike over, er fra Matthæus-evangeliet, kap. 5, vers 13-16:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v. 14. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v. 15. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v. 16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.